The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24837Visninger
AA

10. The new beginning

 

"You made it, you reached the top"

 

Nervøsiteten voksede stort inden i mig. Jeg sad nede mellem hele min årgang, alle klædt i de lange kapper og den sorte hat på hovedet. Jeg tog en dyb indånding og mærkede hurtigt, hvordan en hånd blidt klemte min. Jeg kiggede Karen ind i øjnene. Karen var min nabo, som havde passet mig, da jeg var lille og altid nærmest havde virket som en rar tante for mig. Hun havde kort hår og var i midten af halvtredserne, utrolig sød dame! Jeg smilede blidt til hende og kiggede op mod rektor, som holdt tale. Jeg kunne ikke helt koncentrere mig om, hvad han sagde fordi jeg var alt for nervøs, til at se om jeg havde klaret det godt nok... Hvilket jeg jo havde, ellers så sad jeg jo nok ikke her... Men jeg var alligevel enormt nervøs.

"Der er intet at være nervøs for Lucie. Du har nået toppen." Sagde Karen med sin blide søde og venlige stemme, mens hun blidt klemte min hånd. Jeg sukkede hurtigt og tjekkede min mobil.

HUSK! At uanset hvad, er jeg utrolig stolt af dig! Knus Far

Jeg smilede over hele femøren! I sær da rektor stoppede sin tale og gik videre til det vigtigste af det hele. Overrækkelsen af afgangsbeviserne. Desværre var der lige et par stykker før mig, men det gjorde ikke nervøsiteten mindre... Nej! Den voksede så meget, at jeg kunne føle den i hele kroppen.

Mit vejrtrækning steg og jeg kunne mærke, hvordan mine håndflader blev svedige og varme. Især da han nåede til alle med efternavnene med M. Karen lagde hurtigt en hånd på min skulder.

"Du klarer den, bare rolig!" Sagde hun hurtigt, lige indtil alt inden i mig stivnede, da rektor sagde:

"Miller, Lucianna Miller." Jeg kiggede hurtigt hen på Karen, som bare grinede lidt, mens hun sad med kameraet i hånden, som hun hurtigt havde fisket op. Jeg kiggede surt på hende, og jeg kunne sagtens se, at hun var ved at kvæles i sit grin. Folk grinede altid når de fandt ud af, at jeg rent faktisk ikke hed Lucie... men jeg var opkaldt efter min oldemor... Desværre... Og jeg var bare vant til at bruge Lucie, så hver gang nogen sagde mit fulde navn, kunne jeg ikke lade vær med at blive helt pinlig berørt. Men igen... skylden kunne jeg igen skyde på min mor!

"Det sletter du!" Sagde jeg og rejste mig så, for at gå op mod det lille podie. Mine skridt var tunge hele vejen på vej der op, men jeg nåede det og et kæmpe smil mødte mig. Jeg smilede stort igen, da jeg fik papiret i hånden og jeg nu kunne flytte kvasten på min hue fra den ene side til den anden. En hel masse nede blandt publikum klappede, da jeg stillede mig over blandt de andre og så på, mens de sidste også fik deres papirer. Til vi alle stod på podiet og alle nede blandt forældre og familie rejste sig og klappede højt af os sammen med lærerne. Jeg kunne hurtigt mærke, hvordan en hånd blidt hurtigt strejfede min og klemte den. Jeg kiggede hurtigt til siden og så Samantha smilede stort til mig.

"Vi klarede det!" Sagde hun. Jeg nikkede hurtigt og smilede tilbage til hende. En af drengene talte langsomt højt til tre, mens vi alle forsigtigt tog vores hatte af og gjorde klar.

"To... EN!" Råbte han nærmest, hvorefter vi alle kastede vores huer så højt op i luften som overhovedet muligt. Alle vores forældre og familier jublede højt, mens de klappede af os, og vi greb vores huer igen og alle brød ud i latter, hvin og smilede stort til hinanden og gik rundt og lykønskede hinanden. Det var som om at alle var ligeglade nu om vi havde snakket sammen på noget tidspunkt, for alle krammede hinanden... selv alle de piger, som jeg vidste ikke kunne lide mig, krammede mig og smilede til mig, og det var ikke engang falskt. Det var helt rart. Jeg nåede hen til Brody og jeg måtte virkelig bide mig selv i kinden for ikke at skrige, da han faktisk slog armene om mig.

"Tillykke Lucie! Vi gjorde det virkelig." Sagde han. Jeg nikkede bare og smilede til ham, indtil Samantha kom over til os og krammede os begge to helt ivrigt.

"Jeg glæder mig så meget til festen i aften!" Sagde hun ivrigt og hoppede endda lidt af glæde. Jeg nikkede og mente det faktisk. Brody kiggede smilende på Samantha og jeg og nikkede også.

"Totalt! Vi skal så meget danse igennem!" Sagde han og grinede lidt. Jeg grinede også selv lidt. Samantha smilede bare stort, mens hun blev overfaldet af sin storesøster efter vores familier nu kom op til os. Brody fik hurtigt øje på sin familie og rykkede sig lidt.

"Ses senere!" Sagde han hurtigt og smilede skævt til mig og så var jeg stolt til stanglakrids!

 

"Liam, Det er på ingen måde sjovt!" Sagde jeg surt, men han blev bare ved med at grine stort af mig, og hver gang han stoppede lidt og så kiggede på mig... så grinede han igen. Jeg opgav næsten og fik helt lyst til at klappe computeren sammen.

"Stop med at grin! Det er ikke sjovt!" Sagde jeg surt, mens han lige så stille prøvede at få styr på sit åndedræt, han kiggede hurtigt på mig og smilede så.

"Undskyld, men jeg kunne ikke lade vær... Lucieanna! Sagde han og grinede så igen. Jeg sukkede dybt og smed mig så ned i sengen.

"Hvad sker der?" Hørte jeg en stemme sige, hvorefter Liam grinede og så svarede..

"Hun hedder ikke Lucie, men Lucieanna!" Sagde han fnisende. Jeg kunne hurtigt høre en latter fra to mennesker, den ene latter kendte jeg med det samme, den anden kunne jeg ikke helt sætte en person på, så jeg kiggede op fra min skams afgrund/min seng. Det var Louis´ latter jeg ikke kunne høre hvem var, men jeg havde ret med den anden latter... Niall, ham tog man ikke fejl af. De satte sig ned ved siden af Liam, mens de begge hurtigt vinkede til mig. Jeg surmulede stadig, men vinkede så til dem.

"Hvad så smukke?" Spurgte Niall grinende. Jeg sukkede lidt over dem, men smilede så alligevel og tog hurtigt det udfoldede papir fra tideligere og holdt det frem mod dem, de rykkede sig lidt tættere på og læste lidt. Louis grinede lidt.

"Smukt navn må jeg sige!" Sagde han og smilede grinende til mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

"Du skulle bare vide... jeg overvejer nomologi!" Sagde jeg. Liam grinede lidt for sig selv sammen med Niall, og jeg kunne have svoret på, han opdagede mit dræberblik.

"Det er ok Lucie, der er flere, der mere bruger deres kælenavne i stedet for deres dåbsnavne... Ligesom Harry." Sagde Louis trøstende, men jeg kiggede bare uforstående på ham.

"Hvad mener du... Han hedder da Harry." Sagde jeg. Niall grinede lidt og rystede så på hovedet.

"Prøv med Harold." Sagde Liam smilende. Jeg var lige ved at falde ned af sengen der, så jeg kiggede bare måbende på dem, indtil det var min tur til at grine.

"Hedder Harry, Harold? SERIØST!?" Grinede jeg og kunne mærke mine kinder blev helt varme, da jeg så, hvordan de alle lyste op i et stort smil... specielt Liam, som jeg fik øjenkontakt med, og så kiggede han hurtigt smilende ned i jorden. Jeg så at Louis og Niall kiggede hurtigt på Liam, for så at smile stort til mig, hvilket bare gjorde mig lidt forvirret. Louis kiggede hurtigt på Niall og de nikkede begge to.

"Nå vi vil gå igen... så forstyrre vi jer ikke mere." Sagde Niall og klappede hurtigt Liam på skulderen. Han kiggede grinende op og kiggede så på mig, da Niall og Louis gik igen, vi grinede begge to lidt. Vi sagde egentlig ikke noget i et stykke tid, så der var bare en lille stilhed, men der var slet ikke noget galt i det, Liam sad bare og kiggede lidt på sin telefon, mens jeg hurtigt rejste mig fra sengen.

"Hvor går du hen?" Spurgte Liam hurtigt, da jeg kom ud for kameraets synsfelt. Jeg grinede lidt.

"Det falske sted!" Sagde jeg. Jeg kunne høre han grinede lidt, hvorefter jeg smed lidt tøj hen på sengen.

"Hvornår starter festen?" Spurgte han. Jeg kiggede hurtigt ned på uret nede i siden af computeren.

"Først i aften, så jeg har massere af tid, jeg kan bare godt lide at være i god tid." Sagde jeg. Han nikkede og lagde sin telefon.

"Det må være helt underligt. Du går ikke i skole mere!" Sagde han. Jeg kiggede smilende på ham og rystede så på hovedet, mens jeg kiggede på tøjet.

"Meget!" Svarede jeg hurtigt og smed en trøje over foran skabet.

"Du ved stadig ikke, hvad du vil efter ferien?" Spurgte han. Jeg trak på skuldrene.

"Næ, men jeg har tre måneder, og jeg behøver jo ikke at uddanne mig videre, hvis jeg bare vil rundt i verden." Sagde jeg. Liam nikkede, mens jeg hurtigt fandt et par shorts, som jeg tog på. Jeg trådte dog lidt til siden, så han ikke så jeg trak mine andre bukser af, så jeg ville stå i underbukser foran ham.

"Burde du ikke have valgt for længst?" Spurgte han hurtigt. Jeg trak igen lidt på skuldrene.

"Fristelsen for de fleste er i juli, men jeg har faktisk stærkt overvejet med ikke at søge før næste år, så jeg holder et år, hvor jeg bare rejser rundt og nyder frihedens dejlige klang." Sagde jeg og kunne allerede drømme mig hen til at ligge på en flot hvid sandstrand, hvor jeg vil ligge og kigge ud over det krystalblå hav, mens utallige mandlige strandguder ville servicere for mig dagen lang... Ja, det var lige sagen!

"LUCIE!" Råbte Liam grinende. Jeg vågnede lidt op fra mit dagdrømmeri og fokuserede på ham.

"Ja?" Spurgte jeg og smilede hurtigt. Han rystede bare på hovedet og grinede lavt.

"Du faldt i staver... men jeg spurgte dig om, hvad du tænkte om min ide?" Spurgte han. Jeg kiggede forvirret på ham, hvilket bare fik ham til at grine lidt mere af mig.

"Dagdrømmer! Men Lucie, det var fordi jeg fik den ide, at jeg måske kunne komme tideligere?" Spurgte han smilende. Jeg vågnede hurtigt lidt op, da det slog mig hvad han sagde og lyste op i et stort smil.

"Kan du det?!" Spurgte jeg glædeligt. Han nikkede smilende og jeg lavede hurtigt et lille spjæt.

"Vi har en lille pause inden USA fra den 26. til den 8. Juni... Og så tænkte jeg om jeg måske kunne komme, allerede nu her inden for den næste uge?" Spurgte han. Jeg nikkede ivrigt, mens jeg hoppede i sengen.

"Men... skal du ikke hjem og slappe af og sådan?" Spurgte jeg hurtigt, inden jeg tog al glæden på forskud. Han trak på skuldrene.

"Nej, jeg skal bare hjem og pakke og lige få styr på et par småting, så jeg regner med, at jeg kan være hos dig fra den 2. til den 6. cirka... hvis det altså passer med dig og du ikke har planer?" Spurgte han stille, mens han lige tjekkede sin telefon igennem. Jeg rystede på hovedet.

"Slet ikke, jeg skal intet... eller nu skal jeg... Ihh Liam, hvor jeg glæder mig!" Sagde jeg ivrigt. Han grinede lidt og nikkede så også.

"Ja, tre måneder." Sagde han. Jeg tænkte hurtigt tilbage på det... Jeg havde ikke set Liam i 3 måneder! Eller jo, vi havde Skypet og sådan... men jeg havde faktisk ikke sådan rigtig set ham i lidt over 3 måneder! Det var jo helt vildt. Jeg tog mig hurtigt til hovedet og lagde mig tilbage i sengen. Det var så underligt, jeg glædede mig så meget til at se Liam og også de andre drenge igen... men i hvert fald Liam. Og tænk at jeg gjorde det, efter kun et par få dage sammen i London... Det var jo næsten uvirkeligt! Jeg begyndte virkelig at elske, at jeg faldt inde i den Starbucks! Hvis jeg ikke var faldet... så havde jeg sikkert ikke mødt Liam. Jo, måske sammen med pigerne, men så havde jeg jo bare været endnu en fan... Men havde jeg ikke været det i forvejen? Bare en fan, som godt nok var flygtet fra ham, første gang de mødtes... Eller ikke lige flygtet fra HAM, men flygtet far en pinlig situation, hvor han desværre var indblandet... Sådan kunne man vel bedre kalde det, kunne man ikke?

"Jeg glæder mig så meget nu!" Sagde jeg og satte mig op igen. Liam smilede stort til mig, mens vi svagt begge hørte nogen råbe efter ham. Han kiggede hurtigt bag ud og lavede et "2 Minutter"-tegn med sine fingre.

"Jeg bliver nødt til at gå desværre, men jeg skriver lige i løbet af dagene om, hvornår jeg ved mere!" Sagde han. Jeg nikkede og lavede Thumbs up til ham, hvorefter han grinede svagt og så vinkede til mig og lagde på. Jeg kunne slet ikke lade vær med at smile. Jeg smed mig tilbage i sengen og tog mig til ansigtet, mine kinder brændte!

 

Festen var godt i gang nu, alle var i et stort festligt humør og alle stod ude på dansegulvet og dansede, så smukt som vi alle nu kunne. Samantha havde underligt nok, holdt sig sammen med mig hele aftenen, det havde hun egentlig gjort, meget mere efter studieturen i London. I starten havde jeg tænkt meget på det der med, at hun sikkert kun gjorde det for at møde Liam og de andre drenge, men for hver gang hun startede en samtale med mig, så handlede det underligt nok ikke om dem, men om alt muligt andet, så jeg tvivlede lidt efter lidt, ikke så meget mere.

Jeg dansede ude på gulvet sammen med Samantha og et par andre piger og drenge. Vi havde det hyle morsomt. Vi dansede i et stykke tid, indtil Samantha trak mig med over til bordet med drikkelse og snacks, for at hælde noget op til os i to røde kopper. Jeg smagte hurtigt på det, jeg kunne sagtens fornemme sprutten, men tog bare endnu en tår. Samantha smilede til mig, mens hun lænede sig op af bordet.

"Jeg har helt glemt at spørge dig om noget." Sagde hun, bordet stod lidt væk fra musikken, så jeg kunne sagtens høre hende. Jeg nikkede og kiggede ventende på hende.

"Jeg tænkte bare på om du skal se HAM igen?" Spurgte hun nysgerrigt. Jeg kunne sagtens høre, hvordan hun lagde tryk på ham, og jeg havde en lille ide om, hvem hun snakkede om, så jeg nikkede bare. Hun grinede lidt.

"Er i ikke meget gode venner?" Spurgte hun. Jeg kiggede hurtigt på hende og nikkede så igen. Hun grinede lidt og smilede stort.

"Sådan... meget gode venner?" Spurgte hun. Jeg nikkede igen, hvorefter jeg tog en tår af min drink. Hun smilede stort.

"Måske mere end venner?" Spurgte hun ud i det blå. Jeg kiggede bare på hende og rystede så på hovedet.

"Nej... Liam og jeg er venner." Sagde jeg. Hun nikkede hurtigt, men smilede stadig.

"I ville ellers være utroligt søde sammen. Vi andre troede også lidt, at der var noget mellem jer, da i begge så virkelig kede ud af det i lufthavnen." Sagde hun. Jeg kiggede bare grinende på hende, men rystede så på hovedet.

"Vi er lidt for forskellige... Så jeg tror ikke vi vil kunne fungere i et forhold, og vi er venner. Jeg var bare trist over, at der ville gå så lang tid før jeg så ham igen, dengang i lufthavnen altså.." Sagde jeg. Hun nikkede bare og sukkede så lidt.

"Hey, så kan du shippes med ham!" Sagde hun grinende. Jeg grinede lidt og rystede på hovedet.

"Lucie og Liam ville da være ret svært at "shippe"." Sagde jeg. Hun rystede hurtigt på hovedet.

"Licie... eller Luam!" Sagde hun grinende. Jeg kiggede bare grinende på hende, Samantha var seriøst lidt skør... det havde jeg bare aldrig set hende være, sådan før, men hun var meget sød.

"Jeg gad godt se jer kysse!" Sagde hun storsmilende. Jeg kiggede på hende og lod som om jeg skulle til at hælde min drik ud over hende, men hun undveg og jeg lod vær.

"Det sker ikke!" Sagde jeg stædigt, men hun sukkede bare.

"Det ville ellers være ret sejt, hvis jeg kunne sige at jeg havde gået i skole med Liam Paynes kæreste!" Sagde hun. Jeg rystede opgivende på hovedet af hende og drak resten af min drink. Vi blev hurtigt afbrudt af en høj dreng, som kom gående smilende over i mod os og skænkede sprut op til sig selv.

"Hvad så piger?" Spurgte han. Jeg smilede lidt for mig selv, hvorfor skulle han lige være så lækker, at jeg kunne dø?.. dumme Brody! Samantha vinkede hurtigt og jeg tog mig lidt sammen, så jeg smilede hurtigt til ham. Han grinede lidt for sig selv og lænede sig op af bordet i mellem Samantha og jeg.

"Hvad snakker i om?" Spurgte han.

"Lucie får berømtheder på besøg." Sagde Samantha. Jeg kiggede hurtigt på hende og gav hende blikket om ikke, at være så direkte, men hun forstod det vidst ikke.

"Gud ja, du blev jo venner med de der fyre jo... Fedt, men er de berømte?" Spurgte han, og jeg kunne med det samme høre Samanthas gisp.

"Bare lidt." Sagde jeg hurtigt. Jeg tænkte altid enormt ekstra over, hvad jeg skulle sige når jeg endelig var så heldig, at udveksle et par ord med Brody. Han nikkede hurtigt.

"Hmm, måske har jeg hørt lidt om dem... er det ikke dem i piger altid flipper sådan ud over?" Spurgte han. Jeg nikkede og han grinede bare.

"Wow, så må jeg sige godt klaret Miller! Så bliver du vel inviteret med til, alle deres store fester og sådan?" Spurgte han. Jeg kiggede hurtigt uforstående på ham.

"Øhh, det regner jeg ikke med, at jeg gør... eller jeg har ikke snakket med Liam om det endnu, så.."

"OK, men så må du jo hygge dig med din berømte ven." Sagde han og lagde hurtigt sin hånd på min skulder og klemte den blidt... bare det sendte et lille stød fra hans berøring gennem hele min krop, og da han gik, kom et lille suk ud af min mund. Samantha rykkede sig hen til mig igen.

"Kan du lide ham?" Spurgte hun grinende. Jeg stod lidt som i trance, så hun ruskede hurtigt i mig og gentog sit spørgsmål så jeg livede op og kiggede så på hende. Jeg kunne mærke varmen sprede sig i mine kinder. Samantha grinede hurtigt af mig og smilede så.

"Han er også sød." Sagde hun. Jeg nikkede lidt, mens jeg så hvordan han stod ude på dansegulvet sammen med sine venner, og hvordan han så hurtigt drejede hovedet og vi fik øjenkontakt og han smilede, flere små stød og kuldegysninger gik gennem min krop. Samantha grinede lidt, satte så min kop, tog min hånd og hev mig med ud på dansegulvet.

"Vi skal danse!" Sagde hun, mens bassen kunne mærkes i gulvet og sangene spillede på fuld volume i hele huset og vi alle bare dansede løs, som var det vores sidste dag på jorden.

____________________________________________________________________________

Wuhuu 20 favoritter allerede!!

Så skønt, men det må stadig gerne vokse meget mere endnu

 

I må stadig gerne kommenterer hvis der er bare det mindste,

det varmer altid når jeg ser en ny kommentar :)

Men ellers så fortsæt god uge..

Jeg har i weekenden fået skrevet en masse, så jeg bare kan publicere kapitlerne :-)

 

Fortsæt god dag :D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...