The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24826Visninger
AA

24. The Bittersweetness

 

"One thing,

can change everything"

 

Der var gået et par uger. Jeg havde set Brody et par gange mere, og vi havde virkelig også hygget os meget. Det underlige var bare, at jeg lige skulle vænne mig til at vi kyssede. Det føltes stadig mærkeligt, og jeg blev også ved med, at få den der underlige følelse, når jeg kyssede ham. Måske fordi jeg stadig skulle vænne mig til det? Jeg var ikke sikker, men jeg håbede det bare var det.

Jeg havde faktisk (hvem skulle have troet) Snakket med Liam om det, han mente det bare var normalt i starten, og at jeg ikke behøvede være nervøs for noget, men hvis jeg blev ved med at føle det, så kunne jeg måske tage det op til eftertanke. Jeg var lidt forvirret, men jeg skubbede det væk, mest fordi jeg gerne ville være glad på Liams veje. Tænk at han rent faktisk, også havde overvundet sin nervøsitet! Jeg var virkelig glad på hans veje, og så kunne jeg ikke lade vær, med at drille ham, med at høre om de "saftige" detaljer om denne, såkaldte Sophia Smith! Min nye rival!

Haha, det havde vi rent faktisk lavet lidt sjov med, for nu skulle jeg jo til at dele Liam, med hende! Det var jo nærmest en skandale. Nej, Liam var min bedste ven. Jeg var faktisk også ved at være lidt bange for, om han ville ende som single for evigt, eller det havde jeg også drillet ham lidt med. Han mente bare jeg var underlig, men det var ligesom ikke særligt nyt.

Ja, så det hele var vel bare sødt, næsten som at svæve på lyserøde skyer! Eller det føltes i hvert fald sådan på en lille, men ret så uforklarlig måde.

 

Jeg vågnede op, solen skinnede dejligt, det var varmt, fuglene kvidrede, min far havde skrevet... Det hele var vidunderligt. Jeg kunne nærmest ikke, ønske mig noget bedre! Og jeg forstod også meget bedre, hvorfor folk sagde at forelskelse var så dejligt, for det var det. Selv om den underlige følelse, blev ved med at være der. Jeg skubbede den bare væk, så meget som jeg kunne. I sær da Brody hentede mig senere den eftermiddag. Vi havde aftalt at gå en tur og jeg havde glædet mig. Jeg kunne godt lide Brodys selskab, han var så sød, det var dog stadig underligt det hele.

Han bankede på, og jeg åbnede og tog mine sko på. Vi gik ud, og han tog min hånd i sin, og kyssede mig på munden. Det gav den der lille varme følelse i kinderne, plus det var underligt, men rart på samme måde. Jeg kunne godt lide det, og det var jo kun underligt, fordi jeg bare lige skulle vænne mig til det. Det vidste jeg.

"Har du savnet mig?" Spurgte han og smilede til mig. Jeg trak drillende på skuldrene.

"Kun meget lidt." Sagde jeg og grinede. Han stoppede min latter, ved at kysse mig på munden igen og så smile til mig. Jeg smilede glædeligt tilbage.

"Ja ja!" Sagde han grinende, mens vi gik ned mod byen.

 

Liam P.O.V

Jeg gik sammen med drengene inde i byen, det var altid sjovt at tjekke det hele ud en gang i mellem. Harry og Niall havde allerede fundet et par ting. Jeg havde set nogle småting, og faktisk også købt noget, men det var ikke til mig selv.

Vi gik inde i et lille storcenter, heldigvis var der ikke nogen fans, eller jo det var der sikkert, men det var ikke slemt... Vi havde også bodyguards med, så det skulle nok gå. Vi stod ovre ved en lille bager... Niall havde plejet i en time. Jeg stod i mine egne tanker, da jeg blev afbrudt.

"Hey." Hørte jeg en sige bag mig. Jeg genkendte med det samme hendes stemme og vendte mig om og så hende. Hun sagde hurtigt hej til drengene, gav hånd og kram, og sagde tak for sidst og sådan, indtil hun kom til mig.

"Hey." Sagde jeg og smilede. Sophia smilede glædeligt tilbage og kiggede lidt usikkert på mig, inden hun gik lidt tættere på, og kyssede mig på munden. Jeg smilede lidt, og hun trak sig forsigtigt væk fra mig igen og smilede usikkert. Men jeg kyssede hende bare hurtigt igen, hvilket fik hende til at smile helt selvsikkert igen. Jeg så med det samme, hvordan Niall og Harry hviskede til hinanden.

"Hvad så? Hvad laver du her?" Spurgte jeg smilende. Hun smilede tilbage.

"Bare rolig, jeg stalker dig ikke... Jeg har en kusine her i byen, jeg skulle købe noget mad, mens hun var på toilettet. Så ja vi går bare her. Hvad med dig?" Spurgte hun smilende.

"Du ved, tjekker det lidt ud og sådan, bare slapper af." sagde jeg. Hun nikkede forstående og pillede så lidt ved sit hår, man kunne tydeligt se, at hun tænkte på et eller andet.

"Tak for sidst." Sagde jeg lidt lavere, så kun hun, kunne høre det. Jeg kunne tydeligt se hun rødmede lidt.

"Det var virkelig hyggeligt." Sagde hun og jeg kunne se hun var lidt nervøs, så jeg bukkede mig bare ned igen, og kyssede hende, hun rødmede lidt mere bag efter. Jeg smilede glædeligt til hende. Hun hostede lidt og tog det lidt roligt, og kiggede så på os alle sammen.

"Hvad har i købt?" Spurgte hun smilende. Harry og Niall grinede lidt... barnerøve!

"Tøj." Sagde de og fremhævede deres poser. Sophia fik hurtigt øje på min pose.

"Hvad har du købt?" Spurgte hun.

"Det er til Lucie." Sagde Louis hurtigt, mens han tjekkede sin telefon. Sophia smilede stort.

"Nåår ja, Lucie, hende har du vist fortalt om." Sagde hun, hvilket fik Niall og Harry til at grine igen.

"Ja, det skulle ikke undre mig... Pas på Sophia, du får kamp til stregen." Sagde Harry og blinkede til hende. Hun kiggede lidt forvirret.

"Altså... Liam og Lucie er en ting for sig selv, så husk på at du ikke er den eneste." Sagde Zayn smilende. Jeg rystede bare på hovedet af dem. Sophia så lidt mere forvirret ud.

"Er hun din kæreste?" Spurgte hun. Harry og Niall grinede igen... Jeg tæskede dem snart.

"Nej, Lucie er Liams... Tja... Det er hans bedste veninde." Sagde de. Sophia grinede, men nikkede så.

"Jeg glæder mig til at møde hende." Sagde hun. Jeg smilede stort og nikkede. Hun kiggede hurtigt på sin telefon og tog den op til øret.

"Jeg må smutte, min kusine venter på mig, ved en eller anden butik.... men, vi ses vel snart?" Spurgte hun til mig. Jeg nikkede smilende og kyssede hende hurtigt på kinden, hun smilede og gik så videre. Lige så snart hun var væk, kiggede jeg på drengene, mest Harry og Niall, som var flade af grin.

"I er så idiotiske!" Sagde jeg. De grinede lidt igen.

"Altså... Hun skal da vide sandheden, hvis hun er din fremtidige kæreste!" Sagde Harry. Niall nikkede enigt.

"Hun er ikke min kæreste!" Sagde jeg hurtigt... for vi var jo ikke engang kærester, i hvert fald ikke sådan rigtigt.

"Nej nej... bare venner med fordele!" Sagde Louis, og sluttede sig til dem. Jeg kiggede opgivende på ham.

"Ligesom Lucie." Sagde Niall, hvilket fik både ham og Harry til at grine helt vildt. Jeg sukkede dybt... det ville aldrig stoppe.

"Jeg håber så meget, at når hun kommer, at i så vil tage jer lidt sammen!" Sagde jeg og sukkede opgivende. De grinede igen.

 

Lucie P.O.V

Vi gik hånd i hånd ned gennem byen, det var hyggeligt. Dog sagde vi ikke så meget, men stilhed var også rart, stilhed var rart... eller var det rart? Det var ikke en akavet stilhed? Eller det kunne jeg måske selv svare på? Men så igen, hvad nu hvis Brody godt kunne lide stilheden, og helst bare ville have at det forblev sådan? Det var så underligt. Jeg kunne virkelig ikke finde ud af det her.

Jeg klemte forsigtigt hans hånd i min, og han vendte sit hoved og smilede til mig. Jeg smilede glædeligt tilbage, indtil han stoppede op. Jeg forstod ikke helt, i hvert fald ikke før han hurtigt bukkede sig ned og kyssede mig blidt på munden. Jeg smilede hurtigt til ham igen, indtil han hev mig ind i en lille sidegade. Jeg blev med det samme skubbet op mod væggen, hvor han pressede sin krop mod min og kyssede mig intenst på munden. Det var underligt, måske fordi jeg aldrig rigtig havde prøvet sådan noget. Jeg kyssede ham blidt, men da hans hænder forsigtigt havnede på mine lår, prøvede jeg at skubbe ham lidt væk.

"Brody..." Sagde jeg lavt, men han afbrød mig hurtigt, ved at flytte sine kys ned mod min hals, så det begyndte at føles ubekvemt.

"Brody... please!" Sagde jeg lavt, men han tog med det samme bare fat i min trøje og trak den lidt op. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigt. Det her var faktisk ikke særligt rart. Jeg prøvede at skubbe hans hænder væk, men så greb han bare fat i mine lår igen, så jeg prøvede at skubbe til ham, ved hans skuldre.

"Stop.." Sagde jeg lavt, men han fortsatte de næsten smertefulde greb og kys på mig. Jeg kunne mærke, hvordan pulsen sad i halsen på mig, og det var ikke på en god måde.

"Brody lad vær!" Sagde jeg lidt højere. Han kiggede lidt på mig, med et enkelt smil, men fortsatte så. Jeg begyndte at skubbe hårdere til ham.

"Brody... STOP!" Råbte jeg denne gang og der mærkede jeg, hvordan han nærmest bed mig på halsen og det var ikke på nogen kærlig måde.

"Brody for helvede... SLIP MIG!" Råbte jeg igen, og denne gang begyndte jeg at skubbe hårdt til ham. Han tog bare ekstra fat i min hofte og pressede mig mere opad muren. Jeg stønnede lidt fra smerten, fra hans voldsomme bid mod min hals.

"BRODY, HOLD OP!" Råbte jeg højt denne gang og skubbede ham i brystkassen, så han røg lidt væk fra mig, og jeg kunne se hans brændende blik.

"Hold dog op baby, du vil jo gerne!" Sagde han og gik tættere på igen, men jeg nåede at skubbe til ham, inden han kom for tæt på.

"Nej Brody! Det vil jeg ikke, jeg kan ikke lide det der, det håber jeg du forstår!" Sagde jeg vredt, for jeg var vred. Et var at han bare var begyndt at rage på mig, noget andet var, han havde jo ikke engang spurgt, om det var noget jeg ville, han havde bare gjort det. Helt respektløst!

"Slap dog af Lucie, det var jo for sjov!" Sagde han nærmest irriteret. Jeg kiggede måbende på ham. Sjov? Havde han lige kaldt det der... for sjovt?!

"Så kender du mig ikke godt nok, for jeg synes overhovedet ikke, at det der var spor morsomt!" Sagde jeg vredt. Han rullede bare øjne af mig. Hvad gik der af ham, det her var ikke den Brody jeg kendte, det var som om han var en anden.

"Baby for satan, slå dig lidt løs, vær normal!" Sagde han. Jeg kiggede med det samme mere uforstående på ham end før... Normal? Vær lidt normal.. Hvad I..?

"Normal?" Spurgte jeg uforstående, mens en ubehagelig følelse, spredte sig i kroppen på mig. Han nikkede med det samme.

"Hallo, havde du regnet med, at vi ikke skulle lave andet end at holde i hånden?" Spurgte han og nærmest grinede. Den ubehagelige følelse voksede sig større.

"Ja.. eller nej.. Jeg mener... Så burde du have snakket med mig om det først!" Sagde jeg og følte mig såret. Jeg havde det faktisk ikke særligt rart med, hvad der lige var sket. Brody grinede bare igen, hvordan kunne han grine af det?

"Lucie for satan, jeg hjalp dig jo bare." Sagde han og lagde armene over kors. Jeg forstod mindre og mindre af, hvad han egentlig fablede om. Hvad var det lige han hjalp mig med?

"Hjalp? Hvad fanden ville det der hjælpe mig med?!" Vrissede jeg af ham. Han rullede bare med øjnene.

"Ja hvad tror du? Jeg hjalp dig jo bare med, at blive en af os." Sagde han.Jeg kunne med det samme mærke følelsen af noget tungt lægge sig omkring mig.

"En af jer... Hvad mener du?" Spurgte jeg, inderst inde så havde jeg en ide´ om, hvad han mente, men alligevel så frygtede jeg svaret.

"Ja, du ville blive en del af gruppen... sådan officielt. Du skulle bare lige blive lidt mere ligesom os." Sagde han.Jeg vidste det... jeg vidste det hele havde været for godt, til at være sandt.

"Jeg er ligesom jer... hvad FANDEN MENER DU?!" Sagde jeg med hævet stemmen og kunne mærke, hvordan den tunge følelse begyndte at samle sig om mit hjerte. Brody grinede igen.

"Slap nu af Baby, jeg hjalp dig jo bare, du kunne blive et helt normalt menneske, ligesom os andre." Sagde han. Følelsen bredte sig helt ind til mit hjerte, og begyndte så langsomt at fylde det hele. Jeg havde det dårligt.

"Var det det´, det her handlede om? I ville gøre mig normal?" Spurgte jeg og kunne med det samme høre, hvordan min stemme knækkede. Brody fik et underligt blik i øjnene.

"Baby... Vi gjorde dig jo bare en tjeneste.." Sagde han, men jeg rystede med det samme på hovedet.

"En tjeneste?! Brody... jeg troede i var anderledes, at i var mine venner... Jeg troede, DU var anderledes!" Sagde jeg og kunne høre, hvordan min stemme knækkede, men jeg prøvede at være stærk.

"Så hvordan kunne det være en fucking tjeneste... Dig af alle mennesker! Du ved, hvad det her har af betydning for mig... du ved hvor stor en påvirkning det har på mig!" Råbte jeg nærmest. Han sukkede tungt, men kiggede så på mig.

"Ikke nok, til at du har gjort noget ved det." Sagde han med det værste blik i øjnene. Jeg kiggede måbende på ham.

"Hvorfor Brody? Hvad har jeg gjort... Jeg troede.."

"Hør her Baby, jeg gjorde dig en tjeneste, du kom ind i kredsen, du er kærester med mig... Du er normal for en gangs skyld." Sagde han, og der gik jeg med det samme over og skubbede ham i brystkassen.

"En kæreste ville ikke ændre på en!" Sagde jeg lavt, men stadig højt nok til, at han hørte det.

"Baby, kom over det, det var jo stadig en tjeneste." Sagde han, jeg rystede på hovedet. Jeg tog en dyb indånding og rettede mig op.

"Det der, var ikke en tjeneste, det ved du godt. Jeg tilgiver dig ikke!" Sagde jeg og gik så med rank ryg forbi ham.

"Slap dog lige lidt af!" Sade han og tog fat i min arm. Jeg kiggede lynende på ham.

"Nej! Jeg troede du var anderledes, at i var anderledes, at i havde ændret jer og endelig givet mig en chance... men nej, jeg tog fejl!" Sagde jeg og vred min arm ud af hans greb. Han sukkede højt.

"Hvad så nu, regner du med at du vil gå igennem et helt liv, og møde mennesker, som ikke ville dømme dig? Drøm videre, baby!" Sagde han. Jeg kunne mærke, hvordan min vrede voksede større, når han kaldte mig baby.

"For det første, du skal aldrig kalde mig baby igen! For det andet... Der findes folk som aldrig kunne finde på at dømme mig, eller ændre på mig!" Sagde jeg helt roligt. Han løftede det ene øjenbryn.

"Liam? Det kan du da ikke mene... Bare fordi han er kendt, så er han sgu ikke mere hellig end så mange andre!" Sagde han. Jeg kiggede vredt på ham.

"Liam er en god fyr, han er loyal og til at stole på... Ikke ligesom jer!" Sagde jeg hårdt. Brody grinede bare.

"Ja selvfølgelig synes du det! Men er du nu også helt sikker på, at det ikke er fordi du tænker på ham, på en lidt anderledes måde? Altså jeg mener... at det ikke er fordi dine følelser..." Sagde han lumskt. Jeg havde lyst til at råbe af ham, men jeg måtte være stærk.

"Liam betyder alt for mig... meget mere end, hvad i nogensinde har gjort. Liam er ikke som jer!" Forsvarede jeg. Brody rystede på hovedet.

"Du er så dum... er du sikker på, at det ikke bare er noget du bilder dig ind? Du ved for at skjule dine sande følelser?" Spurgte han. Jeg sukkede hurtigt.

"Ved du hvad... skulle det ske en dag... så vil jeg vide at han i det mindste bekymrer sig om mig, og vil mig mit aller bedste. Jeg kan stole på ham... I forhold til dig!" Sagde jeg vredt, vendte mig så om og gik videre.

"Du er så dum... Hvornår fanden indser du det ikke bare?! Vi har alle snakket om det Lucie... Du kigger på ham, som om der ikke findes bedre mennesker. Du kigger på ham, som om du ser hele din verden, og du vil med sagtens smide dig for hans fødder og tilbede ham, hvis han bad dig om det! Indse det Lucie... der findes kun en form for følelse, der kan få en person til at opføre sig sådan.."

"Ved du hvad Brody... Liam er min bedste ven...  Så ja, jeg vil gøre alt for ham, for jeg stoler på ham, og jeg ved, at han stoler på mig! Måske skulle du lære, at være sådan over for en person... men det tvivler jeg på du kan!" Råbte jeg af ham, og for første gang, så var han målløs, og stod bare og stirrede på mig. Jeg nikkede med hovedet, vendte om og gik min vej.

Men lige så snart jeg var langt nok væk, lod jeg følelserne komme ud.

Eller nej, ikke helt, for inderst inde, så havde jeg jo tvivlet på dem alle sammen, lige fra starten. Jeg havde aldrig været helt sikker på det såkaldte "venskab" vi havde, men mine tanker var nu blevet bekræftet! Måske havde de rent faktisk været interesseret i mig i starten, men det hele var jo kun for at se om de, kunne komme til at ændre på mig.

Ligesom alle andre altid havde gjort. Det var altid det samme, de samme øgenavne, den samme tvivl, det samme ønske om, at ændre på mig. Jeg prøvede at være stærk, men et eller andet gjorde bare, at den her gang, føltes meget værre end alle de andre.

Jeg kunne mærke jeg rystede lidt i kroppen. Det var ubehageligt, men samtidig så måtte jeg være stærk. Jeg kunne ikke græde nu, Brody var slet ikke de tårer værd! Så jeg var stærk, snøftede en enkelt gang, rettede mig op og gik hjem.

Selv om vejen virkede utrolig lang, faktisk meget længere end normalt, så kom jeg hjem. Zoe løb mig logrende i møde inde i stuen. Jeg smilede stort og klappede hende. Hun nussede forsigtigt mit knæ med sin snude og vendte om igen, det var nok omsorg til mig!

Jeg løb hurtigt op på værelset og smed mig i min seng. Jeg snøftede en enkelt gang, men prøvede at tage mig sammen. Jeg krummede mig lidt sammen, og fik øje på min mobil, som lå på kommoden ved siden af min seng, jeg havde glemt den her hjemme. Jeg satte mig op, mine øjne sviede ret meget, men jeg vidste, at hvis jeg blinkede så ville tårene trille... Og Brody var IKKE det værd! Jeg tog mobilen over til mig, tændte den og ventede. Jeg lagde mig ned igen og ventede ellers bare på om der skete noget, og til min store overraskelse, bibbede min mobil faktisk. Jeg tog den i hånden, og tjekkede den. Jeg kunne ikke lade vær med, at smile lidt.

Hey Pookie... længe siden ;D (Ved godt det ikke er, men savner dig) Skal du noget her i weekenden? Knus Liam X

Jeg havde altså nogen gang en lille ide´ om, at Liam vidste, hvornår jeg havde brug for ham... måske havde han? Jeg havde overvejet det.

Nej, jeg er fri... Hvor mange dage kan du blive? Jeg savner også dig!!! X

Jeg skrev hurtigt beskeden, og trykkede så send. Jeg havde egentlig ikke helt styr på, hvor han var lige nu, eller om han rent faktisk kunne svare, men mine tanker om det blev dog bekræftet, da min mobil bibbede igen. Jeg tjekkede beskeden.

Det var nu ikke lige det jeg havde tænkt ;) X

Jeg kiggede lidt forvirret, det her ville jeg ikke kunne forstå over SMS, så jeg ringede ham op, han tog den med det samme. Jeg kunne høre, hvordan han grinede.

"Liam?" Spurgte jeg usikkert. Han grinede igen.

"Pookie." Sagde han. Jeg sukkede lidt.

"Øhh... Hvad mener du?" Spurgte jeg hurtigt og kunne høre hans latter mindskedes lidt, samtidig med, han blev lidt mere alvorlig.

"Jeg tænkte bare, at det var din tur til at se min verden." Sagde han, og så frøs jeg helt.

 

____________________________________________________________________________

Lad os lige fejre at der nu kun er 12 dage til jul...Hvilket vil sige...

VI ER HALVVEJS!!

Kan ikke... det går for hurtigt :(

Ej.. fejrede det lige med et kapitel...

Havde i også regnet med Brody ikke var til at stole på? Han er en idiot...

Men hvad så nu???

Kom gerne med forslag...

Selv om jeg har en tanke om at de sikkert indeholder Lucie & Liam..

Der er et par stykker af jer som underligt nok gerne vil se dem sammen???!! Mystisk.

 

Haha...Bare skriv alle jeres tanker ned, det varmer altid at læse dem!!

Hvad håber i der sker???

Kommenter/like/favorisser... Gør det hele...I er så søde...

Ses snart!! <3<3<3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...