The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24823Visninger
AA

28. Realize

 

"This could be the end of everything, so why don't we go

so why don't we go somewhere only we know"

Keane - Somewhere only we know

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg sov, men jeg blev virkelig overrasket, da jeg vågnede og så at jeg var alene. For det var jeg, jeg var rent faktisk alene i hele værelset. Jeg forstod først ingenting,  mest fordi jeg havde glemt, hvor jeg egentlig var, men jeg huskede dog hurtigt på det, da jeg mindede mig selv om at vi var i Denver. Jeg satte mig op og kiggede mig omkring. Her var helt stille, så jeg besluttede mig for at rejse mig, og prøve at finde nogen.

Jeg gik ud af værelset, og ned af en ret lang gang. Jeg undrede mig lidt, at jeg ikke var blevet væk endnu, for her var virkelig indviklet. Jeg fik dog heldigvis fundet en vej igennem det her rod af døre og gange og kom hen til nogle døre, hvor jeg så at der sad et par mænd og rodede med noget form for teknisk. Jeg gik videre, indtil jeg kom ud til en gang, hvor jeg svagt kunne høre nogle råbe. Jeg gik videre hen mod lyden, indtil jeg kom til en åben dør. Den var halvt åben og jeg kiggede lidt ind ad døren, den førte ud til den store arena, hvor drengene havde holdt deres koncert tideligere.

Og lige der nede på den åbne tilskuer plads, der stod en boksende Liam sammen med en lidt højere og ældrere mand. Den lidt ældrere højere mand stod med to boksepuder på hænderne og råbte til Liam, mens Liam slog hårdt til puderne med sine tapeindbundne knoer og prustede og stønnede højt. 1,2,1,2... Sådan hurtige slag med knoerne mod puderne. Det lignede næsten at han var i trance, sådan som han stod på den måde og slog hårdt, mens han samtidig gik rundt i små cirkler og trådte frem og tilbage på tæerne. Den ældrere mand blev ved med at råbe til Liam, som grinede og selv råbte tilbage. Jeg kunne ikke helt lade vær med at smile lidt over det. Min egen lille trance, blev dog hurtigt afbrudt, da en stemme bag mig sagde:

"´Morgen Rødhætte." Jeg vendte mig med det samme om. Harry.

"Harold." Sagde jeg smilende. Han rullede med øjnene og gik over til mig. Han lænede sig lidt hen over hegnet, der var bag tribune pladserne, ligesom jeg selv gjorde.

"Nyder du showet?" Spurgte han og grinede lidt, det var nu min tur til at rulle øjne af ham. Jeg skubbede med det samme til ham, med min hofte.

"Jeg ville nyde det meget mere, hvis det var dig." Sagde jeg. Han grinede med det samme og trak så lidt op i sine skjorteærmer.

"Det er tatoveringerne, der gør det." Sagde han grinende. Jeg grinede også lidt og kiggede så ned på Liam igen.

"Var du spændt over endelig at se Dit livs kærlighed optræde live?" Spurgte Harry hurtigt. Jeg kiggede med det samme på ham.

"Liam?" Spurgte jeg hurtigt. Harry grinede lidt og nikkede så forsigtigt med hovedet. Jeg sukkede lidt og kiggede så ned på Liam.

"Han fortalte os om Brody." Sagde han. Jeg stivnede lidt, da jeg hørte navnet, men sukkede og rettede mig op.

"Og?" Spurgte jeg. Han sagde ikke noget, så jeg kiggede med det samme på ham. Han kiggede ned på Liam.

"Du fortjener bedre Lucie." Sagde han. Jeg sukkede lidt, men smilede.

"Tak Harold... jeg er..."

"Du fortjener Liam og han fortjener dig." Afbrød han og kiggede så på mig med et virkelig ærligt blik i øjnene. Jeg kiggede lidt forvirret ud i luften, men smilede så.

"Det ved jeg du synes... Jeg hørte jer snakke den dag i lejligheden, plus i går." Sagde jeg hurtigt, inden jeg egentlig havde tænkt over det. Han grinede lidt.

"Jeg mente det også... og en af jer burde vide det på et tidspunkt, så det var fint du hørte det." Sagde han og grinede lidt. Jeg grinede også, men jeg var nød til at spørge:

"Men... Hvorfor?" Spurgte jeg. Han kiggede ned på Liam, mens han stadig lænede sig hen over tribunehegnet.

"Kender du ikke det der, hvor du kan se at to mennesker bare er skabt for hinanden?" Spurgte han. Jeg stillede mig lidt tættere på ham og nikkede.

"Som om at du faktisk ville blive skuffet hvis de IKKE ender sammen. De er det par som du læser om i bogen og som du elsker fordi de ender sammen til sidst og lever lykkeligt til deres dages ende." Sagde han. Jeg smilede lidt. Han trak også lidt i den ene mundvige, men sukkede så.

"Når jeg ser på Liam og Sophia, så... Eller tro mig ret... Jeg synes Sophia er en virkelig sød og dejlig pige, men jeg kan bare ikke..."

"Du kan ikke se hende sammen med Liam?" Spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

"Nej... Han har ikke det samme blik i øjnene med hende, som med dig."

"Mig?" Spurgte jeg lavt. Han nikkede igen.

"Tro mig Lucie... Inderst inde, så ved du det også selv." Sagde han og grinede lidt. Jeg rystede på hovedet.

"Og det ved han også, han skal bare lige indse det først." Tilføjede han grinende og rettede sig så op og pegede ned på tilskuerpladsen og grinede med det samme.

"Sagde det jo." Sagde han og rystede hurtigt min skulder lidt, inden jeg kiggede ned på Liam, som kiggede op på mig. Han førte en hånd gennem sit hår, mens hans træner hurtigt smed et håndklæde over til ham, som han hurtigt lagde omkring nakken. Hans træner klappede ham hurtigt på skulderen og gik så over mod scenen og videre væk. Liam begyndte at gå over mod trapperne, som førte op til tribunerne hvor jeg stod. Jeg smilede til ham.

"Så det godt ud?" Spurgte han grinende. Jeg nikkede med det samme.

"Meget, faktisk var du utrolig lækker!" Sagde jeg og grinede lidt. Han trak vejret tungt, mens han grinede og hev håndklædet væk fra nakken. Han var i bar overkrop, så jeg havde frit syn til hans markerede mavemuskler. Ja, jeg havde ligesom set ham i bar overkrop flere gange på billeder... Men det her... var bedre end billederne.

"Jeg så du snakkede med Harry... Snakkede i om jeres fremtidige liv sammen?" Spurgte han. Jeg grinede hurtigt og rystede på hovedet. Mest for at svare på hans spørgsmål, men også for at koncentrere mig om samtalen... og ikke hans mave.

"Nej nej, vi snakkede bare om i går og koncerten... Jeg er stadig på en måde i chok over at jeg faktisk har set jer." Sagde jeg. Liam trak lidt på skuldrene.

"Det er ikke det store." Sagde han, men jeg kunne godt se hans drillende blik. Jeg lod som om jeg måbede helt vildt og var ved at besvime.

"Nej nej, slet ikke... det er aldrig "sådan det helt store" Hvis du faktisk græder og får et nervøst sammenbrud bagefter... fordi din bedste ven er en idiot og du elsker ham." Sagde jeg og blinkede med øjet. Han smilede hurtigt, trådte tættere på mig, lagde forsigtigt sin hånd om i nakken på mig og plantede forsigtigt et kys i min pande.

"Jeg elsker dig højere, din idiot." Sagde han grinende. Jeg grinede og rullede med øjnene.

"Jeg vil gå i bad og sådan lidt forskelligt, så kan vi finde ud af hvornår vi kører." Sagde han. Jeg smilede. Jeg vidste med det samme godt, hvad han mente med "kører". Liam og drengene ville have travlt det sidste to uger af touren, så jeg skulle hjem i dag. (Tænk der kun var to uger tilbage!) Det var helt utroligt, i sær hvis man tænkte på, hvad der var sket på de to måneder, hvor de havde været her. Både hvad der var sket for dem alene, for mig alene... Alt det med at Liam endelig kom her over, så vi kunne ses igen. Min far kom hjem, jeg sendte ham af sted igen... Brody. Det hele... Alt det var sket på under to måneder. Det var underligt at tænke over faktisk... I sær fordi jeg heller ikke kunne lade vær med at tænke på det, der havde ændret sig mest på de to måneder.

Liam og jeg.

Det havde virkelig ændret sig meget, i sær meget de sidste par uger.

"Vi ses senere Pookie." Sagde Liam og gik forbi mig, mens han vinkede til mig. Jeg smilede bare og sukkede lidt... Hvis jeg skulle være helt ærlig over for mig selv, så havde jeg faktisk et par tanker, som jeg skulle tænke lidt igennem. I sær dem Harry havde sat i gang, omkring alt det med Liam og jeg... Mente han virkelig helt seriøst at Liam og jeg faktisk burde være sammen... som om vi var "Soulmates"? Jeg grinede lidt af det, mens jeg gik lidt videre ned af gangen. Dog alligevel så kunne jeg heller ikke lade vær med at tænke på det Harry også sagde omkring Liam, og det med at han kigger på en bestemt måde... Kun på mig. Det var altså nogle sære tanker Harry havde. Dog alligevel, så fik jeg gået forbi et spejl... og det overraskede mig faktisk meget at se, at mine kinder var røde. Havde jeg rent faktisk rødmet, uden at jeg havde vidst det? Og hvis det så var, hvad havde jeg så rødmet af?... Var det Liam? Var det Harry... var det mig selv, det hele? Jeg vidste det ikke. Men så igen... Så kom det hele frem i mit hoved.

Alt det med Liam og jeg. Vores venskab havde ændret sig virkelig meget de sidste to måneder... de sidste 6 måneder faktisk. Vi var jo gået fra at være to vidt fremmede, der havde mødt hinanden og som begge var interesseret i et venskab... som vi begge ventede tre måneder på og som tiden udviklede sig, blev Liam det tætteste menneske til mig. Jeg havde aldrig, og virkelig aldrig, for min far talte ligesom ikke... Men jeg havde aldrig i hele mit liv, haft en så nær ven som Liam. Liam var ham jeg ringede til når jeg havde brug for at tømme hovedet. Liam var ham som jeg kunne fortælle alt til, jeg kunne være mig selv nærmest 1000 procent sammen med ham, jeg var ikke bange for ikke at skjule noget for ham... Han vidste praktisk talt alt om mig. Liam var min bedste ven, han var nærmest som et familiemedlem for mig... Liam betød alt for mig. Jeg elskede Liam. Jeg elskede Liam, mere end jeg nogensinde havde troet jeg kunne elske en person, men det gjorde jeg. I hver en del af mit bankende hjerte, så elskede jeg ham virkelig. Dog mens jeg tænkte videre over det i et stykke tid og prøvede at få en mening på det hele... så indså jeg det lige så stille.

 

"Har du det hele?" Spurgte Liam et par timer efter. Vi stod ude foran arenaen og pakkede bilen. Han tjekkede bagagerummet en enkelt gang, mens jeg hurtigt fik krammet drengene. Jeg havde taget Niall´s trøje på i dag, bare for at gøre ham glad. Hvilket havde gjort at han havde givet mig et kæmpe kram.

"Det var så fedt at have dig her med os!" Sagde Louis, da jeg fik krammet ham. Jeg grinede lidt og nikkede og gik over til Zayn og krammede ham hurtigt, inden jeg nåede Harry. Han smilede sit søde charmerende smil, inden jeg  lagde armene om ham. Han krammede mig hurtigt ind til sig... men samtidig, så hviskede han hurtigt ind i mit øre:

"Husk hvad jeg sagde til dig... Liam er så småt ved at indse det, det burde du også." Jeg smilede hurtigt til ham og nikkede inden jeg vinkede til dem og gik over til bilen med Liam. Vi satte os ind i bilen og jeg vinkede til drengene, mens Liam startede bilen og vi så langsomt begyndte at køre.

Harrys ord kørte stadig inde i hovedet på mig. "Liam er ved at indse det, det burde du også." Jeg sukkede og kiggede hurtigt på Liam. Med sin ene hånd på rettet, lå hans anden hånd lige i mellemrummet mellem vores sæder. Jeg smilede skævt, inden jeg lagde min hånd over hans. Han vendte forsigtigt sin hånd, for at holde blidt fat om den.

"Hvordan skal jeg nogensinde kunne leve uden dig, når i tager hjem?" Sagde jeg, mens jeg holdt mit blik på ham. Han sukkede og trak lidt i mundvigen.

"Jeg kidnapper dig bare med til London." Sagde han og grinede lidt. Jeg fniste også lidt.

"Ligesom første gang du kidnappede mig? Kan du huske det?" Spurgte jeg og begyndte at grine mere og mere over mindet. Liam grinede også ret meget og nikkede så på hovedet.

"Jeg glemmer aldrig tiden sammen med dig." Sagde han og kiggede hurtigt på mig og smilede. Jeg blev helt varm i kinderne, men denne gang vendte jeg ikke hovedet væk. Jeg holdt mit blik rettet mod Liam. Han smilede større og kiggede så på vejen igen.

"Jeg glemmer heller ikke dig." Sagde jeg lige så stille, så jeg regnede med han nok ikke havde hørt den, men mærkede dog blidt, at han klemte min hånd.

 

"Har du det hele?" Spurgte han og satte mærket på min taske, mens jeg kiggede indholdet af min skuldertaske igennem. Det hele var der, jeg havde det hele. Jeg nikkede til ham og han smilede stort.

"Jeg er ked af du ikke fik mødt Sophia, mens du var her... hun ville ellers gerne have mødt dig." Sagde han. Jeg smilede og nikkede.

"Ja, men det er ok, jeg møder hende nok sammen med dig på et andet tidspunkt." Sagde jeg. Han smilede inden han hurtigt tog fat i min medaljon. Den havde hængt om min hals, lige siden i går aftes. Han smilede lidt.

"Her bliver tomt uden dig." Sagde han. Jeg grinede lidt, men lagde så mine arme rundt om halsen på ham. Han lagde sine arme rundt om mit liv.

"Jeg elsker dig Liam." Sagde jeg. Han smilede lidt.

"Jeg elsker også dig Pookie." Sagde han. Jeg grinede inden jeg slap ham lidt, men kun kort før jeg stillede mig lidt på tær, for at kysse ham blidt på kinden.

"Vi ses." Sagde jeg og trak mig så ud af hans favn, for at gå over til trapperne til boardingafdelen. Han smilede og vinkede til mig og jeg vinkede til ham. Jeg stillede mig på rulletrapperne, der forsigtigt kørte mig op.

"Jeg vil savne dig!" Råbte jeg smilende til ham.

"Jeg savner dig!" Råbte han bare tilbage. Jeg smilede lidt, indtil jeg nåede toppen af rulletrappen og vi begge vinkede for sidste gang, så jeg gik videre.

 

Flyveturen hjem var ikke så slem. Tiden fløj underligt nok væk... måske fordi jeg var dybt fanget i min egen tankestrøm. Tankerne blev ved med at køre rundt i hovedet på mig. Tanker omkring det hele... Ja, alt næsten. Alt det med de sidste to måneder... eller hvis jeg skulle være helt ærlig, så tænkte jeg over de sidste seks måneder. Tænkte over hvor meget, der havde ændret sig siden de seks måneder. Tænkte over hvor meget det hele havde ændret sig i forhold til Liam. Hvor meget jeg følelsesmæssigt havde ændret mig... med hensyn til Liam.

Jeg ved ikke om det bare var min hjerne, der spillede mig et puds efter det Harry havde sagt, men noget skete der i hvert fald.

Jeg smed mig forsigtigt i min seng, da jeg kom hjem. Flyture gjorde mig altid så træt. men samtidig, så følte jeg mig ikke særlig træt mentalt, kun i kroppen. Og min hjerne havde endda kørt på højtryk de sidste par timer. Men jeg var ikke træt, i sær fordi der var så mange tiltrækkende sager, der gjorde at jeg var nødt til at tjekke det. Nu var det nok mest bogen jeg tænkte på. Jeg havde slet ikke kigget i den siden, jeg fik den aftenen før af Liam. Så jeg tog mig sammen og slog op på en tilfældig side.

Jeg håber også at du tænker på mig Jeg smilede med det samme, inden jeg kiggede videre på en anden side, men blev afbrudt, da min mobil brummede. Jeg kiggede hurtigt på mobilen. En fra Liam og en fra Harry. Jeg sukkede lidt, inden jeg som det første åbnede beskeden fra Harry:

Har du indset det?  Jeg sukkede lidt og fortsatte til Liams besked.

Jeg savner dig :( Her føles helt tomt. Jeg smilede lidt, men blev med det samme afbrudt af at mobilen vibrerede igen. Liam.

Jeg elsker dig Lucie <3 Jeg sukkede endnu en gang inden jeg kiggede lige ud i luften. Mine tanker kørte lidt rundt, men jeg smilede bare af det. Efter al den tid...

Så havde jeg indset det.

____________________________________________________________________________

OMG!!! Gad vide hvad det vil sige??

Jeg håber virkelig ikke at i er for skuffede over historien...

Mest fordi  jeg mistede et par favoritter i sidste kapitel...

Men kunne vi lave en aftale?

At lige så snart den bliver dårlig, så skriv det... Har ikke lyst til at skrive noget som folk synes er dårligt :-(((

For så ved jeg at jeg kan rette op på det.

Og husk at det ikke er FORBUDT at skrive en kommentar med jeres mening..

Savner lidt nogle kommentarer fra jer...

så kom glad KOM GLAD

Jeg håber i stadig læser med.

Knus!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...