The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24842Visninger
AA

34. The truth

 

"Do you wish you could go back to when everything

was simple?"

 

Liam P.O.V

Jeg holdt min hånd for mit ene øre, mens jeg holdt min telefon ind til mit andet med min anden hånd, for at kunne høre om den gik igennem, da musikken var høj, og det ville være svært at høre om nogle besvarede opkaldet. Men intet held.

Jeg havde ringet til hende, hver dag, de sidste 4 dage. Hun havde ikke taget den nogle af gangene, hvilket gjorde, at jeg ligesom fik det værre og værre med mig selv.

"Kom nu Liam, op med humøret!" Sagde Niall og klappede mig på skulderen, da han dumpede ned ved siden af mig i sofaen. Vi var til en fest, som på en måde var en slutfest for at delen i USA, nu var slut. Den to måneder lange Amerikanske del af hele touren, var nu overstået. Det havde været to helt fantastiske måneder, hvor vi havde spillet for flere tusinde mennesker og virkelig hygget os. Men mere for mit vedkommende, så var det´ bare en lille del, af det som jeg havde elsket aller mest ved de her to måneder. For et var, at touren havde været helt fantastisk, men det bedste ved det hele, var Lucie. I sær de sidste uger, havde været helt vidunderlige. For aldrig havde jeg troet, at jeg skulle ende med at elske hende så meget. Virkelig elske hende så højt, at det det gjorde helt ondt inden i og ende med at blive så forelsket i hende, at hver en del af mit hjerte bankede enormt hurtigt, da jeg efter så lang tid, følte hendes læber mod mine. Man den følelse havde nærmest fået mig til at miste vejret og fået mig til at ønske det mere og mere...

Det var derfor jeg havde det så forfærdeligt nu. For nu hvor det gode lige havde nået at være over os, så var det hurtigt forsvundet igen, og jeg var ikke hos hende, til at forsøge at få ondskaben til at gå væk. Jeg hadede mig selv for det!

"Har hun svaret?" Spurgte Niall igen, mens han pegede på min mobil. Jeg sukkede lidt og rystede på hovedet.

"Måske vil hun helst være alene?" Spurgte jeg ham, selv om jeg godt vidste, at han nok ikke kendte svaret. Han trak på skuldrene.

"Jeg ved det ikke desværre, men bare rolig Liam. Jeg er sikker på, at var det slemt, så ringede hun. Måske har hun bare brug for lidt tid?" Sagde han og prøvede at virke lidt optimistisk. Jeg sukkede og smilede lidt, så Niall smilede glædeligt tilbage og rejste sig fra sofaen. Jeg rejste mig også og gik så over mod baren, hvor et par folk hilste på mig. Jeg bestilte hurtigt en tilfældig drink, som bartenderen straks mixede sammen til mig og gav mig i et højt glas med isterninger, en citronskive i kanten og en farverig paraply. Jeg tog en tår, den smagte egentlig ikke særlig godt, men jeg havde brug for at få mine tanker et andet sted hen, så jeg drak videre.

"Leeyum!" Sagde Harry og Louis, der hurtigt stillede sig ved siden af mig. Louis bestilte to drinks til ham og Harry. Jeg smilede til Harry, som allerede lignede en, der havde fået et par drinks indenbords.

"Hvad så?" Spurgte Louis, da han vendte sig om med deres drinks og gav den ene til Harry. Jeg trak på skuldrene.

"Jeg er ikke rigtig i festhumør." Indrømmede jeg og tog endnu en tår af den underlige drink jeg havde fået. Louis kiggede skævt smilende på mig.

"Det er jeg ked af. Har du prøvet at ringe til hende?" Spurgte han. Drengene vidste godt at mit humør skyldtes Lucie, nok mest fordi jeg havde været ret nede, allerede da Paul hentede mig. Nok fordi at jeg så hvordan tårene trillede ned af kinderne på hende, da vi kørte væk, og hvordan jeg tydeligt kunne se i hendes øjne, at hun løj, da hun sagde hun nok skulle klare sig. Det havde været et helt mareridt. Jeg nikkede som svar på Louis´ spørgsmål. Harry tog hurtigt en tår af sin drink.

"Hvad med Sophia?" Spurgte han. Min mave spændte med det samme og jeg kiggede hurtigt på dem. Jeg takkede hurtigt mig selv for, at de ikke vidste det med... Ja, egentlig så troede de at Lucie og jeg jo stadig bare var venner, det eneste de vidste, var det med hendes far... Åh gud, de ville hade mig for det med Sophia... For det vidste de heller intet om.. For satan!

"Oh.. Jeg har ikke rigtig fået snakket med hende og sådan, jeg har haft noget lidt mere vigtigere i hovedet." Ok, det lød måske lidt for groft. Harry grinede.

"Så får du da rigelig tid til det i aften." Sagde han og drak resten af sin drink, mens jeg også tog en lille tår af min egen.

"Hvad mener du?" Spurgte Louis og kiggede på Harry. Han rullede med øjnene.

"Vi inviterede hende med, for at få dig på bedre tanker." Sagde han og henviste sig til mig. Min mave spændte igen. Fuck!

"Tak, det er jeg... glad for." Sagde jeg og fortrød hurtigt pausen i min sætning. Aller mest havde jeg håbet de ikke havde inviteret hende, men jeg var jo nødt til at få snakket med hende. Det havde jeg ligesom lovet hende... og Lucie.

"Jamen der er de jo. Så smutter vi Harry." Sagde Louis og tog fat I Harrys arm, så han næsten væltede sin drink.

"Ro på!" Sagde Harry, mens han gik over mod nogle af deres venner sammen med Louis. Jeg kiggede hurtigt over mod indgangen, hvor hun stod og kiggede lidt rundt sammen med en anden pige. Lige indtil hendes øjne mødte mine, så hun vendte sig om mod sin veninde og sagde et eller andet, inden de krammede hinanden og hun gik over mod mig. Jeg tog den sidste store tår af mine drink og rettede mig lidt op på stolen, inden hun gik hen til mig.

"Hey Liam." Sagde hun med et seriøst ansigtsudtryk. Jeg kiggede bare på hende, nok mest fordi min hjerne kørte i et stort rod om, hvordan jeg skulle håndtere det her. Hun stillede sig forsigtigt foran mig og trådte tættere på, så hun stødte mod mine ben og lagde sine hænder på mine lår.

"Jeg er virkelig ked af det Liam." Sagde hun og nussede mine lår forsigtigt. Jeg sukkede lidt.

"Det var aldrig min mening at sige alle de ting til dig. Jeg mente dem ikke, jeg var bare usikker omkring dig og Lucie, men jeg ved jeg tog fejl... så jeg er virkelig ked af det." Sagde hun og førte langsomt sin hånd op til min kind og nussede den forsigtigt. Jeg sukkede lidt, mens min mave spændte mere og mere.

"Det er ok." Sagde jeg lavt, og jeg var hurtigt i tvivl om at hun hørte det, men det overraskede mig meget, da hun så lænede sig ind og kyssede mig på munden. Jeg tænkte dog ikke over at jeg med det samme trak mig væk fra hende, så hun fik et meget forvirret ansigtsudtryk. For helvede!

"Hvad var det?" Spurgte hun forvirret og kiggede ventende på mig. Jeg prøvede lidt at undgå hendes blik, men hun fangede det hurtigt.

"Hallo Liam, hvad var det?" Spurgte hun. Jeg sukkede lidt, det her gik ikke!

"Kan vi snakke sammen udenfor?" Spurgte jeg og hoppede ned fra barstolen. Hun kiggede nervøst på mig.

"Skat, hvad sker der?" Spurgte hun, og lyden af hende, der sagde sådan kærligt om mig, lød helt forkert i mine ører.

"Kom lige med ud." Sagde jeg i hendes øre, da en ellers stille sang skiftede over til en med fuld bas, så man ikke kunne høre hvad man selv tænkte. Hun nikkede og vi gik over mod dørene og hun fulgte med mig helt ud. Heldigvis var der ingen mennesker udenfor. Jeg gik lidt ud på parkeringspladsen og Sophia gik med det samme over og vendte mig om mod hende.

"Hvad fanden foregår der Liam, hvad var det der, der inde?" Spurgte hun en anelse nervøst. Jeg sukkede irriteret.

"Hør Sophia, jeg er virkelig ked af det..."

"Hvad?! Liam, hvad fanden sker der?" Spurgte hun og kiggede endnu mere forvirret og nærmest panikslagent på mig.

"Sophia, du er en virkelig sød og dejlig pige og sådan.."

"Så tal dog!" Sagde hun i et lidt højere, men skingert toneleje.

"Undskyld Sophia, men jeg kan ikke det her mere." Sagde jeg lige ud, jeg var nødt til at tage mig sammen. Hendes øjne blev store og hun kiggede panikslagent på mig.

"Kan ikke det her mere... Jeg... Du... Hvad fanden taler du om!?" Råbte hun nærmest. Jeg sukkede frustreret.

"Sophia, jeg... Jeg kan ikke være sammen med dig, jeg er virkelig ked af det, men jeg kan ikke..." Sagde jeg og kiggede på hende, men hun kiggede bare vredt på mig.

"Er det her på grund af det jeg sagde? Liam, jeg mente det jo ikke..."

"Nej, Sophia det er fint. Jeg kan bare ikke være sammen med dig, måske en gang i fremtiden, men nu... Jeg kan bare ikke være sammen med dig." Sagde jeg afbrydende. Min hjerne kørte på højtryk, samtidig med at min mave spændte i nervøsitet.

"Hvad har fået dig på de tanker så, hvis det ikke var mig?" Spurgte hun og kiggede ned i jorden, mens hun så vred ud i øjnene.

"Jeg er virkelig ked af det, men jeg er nødt til at sætte mit fokus på Lucie..."

"Lucie?!" Udbrød hun nærmest og kiggede endnu mere vredt på mig. Jeg fortrød med det samme, at jeg fik sagt det på den måde.

"Er alt det her... på grund af Lucie? Hvad... Er det Lucie, der har overbevist dig om det her?" Spurgte hun vredt. Jeg rystede på hovedet.  

"Nej overhovedet ikke, Sophia det er min egen beslutning. Lucie har intet med det her at gøre... Vi behøver ikke blande hende ind i det her." Sagde jeg og prøvede at tage det helt roligt, men hun vrissede hurtigt.

"Jo gu fanden skal hun det! Liam for helvede, alt det her, er på grund af den tøs!" Sagde hun vredt. Jeg kunne mærke hvordan vreden med det samme steg op i mig.

"Hey! Du skal ikke snakke sådan om hende, du kender hende ikke engang!" Sagde jeg, men hun trådte bare tættere på mig, så jeg kunne se vreden i hendes øjne.

"Jeg er ligeglad... den pige har kostet mig så meget! Hun har ødelagt så meget!"

"Lad vær med at døm hende, du kender hende ikke, du ved ikke hvad hun går igennem!" Sagde jeg og kunne mærke hvordan vreden sad godt i mig, og voksede stykke for stykke.

"Hold op med at forsvare hende! Hvorfor skal du altid forsvare hende? Liam, det er jo sygt!" Sagde hun oprevet og skingert. Jeg forstod ikke helt, og det kunne hun sagtens se i mit blik, da hun frustreret vrissede af mig.

"Jeg kan ikke være sammen med dig, jeg er sammen Lucie. Nej, jeg er hos Lucie. Ikke nu, jeg taler med Lucie... Lucie, Lucie... LUCIE! Jeg er træt af Lucie!" Råbte hun denne gang. Jeg spændte lidt i maven, da jeg kunne mærke hvordan min puls pumpede ved min hals og sendte vreden rundt i kroppen på mig.

"For helvede Sophia, du forstår det ikke..."

"Forstår jeg det ikke? Ved du hvad Liam, der er meget som jeg faktisk forstår! For eksempel, hvor glad du er bare man nævner hende. Hvordan du altid beskriver hende som nærmest det mest perfekte i hele verden, hvilket du kan fortsætte med i timevis! Hvordan når du er hos hende, så er der ingen kontakt. Hvordan du inviterer hende hen til jer drenge og nærmest talt, giver hende den mest perfekte oplevelse. Hvordan du inviterer hende ud at spise på den mest fancy restaurant. Hvordan du altid har det mest lykkelige smil på læberne når du snakker om hende. Hvordan dit humør altid er som om du er på en lyserød sky, bare du lige har snakket i telefon med hende, eller sådan noget. Hvordan du altid rødmer helt i kinderne når du modtager en sms fra hende..." Hun stoppede hurtigt, for at snøfte en enkelt gang. Jeg spændte i maven, da hun sagde det sidste.

"Hvordan du aldrig nogensinde har kigget på mig, som du gør med hende. Ja, du smiler... Men Liam, dit smil til Lucie... Det er som om du ser dit livs kærlighed foran dig, som om at du ser det mest perfekte i hele verden... Som om, at det du ser er nok til at du vil opgive alt andet, bare du er hos hende... Det er det værste Liam. Dit blik. Dine øjne, der funkler. Dine smilende øjne samtidig med din smilende mund... Liam, det blik beviser det hele." Sagde hun. Jeg kiggede forvirret på hende, mens nervøsiteten voksede inden i mig.

"Jeg vil virkelig ikke være den jaloux type Liam, men det er svært når jeg ved du elsker en anden." Sagde hun og kiggede på mig med tårer i øjnene.

"Sophia..." Prøvede jeg, men hun afbrød mig hurtigt.

"Ved du hvad det værste er Liam? Jeg ved ikke hvornår det startede... for blikket var der ikke helt fra start, men jeg har altid set der var noget mellem dig og hende. For ja Liam, du havde allerede det blik fra starten af... helt fra starten af. Selvfølgelig var det ikke så intenst, som her de sidste uger... men det var der." Sagde hun og fældede et par tårer. Jeg gik med det samme tættere på hende, men hun slog hurtigt mine hænder af mig og skreg:

"Lad vær!" Jeg kiggede forskrækket på hende.

"Please... Bare gå... Skrid hjem til Lucie! Jeg håber at hun knuser dit hjerte!" Sagde hun vredt, men jeg blev ikke vred. Jeg vidste, at jeg havde fucket det hele op med Sophia og jeg blev ked af at høre, det hun sagde. Jeg kiggede hurtigt på hende, som kiggede op på mig med et undrende blik. Hendes øjne blev pludselig store.

"Hun kommer ikke til at knuse dit hjerte vel? For følelserne er gengældt, ik?" Spurgte hun med et stift blik. Jeg sukkede lidt, jeg vidste det ville knuse hende... men jeg nikkede alligevel. Hun gispede med det samme.  

"Jeg er ked af det Sophia.." Prøvede jeg, men hun stormede bare med det samme forbi mig og hen mod indgangen ind til diskoteket.

"Hey!" Prøvede jeg. Hun vendte sig med det samme om mod mig.

"Hey.. hvad? Liam indrøm det... du elskede mig aldrig... Det har altid været dig og Lucie. Indrøm det, du har altid elsket hende. Jeg var bare med til at få dig til at bekræfte det over for dig selv, ik?" Sagde hun med tårer trillende ned af hendes kinder. Jeg kiggede frustreret ned i jorden.

"Jeg er virkelig ked af det Sophia..."

"Ja, det er jeg også... Men ved du hvad Liam? Måske er det bedst sådan, man skal være sammen med dem man elsker, hvorfor leve på en løgn."

"Jeg kunne altså lide dig Sophia, jeg kunne godt lide dig!"

"Det kan godt være Liam... Men hvad betyder det at kunne lide nogen, i forhold til at elske en anden? Det er bedst sådan her... du skal være sammen med en du elsker." Sagde hun, mens tårene blev til flere.

"Jeg er virkelig ked af det Soph... Det var aldrig min mening, at jeg skulle rode dig ud i alt det her. Jeg regnede ikke med det ville ende sådan, det må du ikke tro!" Sagde jeg og gik lidt tættere på hende, men igen trådte hun bag ud.

"Nej nej... Det er ok Liam, hellere få det overstået, end at blive ved med at leve på en løgn." Sagde hun og gik så tættere på mig.

"Jeg er så ked af alt det her... Men jeg er bare virkelig nødt til at..."

"Følge dit hjerte? Jeg ved det godt... Jeg vil også meget hellere se dig lykkelig med en du elsker, end at du er sammen med en, som ikke gør dig lykkelig." Sagde hun og tørte et par tårer væk, men nogle nye dukkede med det samme op i hendes øjne.

"Undskyld!" Sagde jeg og mente det af hele mit hjerte, og kunne også se, at hun vidste hvor meget jeg mente det. Hun nikkede og kyssede mig hurtigt på kinden, mens jeg lod hende gøre det.

"Lucie er en heldig pige... Bare sørg for at hun passer på dig og altid vil dig det bedste, ellers så får hun med mig at bestille!" Sagde hun og grinede lidt. Jeg nikkede og hun smilede så til mig, mens tårene stadig trillede ned af hendes kinder. Selv om hun nu var helt rolig, så var hun stadig knust, det kunne jeg tydeligt se. Hun smilede skævt, inden hun vendte om på hælen og gik indenfor. Jeg stod tilbage og trak vejret lidt lettere, inden min lomme vibrerede. Jeg trak hurtigt min telefon op... Jeg kendte ikke nummeret.

"Det er Liam." Sagde jeg og tog telefonen op til øret og kunne med det samme høre hendes stemme.

"Liam, åh gud, godt du tog den!" Sagde hun og jeg fornemmede straks panikken.

"Karen? Er du ok?" Spurgte jeg forvirret, på grund af hendes paniske toneleje.

"Liam, jeg var så forvirret, hun afleverede Zoe og sagde at jeg ikke skulle bekymre mig og at jeg ikke måtte kommer over. Jeg hørte larm derfra indtil i går, men lige pludselig stoppede det og nu er der helt tomt og mørkt der ovre... og selv om hun sagde jeg ikke måtte, så gik jeg der over, men jeg kunne ikke finde hende nogle steder... hun er væk, og jeg er virkelig bange for, om der er sket noget... Åh gud Liam, hvad nu hvis hun.."

"Hey Karen, hold lige en gang! Hvem snakker du om?" Spurgte jeg selv ret panikslagent, selv om jeg allerede havde en ret tydelig, men dog virkelig bange anelse om, hvem Karen egentlig snakkede om. Hun lød endnu mere panisk nu.

"Liam... det er Lucie." Sagde hun stille, mens alt inden i mig frøs med det samme.

"Liam, jeg tror der er sket noget..." Sagde hun helt hyperventilerende. Jeg kiggede med det samme panisk rundt, inden jeg hurtigt løb indenfor og ud i garderoben, fik min jakke, pung og bilnøgler, mens jeg stadig holdt telefonen op til mit øre og så løb ud mod bilen igen.

"Liam, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Hun lød så kold, det var slet ikke hende og..." Hyperventilerede hun, men jeg afbrød hende hurtigt:   

"Bare rolig, jeg er på vej!" Og så lagde jeg på, inden jeg hurtigt fandt den bil vi var kørt her hen i. Jeg vidste godt jeg nok burde informere de andre om det hele... Men lige nu var det ikke min første prioritet.

Aldrig havde jeg lavet sådan en stor fejl i hele mit liv. Jeg vidste at lige fra den dag af, så skulle jeg være blevet. Jeg vidste at Lucie var sønderknust og havde allermest brug for tryghed og at jeg sagde til hende, at det hele ville blive ok igen, men det gjorde jeg ikke. Jeg skred, da hun allermest havde brug for mig... Jeg havde lovet Chris, at jeg ville passe på hende, og være der for hende, når han ikke var der... Og da det havde været min pligt at gøre det, så havde jeg rejst. Jeg hadede mig selv for det, i sær fordi jeg frygtede, hvad der var sket hos Lucie... Og selv de værste billeder dukkede op i mit hoved, billeder som jeg allerhelst ville af med... Men samtidig frygtede var sande...

Det var derfor, at jeg sikkert kørte meget mere end jeg måtte, men jeg var ligeglad! Jeg var kun opsat på en enkelt ting.

Jeg brød ikke et løfte.

____________________________________________________________________________

åh nej, åh nej... ÅH NEJ!!!

Hvad tror i der sker??? For jeg er mega bange lige nu..

Og stakkels Sophia!! :´-(

Men Lucie.. og Liam...

Og hvad med ZOE :O

Nej, nej, nej... Vi må se hvad der sker

I må meget gerne skrive en kommentar om hvad i håber der sker/ Hvad i synes om den og så videre...

Nogle få har gjort det, og jeg må sige jeg blev virkelig glad!!

I er så søde, ikke kun jeres kommentarer, men også jer selv, I er så dejlige alle sammen!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...