The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24226Visninger
AA

30. The impact

 

"He looked at her like a blind man seing the sun

for the first time"

 

Lucie P.O.V

Jeg havde det meste af dagen gået rundt og slappet lidt af, ikke det helt store. Dog havde mine tanker kørt rundt og rundt inde i mit hoved. De havde kørt rundt om alt det, som de et eller andet sted havde gjort de sidste uger. Men lige siden den dag, hvor jeg havde snakket med Liam i telefonen, bare for at fortælle ham om nogle småplaner som jeg havde tænkt på... og det opkald så var endt helt anderledes... så var det kun en´ ting som jeg tænkte på. Liam.

Jeg havde et eller andet sted, tænkt over mine følelser omkring Liam længe, men nu tænkte jeg også på Liams følelser for mig. For på en måde, så havde han jo et eller andet sted, på en eller anden måde, faktisk sagt, at han et eller andet sted også kunne lide mig...

Så, ja. Jeg var et tænkende monster hele dagen. Dagen fløj dog hurtigt af sted, for helt ud af det blå... så bankede det på døren. Jeg slukkede tv´et og gik ud til entreen, hvor han trådte ind. Han satte sin taske ned på gulvet og rettede sig op. Vi fik øjenkontakt og smilede begge to til hinanden. Jeg kiggede dog lidt genert ned i jorden, men løftede så hovedet igen.

"Hey Batman." Sagde jeg. Han grinede lidt og trådte så tættere på mig, mens jeg gjorde det samme og han så lagde sine arme om mig.

"Hey Pookie." Sagde han og aede mig forsigtigt over ryggen. Jeg sukkede lidt.

"Er du ok?" Spurgte jeg. Han knugede mig hurtigt ind til sig, for så at slippe mig og kysse mig på panden.

"Ja, det går. Bare jeg er her." Sagde han og smilede helt kærligt og ærligt med øjnene. Hvilket virkelig fik mig til at tænke på om følelserne... inderst inde, var gengældt. Jeg vågnede lidt op og slap ham.

"Altså, jeg regner med, at vi kan gå om en lille times tid... Men hvis du hellere vil blive hjemme, så er det helt fint..."

"Nej, jeg vil meget gerne der hen. Intet problem." Sagde han smilende. Jeg nikkede.

"Ok... men hvis du hellere vil slappe af, så er det fint, jeg forstår.."

"Lucie. Jeg synes vi skal gå der hen... Jeg vil gerne der hen sammen med dig." sagde han og grinede lidt, så jeg rigtigt kunne høre hans bedårende smittende latter. Jeg smilede og nikkede.

"Dejligt... men en time?" Spurgte jeg. Han nikkede smilende og tog hurtigt sin taske ind i stuen. Jeg gik med ham der ind. Jeg skulle op og skifte tøj, men inden jeg gik over mod trappen, gik jeg hurtigt over og kyssede ham på kinden. Han kiggede hurtigt på mig og smilede stort inden jeg smuttede op oven på, med et kæmpe smil på læben.

 

Cirka en time efter trådte jeg ned i stuen igen. Liam havde også skiftet sin trøje, så nu havde han bare en hvid T-shirt på, som sad flot og stramt på hans overkrop (endnu en reminder om Liams muskler til mig) Han kiggede hurtigt over på mig, og hans øjne blev med det samme lidt større og han smilede stort.

"Wow." Sagde han forsigtigt, hvilket bare fik mig til at grine og så gå over til ham. Jeg havde en top og... en nederdel på. (outfit findes i kommentar) Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde jo aldrig været typen, der gik i nederdel og kjole og sådan... men det var anderledes med Liam. Jeg tog det på, fordi jeg følte mig tilpas i det, og vidste han kunne lide at se mig sådan her... Liam fik mig til at føle mig tilpas.

"Er du klar?" Spurgte jeg. Han smilede, men nikkede så. Zoe, som han havde siddet og nusset med, lagde sig op i sofaen og jeg klappede hende farvel, og Liam og jeg gik ud og tog sko på. Liam gik ud og jeg gik ud bagefter, så jeg kunne låse døren.

"Jeg tænkte vi kunne gå, vejret er alt for dejligt, til at køre." Sagde jeg. Liam nikkede glædeligt. Vi gik hen mod enden af parkeringspladsen og begyndte at gå hen af vejen. Vi snakkede sammen på vejen, mest sådan om, hvad vi begge havde lavet og sådan. Der var ingen af os, som nævnte Sophia... Jeg tænkte også, at Liam måske helst ikke ville snakke om hende, fordi han nok ville glemme hende. Men så igen, så havde jeg en ide om, at han allerede havde glemt hende. Mest fordi han holdt mig i hånden.

 

Markedet var langt mere end bare flot, det var helt fantastisk! Der var sat mange telte op i alverdens flotte farver. Det var helt vildt, og det gav også noget ekstra at markedet åbnede lidt senere, sådan så solnedgangen fik hele markedets farver til at lyse smukt op i solens skær.

"Wow det er smukt!" Sagde Liam. Jeg nikkede måbende. Her var den dejligste duft af mad, stemningen var allerede virkelig hyggelig og her var virkelig fantastisk.

"Hey, de har forlystelser!" Sagde jeg og pegede over på en karrusel. Liam kiggede grinende på mig.

"Den der kommer sidst?" Sagde han. Jeg svarede ikke, men løb bare direkte grinende hen til karrusellen med Liam efter mig. Nu startede det hele.

 

”Oh my god, jeg er så sulten!” Sagde jeg, mens Liam og jeg gik mellem de mange boder. Duften fra de mange madboder blandede sig i min næse, og jeg var sikker på, at min mave ville dø, hvis jeg ikke prøvede et eller andet. Vi havde allerede været her i et par timer, og vi havde prøvet en masse ting og virkelig også grint og hygget os. Plus mørket var faldt på nu, hvilket fik hele markedet til, at se endnu mere fantastisk ud, fordi en masse lys var sat op over det hele.

”Her dufter virkelig også godt.” Sagde Liam, mens han gik ved siden af mig. Jeg nikkede enigt og drejede over til en bod med vafler. Vafler var seriøst det værste! Tænkt på den måde, at jeg kunne æde vafler til min mave ville sprænge, også selvom jeg ikke var sulten. Så meget, elskede jeg vafler.

”Åh nej!” Sagde Liam, da han så vaflerne. Jeg kiggede på ham med rynkede bryn og han grinede lidt.

”Jeg ved du godt kan lide vafler, men for din egen skyld, bliver vi nødt til at gå videre.” Sagde han og tog hurtigt min hånd og trak mig væk. Jeg kiggede surmulende på ham.

”Men… det er jo Vafler! Liam… VAFLER!” Sagde jeg surt. Han kiggede bare grinende på mig og rystede på hovedet.

”Det her er meget bedre!” Sagde han og trak mig over i et lidt større telt, som til min store overraskelse var fyldt med slik. Seriøst, du kunne blande alle mulige former for slik... Ja! Jeg var 18, men blandselv slik var stadig det bedste! Det var som en slik pose… du helt selv havde blandet! Wow... fed beskrivelse!

”Vi skal så meget blande et eller andet!” Sagde jeg ivrigt, sikkert fordi et kæmpe sukkerchok ventede mig lige om få minutter. Liam grinede kærligt af mig og gik med mig ind i teltet. Han tog en pose og en ske til mig og ham.

”Vi kan dele.” Sagde jeg smilende. Han nikkede storsmilende tilbage og holdt posen i hånden og gik lige bag mig, foran de mange rækker slik. Jeg fandt lidt lakrids og puttede i posen. Liam puttede vidst også lidt forskelligt i et par gange. Han stoppede endda op et par gange, det var sjovt, for når han prøvede at beslutte sig for et eller andet, så nynnede han. Jeg gik lidt og fik øje på en beskrivelse af noget virkeligt underligt stads, så han kom foran mig. Jeg kunne stadig høre hans svage nynnen. Jeg fortsatte og stoppede op, da jeg kom til vingummibamserne. Jeg tog lidt op på skeen og kaldte på Liam. Han vendte sig om imod mig og rystede smilende på hovedet… Han rystede på hovedet!?

”Men…” Sagde jeg lavt, næsten helt skuffet. Han kiggede op på mig og grinede lidt.

”Bare rolig smukke, jeg har taget dem til dig.” Sagde han. Jeg rullede med øjnene, men jeg kunne ikke lade vær med at grine. Hvem kunne jeg dog narre, det var Liam, så selvfølgelig havde han taget det til mig. Jeg fandt lidt forskelligt mere og puttede i posen, og så var vi færdige. Jeg tror det var godt, at vi var to til at dele den, den var underligt også lidt tung. Liam betalte hurtigt og vi gik ud, han gav mig posen. Jeg åbnede den hvide papirspose og kiggede på indholdet. God damn it! Hvorfor overraskede det mig ikke?

”Liam for helevede!” Sagde jeg opgivende. Han kom op på siden af mig og kiggede på mig med rynkede bryn. Jeg sukkede lidt.

”Når jeg siger at VI TO skal blande… så skal du ikke kun blande til MIG!” Sagde jeg opgivende. Han trak på skuldrene.

”Jeg kan altså godt lide noget af det.” Sagde han og prøvede at gemme sit grin. Jeg rullede med øjnene af ham og skubbede let til ham med min hofte og tog et stykke lakrids i munden. Liam fiskede hurtigt et eller andet op fra posen og tog en bid, men stoppede hurtigt op og spyttede det ud, og lavede et ansigt.

”Din.” Sagde han og gav mig resten af den lille vingummi. Jeg kunne ikke helt lade vær med at grine af ham, så jeg tog hurtigt resten af hans vingummi, og kiggede hurtigt posen igennem, fandt en håndfuld forskelligt slik og gav ham. Han smilede og lagde sin arm om livet på mig.

Det var underligt.

Selvfølgelig var det underligt. Han havde ikke sådan rigtigt før været sådan over mig der hjemme, men det her var også anderledes selvfølgelig. Men så igen, det var på en måde rart, for det var en lille reminder om, at han jo gerne ville passe på mig, fordi han jo bekymrede sig om mig. Jeg kunne godt lide det, det skabte tryghed… og jeg kunne godt lide den tryghed. Jeg kunne godt lide den tryghed han gav mig. Den følelse han gav mig af tryghed, den følelse af, at han gav mig tryghed… den følelse af ham. Jeg kunne godt lide ham. Jeg kunne rigtig godt lide ham.

Vi gik lidt videre ned gennem markedet, mens vi kiggede på alle boderne og tombolaerne og spiste så meget vi kunne af slikposen færdig, så vi kunne smide den ud. Flere markedesfolk gik også rundt om os med små stjernekastere og blomster. En lidt ældre herre gik forbi os med en kæmpe buket af forskellige blomster, og gav mig hurtigt en i hånden og blinkede til mig. Liam og jeg kiggede hurtigt på hinanden og grinede, inden Liam tog blomsten ud af min hånd og brækkede den lange stilk af.

”Stå lige stille.” Sagde han. Jeg stoppede og han skubbede noget hår om bag mit øre og lagde blomsten der. Jeg smilede og han smilede stort tilbage.

”Den passer dig virkelig godt. Du er smuk.” Sagde han, og så kunne jeg se han rødmede lidt. Jeg måtte indrømme jeg også selv rødmede lidt, så jeg kiggede væk, men kom i tanke om det han havde sagt, om det med når jeg rødmer, og kiggede så op igen. Han smilede stort. Hvorfor var det, at hver gang Liam smilede, så blev jeg helt blød i knæene? Hvorfor det var at hver gang han smilede, og jeg vidste jeg var grunden til det, så fik jeg bare meget mere lyst til at se ham smile. Smile Liam, var min yndlings Liam, for smile Liam gjorde mig blød i knæene.

”Tak.” Sagde jeg og nussede ham i håret og beholdt min hånd der, mens jeg førte den ned til hans kind.

”Jeg kan stadig huske, da du var den der lille cute fyr med wannabeekrøllerne ligesom Harry.” Sagde jeg. Han grinede lidt og lignede en, der var lidt pinligt berørt.

”Jeg skulle bare lige prøve det… du ved.” Sagde han. Jeg lagde begge mine hænder på hans kinder.

”Du lod mig ikke tale færdig, spade! Men det jeg mener er, at du var cute dengang, men nu er du… ja.. du er ret lækker!” Indrømmede jeg. Han lagde begge sine hænder oven på mine og nussede mine håndrygge med tommelfingrene. Det var så underligt det her, det havde det jo faktisk været i et par uger nu, ja siden… ja, siden vi tog ud og spiste sammen den aften… den aften, hvor jeg sagde jeg elskede ham. Den første gang jeg følte det størte stød gå igennem mig, bare fordi jeg holdt hans hånd i min i et kort øjeblik, og hvor jeg så ligesiden havde brændt efter, at føle den følelse igen. For det var vel en følelse? Jeg havde tænkt så meget over det, hvis der overhovedet var noget at tænke over? Det var der måske også, men så var det kun en lille ting… eller stor ting, kunne man vel hellere kalde det. Selvfølgelig var jeg stadig meget usikker på det, men hvis bare jeg kunne se om det ”stød” kunne opstå igen… ville det så virkelig ændre det hele? Ja, det ville det…

Liam og jeg kiggede hinanden i øjnene, da han hurtigt sænkede sit blik ned mod mine læber, og så lænede sig lidt længere ned mod mig. Skete det her rent faktisk? Hvad nu, hvis det ændrede det hele? Hvad nu, hvis det ville blive dårligt efter det? Eller hvis det blev meget bedre? Men, hvad var bedre? Betød det at vi…

Og lige i det, fik jeg åbnet mine øjne og trak mig væk fra ham. For helvede!

”Hvad sker der?..” Spurgte han og slap mine hænder, da han kiggede på det, jeg havde fået øje på bag ham.

”Hvad i..” Sagde han. Jeg havde fjernet mit blik fra dem. Selvfølgelig skulle det jo ske før eller siden, men alligevel. Brody gik hånd i hånd med Samantha over mod os, og det var ikke bare lige sådan hånd i hånd på en lille uskyldig måde. Nej det var Samanthas arm snoet rundt om Brodys, for så at hendes fingre var flettet sammen med hans. Jeg kunne mærke en klump samle sig i min hals.

”Hvor er det typisk.” Sagde jeg lavt, mindet til mig selv og vendte mig om væk fra dem, men en hånd greb forsigtigt fat i min. Jeg vendte mig om til Liam, som kiggede bekymret på mig.

”Du skal ikke gå.” Sagde han. Jeg sukkede lidt, jeg var ikke klar til det her. Brody havde virkelig såret mig, og det samme gjorde Samantha nu. Selvfølgelig havde hun været en sød veninde…men det her viste bare, hvor stor en løgn det hele havde været.

”Men Liam…” Sagde jeg usikkert. Han hev mig hurtigt hen til mig og kyssede mig blidt på kinden.

”Jeg har en ide!” Sagde han. Jeg kiggede ventende på ham, men han kiggede bare på dem og vendte os begge to mod dem.

”Nej, Liam lad vær… Jeg vil ikke..” Sagde jeg og prøvede at gå. Han lagde hurtigt sin hånd bag mit hoved og bukkede sig lidt ned mod mig, så vi kiggede hinanden i øjnene.

”Hey, det skal nok gå… Ingen sårer min pige!” Sagde han og tog så blidt fat i min hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg svarede ikke, jeg var målløs, så jeg fulgte ham bare og vi gik forsigtigt hen i mod dem. Samantha kiggede hurtigt op i vores retning, og man kunne tydeligt se, hvordan chokket gik igennem hende. Seriøst, hendes øjne blev lige pludseligt dobbelt så store.

”Hey.” Sagde Liam smilende til dem. Nu kiggede Brody op, han lignede med det samme en, som ville gøre alt for at slippe væk. Jeg havde det på samme måde

”Oh… Øh.. Hey.” Sagde Brody. Jeg prøvede at lade vær med at få øjenkontakt med ham. Jeg havde en ide om, at han også gjorde det samme.

”Hvad så?” Spurgte Samantha hurtigt, men jeg kunne med det samme se, at hun fortrød det.

”Fint fint, det samme som jer vel.” Sagde Liam med et stort falskt smil. Jeg prøvede også at smile lidt, men jeg havde en ide om, at det fejlede.

”Oh…Vi går bare rundt, i ved..” Sagde Brody stammende. Liam gav forsigtigt mine fingre et blidt klem mellem hans og slap min hånd, for så at lægge sin hånd om mit liv og trække mig ind til sig. Samantha spærrede øjnene op.

”Noget galt?” Spurgte Liam næsten roligt. Samantha kiggede dog stadig på Liams hånd rundt om mit liv, men rystede så på hovedet.

”Øh nej… Jeg tænkte bare, det var ingenting… Men i?” Spurgte hun lavt. Brody rykkede lidt usikkert og nervøst på sig.

”Altså vi…” Sagde jeg.

”Ja.” Sagde Liam i munden på mig, og jeg kiggede med det samme på ham. Han kiggede dog på dem, så han kunne ikke se mit overraskede udtryk. Havde han seriøst lige..?

”Wow… Øhh, jeg mener… Øhmm… Det er vel.. Øhh… Godt.” Sagde Brody. Liam smilede stort og falskt igen og slap taget om mit liv, for så at tage min hånd i sin og flette vores fingre sammen igen. 

”Ja, men indrøm dog, at du havde set den komme.” Sagde han flabet. Jeg kunne med det samme se det forvirrede udtryk i Brody og Samanthas øjne. Liam grinede falskt.

”Altså… Jeg er verdenskendt, og hendes bedste og næreste ven. Jeg har jo nærmest været mere sammen med hende, end jer, og vi har hængt op ad hinanden altid. Så I må vel indrømme, i begge havde tænkt tanken. Det ville jeg have gjort.” Sagde han smilende. Jeg prøvede virkelig ikke at grine… Mest på grund af det Liam sagde, men også fordi Brody så mere og mere forvirret ud i ansigtet.

”Altså…Vi har snakket om det et par gange…men..”

”Ja selvfølgelig, men altså jeg må indrømme, at da jeg så hende så ødelagt efter alt det i gjorde. Specielt dig Brody og hun viste mig sin sårbarhed…”

”Liam!” Afbrød jeg. Han klemte bare min hånd blidt igen, mens Brody og Samantha begge lignede to angste mus.

”Jeg siger bare at det var dumt gjort Brody-fyr.” Sagde Liam og begyndte at gå i mod dem sammen med mig. De gik begge til hver deres side, så Liam og jeg kunne komme forbi dem.

”Tænk at give slip på noget så smukt, noget så helt igennem fantastisk. Noget som gør dig glad at vågne op til hver morgen, noget som virkelig får dig til at føle, at perfektion virkelig findes…Ha ha… Ja, det var dumt min ven.” Sagde han og gik videre sammen med mig. Brody sagde ikke et´ ord. indtil Liam vendte sig om og kiggede falskt smilende på ham.

”Men hyg du dig nu med denne måneds legetøj. Emily glæder sig meget til  næste måned, hun har snakket meget med Lucie om det.” Sagde Liam hurtigt og så gik vi væk fra dem begge to med et enormt grin, som vi prøvede i hærdigt at holde inde, da vi kunne høre Samanthas vrede stemme:

”Hvad mente han med det?!” Vi endte med at løbe hurtigt væk, mens vi grinede stort af dem. Det der var mere end perfekt! Da vi kom langt nok væk fra dem, flækkede vi begge to.

 

Det var begyndt at regne lidt, så Liam og jeg løb grinende hen under et telt sammen med et par andre, som også havde fundet ly for regnen. Vi grinte stadig over Brody og Samantha.

”Wow, hans ansigt man!” Sade jeg grinende og Liam nikkede enigt. Vi blev ved med at grine over det. Det var så underligt det hele, alt det med Brody og Samantha. Det havde på en måde gjort ondt, at se at han allerede var videre… og så med Samantha. Det fik mig bare til at indse endnu mere, hvor dumt det hele havde været omkring det med et venskab med dem… Men Liam havde bare gjort situationen, så meget bedre! Faktisk virkelig meget bedre. Plus det fik mig til at indse, hvor meget jeg også selv var kommet videre.

”Priceless!” Sagde Liam grinende. Jeg nikkede, mens jeg så hvordan regnen tog lidt mere til uden for teltet.

”Jeg fortryder snart, at vi ikke kørte herhen.” Sagde jeg stadig smågrinende. Liam nikkede, mens han grinede igen. Jeg kiggede smilende på ham.

”Det var altså virkelig sødt af dig, Liam.” Sagde jeg og lagde hurtigt min hånd på hans skulder og nussede ham hurtigt. Han grinede lidt, men trak så på skuldrene.

”Det var det mindste, jeg kunne gøre.” Sagde han. Jeg smilede lidt og trak selv på skuldrene.

”Det betyder stadig meget for mig, det skal du vide.” Sagde jeg og kiggede på ham. Han vendte sit hoved mod mig, så vi fik øjenkontakt. Hvorfor havde han så irriterende og uimodståelige brune øjne!

”Men.. Alt det du sagde Til Brody… Om at..” Startede jeg.

”Han havde givet slip på sådan en som dig?” Spurgte han. jeg nikkede, mens jeg holdt øjenkontakten med ham.

”Jeg tænkte bare på om.. Mente du det?... Alt det du sagde om mig?” Spurgte jeg næsten helt nervøst, hvilket var utrolig underligt. Jeg plejede ALDRIG at være nervøs omkring Liam. Aldrig! Men jeg begyndte mere og mere at blive det. Han smilede bare.

”Hvorfor skulle jeg lyve?” Spurgte han som et svar på mit spørgsmål, og jeg kunne straks mærke, hvordan mine kinder begyndte at brænde helt vildt. Havde han seriøst ment alt det han havde sagt til Brody om mig? Og ikke nok med det, tænkte han også sådan om mig? Og hvor længe havde han gjort det?

Han afbrød dog mine tanker ved at han smilede hurtigt og bukkede sig lidt ned og plantede et forsigtigt kys på min kind. Hele min kind brændte efter aftrykket af hans læber… eller det var ikke kun mine kinder, som brændte, det lille uskyldige kys fik hele min krop til at brænde og mit hjerte til at banke hurtigere.

”Du er min pige.” Sagde han smilende. Jeg smilede lidt tilbage og han grinede lidt. Denne gang sit tiltrækkende rigtige grin, som jeg var sikker på, jeg kunne høre til mine dages ende.

Hans hånd søgte usikkert og roligt ned mod min, og lige i det han ramte den kunne jeg mærke det samme stød, som jeg havde følt den aften på restauranten. Det der på en måde vanedannende stød, som hans berøringer gav mig. Hans fingre flettede sig forsigtigt sammen med mine, hvorefter han kiggede lidt usikkert væk, mens jeg kiggede ned på vores flettede hænder. Synet var rart, på en underlig måde. Det regnede dog ikke så meget mere, så Liam trak mig forsigtigt ud fra teltet og vi gik lidt videre rundt i markedet. Det her var så besynderligt, men på en dejlig måde. Jeg havde ikke prøvet det før, og jeg ville sikkert aldrig have troet på, at Liam og jeg en dag ville gå rundt sammen med flettede fingre… som om vi..

Mine tanker blev hurtigt afbrudt af en kendt stemme, eller flere kendte stemmer faktisk. Jeg kunne hurtigt se på Liams smilende ansigt, at han også mindedes sangen. Jeg grinede lidt og trak ham med over mod teltet, hvor musikken kom fra. Introen sluttede og Liams yngre stemme begyndte:

You're insecure…”

”Nej, nej Nej!” Sagde Liam smågrinende, da jeg trak ham med ud foran teltet, hvor en masse andre stod og dansede. Jeg slap hans hånd og begyndte at grine, da han også dansede lidt til What makes you beautiful Jeg lagde godt mærke til, at når nogen lige fik øje på os, så kiggede de faktisk en ekstra gang. De kunne sikkert genkende ham, men det her var mest et familie marked, så de gjorde ikke mere ud af det. Det var jeg ret taknemmelig for. Faktisk var jeg meget taknemmelig for at der slet ikke på noget tidspunkt sammen med Liam, havde været nogle paparazzier, eller folk, som skulle have et billede, hvilket Liam sikkert også var glad for. Jeg dansede bare med Liam. Det var virkelig sjovt, for jeg sang lidt med på omkvædet og da de sang ”Flip your hair” Lavede jeg lige et kast med håret. Liam grinede lidt, men på samme tid havde han en form for alvorligt blik i øjet, næsten som om han tænkte over noget virkelig vigtigt. Han begyndte dog at danse en lille smule, så vi hoppede lidt rundt, mens vi (mest mig selv dog, da Liam bare grinede) mimede til sangen.

"If only you saw what I can see, You'll understand why I want you so desperately."  Sang jeg så godt jeg kunne og mimede også så godt, som jeg kunne, mens Liam bare stod og smilede stort af mig, men samtidig stadig havde det der tænkende blik i øjnene.

Stykket hvor drengene sang ”Na na na” Begyndte og Liam stod helt stille. Jeg begyndte også at stå mere stile og forsigtigt flettede han vores hænder sammen og stillede sig lidt tættere på mig. Det stille stykke, hvor Harry sang begyndte og jeg kunne næsten ikke tro det.

Baby you light up my world like nobody else, the way that you flip your hair gets me overwhelmed, but when you smile at the ground, it ain't hard to tell.” Mimede han med på det. Han kiggede mig dybt I øjnene under det hele. Sangen tog til igen, men han fortsatte forsigtigt med sin svage sang.

Baby you light up my world like nobody else, the way that you flip your hair, gets me overwhelmed, but when you smile at the ground it ain't hard to tell, you don't know, you don't know you're beautiful! If only you saw what I can see, you'll understand why I want you so desperately, right now I'm looking at you and I can't believe you don't know, you don't know you're beautiful.” Sang han lige så stille og sluttede samtidig med sangen.

”That's what makes you beautiful.” Sagde han I et normalt toneleje, så jeg sagtens kunne høre det, og lige der, se ærligheden. Ærligheden i hans øjne, ærligheden over, at han virkelig mente det hele. Jeg ved ikke, om det bare var noget jeg bildte mig selv ind, men jeg kunne virkelig se og mærke det. Se det på den måde han kiggede mig ærligt i øjnene, måden han holdt min hånd fast i sin, mens hans øjne kiggede dybt ind i mine. Han havde virkelig ment det... mon det var fordi jeg ikke var den eneste af os to, som havde følt stødene, når vi rørte hinanden? Følte den der tiltrækkende trang til, at føle stødet igen, uanset hvad? Var det derfor han havde sagt alle de ting til Brody om mig? Fordi han inderst inde mente dem? Mente at jeg var perfekt, at han ønskede at vågne op til mig hver morgen? Synes jeg var perfekt uanset, hvad jeg selv syntes. Inderst havde de samme følelser for mig… Som jeg inderst inde også havde for ham?

Måske ville jeg fortryde det her? Måske ville jeg ikke… Måske ville det ødelægge det hele og ødelægge vores vidunderlige venskab? Eller gøre det hele endnu bedre? Ville vi begge kigge på hinanden på en helt anden måde efter det her? Eller ville vi bare fortsætte som om intet skete, hvis det hele ville gå galt? Jeg var slet ikke sikker på noget af det, det eneste jeg var sikker på lige nu, var at det her var en chance jeg var villig til at tage. Uanset hvad, og det gjorde jeg så.

"Jeg elsker dig Liam." Sagde jeg og slap hans ene hånd, for så at lægge den om i hans nakke, for at stille mig på tæer og presse mine læber mod hans i et blidt kys.

Og med det samme, som jeg havde forudset. Så gik det største stød igennem mig, et stød, som fik min mave til at fyldes med tusinder af sommerfugle. Et stød, der næsten føltes som fyrværkeri! Jeg slap ham lidt, men kunne stadig føle omridset af hans læber. Han kiggede nærmest chokeret på mig og jeg blev med det samme helt nervøs inden i.

”Undskyld… jeg… Jeg øhhm… Vi… Jeg troede.. at efter alt det du sagde i telefonen, til Brody og lige før... Jeg er en idiot, undskyld! ” Stammede jeg, aldrig før havde han gjort mig så nervøs omkring noget som helst. Jeg kiggede hurtigt ned i jorden, for at undgå akavet øjenkontakt. Liam lagde dog hurtigt sin ene hånd under min hage, for at trække mit ansigt op. Han kiggede storsmilende på mig.

”Det var du virkelig lang tid om.” Sagde han smågrinende. Jeg kiggede forvirret på ham, men han svarede hurtigt på min forvirring, ved at trække mig helt ind til sig og pressede sine læber mod mine igen. Denne gang i et rigtigt kys, så sommerfuglene gik helt amok.

____________________________________________________________________________

<3 LUAM 4-EVER!! <3

HAHAHA...

AWW...Har ventet på det her så længe ok!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...