The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24837Visninger
AA

15. The boy

 

"All Surprises you get is all a part of your life"

 

Lucie P.O.V

Jeg løb ned gennem byen, solen brændte varmt mod min ryg. Jeg løb for en gangs skyld med et ret højt tempo, måske fordi jeg havde meget gang og rytme i min musik, som jeg havde i ørene. Eller bare fordi jeg havde lyst. Jeg løb i hvert fald hurtigt forbi gaderne og butikkerne. Jeg havde dog stadig tid til at hilse på alle dem, der vinkede til mig på vejen. Jeg drejede ned omkring et hjørne, for så (bogstaveligt talt) at støde ind i en, jeg bankede faktisk ind i ham. Et var, at det var pinligt at løbe ind i en fremmed, men det, der var mere pinligt var, at det ikke var en fremmed, men en jeg kendte, det pinligste var så, at det var Brody. Jeg kunne med det samme føle, hvordan mine kinder brændte, da han hjalp mig op, efter jeg var faldet tilbage af, at have banket ind i ham. Jeg smilede genert, mens han grinede lidt for sig selv.

"Det nå du virkelig undskylde, jeg fik slet ikke set dig." Sagde jeg. Han grinede bare og trak på skuldrene.

"Der skete jo ikke noget." Sagde han og smilede til mig, så jeg kunne se hans tænder. Hvorfor havde han også sådan et dejligt smil? Jeg rystede på hovedet og børstede lidt snavs af fra mine bukser.

"Hey, har du ikke lige haft ham der Lucas på besøg, fra det der band?" Spurgte han. Jeg kunne ikke helt lade vær med at grine lidt, men nikkede så.

"Liam? Jo, han tog hjem her for et par dage siden." Sagde jeg. Han nikkede igen.

"Kommer han igen? Eller var det den eneste gang?" Jeg kiggede lidt på ham, forventede han at Liam, måske havde syntes jeg var underlig og så det, måske kunne være en grund til, at han ikke kom igen... eller?

"Øhh, Jo, det gør han. Allerede i morgen igen faktisk." Sagde jeg. Han nikkede smilende.

"Er i kærester?" Spurgte han. Jeg kunne mærke, hvordan jeg stivnede lidt i kroppen, det var sådan et underligt spørgsmål.

"Nej... Men han er en meget god ven." Sagde jeg. Han nikkede igen og vi begyndte at gå lidt hen af gaden.

"Så han vil ikke blive sur?" Spurgte han. Jeg vendte mig lidt om mod ham, stoppede op og kiggede forvirret på ham, hvad mente han med det? Jeg rynkede mine øjenbryn.

"Hvad skulle han blive sur over?" Spurgte jeg. Brody smilede skævt.

"Hvis jeg nu, tog dig ud en dag." Sagde han og jeg stivnede ærligt talt i hele kroppen. Min krop blev til et stift bræt og jeg var sikker på, at jeg kunne være faldet bag over, hvis jeg ikke hurtigt fik sat en fod bag ud. Jeg kiggede hurtigt rundt, mens en masse tanker begyndte at flyve rundt inden i mig.

"Hvad kigger du på?" Spurgte Brody forvirret. Jeg kiggede hurtigt på ham og kunne godt fornemme, at han blev lidt forvirret over mit undrende udtryk.

"Jeg ved ikke... men, det er bare... Seriøst!? Vil du ud med mig?!" Spurgte jeg. Han grinede og nikkede. Jeg kiggede igen lidt omkring.

"Det her er ikke en eller anden syg joke, vel? Du lokker mig vel ikke ud i et eller andet utroligt sært noget?" Spurgte jeg nervøst. Han kiggede forvirret på mig og rystede så på hovedet.

"Nej, jeg vil gerne ud med dig Lucie. Helt ærligt." Sagde han. Jeg slappede lidt mere af i kroppen og kunne ikke lade vær med at nikke ivrigt med hovedet.

"Det vil jeg meget gerne." Sagde jeg. Han smilede stort og tog hurtigt sin telefon op af lommen og rakte den til mig, Jeg kiggede forvirret på ham og han grinede lidt igen.

"Jeg skal ligesom have dit nummer, for at vi kan finde ud af noget, ikke?" Sagde han. Jeg nikkede, tastede hurtigt mit nummer ind og gav den til ham igen. Han nikkede og smilede så til mig.

"Så ringer jeg til dig når jeg finder ud af noget mere, ok?" Spurgte han. Jeg nikkede og forholdt mig helt tavst, mest fordi mine tanker for rundt inden i mig og jeg når som helst, kunne sprænge i luften. Så vildt føltes det.

"Vi ses Lu." Sagde han og klappede mig ømt på skulderen, vendte om og gik væk fra mig. Jeg kiggede på at han gik, lige indtil han var væk rundt om hjørnet og jeg var sikker på, at han ikke ville høre hvad jeg råbte.

"OMG!" Skreg jeg og hoppede vildt...Tænk at Brody... Ikke bare en almindelig Brody... Men skolens... DEN Brody, rent faktisk ville gå ud med... MIG?! Jeg var helt væk, det her var alt for vildt... det var så vildt... Utroligt vildt!... Jeg var nød til at ringe til Liam!

 

"Vi ses imorgen, savner dig!" Sagde jeg, mens den grinende Liam sagde "i lige måde" Til mig i telefonen. Jeg havde stoppet hele ideen med min løbetur og var gået hele vejen hjem, talende i telefon med Liam og havde endda siddet udenfor i ti minutter, da jeg var kommet hjem og snakket med ham. En telefonsamtale på en halv time, det var ikke så tit jeg havde så lange samtaler over telefonen faktisk, men det var nu meget hyggeligt. Det sjove var også, at jeg efterhånden havde vænnet mig mere og mere til, at jeg faktisk sad og snakkede i telefon med Liam Payne... Men tanken var der stadig, ligesom at den var der, når jeg var sammen med ham. Selvfølgelig glemte jeg det nogle gange, men alligevel, så var tanken der altid, inde i hovedet. Tanken om at jeg rent faktisk kunne føre en helt normal samtale, som var det mellem to helt almindelige mennesker, om helt normale hverdags ting, med en dreng... Som var Liam Payne. Tjaa... Tanken om at det nogensinde skulle ske for mig, havde i hvert fald aldrig strejfet mig før. Det havde ligesom så mange andre "Directioners" Været et af mine største ønsker lige i starten, da jeg opdagede One Direction, at jeg en eller anden dag, måske kunne være så heldig, bare at få den lille minimale chance for at stille dem et´ enkelt spørgsmål. Bare et´ spørgsmål, det var det eneste jeg ønskede og nu, nu var det blevet helt normalt for mig, det var jo næsten surrealistisk.

Jeg slukkede opkaldet, lagde telefonen ned i lommen og rejste mig fra trappen, for at gå indenfor, og så blive overfaldet af Zoe, som sikkert havde været urolig for, at jeg havde vært lidt længere tid væk end jeg plejede. Hun stillede sig på bagpoterne og placerede sine forpoter på mine lår, mens hendes hale logrede på livet løs af at se mig, den tøs kunne savne mig, selvom jeg bare havde været ude med skraldespanden, men jeg klagede ikke!

"Jeg går i bad, bliv her nede." Sagde jeg og kløede hende bag øret, hun prustede bare lidt og gik ud i køkkenet. Jeg grinede for mig selv og smuttede igennem stuen, hen til trappen og gik op i bad. Vandet føltes dejlig forfriskende mod min hud, og det var dejligt at komme af med den der klamme lugt af sved, man altid får når man løber, eller laver anden form for motion. Jeg trådte ud af badet efter et par minutter og tørrede duggen fra det varme vand af spejlet, så jeg kunne se mit spejlbillede.

Ikke for at prale eller noget, men jeg havde aldrig rigtig været ligesom de andre piger, som evigt og altid kan finde fejl ved sig selv. Nej! Jeg kan rent faktisk godt lide mit udseende, selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg bare har lyst til at gemme mig væk, fordi jeg er sikker på at hele verden vil gå under, hvis de ser mig, men har alle ikke det? Naah... Jeg kan rent faktisk godt lide mit udseende. Jeg synes mit hår har en ok fin farve, mine øjne er faktisk også ret pæne, hvis jeg lige får lidt mascara på vipperne... Men, der er en´ ting jeg hader mere end noget andet. Mine ører. Jeg får altid lyst til at skære dem af, mest fordi jeg synes de stritter for meget til tider, og er ret store, hvilket bare får mig til at føle mig som om jeg er Dumbo, eller ham dværgen med de store ører fra Snehvide.

Ja, alt andet end mine ører, kan jeg rent faktisk godt lide ved mig selv. Jeg smilede hurtigt og fik tørret mit hår, slyngede håndklædet omkring min krop og gik ud af badeværelset. Jeg gik mod mit værelse og fandt noget tøj frem, som jeg hurtigt hoppede i. Ikke det helt store, bare noget afslappet, som en top og et par joggingbukser i blå. Jeg gik ned i køkkenet igen og Zoe kiggede hurtigt op fra sin madskål, for så at vende opmærksomheden mod skålen igen, så havde jeg fået nok opmærksomhed, syntes hun. Jeg grinede bare lidt for mig selv og satte mig hen ved køkkenbordet og tjekkede min telefon, som jeg havde smidt ved håndvasken. Jeg havde en besked. Jeg trak mit ene ben op til mig, så jeg kunne hvile mit hoved på det, mens jeg kiggede på min telefon. Beskeden var fra Liam. Jeg grinede lidt, inden jeg åbnede beskeden, havde han glemt at sige noget i den halve time vi havde snakket sammen i telefonen? Jeg åbnede beskeden, der var et billede vedhæftet i beskeden.

Jeg glemte at sige at vi prøvede  Chili taco´s... Ville virkelig ønske du kunne være her og smage dem... for seriøst jeg er i himlen! :-D Jeg grinede lidt over beskeden, men også over billedet. Liam havde taget et billede af ham og Niall, der spiste, og deres mad foran dem, for ja det så enormt lækkert ud, men jeg kunne ikke helt lade vær med at grine over Niall, som sad og nærmest proppede en hel taco fyldt med kød ind i munden. Jeg rystede grinende på hovedet og skrev:

Du må lave det til mig en dag! Og sig lige til Niall ,at han ser meget charmerende ud når han spiser ;D Jeg sendte beskeden af sted, mens jeg lige lagde mit hoved lidt på skrå på mit knæ og ventede på at han svarede. Min mobil brummede hurtigt igen, og jeg kunne ikke lade vær med at grine af beskeden.

Tak!! Jeg er født med det, og jeg er sikker på at Liam gerne vil dele en Taco med dig... KYS NIALL XX Jeg grinede lidt for mig selv igen, mest fordi Niall virkelig var underlig... især fordi han lige havde skrevet "Kys" til mig, men det var meget sjovt alligevel. Niall var sød nok, han var meget sjov og charmerende... Men igen... Intet kunne slå den lækre steg til Harry og hans smilehuller og utroligt lækre hår og øjne... Eller? Liam havde vel også en eller anden favoritplads hos mig efterhånden, men det gjaldt vel egentlig ikke fordi han var min ven? Ej! Harry var og blev min favorit! Og så nok Niall måske.. Hmm, jeg vidste det ikke helt, jeg grinede bare lidt over, hvor underligt det ville være, når Liam gættede, at det var Harry, hvis han altså kunne... men så igen, han havde kun ham selv og så 4 drenge at vælge imellem... Ellers var jeg bare meget svær at gennemskue? Jeg håbede på det sidste, men så alligevel, det ville være ret sjovt at se, hvem han ville gætte på det var først, hvad hvis han spurgte om sig selv? Ville det være egocentreret fra hans synsvinkel?, eller ville det være skuffende, hvis han som min ven, ikke var min favorit? Kunne sådan noget gøre ham sur? Måske såret? Jeg vidste det egentlig ikke, men så alligevel, jeg kunne bare ikke forestille mig Liam som typen, der ville blive totalt tøsefornærmet over småting... Eller bare forestille ham sur? Jeg kunne næsten se det for mig: Liam der råbte og skreg over en og måske slog til et eller andet med knyttede næver og med et arrigt udtryk,.. Nej! Liam var stille og rolig, han kunne ikke flippe ud over småting. Eller det regnede jeg ikke med, men nu kendte jeg ham jo efterhånden også ret godt, så jeg regnede ikke med det. Jeg smilede bare lidt for mig selv og hoppede ned fra køkkenbordet.

Jeg gik ind i stuen og satte mig ned foran fjernsynet. Jeg følte mig træt, så jeg endte med at falde i søvn foran fjernsynet, men jeg havde ikke en uforstyrret søvn.

Jeg gik lige så stille sammen med min far og snakkede, men det var ikke et helt normalt sted vi gik. Det var nærmest som om, vi gik i en stor ørken. Der var et par træer, og små ler/stenhuse rundt omkring, men stadigvæk i et ørkenområde. Jeg gik ved siden af ham og snakkede med ham om skolen, om hvor glad jeg var for endelig at slippe væk derfra og hvor meget jeg glædede mig til, at han ville komme hjem igen. Han snakkede også om hvor dejligt det ville blive, når han endelig kom hjem til mig. Jeg kunne næsten drømme mig hen til det tidspunkt, hvor jeg kunne blive vækket af ham om morgenen og han havde lavet sin dejlige "far"-pandekager til mig. Det var kun ham, der kunne opskriften på dem, hans hemmelige opskrift. Mens jeg gik og drømmede mig hen til de dage han kom hjem, lød et utroligt højt brag og så et kæmpe sus, eller nærmere et vindstød kunne man kalde det. Jeg vendte mig hurtigt om og så, hvordan nærmest hele himlen var rød og fyldt af den største eksplosionssky. Mit hjerte bankede hurtigt og jeg vendte mig om mod min far... men han var ikke til at se nogen steder.  

"Far!" Råbte jeg så højt jeg kunne, men mit råb blev overdøvet af hundredevis af sandfarvede beklædte soldater, som løb forbi mig og fik mig til at dreje flere gange rundt om mig selv. Jeg var helt forvirret, hvad skete der? Hvor skulle de hen? Hvordan opstod eksplosionen? Hvorfor var jeg her...og hvor var min far?

"Far?" Råbte jeg endnu en gang, og min fars bekendte skikkelse stod i en mørk kontrast i forhold til den knaldrøde lysende himmel. Jeg ville løbe hen til ham, men mine ben føltes som beton og jeg kunne ikke bevæge mig.

"Bare rolig skat, jeg klare den." Sagde han og blinkede hurtigt til mig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, han vinkede hurtigt til mig og vendte sig så væk fra mig igen. Jeg var lettet, han var her, og han skulle nok klare den. Jeg vendte mig væk fra ham, men synet der mødte mig var det værste. Jeg så hvordan den hætteklædte mand ladede geværet og sigtede lige frem for mig.

"FAR!" Skreg jeg så højt jeg kunne, og jeg fortrød straks mit råb, for lige i det min far vendte sig om og den røde himmel lavede en mørk skygge omkring ham, så jeg lige kunne se hans venlige velkendte smil, da braget fra geværet lød, et hjerteskærende skrig hørtes... og min far der faldt bagover og ramte jorden.

 

Jeg var badet i sved. Jeg satte mig hurtigt op i sofaen og kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede og bankede, som gjaldt det mit livs sidste hjerteslag. Jeg troede de her mareridt var ovre, at det kun var nogle jeg fik den gang jeg var lille. Jeg troede virkelig, at jeg var begyndt at kunne lægge mig til at sove uden frygten for at vågne op og skrige af ren og skær rædsel og panik, men hvem prøvede jeg egentlig også at narre?... Mig selv tydeligvis! Jeg havde altid haft de her mareridt, jeg havde altid troet at det kun var små børn, der havde dem. Men det var det ikke.

____________________________________________________________________________

WOOOW, det var da et kapitel fyldt med lidt ting og sager...

Ej, håber i kunne lide det

Og hvad tror i der kommer til at ske mellem Brody og Lucie???

Glæd jer

Endnu et kapitel til jer :D Hvor dejligt.

Da der er ferie i næste uge (og jeg som sædvanlig, ikke har nogen specielle planer)

Kan jeg vel godt smide et ekstra kapitel ind eller to i løbet af ugen ;)

Håber historien er spændende :D

Husk at skriv/like/favorit

Hvis i ligger mærke til det, er der de der små citater i starten af hvert kapitel...Nogle gange er det sangtekster, og jeg tror det vil hjælpe hvis man hører sangene, så det ligesom sætter et "mood" for kapitlet.

Det er første gang jeg prøver det med citater i starten af et kapitel...Og det ender sikkert med at jeg ændrer dem lidt, men i er velkommen til at skrive om hvad i synes om det :P

Det varmer altid <3 med en lille kommentar

 

XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...