The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24824Visninger
AA

11. Reunited

 

"Nobody is perfect,

but some are perfect for each other"

 

Dagen efter festen, var en af de dage, som min far altid kaldte for "dage, man lige så godt kunne hive ud af kalenderen" For jeg var gået i seng omkring 8 - 9 stykker om morgenen, for så at vågne omkring klokken halv 6 om aftenen, hvor jeg så stod op for at tage nogle piller mod min dunkende hovedpine, drak en kop te, for så lige at tage et hurtigt bad, sætte mig foran fjernsynet, hvor jeg så faldt i søvn i sofaen, og vågnede omkring klokken 7 næste morgen. Der havde jeg det heldigvis meget bedre. Jeg var enormt sikker på, at det var sidste gang jeg havde festet så vildt! 

Min sommerferie var for alvor skudt i gang, men jeg havde det stadig som om, at den først rigtigt ville starte, når Liam kom om et par dage, 3, for at være helt præcis! Og jeg kunne mærke, at hver gang jeg var et stykke tættere på den dag, så glædede jeg mig mere og mere. Hvert sekund, som blev til et minut, som udviklede sig til timer, fik bare spændtheden til at vokse inden i mig. Jeg havde så mange ideer, til hvad vi skulle lave og jeg glædede mig som en sindssyg til at høre om Europa, hvordan det hele var gået for dem og hvordan de andre 4 havde det. Jeg var mega spændt på det hele... For endelig skulle jeg se ham igen, efter så mange måneder... så ville jeg endelig kunne snakke med ham.. Rigtigt! Og ikke bare i gennem SMS´er, Opkald og Skype. Vi ville kunne sidde face to face og snakke til langt ud på natten! Jeg var nærmest en stor glædelig spændt bombe, som sikkert ville sprænge lige så snart jeg så Liam. Jeg havde virkelig også på en måde, som vi jo så tit havde sagt til hinanden, virkelig savnet ham. Det var som om at Liam var den eneste, som var ligeglad med, hvordan jeg opførte mig og hvem jeg var. Ligesom da vi havde gået sammen i London og jeg havde snakket om alt og intet, og han så ikke grinte af mig ligesom alle andre ville have gjort, men grinede med mig. Det havde været helt underligt for mig, men samtidig også utrolig rart og i sær fordi det var ham, der sagde at han gerne ville se mig igen, hvilket jo havde været den største overraskelse nogensinde... Han ville se mig igen! Wow, han mente virkelig det der med, at vi faktisk skulle være venner. Det havde virkelig startet et eller andet inden i mig, som om jeg vidste at jeg for første gang, skulle have en ven, som faktisk skulle være virkelig speciel for mig. Jeg havde ikke vidst hvorfor jeg havde tænkt det, men det slog mig bare. Liam var anderledes... helt og aldeles anderledes, og jeg havde indset, at allerede siden den første dag, så kunne vi begge tydeligt se, at det her var starten på det særeste venskab nogensinde, men ikke særeste som i at det var en dårlig ting. Jeg kunne se at det var sært, som i det særeste, men måske bedste venskab jeg nogensinde havde haft. Jeg ved ikke om det var mig, der bare tænkte for meget, og måske bare håbede på for meget, men jeg havde bare den her fornemmelse... den her utroligt dejlige fornemmelse af, at det helt klart skulle blive godt.

 

Liam P.O.V

Dagene gik utroligt hurtigt lige pludselig. Vi havde alle været hjemme for at pakke til 2. del af touren, hvor vi skulle til Amerika. Vi glædede os alle sammen virkelig meget. Drengene blev dog ved med at drille mig med, at jeg kun glædede mig mest på grund af Lucie. På en måde havde de ret, for jeg glædede mig virkelig meget til at se hende igen og endelig snakke med hende, ligesom vi gjorde i London. Selvfølgelig havde vi jo snakket tons vis af gange over Skype, men når du var over for hinanden face to face, så var det jo hundrede gange bedre. Så jeg følte mig næsten, som en lille bombe, som sikkert ville gå af lige i det øjeblik jeg så hende igen. I sær fordi jeg var så tæt på, fordi det allerede var i morgen, at jeg skulle nå mit fly. Så jeg var en tikkende bombe, der hvert sekund ventede på at kunne gå af!

"Husk, vi henter dig omkring den fjerde!" Sagde Paul for titusinde gang. Jeg kiggede bare irriteret på ham, hvorefter jeg nikkede for titusinde gang, han rullede øjne af mig.

"Du kunne godt finde på at glemme det og du ved, hvor meget jeg var i mod at gå med til det her, men gav dig lov alligevel... og hvad har vi aftalt?" Spurgte han. Jeg sukkede tungt, mens jeg lige pakkede lidt flere ting ned i min kuffert.

"At jeg skal ringe til dig, lige så snart i skal hente mig igen." Sagde jeg. Paul nikkede og klappede mig så på skulderen.

"Så har du fattet det." Sagde han smilende og gik så ud, hvorefter Zayn kom ind, han smed sig i sengen og kiggede på mit tøj, som lå ud over gulvet.

"Godt, det der ikke er mig!" Sagde han grinende. Jeg sukkede lidt, men kiggede så også grinende på ham.

"Det er snart dig! Jeg skal bare lige forbi Lucie først jo." Sagde jeg. Han smilede og nikkede så.

"Jeg tager nok også hen til Perrie en af dagene, og Louis regner med at tage til Eleanor i morgen." Sagde han. Jeg nikkede smilende.

"Hvad så med de to andre?" Spurgte jeg. Zayn grinede lidt.

"Narry? De har hinanden. Så de finder nok på et eller andet." Sagde han og lagde sig om på ryggen, med benene hængende ud over sengekanten.

"Hvordan tror du hun bor?" Spurgte han. Jeg kiggede lidt op, mens jeg skubbede lidt til et par T-shirts på gulvet, og trak lidt på skuldrene.

"Jeg tør ikke tænke på det, for det ender altid med at være noget helt andet, end det man tror med hende." Sagde jeg. Zayn smilede lidt.

"Jeg kunne godt forestille mig hende, bo sådan i et lille hus lidt afsides. Jeg ved ikke hvorfor... Det er bare sådan jeg tror det." Sagde han. Jeg tænkte lidt, på en måde kunne jeg både forestille mig hende i enten et lille hus ude på landet, eller i et kæmpe stort hus inde i byen... Begge tine kunne passe lige godt på hende, jeg havde jo selvfølgelig set et lille udsnit af hendes værelse, når vi skypede, men for det meste var det aften, så var det mørkt og så kunne jeg ikke rigtig se så meget.

"Jeg ser på det, jeg prøver bare at finde den irriterende trøje!" Sagde jeg og rodede lidt rundt i min kuffert, for at se om jeg allerede havde lagt den ned i, men der var ikke meget held at finde.

"Hvad for en trøje mener du?" Spurgte han. Jeg prustede opgivende.

"En ny trøje, jeg ville gerne have den med, men jeg kan ikke rigtig finde den." Sagde jeg og rodede lidt mere rundt i tøjet på gulvet.

"Vi kan jo bare tage den med til dig, hvis vi nu finder den, den ligger sikkert et eller andet sted i en af vores andre kufferter, det sker jo." Sagde han. Jeg nikkede hurtigt og tog så et par shorts, smed dem ned i kufferten og lynede den.

"Har du det hele nu?" Spurgte Zayn. Jeg kløede mig tænkende i nakken, men nikkede så. Han rejste sig hurtigt fra sengen.

"Fedt, så lad os tage et spil FIFA!" Sagde han. Jeg grinede lidt af ham, men fulgte så med.

 

"Husk at ring!" Sagde Niall gabende, jeg nikkede hurtigt. Klokken var omkring 8 og jeg skulle nå mit fly klokken 10, drengene var stået op for lige at sige farvel og sådan, selv om de ikke så særligt vågne ud, nogle af dem.

"Det skal jeg nok love, bare rolig." Sagde jeg grinende. Harry gabte lidt, men gik så over og gav mig et kram.

"Du må hygge dig, du gamle." Sagde Louis, mens han havde hænderne i lommerne på sine jogginbukser. Jeg grinede lidt over det, mens Paul hurtigt klappede mig på skulderen, som tegn på at vi skulle af sted. Jeg krammede alle drengene farvel.

"Husk at kys Lucie fra os alle sammen!" Råbte Niall grinende. Jeg rullede bare med øjnene af ham, mens jeg satte mig ind i bilen og spændte mig fast, jeg vinkede hele vejen, indtil jeg ikke kunne se drengene mere. Nu var jeg på vej.

 

Det tog underligt hurtigt, at komme igennem lufthavnen. Der var stadig ret mange mennesker og jeg havde også Paul med, til hvis det nu var, men det så ikke ud til at være det store problem. Jeg havde også en hætte over hovedet, men blev kun stoppet to gange, så det var ikke så slemt. Jeg fik afleveret min kuffert og kom igennem kontrollen. Paul og jeg gik ned til gaten omkring klokken 9 og satte os til at vente, Jeg kunne ikke rigtig skrive med Lucie, da hun nok lå og sov, da de var 7 timer bag ud, så klokken cirka var 2 hos hende. Flyveturen ville tage 9 timer cirka, så lokaltid hos hende ville jeg være der klokken 11. Jeg var sikker på, at jeg ville blive ramt af jetlag, men det ville sikkert ikke være så slemt alligevel. Tiden gik også hurtigt, selv om vi bare sad og ventede, og inden længe var det tid til at boarde. Jeg kunne mærke spændtheden stige inden i mig, snart ville jeg se hende rigtigt igen. Jeg glædede mig så meget, så jeg allerede sad og smilede.

Vi kom ind i flyveren og inden længe var vi på vingerne. Jeg tænkte det var bedst, hvis jeg lagde mig til at sove, så jeg tog bare noget musik i ørene, og lukkede øjnene.

 

Jeg vågnede kun et par gange under hele flyveturen, man kunne ikke rigtig sige, at jeg havde sovet, da spændtheden havde fyldt enormt meget inden i mig. Så jeg havde sovet, men så var jeg vågnet 5-10 minutter efter, kun fordi jeg var alt for spændt til overhovedet at kunne sove. Så havde vi fået mad et par gange og noget at drikke, og så gik tiden lidt med det. De viste film, som også heldigvis drev lidt af tiden væk, men nøj, hvor følte jeg mig som et lille barn juleaften, da filmen sluttede og der blev sagt over højtalerne, at vi skulle til at pakke os sammen, da vi ville lande om cirka 30 minutter. Paul havde grint lidt af mig, da jeg ivrigt havde taget selen på igen og smilede lidt for mig selv, men han sagde heldigvis ikke noget. De 30 minutter blev til 20... til et kvarter... så til 10 minutter, til 5... Og så da jeg kiggede ud og kunne se landingsbanen, kunne jeg næsten ikke sidde stille mere, og da flyet stoppede, så vi kunne komme ud, blev jeg nærmest helt irriteret over, at vi skulle vente på, at dem foran os kom ud først, og Paul absolut forlangte, at jeg skulle gå stille og roligt sammen med ham og ikke bare løbe direkte ud af lufthavnen. Så jeg måtte gå i det mest langsomme tempo nogensinde sammen med ham og jeg var endda 100 procent sikker på, at han kun gik så langsomt, for at se hvor irriteret jeg var over ikke ar kunne komme ud med det samme, fordi jeg var så spændt.

Men det gjorde det ikke meget bedre, da jeg tændte min telefon og en besked poppede op.

KOOOOM NUUUUU!!! Liam jeg kan seriøst ik vente mere!

Lucie var lige så spændt som jeg. Paul så beskeden og grinede bare. Han var heldigvis ikke ligesom drengene, der sikkert ville være kommet med endnu en joke om, at Lucie og jeg var kærester.. Hvordan kunne de over hovedet komme på den ide? Jeg så ikke Lucie på den måde, jeg så hende mere som min gode ven, og ikke mere end det... Det ville alligevel bare blive alt for Weird! Vi ville sikkert også være det mærkeligste par nogensinde.. Så nej, jeg var ikke interesseret i et forhold med Lucie, og jeg vidste også, at hun ikke var i mig, så deres jokes nyttede ikke det store. Paul fik hurtigt bestilt en bil hen til lufthavnen til os, og vi ventede lige i 10 minutter, inden mørkeblå Opel dukkede frem. Meget fin. Paul satte min kuffert ind i bilen og kiggede på sin telefon.

"Ok, der kommer en taxa og henter mig om 2 minutter cirka, så du kan bare køre nu." Sagde han. Jeg nikkede, mens han rakte mig nøglerne.

"Husk nu, at jeg er på et hotel inde i byen, så du kan ringe... eller ikke kan, du Skal ringe, hvis der er det mindste." Sagde han. Jeg smilede bare og nikkede stort, hvorefter jeg satte mig ind i bilen, han vinkede smilende til mig, og jeg startede bilen. Nu var jeg virkelig på vej... der var ikke flere måneder, uger, dage, eller timer til mere. Jeg var her, og om små få minutter, så ville jeg endelig se Lucie igen. Jeg tog hurtigt min telefon frem og tastede hendes nummer ind og trykkede på den grønne telefon. Der gik et par bib, før den gik igennem.

"Liam!" Sagde hun ivrigt ind i telefonen, hvilket fik mig til at grine lidt.

"Hey Tosse... jeg vil gerne bede om damens adresse." Sagde jeg. Jeg kunne tydeligt høre, hvordan hun grinte, hvilket bare fik mig til at smile. Hun fortalte adressen og jeg kørte ud fra lufthavnen, ud af byen og drejede ned af et par veje, til jeg kom til vejen hun havde dirigeret mig hen på.

Her virkede utroligt rart og stille. Der lå en vidunderlig atmosfære omkring det hele. Jeg kørte ned af vejen, ned til et hus, der lå lige på højre side og lige i kanten af en mark og en skov, så hun boede altså i udkanten af byen. Jeg drejede ind af en lille sti ind til selve huset, til jeg kom til en lille stenparkeringsplads, ved et stort hus, det var hvidt med sort tag og jeg kunne se det havde to etager. Det lignede et gammelt hus, men det var virkelig pænt. Jeg stoppede bilen henne ved et træ og steg ud, åbnede for bagagerummet og hev min kuffert ud. Jeg begyndte at gå lige så stille hen imod den lukkede dør, der var to stentrapper op til den mørke trædør. Jeg bankede lige så stille på døren og jeg kunne hurtigt høre, hvordan en gøen begyndte indefra. Jeg kunne sagtens kende den blide stemme, der snakkede og stoppede gøen. Dørhåndtaget blev trykket ned og døren åbnede forsigtigt, indtil den var helt åben og hun stod lige foran mig...

Endelig stod hun foran mig igen, og endelig var vi over for hinanden rigtigt igen, ligesom for 3 måneder siden. Jeg satte forsigtigt min taske ned ved siden af mig. Lucie stod med det største smil i hele ansigtet.

"Hej Liam." Sagde hun med sin blide venlige stemme. Jeg smilede lidt tilbage.

"Hej Lucie." Sagde jeg, hvorefter vi begge to grinede en lille smule, indtil hun stoppede sit grin og slog armene om halsen på mig. Jeg slog armene omkring hende og trak hende ind til mig, mens jeg kunne mærke hvordan hun grinte og knugede sig ind til mig.

"Endelig er du her!" Sagde hun glædeligt, og slap mig lidt. Jeg nikkede og slap mit greb om hende og bukkede mig ned efter min kuffert, mens hun førte mig med indenfor. Huset var virkelig pænt, helt enkelt, men også specielt på sin helt egen måde. Jeg satte min kuffert ned, mens Lucie hurtigt lukkede døren bag mig. Jeg vendte mig om i mod hende, og så hvordan hun smilede over hele ansigtet. Jeg fik den bedste varme følelse i hele kroppen, bare af at se hende smile så stort. Hun grinede lidt, da jeg hurtigt tog fat om hendes håndled og trak hende ind i endnu et kæmpe kram, hvor vi begge to bare knugede sig ind til hinanden.

"Jeg har savnet dig!" Sagde jeg grinende, og jeg kunne høre, hvordan hun også grinede lidt.

____________________________________________________________________________

waay, så kom Liam endelig til USA

Og endda før tid!!!

Wuhuu!!

Hvad håber i der sker, mens han er der?

Skriv gerne en kommentar om, hvad i tror der sker!!

Det ville være dejligt

Ellers så bare kommenter/like/favorit´er...:D

Så er i så vidunderlige

 

Mange gange knus herfra <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...