The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24826Visninger
AA

8. Talking together

 

"My favorite part of the day,

is when I get to talk to you"

 

"For helvede Liam!" Sagde jeg grinende, da han lige skulle vise mig sine fodbold-skills, men failede totalt og fik væltet en lampe, og det lød ikke, som om den overlevede. Liam kiggede bare skræmt hen mod, hvor lampen var.

"Ups." Sagde han og kiggede skræmt på mig, men jeg kunne ikke lade vær med, at storgrine over hans skræmte udtryk. Han satte sig hurtigt ned på stolen igen og kiggede så pinligt berørt på mig, mens jeg prøvede at holde masken for ikke at grine så meget, at jeg faldt ned fra sengen. Han sukkede højlydt af mig.

"Sig det ikke til Louis, han mobber mig i forvejen med mine totalt seje fodboldevner!" Sagde han insisterende. Jeg fik lidt styr på mit grineflip og nikkede så.

"Min mund er lukket med syv sejl!" Sagde jeg. Han rystede opgivende på hovedet, men smilede så til mig. Jeg smilede tilbage til ham.

"Vil du se min udsigt?!" Spurgte han glad, jeg nikkede ivrigt. Han tog fat i bærbaren og vendte den over mod den åbne altan og jeg kunne tydeligt se det oplyste Eiffeltårn i mørket.

"Wow, det er virkelig flot!" Sagde jeg. Han nikkede meget.

"Men det er meget smukkere i virkeligheden! Ville ønske du kunne være her sammen med mig og se det!" Sagde han og sukkede. Jeg grinede lidt, men nikkede.

"Vi havde test i skolen i dag." Liam kiggede interessant på mig og nikkede så.

"Var det svært?" Spurgte han. Jeg trak lidt på skuldrene.

"Ikke rigtigt, det var i matematik. Du ved de sidste prøver inden vi får resultaterne for eksamenen." Sagde jeg. Han nikkede og smilede.

"Jeg håber du består!" Sagde han. Jeg grinede lidt, nikkede og smilede så til ham.

"Jeg glæder mig også mega meget til, jeg har alle resultaterne, så jeg kan slippe ud af skolen og komme ud i verden." Sagde jeg. Han nikkede, mens han smilede.

"Skal du så på college eller universitetet?" Spurgte han nysgerrigt. Jeg tænkte lidt og trak så hurtigt på skuldrene.

"Jeg ved det ikke. På en måde vil jeg slet ikke alt det med skolen mere, men ud i verden og opleve det hele... men samtidig så vil jeg så gerne have en rigtig uddannelse på et universitet." Sagde jeg. Liam nikkede, mens han hurtigt kiggede lidt på et eller andet på skærmen. Jeg grinede lidt af ham. Han fokuserede hurtigt ind i kameraet og smilede sødt til mig. Jeg blev altid helt varm i kinderne, når han smilede til mig på den måde. Hans søde smil og hans søde ærlige øjne, ja, det hele var bare sødt. Han var bare sød i det hele taget. Jeg smilede lidt og så at han så meget koncentreret ud.

"Hvad så?" Spurgte jeg. Han prustede lidt og klikkede så lidt med musen og kiggede så på mig igen og smilede.

"Ikke noget, jeg surfede bare lidt på nettet, du ved." Sagde han smilende.

Jeg ved ikke, hvad gang det var vi skypede sammen, men vi havde i hvert fald skypet sammen en del de sidste par uger siden London. De var nu i Paris og det ville sige de var gået i gang med deres Europa-del af turen. Liam havde ytret meget om, hvor meget han havde glædet sig til det hele, og jeg følte mig helt spændt, bare fordi han var helt spændt. Jeg kunne også mærke, hvor meget jeg savnede ham, men det hjalp altid, hvis der lige dukkede en besked op eller to, når vi ringede til hinanden eller skypede sammen. Jeg savnede ham stadig, men ikke nær så meget, hvis vi lige talte sammen.

Angående skolen, så var det snart ved at være slut det hele, vi var i udkanten af April, og det hele sluttede i Maj. Det var næsten helt utroligt og uvirkeligt, men det var sandt. Om mindre end en lille måned, så sluttede det hele- Hele High school ville være slut for mig, og jeg ville nu være fri til at tage ud i verden, for der var ingen der sagde, at jeg behøvede at tage på college eller uni,.. Jo, Liam og far sagde hele tiden, at jeg burde gøre det. Far, fordi han mente jeg var for klog til at stoppe al min læring allerede nu og Liam, fordi han ville mig det bedste, så sød som han jo var! Men jeg tvivlede stadig lidt en gang i mellem. Min far havde også været væk i snart 2 måneder nu, så han var halvvejs, til at komme hjem på "Leave". Jeg glædede mig enormt meget, til at se ham igen, og så denne gang vise ham mit afgangsbevis... det samme med Liam, men han ville nok være den første til at se det, fordi jeg enten ville vise ham det over Skype eller lige så snart han ville komme til USA, og vi så skulle ses igen.

Ja, lige det, det glædede jeg mig enormt meget til, og jeg kunne heller ikke lade vær med at fortælle Liam hele tiden, hvor nede jeg var nogle gange, fordi det føltes som om der var så længe til at vi skulle ses igen... Og det samme sagde han også til mig, han savnede også mig rigtig meget nogle gange, og var helt trist over at han blev nød til at vise Europa til mig gennem et kamera. Men det gjorde intet, for bare det han sendte billeder og viste mig det over Skype, så føltes det alligevel vildt fedt, men det ændrede ikke på, hvor meget jeg savnede ham. Han var nærmest en af de bedste venner jeg havde haft, i virkelig lang tid, så jeg savnede ham ret meget og ønskede at tiden gik hurtigere, så vi snart kunne ses igen.

 

Liam P.O.V

Tiden gik ufatteligt langsomt, også selvom vi alle var travlt optaget i små perioder, hvor det bare handlede om kørsel til hvert nyt land, øve, performe, prøve at sove en lille smule, og så af sted til næste by, hvor du også bare øvede hele dagen, indtil du skulle performe om aftenen. Selvfølgelig hjalp det altid, hvis vi lige fik lidt tid tilovers til at slappe af og bare få sovet, så jeg så kunne snakke med Lucie, hun muntrede mig altid op. Et var at få beskeder fra hende, så var der det, at snakke i telefon med hende og høre hendes stemme, men noget helt andet og det bedste, var at se hende... Dog ikke helt rigtigt, men at se hende smile (godt nok igennem et kamera på en computer) men det var stadigvæk opmuntrende. Jeg følte mig altid helt glad inden i, hvis jeg vidste at hun også var glad og havde det godt. Selvfølgelig var der dage, hvor hun havde mange lektier og prøver at tænke på, og hvis hun ikke lige havde hørt fra sin far i et par dage, så kunne hun godt være lidt trist til mode og ikke være helt på toppen. Bare det, gjorde at jeg savnede hende endnu mere, savnede at sidde og snakke med hende, sådan rigtigt, og ikke igennem en computerskærm, føle hende ved siden af mig, eller bare lige holde om hende.

Jeg havde ikke tal på, hvor mange nætter jeg havde ligget vågen længe, fordi jeg forestillede mig at hun lå lige ved siden af mig og sov, så jeg ikke ville savne hende mere, men så faldt jeg i søvn og vågnede op alene. Det var en trist følelse, hvis jeg hele natten havde bildt mig ind at hun lå der, og så vågnede jeg op alene. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde det sådan, det var underligt.

 

Jeg sad sammen med Niall og spiste frokost. Vi var i Holland nu, og der var virkelig flot, vi var endda kørt forbi nogle af de kendte tulipanmarker, og jeg havde sendt billeder til Lucie. De røde tulipaner mindede mig om hendes røde hår. Niall kiggede hurtigt på sin telefon, sikkert Twitter.

"Skriver folk noget spændende?" Spurgte jeg. Han trak lidt på skuldrene.

"Der er meget om koncerten i aften. Fansene glæder sig." Sagde han. Jeg nikkede og tjekkede hurtigt min telefon. Jeg havde skrevet lidt med Lucie, som lige var vågnet, når klokken var 14 her, var den 7 om morgenen hos hende, så hun sagde godmorgen. Det var lidt underligt når vi ligesom sad og spiste frokost. Niall lagde sin telefon ned i lommen og kiggede hurtigt på min.

"Uhhh! Sig hej fra mig!" Sagde han smilende. Jeg rullede hurtigt øjne af ham.

"Skriv selv til hende, hvis du vil sige hej." Sagde jeg. Han grinede lidt af mig.

"Ja ja, for hun skal jo ikke sætte alt fokus fra dig til mig, så hun glemmer dig." Sagde han og blinkede hurtigt til mig. Jeg rystede bare på hovedet, hvilket bare fik ham til at grine af mig.

"Hvad er der?" Spurgte jeg forvirret. Han rystede på hovedet, mens han grinede lidt, jeg blev nysgerrig.

"Ej, sig det nu!" Sagde jeg insisterende. Niall grinede og kiggede så på mig.

"Jeg tænker bare." Sagde han med et smøret grin, men jeg kendte ham for meget, til at vide at det tænkeri han havde gang i, burde være noget jeg burde være indblandet i.

"Fortæl det nu!" Sagde jeg. Han kiggede på mig og rullede så med øjnene.

"Jeg har bare tænkt på noget." Sagde han smilende. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Hvad?" Spurgte jeg. Han grinede hurtigt af mig.

"Dig og Lucie." Sagde han og pegede så på min telefon. Jeg kiggede uforstående på ham, hvilket fik ham til at se opgivende på mig.

"I skriver ret meget sammen." Sagde han. Jeg kiggede endnu mere uforstående på ham.

"Og? Hvad er der så specielt ved det?" Spurgte jeg uforstående. Niall sukkede opgivende.

"Jeg tænkte bare om det kunne passe, at du måske..."

"Måske hvad?" Afbrød jeg ham. Han grinede lidt, men kiggede så med et lidt mere alvorligt udtryk på mig.

"Kan det passe at grunden til at du savner hende så meget... måske er fordi, du et eller andet sted føler.."

"Har følelser for hende?" Afbrød jeg hurtigt, nogle gange kunne jeg godt fortryde, at høre på hans utroligt sære tanker. Han grinede bare af mig og nikkede så smilende, jeg kiggede måbende på ham.

"Det har jeg ikke!" Sagde jeg, hvor fik han de mærkelige og pudsige tanker fra? Niall grinede.

"Nej nej, du savner hende bare helt vildt, på grund af ingen ting." Sagde han og blinkede så til mig. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Hun er en god veninde Niall, ikke andet." Sagde jeg. Han grinede bare og nikkede så.

"Ja ja, så må du jo hygge dig med din såkaldte "veninde"." Sagde han grinende og rejste sig fra stolen ved siden af mig. Vi havde sat os og spist oppe ved en af tribunernes stolerækker, bare for at sætte os et eller andet sted. Han gik forbi mig og ned mod en del af crewet, der stod og snakkede med Louis. Jeg rystede bare på hovedet. Niall havde de særeste tanker en gang i mellem, hvordan kunne han overhovedet tænke på, at jeg havde følelser for Lucie? For det havde jeg ikke, Lucie var en virkelig god veninde. Der havde ikke været tanker om at udvikle det til mere end venner, fra nogen af vores sider fra start af. Hvis der havde været havde det nok også været lidt anderledes. Seriøst.. Mig og Lucie? Følelser... for på en måde... hinanden? Ej! Slet ikke, jeg tænkte ikke på hende på den måde. Lucie var utroligt sød, utroligt smuk, sjov, helt nede på jorden og helt sig selv. Hun var en fantastisk person, men jeg tænkte ikke på hende på den måde.. Slet ikke. Hun var min veninde, man kunne da ikke have følelser for sin veninde?

Jeg rystede på hovedet og gik ned og tilsluttede mig Niall, Louis og crewet. Vi smilede alle hurtigt til hinanden.

"Hvad så, skulle du lige skrive til kæresten?" Spurgte Louis grinende sammen med Niall. Jeg kiggede irriteret på Niall og gav ham en lammer, han grinede stadig over mig, og Louis så også ud til at more sig.

"I er for meget!" Sagde jeg. Louis og Niall grinede bare endnu mere, men Louis tog sig heldigvis lidt sammen.

"Det er ok Liam, vi skal nok lade vær med at drille dig med din søde Lucie." Sagde Louis og grinede så igen. Jeg rystede på hovedet og gik så væk fra dem. Jeg var ikke vild med Lucie! De vidste bare ikke, hvor gode venner vi egentlig var.

 

Dagene gik lidt hurtigere. Vi var i Tyskland, helt vildt hyggeligt land faktisk. Lucie fortalte, at jeg skulle huske at sende billeder fra de næste lande, fordi hun havde hørt så meget om dem. Jeg glædede mig faktisk også ret meget, mest fordi vi drenge også havde hørt om de nordiske lande. Vikingerne skulle vist være kommet der fra, så det var rimelig sejt. Fansene var virkelig også vilde her. Det var meget mere sindssygt end det vi var vant til, for de var nærmest alle steder, så der var virkelig meget security omkring os hele tiden. Det var totalt underligt. Lucie fortalte også, at hun havde læst en masse om os på nettet, mest om hvor vi befandt os med touren og om alle de interviews vi havde været til. Nogle gange sendte hun mig link til det, så vi kunne se det sammen over Skype. Hun grinede mange gange over alle de spørgsmål som fans stillede os og de svar vi kom med. Det søde ved det var, når hun fik totalt grineflip og ikke kunne lade vær med at grine, og jeg så måtte tage mig selv i at smile over hele fjæset over hende. Det sjove var også, at hun var begyndt på noget nyt. Når vi sagde farvel krammede hun skærmen... i starten grinede jeg over det, men nu var det kært.

"Jeg savner dig! Kun 1 og en halv måned tilbage!" Sagde hun storsmilende. Jeg nikkede og smilede så stort til hende. Hun skulle til at logge af, men jeg nåede lige at stoppe hende.

"Du skal se noget først!" Sagde jeg. Hun kiggede smilende på mig og nikkede så. Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og løb over og trak gardinerne fra vinduerne og løftede computeren. Hun kiggede længe, inden hun spurgte mig:

"Hvor er i henne?" Jeg grinede lidt over hende, men gik så længere over mod vinduet med computeren.

"Det Lucie... hedder København!" Sagde jeg. Hun lyste op i et kæmpe smil.

"I er i Danmark!" Sagde hun. Jeg nikkede og satte computeren hen på sengen igen.

"Hvor er der flot! Jeg ville ønske jeg kunne se det med jer!" Sagde hun og så helt trist ud. Jeg smilede hurtigt.

"Jeg ville også ønske du var her og se det, men så ville jeg ikke have noget at fortælle dig... men jeg har taget en hel masse billeder, og det er det allerførste jeg viser dig når vi ses!" Sagde jeg. Hun nikkede ivrigt, mens hun lyste op i et kæmpe smil.

"Jeg vil glæde mig!" Sagde hun smilende, så en varm følelse gik igennem mig.

 

____________________________________________________________________________

Wuhuu, et kapitel hver dag i 4 dage i streg

Det håber jeg i er glade for.

Jeg tænker at nu var den lige skal i gang, går der ikke helt så lang tid mellem kapitlerne.

Jeg vil prøve at skrive så meget jeg kan som muligt i weekenderne hvor der så nok vil komme et eller to kapitler.

Et i hverdagene måske..

Jeg håber i hvert fald at den virker fangende indtil videre..

Den er måske lidt kedelig her i starten, men som sagt så skal den lige i gang..

 

Så smid gerne en kommentar om hvad i synes/forventer/håber og ønsker der skal ske og ikke skal ske i historien.

Alle kommentarer varmer meget og giver større skrivelyst.

Men ellers så fortsæt de få timer der er tilbage af weekenden og glædelig ny skoleuge ;D

 

KNUS ses snart igen:)

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...