The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24234Visninger
AA

39. The end

"Come up to meet you, and tell you I'm sorry"

Coldplay - The scientist

 

Så mange løfter, så mange ord og meninger, så mange følelser... De havde alle betydet så meget. De havde alle vist hvor meget vi begge to betød for hinanden... De betød så meget.. Og nu var det væk. De var alle blevet brudt på den eller anden måde, men de fleste blev brudt allerede, da jeg skrev det brev og tog af sted. Jeg havde brudt løfterne. Jeg havde brudt dem, fordi jeg vidste jeg ikke kunne holde dem. Jeg kunne ikke holde så store løfter selv om jeg virkelig ønskede jeg kunne, men det kunne jeg ikke. Efter alt det der var sket, efter alt det vi havde været igennem.. Så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke mere.

Selv om jeg et eller andet sted torturerede mig selv ved hele tiden at læse i bogen, lægge den væk, men så hive den op igen kort efter. Havde den dumme Batman trøje på (Outfit findes i kommentar)... og den skide halskæde! Jeg kiggede ned på sølvkæden og så på det hjerteformede sølvvedhæng, hvor jeg hurtigt vendte det.

26/3/13

Jesus... Selv om jeg også torturerede mig selv ved hele tiden at tænke på hvad den dato betød, så prøvede jeg så meget jeg kunne at skubbe den væk. Jeg vendte den om og kiggede på diamanterne i kanten, fandt åbningen og kiggede først på lågen:

Jeg lover jeg altid vil være her Ja, Liam ville altid være hos mig... lige her hos mig, i mit hjerte... Mens jeg aldrig mere ville se, eller være hos ham igen. For fra den dag af i dag, sagde jeg farvel til det hele, London, den her tilværelse... Liam.

Jeg sukkede hurtigt for mig selv og tørrede mine kinder inden jeg kiggede på det lille indsatte billede jeg havde sat i. Hans smil, der næsten nåede helt op til hans øjne. Han vidunderlige dejlige smil, som så helt perfekt ud i det lille perfekte øjeblik jeg havde taget billedet af ham.

Det havde ikke været særligt specielt. Det havde bare været det der øjeblik, hvor det hele bare føltes godt, det hele så lyst ud og det så ud til at det ville fortsætte sådan. Så det var nærmest et stemningsbillede, som jeg hurtigt havde taget af ham, da han vendte sit hoved mod mit og smilede, mens vi sad i bussen på vej til Denver for nogle uger siden. Det havde været så hyggeligt, måske fordi smilet i hans øjne virkede så ægte, mens han hurtigt grinede af mig, da jeg havde taget billedet. Jeg savnede ham virkelig... savnede at det hele ikke bare kunne være ligesom før, at de der små perfekte øjeblikke kunne komme tilbage, at vi kunne have flere af de øjeblikke, så dem jeg havde i forvejen ikke ville være de eneste minder jeg nogensinde ville få af ham og jeg, men at jeg derimod ville få flere. Men jeg kunne ikke... vi kunne ikke. Det ville ikke gå. Intet af det her ville gå, hvis vi fortsatte på den her måde. Intet ville kunne blive som det var før... hvis ikke aldrig. Jeg var nødt til det her. Jeg kunne ikke blive længere... Jeg kunne ikke ødelægge ham...

Det hele ændrede sig hurtigt, hvilket kunne forklares hvorfor min vejrtrækning slappede med det samme mere af, mit sind føltes mere klart, mit hjerte føltes ikke så tungt mere, men samtidig knuste det endnu mere, da en person satte sig ned ved siden af mig. Jeg sukkede lidt, mens jeg tørrede et par tårer væk fra mine kinder og lukkede halskæden sammen igen. Jeg kiggede forsigtigt til siden på personen. Hans brune øjne var røde i kanterne, men ellers havde de stadig den samme smukke gnist som de altid havde haft, så længe jeg havde kendt dem. Han kiggede ned og rakte lidt over og greb fat i min hånd, der lå i mit skød og nussede min håndryg. Jeg sukkede tungt og skælvende, mens jeg vendte min hånd og flettede vores fingre sammen.

"Hej." Sagde han stille, men med en hæs lyd, hvorefter han hurtigt rømmede sig. Jeg lukkede kort øjnene sammen, og lod et par enkelte tårer trille ned af mine kinder, inden jeg kiggede ned på vores sammenflettede hænder. På Liams og mine sammenflettede fingre.

"Hvordan vidste du jeg var her?" Spurgte jeg stille og fastholdt mit blik på vores hænder.

"Jeg tænkte bare på sidste gang du tog væk... Så jeg håbede det var her, på en eller anden måde." Sagde han stille, mens jeg holdt vejret lidt, for så at slippe det tungt ud igen.

"Så havde du ret." Sagde jeg stille. Han nikkede svagt på hovedet.

"Hvornår går dit fly?" Spurgte han forsigtigt. Jeg sukkede tungt, mens et par tårer trillede ned af mine kinder.

"Snart, tror jeg... Jeg har ikke helt styr på det." Sagde jeg stille og prøvede at trække vejret roligt, selv om det føltes meget svært.

"Kommer du tilbage igen, eller knuser du mit hjerte og bliver væk?" Spurgte han hårdt. Jeg sukked tungt og han slap med det samme min hånd og rejste sig fra sædet ved siden af mig.

"Liam... jeg.."

"Hvad hvis jeg ikke var dukket op... Havde du så troet at sådan en enkelt brev ville have været den bedste løsning?!" Spurgte han oprevet og stillede sig med armene over kors foran mig. Jeg gemte med det samme mit ansigt i mine hænder.

"Jeg ved det ikke..."

"Nej, og det gør jeg fandme heller ikke!" Sagde han med lidt højere stemme. Jeg kiggede med det samme på ham.

"Liam, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre..."

"Seks måneder! Seks måneder Lucie... Ville du seriøst efter seks måneder, forlade mig på den måde... Via et fucking brev?!" Råbte han næsten. Jeg kiggede hurtigt omkring os og så hvordan de enkelte folk omkring os, hurtigt rejste sig og gik ud på gangen.

"Liam.." Prøvede jeg igen, men han begyndte bare at gå frem og tilbage foran mig, mens han førte sin hånd frustreret gennem håret og om til nakken flere gange.

"Så du regnede med at du bare kunne skride ved hjælp af et brev, og at vi begge to så ville leve videre helt uden besvær bagefter?!" Spurgte han og stoppede op foran mig, lagde hænderne i siden og kiggede vredt på mig.

"Nej Liam, jeg... jeg... jeg tænkte ikke..."

"For så ved du slet ikke hvilken tortur du vil udsætte mig for! Jeg kan ikke give slip på dig, hvis jeg giver slip på dig, ville det være som at give slip på mit hjerte. Du er hele mit hjerte... Giver jeg slip på dig, så giver jeg slip på mit hjerte!" Sagde han højt igen og lagde armene over kors igen. Et par tårer trillede ned af mine kinder, mens jeg kunne mærke hvordan ordene samlede sig i en klump i min hals, og gjorde det svært for mig at udtale dem, men da jeg prøvede at åbne munden, afbrød han mig med det samme:

"Du lovede mig for evigt!" Råbte han nærmest og fik mig til med det samme at kigge op på ham og sank klumpen i halsen.

"For helvede Liam, vi er alt for unge til overhovedet at kunne love for evigt! Hvad hvis for evigt aldrig sker?" Fik jeg fremsagt, selv om det frembragte en stor kvalme hos mig.

"Det ved jeg det vil.."

"Men hvordan kan du vide det? Hvordan kan du vide at vi fra den dag i dag af, vil elske hinanden til døden skiller os ad... og at intet nogensinde vil komme i mellem os? For det vil det. Vi bliver ældrere Liam, vi ændre os og tingene kan splintres foran os... så hvordan kan du vide for evigt? Hvordan kan du overhovedet love for evigt?"

"Fordi jeg elsker dig." Jeg rejste mig med det samme fra stolen.

"Og det tror du ikke jeg gør?" Spurgte jeg med et lidt højere og alvorligere toneleje. Han kiggede forsigtigt mig kort ned i øjnene, og sank så sit blik ned mod jorden. Jeg kunne mærke ordklumpen udvide sig.

"Tror du ikke at jeg virkelig kæmpede med mig selv, da jeg skrev det brev? Tror du ikke at jeg fortrød det så mange gange, bare da tanken strejfede mig?... Tror du ikke at jeg var så mange gange ved at vende om, fordi jeg har de følelser for dig som jeg har?!" Sagde jeg med grådet stemme. Han trak vejret hurtigt og kiggede så vredt på mig.

"Men hvorfor gjorde du det så? Hvis du virkelig har de følelser for mig, hvorfor gjorde du det så?!"

"Fordi jeg elsker dig Liam!" Råbte jeg hurtigt.

"Fordi jeg elsker dig så meget... Jeg gør alt det her, kun fordi jeg elsker dig! Jeg gør det her, fordi at jeg elsker dig for meget til at ødelægge dig!"

"Du ødelægger mig ikke!" Prøvede han.

"Jo Liam! Jo, jeg gør... Jeg ødelægger dig, fordi jeg selv er ødelagt, og jeg kan ikke tage dig med i faldet!" Udbrød jeg hurtigt.

"Og så var det her den bedste måde at hjælpe mig på syntes du... Tro mig, det her ville helt klart ødelægge mig!"

"Jeg er ked af det Liam, men hvad vil du have jeg skulle have gjort? Skulle jeg være blevet, og ladet dig holde øje med mig dag og nat, indtil du til sidst ville falde om fordi du i for lang tid havde sat dine egne behov til side, fordi du evigt og altid passer på mig? Nej Liam, det kunne jeg ikke lade ske... Jeg kunne ikke være blevet... Jeg kan ikke blive." Sagde jeg oprevet og lagde selv mine arme over kors og kiggede alvorligt på ham. Kvalmen sad stadig godt og grundigt i min hals, men jeg var ligeglad. Han satte sig forsigtigt ned på sædet fra før igen og hvilede sine albuer på sine knæ, mens han kiggede ned i jorden. Jeg sukkede grådet og satte mig ned ved siden af ham.

"Hvad blev der af den dreng, som bare ville leve sin drøm? Ham den forsigtige fyr, der satte så meget ild til sin musik, at han efter et nederlag, stillede op i x factor igen og beviste at han virkelig ville det her? Den dreng, som var så evigt smilende og glad for alt det, der var sket for ham? Den dreng, der ville sætte alt sit fokus på sin musik, for at nå hele vejen til toppen.. Hvor er den dreng Liam?" Spurgte jeg og satte mig tættere på ham og lagde forsigtigt mine ene hånd på hans skulder. Han sukkede lidt inden han kiggede på mig.

"Han blev forelsket." Et par tårer trillede med det samme ned af mine kinder og jeg trak mig væk fra ham igen.

"Og det tænkte du var nok? Det tænkte du var nok til at tro, at for evigt virkelig findes? At kærlighed kan være så stærk, at du var villig til at love for evigt? At vi så fra den dag af ville leve til døden skilte os ad? At vi ville ende vores liv lykkeligt sammen, efter mange års ægteskab, børn.. whatever... Men ville ende lykkeligt sammen, fordi vi lovede for evigt?" Spurgte jeg stille og kiggede på ham. Han svarede ikke, men fortsatte med at kigge ned i jorden. Jeg rejste mig med det samme fra sædet og stillede mig foran ham.

"For helvede Liam!" Bandede jeg og rodede min hånd igennem mit hår og kiggede frustreret på ham. Han kiggede hurtigt op på mig, så jeg kunne se hans røde øjne.

"Hvorfor forstår du det ikke?" Sagde jeg oprevet. Han kiggede hurtigt på mig.

"Hvorfor kan du ikke bare lade mig gå? Hvorfor kan du ikke bare give slip?!" Sagde jeg lidt højere. Han kiggede frustreret på mig.

"Fordi du hører til hos mig..."

"Du ejer mig ikke!" Sagde jeg næsten halvråbende.

"Det er sgu heller ikke det jeg siger! Lucie for satan, jeg er den eneste, der kan passe på dig.." Udbrød han og rejste sig også op og stillede sig foran mig.

"Jeg er ikke et barn! Jeg kan klare mig selv, det har jeg altid gjort.."

"Vel kan du ej! Lucie du havde nært slået dig selv ihjel, hvis det ikke var for mig... Du kan ikke klare dig selv, du har brug for mig!" Råbte han, og jeg kunne sværge på, at jeg var tæt på at skubbe til ham. Vreden fyldte så meget.

"Jeg havde nært slået dig ihjel!" Råbte jeg og kiggede på ham med tårefyldte øjne.

"Nej! Men du slår mig ihjel nu, ved at gøre det her mod mig.." 

"Jeg kan ikke være sammen med dig Liam!"

"Please Lucie, du ved at du er den person jeg elsker aller mest... Du kan ikke gøre det her mod os, mod mig... mod dig selv..."

"Jeg ved nok bedre hvad jeg vil for mig selv, end dig!" Råbte jeg og kunne mærke hvordan mine hænder rystede, og hvordan min krop langsomt også gjorde.

"Det tvivler jeg sgu på Lucie. For det ser ud som om at jeg er den eneste, som er sikker på at det eneste, der vil være godt for dig er at komme hjem!"

"London er ikke mit hjem Liam!" Sagde jeg hurtigt.

"Men det kan det blive! Lucie, du hører til hos mig... du har det bedst hos mig, for jeg er den eneste, som nogensinde vil kunne elske dig så højt som jeg gør. Du hører til hos mig!" Råbte han højt og kiggede frustreret på mig.

"For helvede Liam, jeg vil aldrig nogensinde kunne høre til her... Jeg... Jeg er nødt til at tage hjem..."

"Hjem til hvad Lucie? Dig selv helt alene? Er det dine intentioner nu, at leve resten af dit liv alene? Fint, gør du det, men du ved at før eller siden, så vil jeg hente dig tilbage!" Råbte han og trådte tættere på mig.

"Hvorfor fatter du ingenting Liam! Jeg vil ikke det her!"

"Men hvad vil du så? Lucie for satan, du ved helt og aldeles godt, at jeg vil ende med at hente dig hjem igen!"

"Hold op Liam! Hvorfor skal du hele tiden minde mig om at du er den eneste som jeg nogensinde har hørt til hos? Ja Liam, du er der hvor jeg hører til... Du er det jeg kalder hjem... du er også den jeg elsker aller mest på hele jorden!"

"Hvad fanden er så problemet!?" Råbte han og selv om jeg var imod det, så sagde det klik inden i mig og jeg råbte:

"JEG IKKE VIL VÆRE SAMMEN MED DIG!" Det hele sprang inden i mig og selv om jeg var meget i mod det, så kunne jeg ikke stoppe.

"Jeg vil ikke leve sammen med dig. Jeg vil ikke høre hjemme hos dig, eller føle at du er den eneste som jeg elsker i hele verden... jeg.. jeg..." Jeg ved at det jeg skulle til at råbe var i mod alt hvad det her handlede om, og at det nok var den største løgn, jeg nok nogensinde havde givet ham, men det var min sidste mulighed.

"JEG VIL IKKE LEVE FOR EVIGT MED DIG!" Om det var tårene der i det sekund trillede ned af Liams kinder, eller mine egne. Tiden, som føltes som om den havde stået stille og pludseligt gik i gang igen og jeg følte at min krop blev en del tungere, som gjorde at jeg vågnede op... ved jeg ikke, men det eneste jeg vidste var... at jeg lige havde knust Liams hjerte så meget, at jeg havde været med til at knuse mit ejet. 

Han svarede mig ikke, men blinkede bare en enkelt gang, så hans røde våde øjne fik et par tårer til at trille ned af hans kinder og han så satte sig ned på sædet og førte knust sin hånd gennem sit hår. Jeg ville åbne min mund, men det eneste, som kom ud var et skingert hulk, der fik ham til hurtigt at gemme sit ansigt i hænderne, mens han hvilede sine albuer på knæene. Mens tårene forsigtigt trillede ned af mine kinder, og små hulk formede sig fra mig, gik jeg over og satte mig ned ved ham. Han gemte stadig sit ansigt, mens jeg snøftede hurtigt.

"Du vil altid være min bedste ven Liam." Sagde jeg helt skingert og stille, mens jeg forsigtigt lagde mit hoved mod hans og han forsigtigt sukkede grådet.

"Men jeg kan ikke elske dig..." Sagde jeg og mærkede tårerene trillede ned af mine kinder. Han vendte forsigtigt sit hoved, så vores pander var mod hinanden.

"Jo, du kan..."

"Nej Liam. Jeg kan ikke elske noget jeg ødelægger..." Sagde jeg og snøftede endnu en gang. Han sukkede grådet igen.

"Du lovede mig du aldrig ville forlade mig." Sagde han stille.

"Det ved jeg Liam, men nogle løfter kan ikke holdes. Nogle gange lover vi noget, som er alt for stort, til at vi kan holde det.." Sagde jeg hulkende.

"Men jeg lovede din.."

"Du behøver ikke holde det mere. Noget af det" Sagde jeg, mens tårene trillede ned af mine kinder. Han rystede på hovedet, inden han hurtigt lagde armen om mig og trak mig ind i sin favn. Jeg lagde forsigtigt armene om ham og lod ham knuge mig ind til sig, så jeg kunne mærke hvordan han sitrede i kroppen. Jeg førte forsigtigt min hånd op til hans hoved og strøg ham over håret. Han slap forsigtigt grebet om mig, så jeg også kunne slippe ham og sætte mig tilbage på sædet. Han satte sig foroverbøjet tilbage og kiggede så ud i luften, hostede lidt og kiggede så på mig, denne gang med tørrede og ikke så våde øjne.

"Du ved godt jeg vil hade dig, hvis du forlader mig." Sagde han stille, så jeg kiggede på ham, sukkede tungt og vendte mit blik væk fra ham.

"Jeg er ligeglad... Det vil ikke ændre på mig, at du ender med at hade mig, for så mister jeg dig, og så har jeg ikke længere noget som helst tilbage jeg kan være bange for at miste. Jeg har alligevel mistet alt, der er værd at miste." Sagde jeg og lod et par hulk undslippe mine læber. Han lagde med det samme sin hånd på mit knæ og lænede sig hen til mig.

"Lucie.." Prøvede han. Jeg rystede på hovedet.

"Nej Liam, jeg har ikke nogen familie mere. Jeg har mistet dem jeg havde aller mest kær. Jeg har ikke mere tilbage at miste. Jeg er alene." Sagde jeg og lukkede hurtigt øjnene for at se om den brændende sviden kunne forsvinde.

"Du har mig... det vil du altid have." Sagde han stille og lagde nu begge sine hænder på mit knæ. Jeg rystede på hovedet.

"Nej Liam... Jeg er alene. Jeg har ikke engang noget familie.."

"Jeg kan være din familie." Sagde han og tog fat i min hage og vendte hurtigt mit ansigt mod hans, så hans brune øjne med det samme kiggede ind i mine.

"Jeg er din familie." Sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg sank hurtigt blikket, men kun kort, for at han så hev det op igen og kiggede mig spørgende ind i øjnene. Jeg rystede grædende på hovedet.

"Liam, jeg.." Sagde jeg, men blev med det samme afbrudt, da en skratten lød over højtalerne i rummet og en kvinde sagde:

"Passagerer til Alabama, USA. Bedes gå til gaten nu." Jeg kiggede hurtigt hen mod døren og så til Liam, som kiggede knust på mig. Jeg sukkede tungt og lagde hurtigt mine hænder oven på hans.

"Jeg er ked af det, men jeg gør det for dit ejet bedste." Sagde jeg og slap hans hænder. Han sukkede tungt inden han nikkede og vi begge rejste os op. Jeg bukkede mig ned og tog mine tasker, mens Liam hurtigt tog min jakke og derefter min hånd, hvor han flettede vores fingre sammen og gik over til døren mod gaten med mig. Ligesom første gang for seks måneder siden... Jeg græd endnu mere, bare ved mindet. Jeg klemte blidt hans hånd, da vi nåede til gaten.  

"Jeg tror en del af mig vil altid vente på dig." Sagde han stille. Jeg slap med det samme hans hånd, for at stille mig på tæer og hurtigt kysse ham på kinden. Han lagde sine arme om mig og holdt mig knugende ind til sig. Jeg sukkede, mens et par tårer slap ud. 

"Jeg er så ked af det." Sagde jeg og sukkede dybt. Han nikkede og strøg mig blidt over håret et par gange, inden han slap mig helt og gav mig min jakke tilbage, mens jeg så at han holdt notesbogen i hånden også. Han kiggede hurtigt på den og sukkede lidt, inden han rakte den ud til mig.

"Læs i den når du mest har brug for det, okay?" Sagde han. Jeg tog imod bogen og nikkede.

"Okay... det lover jeg." Sagde jeg og sukkede skælvende. Han rystede på hovedet og kiggede så til siden og sagde:

"For helvede, jeg elsker dig alt for meget til det her." Og kiggede så på mig igen. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og nikkede, inden jeg rettede på stropperne på mine tasker.

"Jeg vil savne dig." Sagde jeg lavt. Han rystede på hovedet.

"Jeg hader dig." Sagde han og fik mit hjerte til at slå et slag over. Jeg nikkede bare på hovedet, inden jeg vendte mig om og gik over mod gaten, mens tårene virkelig strømmede ned af mine kinder.

"Pookie!" Råbte han dog højt bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om mod ham og han stod med hænderne i lommen og med siden mod mig, mens den anden var mod døren.

"Den sidste side." Sagde han helt koldt og pegede på notesbogen i mine hænder. Jeg sukkede lidt og knugede lidt om den bog han havde givet mig, nikkede og prøvede at smile til ham, selv om jeg vidste at det fejlede helt vildt.

"Farvel Liam." Sagde jeg og vendte så om. Jeg hørte fodtrinene bag mig, så jeg vidste at han ikke blev stående, men derimod gik. Jeg vidste, at hvis jeg vendte mig om og kaldte på ham og så ville se hans knuste udtryk, så ville jeg ikke kunne klare det her... så ville jeg ikke kunne blive ved at lyve over for ham. Jeg gik hen mod gaten, med min ene taske på ryggen og den anden i armen, tårer strømmende ned af mine kinder, hulk kvalende i min hals og et knusende hjerte, inden jeg forsigtigt slog op på den sidste side og så på hans skrift, der fyldte ret meget af papiret inden jeg læste:

 

Kære Lucie.

Lad mig fortælle dig om et løfte. Mit livs største løfte...

Det er et løfte, der omhandler en aftale mellem mig og din far. Et løfte, som omhandlede at jeg skulle passe på det jeg elsker allermest i hele verden. Sørge for at den person altid ville være glad, passe på hende, være der for hende, hvis det hele skulle knuses. Jeg lovede det til din far. Jeg lovede, at jeg altid ville være der for dig, og passe på dig, hvis din far ikke kunne mere. Så derfor Lucie, er det hvorfor jeg altid passer på dig, og vil dig det allerbedste... Fordi jeg har lovet det. Det er et løfte, og det er et løfte, som jeg vil blive ved med at holde. Men tro mig nu ret, jeg gør det ikke mod min vilje. For allerede længe før jeg svor at jeg ville holde løftet for din far, så havde jeg allerede lovet mig selv, at jeg ville passe på dig

Lad os tage tilbage, helt tilbage til starten. Tilbage til den 26. Marts i år. 26/3/13 Den dato betyder så meget for mig Lucie. Jeg ved ikke om du selv kan huske det, men den dato vil altid være en af mit livs bedste datoer. For Lucie, den 26. Marts, var den dag jeg mødte dig. Det var den dag jeg så ind i dine øjne og faldt for dig.

Du var pigen fra Starbucks, hende pigen, hvor jeg kiggede ind i hendes øjne, og jeg sværger at den dag jeg kiggede ind i dine øjne, så havde du fanget mig, og jeg var sikker på at det ville blive meget svært at slippe fri igen. Men bare rolig, jeg slap aldrig fri... Ja, det tog mig lidt tid at finde ud af, at det altid har været dig. Ja, jeg troede det var en anden end dig... Ja, jeg er ked af alt det, som er sket for os, for dig... Men Lucie. Du er og vil altid være Starbucks pigen som jeg faldt for bare ved at kigge ind i hendes øjne. Du vil altid være hende som jeg for evigt vil foretrække frem for alle andre. Du vil altid være i mit hjerte, hvor jeg nok aldrig vil give slip på dig igen.

For Lucie, jeg elsker dig, og det har jeg altid gjort.

Du vil altid være en del af mit liv Lucie, og selv om du en dag vælger ikke selv at tro på det mere, og vil give slip... Eller hvis det en dag, vil ske for mig, at jeg giver slip, selv om jeg ikke tror det nogensinde vil ske, så husk på det her Lucie:

Jeg holder mine løfter og jeg har ikke i sinde at bryde dem.

Jeg elsker dig, for evigt og altid.

Din Liam.

____________________________________________________________________________

ÅH NEJ ÅH NEJ

JEG ER SLET IKKE FØLELSESMÆSSIGT KLAR TIL DET HER...

ET KAPITEL TILBAGE

Ja, der er kun et kapitel tilbage af hele The Vow... et enkelt kapitel... Jeg tror ikke jeg kan klare det...

Skriv en kommentar om hvad i synes, og enten inden vi slutter det hele, så kunne det vel være sjovt at skrive jeres yndlings og hade øjeblik, I ved, for hyggens skyld

mens vi  alle gør os klar til sidste kapitel af

The Vow.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...