The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
26421Visninger
AA

6. Sillyness

 

"Sometimes you need to forget the rules,

and just act like life has no limit"

 

Liam P.O.V

Jeg satte mig  op og jeg strakte mig forsigtigt i kroppen. Klokken måtte vel være omkring de 11, halv tolv stykker, måske? Solen skinnede i hvert fald ind gennem vinduerne. Jeg var den første af os alle sammen, der var vågnet. Jeg kiggede mig omkring. De tomme pizzabakker fra aftenen før, stod stadig ovre i køkkenet, chips og slikposer, samt alle colaerne stod på sofabordet. En af os havde heldigvis slukket for fjernsynet, da vi alle var faldet i søvn sent i nat, men det var også klart at vi alle var trætte, i sær efter den dag vi havde haft i går.

Jeg lå på en madras ved siden af sofaen. Ved siden af mig lå Zayn og sov helt stille, mens Louis ved siden af ham rørte lidt på sig, som et tegn på at han sikkert var ved at vågne. Harry var faldet i søvn i den ene ende af sofaen, og Niall lå på en madras ved siden af Louis. Og lige så stille ved siden af mig, oppe på den anden ende af sofaen, lå Lucie. Helt stille og roligt trak hun vejret, mens hun lå helt krummet sammen, med benene trukket lidt op til sig, den ene hånd under hovedet og den anden hvilede over på hendes albue. Hun så helt fredelig ud, sårbar næsten.

Vi havde seriøst også haft det enormt sjovt i går! Vi var taget i byen for at vise hende alle de steder, som vi kendte og bedst kunne lide. For eksempel butikker, cafe´er, og bare steder. Vi havde hygget os meget med at gå ind i forskellige butikker, kun med drengetøj, og moret os over at hun trak os med der ind! Hun var fuld af enormt mange overraskelser, og drengene så altid ud til at være lige så overraskede som jeg, når hun gjorde et eller andet helt anderledes. Ligesom jeg havde set hende gøre om torsdagen, men jeg havde vel på en måde indset, at det var sådan hun var, og at hun bare var en helt vildt spændende person. Drengene havde også taget enormt godt imod hende på ingen tid, det siger alligevel meget om, hvilken form for person hun var.

Vi var gået rundt bag efter, mens hun førte en samtale med os alle sammen, og vi lærte hinanden at kende. Louis var endda kommet på den totalt sære ide, at vi skulle splitte os op, så gå i en random butik, købe et underligt stykke tøj og så mødes foran Big ben 20 minutter efter. Lucie som jo ikke kendte byen, gik med Niall, selvom jeg egentlig gerne vil være gået med hende, men Niall insisterede. Jeg tror Niall kan lide hende. Så vi mødtes op foran Big ben 20 minutter senere, og vi alle havde købt et eller andet stykke udklædning at tage på. Jeg havde sammen med Harry fundet nogle trøjer, hvor der stod "Aye he´s mine." og "Aye she´s mine" Sådan nogle partrøjer. Jeg tog drengetrøjen! Louis havde fundet de grimmeste pinke briller, mens Zayn havde taget et par vanter og hue på med katteører, fra en eller anden børnebutik. Lucie og Niall var til gengæld helt grinagtige at kigge på, mest fordi Niall havde en utroligt grim brun damehat på, men Lucie. Ja, Lucie så helt og aldeles fin ud. Hun havde den fineste lille flowercrown på, hvilket næsten fik mig til at tro, at hun havde misforstået hele pointen med at finde grimme ting til et billede. For hun så jo ikke engang grim ud med den på. Vi andre havde spurgt ind til den, og hun havde bare kigget på os, som om vi var blinde.

"Seriøst... En blomsterkrans... til mig, på mit hoved.. ej? Det klæder mig ikke!" De andre drenge havde bare grint over hende. Men jeg kunne slet ikke helt forstå, hvad hun mente, for hun så aldeles sød ud med den på.

Efter det havde vi fjollet med at tage enormt tossede billeder foran Big ben. Gruppefotos, enkeltfotos... parfotos endda. Måske fordi hun først insisterede på at få et foto med mig alene, og så ville drengene også alene med hende bag efter. Så det var enormt sjovt. Vi besluttede bagefter, at tage ned til den nærmeste kiosk og købe en hel masse slik. Lucie er helt vild med hvid chokolade, fordi hun hader den bitre smag af den helt mørke og hun elsker de der Haribo poser fyldt med en masse små forskellige slags vingummi. Bagefter tog vi hjem, bestilte pizza og satte os med dyner, puder, madrasser, slik og pizza henne foran fjernsynet. Harry var den første, der faldt i søvn. Det var kun efter 2 film... men vi faldt vist alle i søvn under den tredje.

Og nu lå hun der, helt stille og roligt og sov. Jeg havde en meget stor trang til at røre hende... ikke meget, men bare blidt strejfe hende med hånden. Hun virkede så fin i det, som om at, hvis man rørte hende, ville hun splintre i tusind stykker, som et uvurderligt porcelænsarvestykke. Jeg skulle lige til at føre hånden op til hendes kind, da hun forsigtigt åbnede sine øjne, fik øje på mig og lyste op i et smil.

"Hej." Sagde hun hæst og gned sig lidt i øjet. Jeg smilede tilbage til hende.

"Hey." Sagde jeg. Hun grinede lavt og strakte sig lidt, hvorefter hun vendte sig om på siden og støttede sit hoved op af sin arm.

"Har du sovet godt?" Spurgte hun, mens hun lukkede øjnene i. Jeg grinede lidt.

"Ja, det var ok. Hvad med dig, sofaen var ikke for hård?" Spurgte jeg stille. Hun rystede bare forsigtigt på hovedet, jeg smilede til hende. Hun løftede forsigtigt sin hånd og førte den op til mit hår og rodede igennem det. Jeg kiggede grinende på hende.

"Det er stadig ret kort, jeg kunne godt lide dit gamle hår." Sagde hun stille og trak så hånden til sig- Jeg trak lidt på skuldrene.

"Der skulle ske noget nyt." Sagde jeg smilende. Hun grinede bare og lagde sig om på ryggen i sofaen og lukkede øjnene. Jeg kiggede hurtigt rundt på alle drengene, de sov alle sammen, jeg rejste mig og gik ud mod toilettet.

Jeg kom tilbage til, at Lucie stod op ved siden af sofaen og gabte lidt, de andre sov stadig. Jeg så hvordan hun kiggede lidt rundt, mens hun rettede på sin Avengers-sweater, den var lidt stor til hende, men det var alligevel ret sejt, at hun havde sådan en. Jeg tog mod til mig og løb hurtigt over, tog vores sko og jakker og rakte dem til hende. Hun tog imod dem, mens hun kiggede mærkeligt på mig.

"Hvad skal vi?" Spurgte hun. Jeg smilede bare til hende, mens jeg tog mit overtøj på, jeg var smuttet i noget nyt tøj ude på toilettet.

"På eventyr." Sagde jeg og åbnede så døren. Hun kiggede bare uforstående på mig, men gik så ud af døren, efterfølgende af mig selv.

 

"LIAM!" Skreg hun grinende, da jeg løb over og greb fat i hende og svang hende rundt. Hun slog storgrinende på mine arme, mens jeg satte hende ned ved siden af mig og lod hende løbe foran mig. Hun smilede stort, da hun vendte sig om mod mig og jeg lavede grimasser til hende.

"Du er for meget!" Sagde hun grinende, da jeg kom op på siden af hende. Jeg kiggede uforstående på hende.

"Hvad mener du, jeg er da lige så normal som dig." Sagde jeg og grinede lidt. Hun gav mig en knytnæve lige i skulderen.

"Jeg er ikke sær, det er du!" Sagde hun og rakte tunge af mig. Jeg sukkede af hende.

"Hvis du ikke skulle have overset det, så har jeg stadig vaffelrester i håret! Hvem er nu den mest normale?" Sagde jeg grinende. Hun rullede bare øjne af mig.

"Det var bare ren hævn efter, at du skubbede mig ind i den butik!" Sagde hun. Jeg grinede lidt over hændelsen. Lucie inde i et kæmpe stormagasin med sko og tøj! Det var det sjoveste syn nogensinde, mest fordi man bare ikke kunne forstille sig, Lucie rende rundt og kigge på høje stillettere og kjoler og sådan, i sær ting i fine lyserøde nuancer. Der havde været lyserødt på den sweater jeg mødte hende i, men det var ikke det samme som det her.

"Det var da sjovt!" Sagde jeg. Hun rystede hurtigt på hovedet.

"Det er så pinligt, når folk ser hvad jeg kigger på i butikker!" Sagde hun og fik helt røde kinder. Jeg grinede endnu mere af hende.

"Det er sgu da helt normalt Lucie, du er ligesom en pige." Sagde jeg og skubbede lidt til hende. Hun kiggede opgivende på mig.

"Det ved jeg ligesom godt! Men nogle gange hader jeg bare at kigge på alle de der tøsede ting... for jo, jeg går i kjoler og sådan.."

"GØR DU!?" Udbrød jeg. Jun kiggede opgivende på mig igen, men grinede så.

"Ja! Lad mig nu tale færdigt din skildpadde!" Sagde hun- Jeg grinede lidt over hende.

"Jeg kan bare ikke lide, at se alle de forskellige piger, der kigger på mig, som om jer er en alien, og ikke passer ind sådan nogle steder... det.. jeg ved ikke helt, men jeg plejer også bare at bestille ting over nettet." Sagde hun og sukkede. Jeg skubbede blidt til hende med skulderen.

"Du ligner altså ikke en alien. Du er helt normal, ligesom alle andre!" Sagde jeg smilende til hende. Hun kiggede hurtigt på mig, men fjernede så sit blik og rettede det mod jorden. Jeg havde en anelse om, at hun blev genert over komplimenter. Det var ret kært, i sær fordi hun skjulte det.

"Jeg er bare en weirdo, ikke andet." Sagde hun og trak lidt på skuldrene. Jeg grinede bare af hende, men rystede så på hovedet.

"Nej du er ej! Du er fin nok. Det kan godt være du skræmmer andre væk, men du har ikke skræmt os fem drenge væk endnu." Sagde jeg og skubbede blidt til hende med min skulder. Hun kiggede smilende på mig og støttede så hurtigt sin pande mod min skulder, hvorefter hun fniste og så løb lidt fremad.

Vi havde de sidste par timer, bare gået rundt i den del af London, som jeg personligt godt ville vise hende, og hun havde virket positivt overrasket over det hele. Hun gik lidt foran mig. Alting virkede som om, det var lige meget når vi gik sammen, hun var ligeglad med hvad andre tænkte om hende og sikkert også hvad jeg tænkte om hende. Men det var ikke engang negativt, for hun havde virkelig overrasket mig på de sidste par dage.

Hun vendte sig hurtigt om mod mig, mens hun nynnede lidt. Jeg kunne sagtens med det samme kende rytmerne, jeg havde allerede sunget den sang mange gange.

"Cause I'm just a teenage dirtbag baby!" Sang hun hurtigt og grinede så bag efter. Jeg rystede på hovedet, hun var lidt tosset.

"Din tur!" Sagde hun grinende, jeg kiggede uforstående på hende. Hun rullede hurtigt med øjnene.

"Syng en sang!" Sagde hun grinende. Jeg rystede på hovedet. Hun gik hen til mig og tog fat i mine ærmer og begyndte at danse. Hun begyndte hurtigt at nynne og jeg rystede bare på hovedet, mens hun gik baglæns med mig og langsomt satte tempoet op.

"One way.." Begyndte hun at synge. Jeg rystede bare på hovedet, mens hun kiggede bestemmende på mig og begyndte at tage lidt større skridt.

"Or another..." Sang hun videre. Jeg grinede lidt af hende.

"Nej Lucie!" Sagde jeg, men hun tog bare mere fat omkring mine håndled.

"I'm gonna find ya.." Fortsatte hun. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"I'm gonna getcha getcha getcha getcha.." Sang hun videre. Jeg prøvede at trække mine hænder til mig, men hun holdt godt fast.

"Jeg stopper ikke før du synger med mig!" Sagde hun stædigt. Jeg sukkede og kiggede så ind i hendes smilende øjne.

"One way or another I´m gonna see yea, I´m gonna meet yea.." Sang jeg hurtigt, og hun lyste op i et kæmpe smil.

"I will... Drive pass your house... and if the lights are all out, i see who's around.." Sang hun grinende. Jeg sukkede bare, mens hun stadig holdt fast om min arm, og nu begyndte at løbe, og inden længe løb vi ned gennem gaderne, mens vi sang..

"One way or another, I'm gonna meet ya!" Sang vi begge to, mens vi løb så hurtigt vi kunne efter hinanden. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg en dag skulle løbe og synge sammen med en pige i London... det var næsten Flippet! I sær fordi folk bare gloede forunderligt efter os, og Lucie tog sig ikke engang af det, hun løb bare, mens hende og jeg sang og grinede. Der var en utroligt dejlig følelse over det, følelsen af at være totalt ligeglad og bare opføre sig som om livet havde ingen grænser. Vi løb lige indtil vi nåede udkanten af byen og jeg fik banket ind i Lucie, da hun pludselig stoppede op, så jeg fik nærmest væltet hende, men jeg fik grebet hende i tide. Hun grinede stort, da jeg hurtigt hev hende ind til mig, for at hun ikke faldt.

"Jeg synes altid at jeg falder på en eller anden måde, og så er du her." Sagde hun grinende og rettede sig lidt op og vendte sin front mod mig- Jeg trak smilende på skuldrene.

"Jeg er Superman!" Sagde jeg og spændte mine armmuskler. Lucie mærkede hurtigt på mine arme og grinede så.

"Spaghettimand!" Sagde hun grinede. Jeg surmulede hurtigt til hende, hvilket bare fik hende til at grine endnu mere af mig. Vi gik nu i normalt tempo ved siden af hinanden. Lucie kiggede over mod den store turistattraktion, og kiggede så bedende på mig, mens hun hev i mit ærme.

"Kom nu Liam! Bare en tur! Så opfører jeg mig, som et normalt menneske bag efter!" Sagde hun bønfaldende. Jeg kiggede hurtigt over mod det store hjul og så på hende med et tænkende blik.

"Kun hvis du lover mig en' ting!" Sagde jeg. Hun nikkede ivrigt, mens hun hoppede spændt og holdt fast om min arm.

"Hvad som helst!" Sagde hun med et lille hundeblik. Jeg smilede hurtigt af hende.

"Lov mig at vi ses igen." Sagde jeg. Hun stoppede sine små hop og kiggede underligt på mig.

"Men... skilles vi så her allerede... skal jeg der op... Alene?... Men... du skal med!" Sagde hun hakkende. Jeg grinede hurtigt af hende og rystede så på hovedet, og førte en hånd op til hendes hår og ulede rundt i det, så det faldt ned foran hendes øjne. Hun grinede lavt, mens hun fjernede det.

"Nej fjolle... du har alligevel intet spændende indhold i dit ophold uden mig!" Sagde jeg. Hun kiggede surt på mig.

"Liam!" Sagde hun vrissende. Jeg grinede og rystede så på hovedet.

"Lucie, jeg mener efter du tager hjem til Amerika, så skal vi altså ses igen!" Sagde jeg. Hun smilede hurtigt og et par små røde plamager voksede på hendes kinder, hvorefter hun så nikkede.

"Hellere end gerne!" Sagde hun og smilede stort, hvorefter hendes ivrighed blussede op igen og hun så trak mig over til køen til London Eye. Hun hoppede, som var hun en lille 6-årig pige, der skulle til at åbne den første julegave julemorgen. Jeg købte billetter og vi gik ind i en kupe´.  Vi satte os ned på nogle sæder ved vinduet i siden.

"Jeg har altid drømt om det her!" Sagde hun spændt. Jeg havde prøvet det et par gange før, men jeg kunne stadig godt følge hende.

"Ja, det er fedest oppe ved toppen!" Sagde jeg. Hun smilede spændt og viftede med fødderne, jeg grinede over hendes spændthed. Turen startede, og vi sad i lidt stilhed, inden jeg mindede mig selv om noget, jeg egentlig havde tænkt på siden torsdag.

"Fortæl mig om din far." Sagde jeg hurtigt. Lucie kiggede overrasket på mig, men nikkede så, hun tænkte lige lidt, mens hun så vendte sig mod mig med kroppen.

"Tjaa... du ved jo han er udstationeret." Sagde hun. Jeg nikkede, mens jeg lænede min albue op af ruden, så jeg kunne hvile min hånd på hovedet.

"Tjoo, han tog af sted omkring starten af februar, og han kommer hjem til august. Jeg glæder mig meget til det, det gør jeg altid." Sagde hun. Jeg nikkede og spurgte hurtigt.

"Hvor mange gange har han været væk før?" Hun sukkede lidt og tænkte.

"Da jeg var 5, 11 og så nu, så det her er vel tredje gang, men han har været meget væk ud over det også, på grund af øvelser, forberedelser og sådan. Så her i de senere år har jeg bare været alene hjemme, men da jeg var mindre kom jeg bare over hos naboen. Hun er enormt sød... lidt gammel, men enormt sød ellers. Øhhm.. Jo, han regner med at komme hjem på "Leave" i omkring juni, hvor han så er hjemme i et par uger, og så tager af sted igen." Fortalte hun. Jeg nikkede forstående.

"Hvordan har du det egentlig med det... du ved sådan følelsesmæssigt?" Spurgte jeg. Hun kiggede med lidt store øjne på mig, men smilede så.

"Tjoo, jeg blev altid meget sur, da jeg var lille, mest fordi han jo var min eneste forældre jeg havde, og så rejste han bare fra mig på den måde... men til gengæld blev jeg enormt glad når han sendte gaver hjem til mig! Der var nemlig altid slik i, så det var den rene luksus!" Sagde hun smilende. Jeg grinede lidt, men smilede så også.

"Jeg elsker min far utroligt højt. Han forstår mig bare meget bedre end alle andre, så selvfølgelig er det hårdt, når han er væk så længe... og det er derfor at jeg så nærmest er klistret til min mobil hele tiden, for at tjekke om han skriver til mig." Sagde hun. Jeg nikkede.

"Er der noget ved det, der skræmmer dig?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun kiggede hurtigt på mig, og nikkede så.

"Meget. I sær her de senere år, hvor jeg har lært hvor risikabelt hans job er. Jeg blev ret dårlig den dag, jeg så han skrev sit testamente og afskedsbrev inden han rejste. Måske fordi jeg er bange for, at jeg en dag for det at se." Sagde hun og fjernede så hurtigt blikket fra mig og kiggede ned på sine hænder. Jeg sukkede.

"Undskyld... det var ikke min mening, at.."

"Det er ok, det er godt at tale om det. Det sagde han også til mig... det skal ikke være et tabu, jeg kan godt tale om det." Sagde hun og lyste så op i et stort smil. Jeg smilede stort tilbage.

"Det er jeg glad for. Jeg håber at jeg kan møde ham en eller anden dag." Sagde jeg smilende. Lucie lyste hurtigt op, som om en vidunderlig tanke slog hende.

"Det kan du også! Han kommer hjem i Juni... og i kommer til USA i Juni også!" Sagde hun strålende. Jeg smilede stort til hende.

"Fedt! Så kan jeg jo faktisk besøge dig meget! I hvert fald i mellem de små pauser." Sagde jeg. Hun kiggede smilende på mig.

"Ihh, jeg glæder mig helt vildt nu!" Sagde hun og spjættede lidt mere med benene igen. Jeg nikkede også, og en følelse af spændthed bruste igennem mig. Tanken om at dette her kunne have været den sidste gang jeg så hende, virkede helt deprimerende. Lucie havde på få dage imponeret mig ret meget. Hun var bare så åben og ligeglad med hvad folk syntes om hende... Hun var helt sig selv, helt nede på jorden.

"Oh my god, der er sommermarked i juli! Og ja...de andre, så kan vi alle sammen ses igen! Og du kan komme og bo hos mig et par dage... og vi kan blive oppe til langt ud på natten! Og jeg kan vise dig alle de seje ting... og du kan møde Zoe! Og du kan se min skole.. og.."

"Selvfølgelig! Jeg skal nok se det hele, jeg vil glæde mig meget!" Afbrød jeg hurtigt, inden hun fortsatte sin lange tankestrøm. Hun fniste lidt og kiggede så storsmilende på mig, jeg grinede lidt af hende, men hun blev bare ved med at kigge smilende på mig.

"Hvad er der?" Spurgte jeg grinede. Hun rystede på hovedet og kiggede så ud af vinduet. Jeg nev hende lidt i armen, hvilket fik hende til at grine og kigge opgivende på mig.

"Du har virkelig gjort denne her tur, så mindeværdig!" Sagde hun. Jeg smilede hurtigt og trak på skuldrene.

"Du kunne da bare lade vær med, at falde på gulvet inde på Starbucks." Sagde jeg. Hun tog hurtigt hænderne op til ansigtet, for at skjule hendes rødmende kinder..

"Det var så pinligt! For jeg var vidste jo godt hvem i var, men der var vådt på gulvet og jeg var våd bag på, så jeg flygtede bare... Det var helt sindssygt, så pinligt det var!" Fortalte hun og fjernede sine hænder fra øjnene, så hun kunne kigge på mig, men jeg grinede bare.

"Og vi troede du fik et chok over, at det var mig." Sagde jeg storgrinende. Hun fjernede begge hænder og skubbede til mig.

"Selvfølgelig var det da også det! Du må aldrig snige dig ind på en pige på den måde. Jeg fik et hjertestop!" Sagde hun alvorligt. Jeg grinede bare endnu mere og ulede hende så i håret, hun rakte tunge ad mig.

"Ej Liam, jeg mener det faktisk helt alvorligt, den her tur havde slet ikke været det samme, hvis jeg ikke havde mødt jer!" Sagde hun. Jeg smilede hurtigt til hende.

"De sidste par dage ville også have været ret kedelige uden dig, må jeg sige." Sagde jeg. Hun smilede ekstra stort.

"Det er fordi jeg er sådan en spændende person, at være sammen med!" Sagde hun, og vi rejste os begge, da turen stoppede og vi skulle ud. Vi trådte ud ved siden af hinanden og grinede begge to lidt. Indtil jeg skubbede lidt til hende, og hun så skubbede tilbage, hvorefter jeg så greb hende om livet og svang hende en gang rundt, mens hun grinede. Vi satte i løb efter hinanden bag efter.

Lucie havde ret, de sidste par dage ville have været komplet anderledes, hvis vi ikke var trådt ind på den Starbucks.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...