The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24236Visninger
AA

27. Perfect

 

"They say one man's trash, is another girl's treasure..

so if it's up to me, I'm gonna keep you forever."

Katy Perry - Double rainbow

 

OK.. sådan en middag, var lettere sagt end gjort. For hvor fanden skulle jeg finde en kjole henne? For det skulle ligesom helst være en, som både jeg selv kunne lide, og følte mig tilpas i... Men så igen, jeg ville også gerne have at Liam skulle kunne lide den, og synes den klædte mig. Så det var faktisk en ret stor og kompliceret opgave, som jeg havde lovet Liam. Derfor fortrød jeg det ret meget flere gange den formiddag. Altså jeg kunne jo selvfølgelig godt gå i kjole, men det var bare sådan, at jeg helst kun gik i kjole der hjemme. For der vidste jeg jo, at der ikke var nogen, som ville dømme mig... Men så alligevel, jeg vidste jo at uanset hvad, så dømte Liam mig jo ikke, det havde han aldrig gjort. Så jeg var jo tryg ved ham og stolede nok på ham, til at jeg jo havde gået med til det fra starten af. Kun fordi jeg vidste at Liam ikke ville dømme mig, så jeg ville føle mig utilpas.

Derfor havde jeg også været nødt til at gå til Lou. Hun var virkelig sød og ville med glæde hjælpe mig. Hvilket havde været en kæmpe hjælp i sig selv, da jeg ligesom gerne ville finde en pæn kjole at tage på. Så hun var taget med mig i byen, det havde været utrolig hyggeligt, mest fordi at Lou virkelig var god til at finde noget, som passede til min stil... og Lux var med. Så nå Lou blev helt optaget af at kigge de mange butikker igennem, så havde jeg Lux til at snakke lidt med, når jeg var ved at give op. Men efter et par dog ret lange utålmodige timer, hvor jeg var tæt på at give op næsten hvert minut og ringe til Liam, for at sige jeg tog af sted i bukser... Så fandt vi en kjole.. og jeg måtte selv sige. Den passede mig virkelig godt! (For som så mange andre piger, kunne jeg godt lide mig selv og syntes den sad pænt.)

 

Så nu stod jeg her, foran spejlet. Trak forsigtigt kjolen over mit hoved og så endnu en gang, hvor fint den sad på mig. Den sad godt i livet, og buede så lidt ud, mens den også sad fint oppe ved brystet. Den var smuk. Lou hev mig over til stolen foran spejlet og begyndte at sætte mit hår. Hun redte det igennem og fandt så en masse hårnåle og forskellige dimedutter frem. Jeg sad bare og ventede så tålmodigt, som jeg overhovedet kunne, mens hun fjernede lidt af det forreste af mit hår, og hev det om bagi. Da hun var færdig havde hun samlet mit hår i en knold bag på, mens hun havde ladet noget af det forreste hår blive hængende og så flettet noget af håret om til knolden. Det var virkelig flot! (Outfit findes i kommentar) Hun fortsatte om til mit ansigt, hvor hun lagde et enkelt lag mascara, så det så helt naturligt ud, da jeg ikke kunne lide det kæmpe lag af make-up, hvilket hun også var enig i.

"Wow! Tusind tak Lou!" Sagde jeg. Hun smilede glædeligt og klemte hurtigt mine skuldre.

"Liam vil synes du ser meget smuk ud." Sagde hun. Jeg rødmede lidt, men nikkede så genert, mens hun trak stolen ud, så jeg kunne rejse mig. Hun fandt hurtigt stilletterne frem til mig og jeg trådte i dem. det gjorde ikke den store forskel, kun et par centimeter, hvilket nok var godt, da jeg ikke var vant til at gå i hæle, og sikkert ville falde tusinde gange, hvis jeg fik nogle højere stilletter. Hun rettede lidt på en lille fold på min kjole og smilede så til mig i spejlet som jeg stod foran. Jeg smilede tilbage til hende i spejlet.

"Du er virkelig yndig.. Jeg går ud og ser til Liam, så bare kom ud om små fem minutter." Sagde hun. Jeg nikkede smilende, og hun gik ud. Jeg åndede tungt ud, jeg var virkelig nervøs... Eller ret meget faktisk. Jeg var virkelig bange for, hvis det hele ville gå galt, og jeg ville falde hele tiden, eller gøre mig selv fuldstændig til grin... eller at Liam ville synes jeg var total grim. Jeg sukkede lidt og skubbede så tanken væk, det her kunne ikke gå galt... det måtte ikke gå galt.

"Lucie?" Overraskede Liams stemme mig ude fra gangen. Jeg frøs lidt, men prøvede at slappe af.

"Ja?" Spurgte jeg forsigtigt, og kunne med det samme høre ham grine lidt.

"Kommer du ud?" Spurgte han. Jeg sukkede lidt.

”Husk du lovede du ikke ville grine!” Råbte jeg og kunne svagt høre han grinede.

”Ja ja, kom nu bare her ud!" Råbte han grinende tilbage. Jeg smilede opgivende af ham.

”Men husk du lovede det! Og du ved jeg slår dig ihjel, hvis du griner!” Råbte jeg nervøst og kiggede mig for ti tusinde gang i spejlet. Jeg kunne høre han sukkede og rettede lidt på kjolen og mit hår. Det her kunne ikke gå galt, selv om jeg var overbevist om, Liam ville grine enormt meget af mig, men det var et løfte, og selv om jeg var meget i mod det, så havde jeg lovet ham det. Også selv om jeg hadede ham for det. Jeg glattede kjolen for hundrede gang, tog en dyb indånding og gik ud.

Jeg fik hurtigt øje på Liam, som stod ude foran på gangen og jeg klemte hurtigt øjnene sammen, da jeg så han kiggede op på mig. Jeg gik forsigtigt helt ud af rummet, lige indtil jeg nåede hen til Liam, men jeg kunne ikke høre Liam, så jeg åbnede øjnene. Han stod foran mig og var iført en flot skjorte, som var knappet op til halsen, sammen med et par flotte sorte jeans. Han var virkelig flot!

”Liam?” Spurgte jeg usikkert. Han havde let åben mund, mens han kiggede op og ned af mig. Jeg klemte øjnene usikkert sammen igen og dækkede mit ansigt med mine hænder.

”Jeg vidste det var slemt! Jeg sagde det også til dig!” Sagde jeg og fjernede mine hænder fra mit ansigt igen. Han så helt målløs ud.

”Wow… du er virkelig..” Sagde han og smilede lidt. Jeg sukkede tungt.

”Jeg går ind og skifter. Det må du undskylde, men jeg advarede dig jo.” Sagde jeg og gik hen mod døren igen, men Liam tog hurtigt fat i mit håndled.

”Du lod mig ikke tale ud.” Sagde han og smilede til mig. Jeg sukkede lidt og lod ham hive mig stille og roligt hen til sig igen.

”Inden du afbrød mig, ville jeg gerne have sagt: Wow, du er virkelig smuk!” Sagde han og jeg kiggede med det samme overrasket op på ham.

”Hvad?” Spurgte jeg helt overrasket, ja næsten chokeret over hans svar.

”Jeg forstår ikke hvorfor du er så usikker, Lucie du er utrolig smuk, jeg ville faktisk ønske jeg så den her side af dig lidt oftere… for du er virkelig yndig.” Sagde han. Jeg kunne ikke lade vær med at rødme, så jeg kiggede hurtigt væk. Han grinede lidt.

"Kom nu Pookie, bilen venter." Sagde han og lagde sin arm om mig. Jeg havde stadig vildt varme og røde kinder, så jeg kiggede ned i jorden, mens vi gik.

Første del var klaret og det var gået godt. Faktisk meget bedre end jeg havde troet, Liam kunne godt lide det... det var det bedste. Så hvis det her var gået godt, så kunne resten heller ikke gå dårligt. Det skulle nok gå.

 

Vi ankom til den her store bygning, det var virkelig flot! Jeg var helt forarget, men det mindskedes ikke, da vi kom indenfor i bygningen. Selve lobbyen var helt fantastisk! Det var indrettet i den her fine vintage stil, så møblerne, der var rundt omkring, lignede sådan nogle fine nogle fra starten af det 20. århundrede. Det var virkelig flot... så ja, jeg tog et par billeder. Liam grinede bare af mig, inden han trak mig over i elevatoren, som kørte os op til 20. og øverste sal. Elevatoren stoppede og vi trådte ud i den store overdådige restaurent. Hvis man tænkte lobbyen var flot, så havde man på ingen måde forventet det her, for det var vildt! Diamant-lysekroner, flotte runde borde med fine hvide duge, flot pudset sølvtøj, vægge af flot hvid marmor og jeg var sikker på, at man kunne spejle sig i gulvet.

"Hvad så?" Spurgte Liam og lagde en hånd på min ryg og førte mig over til en mand, som stod ved en pult med et kæmpe skema foran sig. Jeg hørte Liam grine lidt af mig, og jeg vågnede lidt op... Jeg var stadig lidt i chok, han burde bære over med mig.

"Navn?" Spurgte manden foran os. Liam smilede og trådte lidt frem.

"Payne." Sagde han smilende, og manden tjekkede igennem og nikkede så, for så at lede os over til er bord lidt længere inde i det kolossale lokale, lige indtil vi kom til et fint opdækket bord, som stod ved vinduerne. Der var sat de fineste stel og bestik på bordet, mens en virkelig flot lysestage stod inde på midten, og der foran var et skilt med navnet Payne skrevet på. Manden tog skiltet væk og smilede hurtigt til os, for så at gå igen. Jeg gik med det samme over til de store panorama vinduer, hvor du kunne se ud over hele byen.

"Wow Liam, det her er virkelig flot!" Sagde jeg. Han grinede lidt bag mig.

"Så passer det jo perfekt til dig." Sagde han. Jeg kiggede lidt over på ham, men kunne mærke mine kinder brændte, så jeg kiggede hurtigt væk. Jeg gik over til bordet, hvor han trak stolen ud til mig. Jeg smilede hurtigt til ham, og han satte sig på stolen over for mig.

"Jeres mad." Sagde en høj mand smilende til os. Jeg kiggede overrasket på ham. Jeg troede man skulle bestille maden først.

"Tak." Sagde Liam og jeg og manden serverede den lille anretning af laks og salat. Det så helt vildt ud.

"Og hvad ønsker i at drikke? Jeg anbefaler gerne husets vin." Sagde han. Liam og jeg kiggede hurtigt på hinanden, og nikkede så. Han smilede og gik så, for at komme tilbage få minutter senere, med en vin i en sølvbeholder fyldt med is. Vi takkede pænt til ham og han gik. Der var stille i et øjeblik, men det stoppede hurtigt.

"Holy.." Startede jeg, hvilket bare fik Liam til at grine af mig, men jeg havde ligesom ret... der var ret meget "Holy!" over det her. Det var jo helt overdådigt.

"5 stjernet." Sagde Liam stille. Jeg som havde startet med en lille bid af laksen, fik det med det samme galt i halsen.

"What?!" Spurgte jeg forbavset, hvilket fik Liam til at grine, men han burde ikke grine, når jeg var i en form for choktilstand.

"Liam... så må det jo være helt vildt dyrt, det bedte jeg ikke om. Jeg troede vi bare tog ud og spiste... det her er jo alt for meget." Tilføjede jeg, men Liam rystede med det samme på hovedet.

"Vi skulle fejre din fødselsdag og eksamen! Du fortjener det bedste Lucie!" Sagde han. Nu var det min tur til at ryste på hovedet.

"Men det kunne vi da sagtens have klaret der hjemme, Liam jeg er altså ikke vild med du bruger penge på mig... I hvert fald ikke så MANGE!" Sagde jeg. Han sukkede bare, mens han smilede.

"Hold nu op, du er min bedste ven, du fortjener det... Nyd det nu, ellers nyder jeg det ikke, hvis du ikke nyder det." Sagde han og tog så en tår af vinen. Jeg sukkede lidt, men endte så ud i et smil. Liam var for meget! Men samtidig, så var det så smigrende, at han gjorde alt det her kun for mig. Jeg rødmede for jeg ved ikke hvad gang i dag, og rettede hurtigt min opmærksomhed mod den utroligt lækre mad.

Forretten var virkelig lækker! Jeg var sikker på at jeg kunne have spist et helt ton af den, men tvivlede med det samme, da jeg så tjeneren komme ind med to tallerkner, med de mest lækreste skiver kød, kartofler og grøntsager, anrettet på en helt vild fin og elegant måde. Jeg var sikker på at jeg ville dø... for tanken om at Liam betalte for det her, og hver ret, sikkert kostede over 500... hver... Så nød jeg det så meget jeg kunne. Mest fordi Liam sagde han ikke ville nyde det, hvis jeg ikke selv gjorde. Så jeg nød det, selv om tanken om pengene stadig var der flere gange. Vi blev færdige med hovedretten, som nok havde været det lækreste jeg havde smagt længe, hvis ikke det lige var før det var hele mit liv. Jeg tørrede mig hurtigt om munden og tog en tår af vinen, som også smagte helt vildt himmelsk og det kom altså fra en, som ikke plejede at drikke så meget vin.

"Oh my... Liam du er jo sindssyg!" Sagde jeg. Han grinede bare og tog også selv en tår af vinen, mens han forsigtigt kiggede over mod køkkenet, hvilket han faktisk havde gjort flere gange, mens vi havde spist.

"Som sagt, du skal have det bedste!" Sagde han. Jeg kiggede på ham, men mærkede jeg rødmede endnu en gang, så jeg kiggede hurtigt ud af vinduet.

"Men hey, nu hvor du har haft fødselsdag, så er gaver jo faktisk en fast del... også selv om det er 2 måneder siden." Sagde han. Jeg kiggede med det samme opgivende på ham.

"Liam, please ikke gaver, det her er nok i sig selv!" Sagde jeg bedende, men han rystede bare på hovedet og rakte så ned efter noget under sin stol. Hvorefter han trak en stor rød pose op og rakte til mig.

"Tillykke Pookie." Sagde han smilende. Jeg sukkede lidt, men smilede så og tog i mod posen. Der lå et par gaver i, jeg trak den første op.

"Den der er fra Louis." Sagde han. Jeg smilede og pakkede gaven op, indtil indholdet viste sig og jeg kunne ikke lade vær med at grine. På en måde var det bare typisk Louis, men samtidig var det også virkelig sødt. Et cover til min telefon, med drengene fra deres Take me home billede på. Jeg grinede lidt og fortsatte videre. Liam fortalte hver gang, hvem gaverne var fra og det overraskede mig, at alle drengene havde givet mig en gave. Zayns var virkelig fed, jeg havde en ide om at han havde snakket med Liam, for det var en sort top med Batman på! Der var sikkert blevet snakket omkring den, mellem dem. Harrys gave var lidt forvirrende, mest fordi at det var en flower-crown. Hvilket fik mig til at huske på den dag i London, foran Big ben hvor jeg havde en flower-crown på, men hvor de alle syntes jeg så sød ud... Så den forvirrede mig lidt, men den var samtidig sød. Nialls gave fik mig bare til at grine og Liam sagde at han faktisk ikke vidste, hvad Niall havde købt til mig, så han grinede også selv, da han så gaven. Men ja, en hvid top med den typiske sort skrift og ordene Crazy Mofo på... Jeg grinede altså lidt! Men jeg var vild med den alligevel! Så kom jeg til den sidste gave, og jeg manglede kun fra en.

"Den er fra mig." Sagde Liam smilende. Jeg smilede hurtigt til ham. De andre gaver havde været store, men den her var en lille æske. Så da jeg tog papiret af, rejste Liam sig og gik over bag mig.

"Giv mig den lige." Sagde han. Jeg gav ham den og han lagde med det samme sine hænder foran mine øjne.

"Hold dem lukkede." Sagde han og jeg gjorde som han sagde, selv da han fjernede sine hænder og jeg hørte et klik fra en æske, og der så bagefter føltes noget koldt omkring min hals. Jeg lagde forsigtigt min hånd på kæden og mærkede på vedhænget og åbnede øjnene. Liam var gået over på sin plads igen, og jeg kiggede ned på halskæden, med det lille hjerte med små diamanter i kanterne. Jeg gispede med det samme.

"Wow Liam, hvor er det flot!" Sagde jeg og han smilede med det samme.

"Kan du lide det?" Spurgte han, mens jeg vendte og drejede hjertet i min hånd. Jeg nikkede ivrigt.

"Ja, er du gal, det er virkelig smukt! Jeg elsker det!" Sagde jeg. Han smilede stort.

"Godt, jeg var bange for at du ikke ville bryde dig om det..."

"Nej, er du gal, det er virkelig smukt!" Sagde jeg.

"Ligesom dig." Sagde han bare. Jeg smilede hurtigt til ham, men kiggede ned på hjertet igen, da jeg rødmede. HVOR JEG DOG HADEDE NÅR JEG RØDMEDE!

Der var lidt stille efter det, hvor jeg kiggede lidt på gaverne og så kom to tjenere over til os fra køkkenet af. Liam rettede lidt på sin skjorte og jeg kiggede på tallerknens indhold som den ene tjener satte foran mig. En fin lille kage, med to kugler vanilje is ved siden af. Den var virkelig fin, især med det lyserøde marcipan lag over på kagen, men det der virkelig gjorde noget, var at mit navn var skrevet med den flotteste elegante skrift på kagen, og så et lille hjerte neden under. WOW!

"Specielt til dig." Sagde Liam og smilede til mig. Han havde fået det samme, bare uden navn på selvfølgelig. Jeg smilede stort.

"Du er altså virkelig alt for sød Liam, tusind tak." Sagde jeg storsmilende til ham. Han trak lidt på skuldrene. Jeg tog den første bid af kagen, og jeg kunne med det samme smage den fantastiske smag af hvid chokolade. Nu forstod jeg lidt mere med "speciel bestilt". Liam vidste min store kærlighed for hvid chokolade. Han blev sikkert også mindet om det flere gange, fordi jeg stornydende sukkede af kagen. Jeg var virkelig også mæt, da vi begge blev færdige. Det her mad, havde været det bedste jeg nogensinde havde smagt!

"Det var så meget mere end bare lækkert!" Sagde jeg. Liam grinede lidt, men nikkede stort på hovedet.

"Kagen var det bedste!" Sagde han. Jeg grinede lidt, men nikkede enigt.

"Ja... men Liam, det her er jo alt for vildt!” Sagde jeg og kiggede alvorligt på ham, men han trak bare på skuldrene og smilede så til mig. Jeg sukkede og smilede tilbage på ham. Han grinede lidt og lagde så sin hånd oven på min, og en brændende følelse gik med det samme igennem hele min hånd, op gennem min arm, til den brændende følelse nåede mine kinder og jeg kunne mærke jeg rødmede. Jeg kiggede med det samme ned… jeg hadede virkelig når jeg rødmede. Liam grinende svagt.

”Du kigger altid væk når du rødmer.” Sagde han grinende. Jeg kiggede lidt op, men sank så mit hoved igen. Dog overraskede Liam mig ved, at række lidt over bordet, tage blidt fat under min hage og hæve mit hoved op igen. Han smilede stort.

”Det var bedre.” Sagde han. Jeg trak lidt på skuldrene.

”Jeg hader bare når jeg rødmer, det ligner mine kinder brænder op, og så ligner jeg en solmoden tomat og…” Startede jeg, men blev afbrudt.

”Overhovedet ikke, du er smuk Lucie, selv når du rødmer.” Jeg kiggede med det samme op på ham og han kiggede nærmest alvorligt på mig.

”Jeg synes ikke der findes noget ved dig, som du bør være usikker omkring, også selv om folk får dig til at tro det, så passer det ikke Lucie. For inderst inde så er du smuk og vidunderlig, og det er det jeg kan lide ved dig så meget. Jeg synes du er smuk. Dine øjne viser altid den største livsglæde. Dit hår får dig til at brænde i solen, som om du er selve solen. Dit smil kan på så mange måder, altid redde min dag, bare jeg ser dit smil nogle gange, så kan kun det, gøre mig glad igen…”

”Liam..” Sagde jeg, men han rystede bare på hovedet og klemte blidt min hånd i sin. Jeg kunne mærke at han virkede lidt nervøs, og jeg kunne se han også var meget seriøs.

”Lucie, jeg har dage hvor jeg er nede, ligesom alle andre selvfølgelig, og før dig så prøvede drengene altid at muntre mig op, men nu er der kun en´ ting, der kan muntre mig op og det er dig. Jeg kan være helt nede, men hvis jeg bare lige snakker kort med dig, eller ser dig, så er hele min dag reddet. Du redder min dag Lucie, selv om du mener, at det altid er mig, som redder dig, så redder du også mig en gang i mellem. Det kan godt være at du kalder mig for Batman… men for mig, så er du meget mere end bare en superhelt… Lucie du er min bedste ven, men samtidig så er du også så meget mere…”

”Liam, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige..” Afbrød jeg og kunne mærke hvor meget mine følelser for rundt inden i mig, nærmest boblede op i min mave. Det her var vildt… nej, det var overvældende. Hvilket nok kunne forklares på, hvorfor jeg var på randen til at græde, men det var ikke af sorg. Jeg tror egentlig heller ikke jeg havde prøvet det før… men jeg græd, af glæde. Liam havde aldrig sagt sådan noget her til mig før, selvfølgelig blev jeg altid virkelig smigret, når han sagde alle sine søde ord til mig, som han plejede... men det her... det var jo langt mere end enkelte små søde ord.

”Jeg ved det godt, det er derfor at du bare skal lade mig tale, men Lucie… du er ikke min superhelt, du er meget mere end min superhelt… Du er mit et og alt, du betyder alt for mig Lucie. Det er derfor du er min bedste ven. Du er alt for mig, jeg vil gøre alt hvad jeg kan for dig, og selv om jeg nogle gange er væk rigtig længe, eller får kærester så jeg måske ser dig endnu mindre, så glemmer jeg dig ikke, eller tænker mindre på dig…For sandheden er Lucie, jeg tænker på dig hele tiden. Tænker på hvad du laver, hvordan du har det, og om du er glad. Det var derfor, at jeg virkelig blev såret og vred her den ene dag, da du fortalte om Brody. For du fortjener det ikke... han var en idiot, og du fortjener ikke sådan nogle i dit liv. Du skal have det bedste Lucie, og jeg vil med glæde sørge for det, for du er min pige Lucie, og det vil du altid være. Lige meget hvad, så er du min pige og jeg vil aldrig stoppe med at bekymre mig om dig, eller holde af dig.” Sagde han så og stoppede og klemte forsigtigt min hånd i sin, mens jeg snøftede en enkelt gang og et par tårer trillede ned af mine kinder. Liam rakte forsigtigt over og tørrede tårerne væk med sin tommelfinger. Jeg kiggede på ham.

”Jeg vidste ikke helt hvordan du ville tage det, så for lige at ligge prikken over i´et, så har jeg en gave mere.” Sagde han og slap så min hånd, for at hive en lille pakke op fra under hans stol. I mens prøvede jeg at tørre lidt flere af de mange tårer væk fra mine kinder, uden at ødelægge min mascara, selv om den sikkert var ødelagt, men jeg var ligeglad, det her var for overvældende til at jeg gad tænke på min mascara. Han lagde den lille pakke på bordet foran mig og jeg trak vejret dybt og smilede til ham. Han smilede glædeligt tilbage. Jeg sukkede lidt og begyndte at åbne pakken. Det lyserøde papir med guldbånd rundt omkring kom hurtigt af og afslørede en lille æske. Jeg kiggede på Liam, som nikkede godkendende, så jeg åbnede æsken. Indholdet var spøjst… jeg havde i hvert fald ikke tænkt på det var noget Liam ville give mig. En bog, en lille notesbog, den var pyntet med et verdenskort på forsiden og bagsiden, mens en elastik holdt den sammen. Den var pæn

”Haha… Tak Liam.” Sagde jeg og grinede lidt. Liam rystede på hovedet og tog forsigtigt bogen fra mig.

”Det er ikke bogen i sig selv, som du skal tænke på, men det inden i.” Sagde han. Jeg kiggede lidt forvirret og han åbnede bogen og gav mig den tilbage. Jeg tog den igen og kiggede så på siderne, der var skrevet på mange af dem. Jeg slog op på en tilfældig side og læste:

”Folk siger du er underlig, men lad mig fortælle dig en hemmelighed, det er alle de bedste mennesker.” Jeg smilede lidt og kiggede så på Liam, som nikkede til at jeg skulle fortsætte. Jeg bladrede lidt tilbage.

”Hvis du ikke fik en besked om det her til morgen, så står det her: Godmorgen smukke.” Jeg grinede lidt og kiggede videre.

”Du ved, at hvor end du er, så savner jeg dig, og ønsker du var her.” Jeg smilede, men kiggede så videre på den næste side.

”Ohana betyder familie. Familie betyder at ingen bliver efterladt, eller glemt…” Jeg kiggede med det samme op på Liam, inden jeg læste de sidste linjer. Han kiggede lidt ned, men kiggede så op på mig igen. Han så lidt nervøs ud inden jeg læste de sidste linjer:

”Derfor glemmer jeg ikke dig, for du er min Ohana, og jeg glemmer dig aldrig, for jeg kan ikke leve uden dig.” Jeg kiggede med det samme op på ham, mens tårerne nu trillede ned ad mine kinder i større mængder.

”Jeg ved godt nogle af dem er lidt dumme, men det er altså også til de dage, hvor du er nede, og måske tvivler på ret mange ting, så der står ret meget, men noget er sikkert ret dumt og…” Jeg afbrød ham med det samme ved at rejse mig fra min stol og gå over og lægge mine arme omkring hans hals, så jeg krammede ham.

”Jeg elsker dig Liam.” Jeg sagde det så tydeligt som overhovedet muligt og så højt og klart som jeg kunne…Kun fordi han skulle forstå, at jeg virkelig mente det. Mente hver et ord, mente hele sætningen og mente hele betydningen. Jeg slap ham lidt og kiggede så på ham, inden jeg smilede og sagde:

"Jeg elsker dig." Han smilede stort tilbage og aede mig hurtigt på min kind. Jeg smilede lidt, og kiggede ned, men han hev med det samme mit ansigt op igen.

"Jeg elsker dig." Sagde han helt stille og roligt, og på den mest ærlige måde, som kun han kunne sige ting på. Den største varme bredte sig med det samme i hele mit bryst og jeg smilede med det samme til ham.

"Wow!" Sagde jeg og grinede lidt. Han kiggede smågrinende på mig.

"Hvad så?" Spurgte han og hentydede nok til mit store smil. Jeg grinede lidt og satte mig tilbage på min stol og trak på skuldrene og sukkede.

"Jeg ved det ikke... det føles besynderligt, du ved... at sige det." Indrømmede jeg. Han rynkede brynene lidt.

"At sige det... føltes det forkert?" Spurgte han og så nærmest helt nervøs ud nu, men han lysnede op da jeg rystede på hovedet.

"Slet ikke... langt fra faktisk, det føles besynderligt på den måde... at det er rart. Det føles rart at sige det. Det var rart... det var rart at sige det til dig, men... det føltes meget bedre, da du sagde det tilbage." Sagde jeg og kiggede usikkert på ham, for at tjekke om han forstod mig. Han grinede lidt og rejste sig så op og rakte sin hånd ud til mig. Jeg kiggede lidt forvirret på hans hånd.

"Vil du danse med mig Lucie?" Spurgte han og hentydede den fine baggrundsmusik, der havde spillet hele aftenen. Jeg kiggede hurtigt over mod midten af rummet, hvor der var åbent og flere andre havde besluttet sig for at danse. Jeg nikkede smilende og lagde min hånd i hans, så han førte mig over til dansegulvet. Han lagde forsigtigt sin ene hånd bag på min ryg, mens han holdt min hånd i sin anden. Jeg lagde min anden hånd på hans skulder og vi begyndte så stille at roligt at bevæge os rundt. Tårene trillede stadig væk ned af mine kinder, men jeg var ligeglad. Det var glædestårer. Jeg havde aldrig prøvet at græde af glæde... så selv om jeg lignede en ophævet tomat når jeg græd, så gjorde det intet. For det var af glæde, og det var Liam, som havde frembragt det. Jeg slap forsigtigt hans hånd og hans skulder, for at rykke mig ind til ham, så jeg kunne lægge mine arme om ham og læne mit hoved mod hans skulder.

"Tak." Sagde jeg stille og snøftede en enkelt gang. Liam grinede lidt, men lagde så sine arme om mig og holdt mig ind til sig.

"Det har virkelig været så perfekt Liam... Jeg er slet ikke sikker på, at jeg kan takke dig nok." Sagde jeg. Han aede mig forsigtigt i håret.

"Så længe du er glad, så er det nok." Sagde han. Jeg grinede lidt.

"Jeg er meget mere end glad Liam, jeg er overlykkelig!" Sagde jeg. Han fniste lidt, men lænede så sit hoved ned mod mit, for blidt at plante et kys i min hovedbund.

"Jeg hader at se dig såret ok, du skal være glad... så du fortjente en perfekt aften." Sagde han. Jeg sukkede lidt, men smilede så.

"Batman." Sagde jeg grinende og krammede ham hurtigt, mens vi svingede lidt fra side til side. Han grinede lidt.

"En perfekt aften til en perfekt pige." Sagde han. Jeg sukkede lidt.

"Jeg er langt fra perfekt Liam." Sagde jeg, men han rystede med det samme på hovedet.

"Bare fordi folk vil ændre på dig, betyder det ikke, at jeg ikke synes du er perfekt Lucie. For det synes jeg, du er perfekt Lucie." Sagde han. Jeg sukkede lidt.

"Ingen er perfekte Liam." Sagde jeg skævtsmilende, men han rystede bare på hovedet.

"Nej, det ved jeg, men alligevel så kan vi alle kigge på folk, som vi synes er perfekte, det kan godt være andre ikke ser dig som perfekt, men det gør jeg, og det vil jeg ikke ændre på." Sagde han. Jeg grinede lidt og sukkede så.

"Hvorfor siger du altid alle de søde ting til mig Liam? Jeg har prøvet at forstå dem så mange gange, men så siger du bare nogle nye søde ting, og så er jeg lost igen." Sagde jeg spørgende. Han grinede lidt, men trak sig så lidt væk fra mig, så han kunne se mig i øjnene. Hans brune øjne funklede og viste en stor glæde, så jeg smilede helt, men ikke nær så meget, som efter han havde svaret mig.

"Fordi jeg elsker dig Lucie." Sagde han. Jeg smilede med det samme og stillede mig så en lille smule på tær, for hurtigt at kysse hans kind.

"Jeg elsker også dig Liam." Sagde jeg. Han smilede og lagde så armene om mig og trak mig ind til sig igen. Jeg smilede.

"Du er også perfekt i mine øjne Liam." Sagde jeg. Han grinede lidt, og knugede mig ind til sig.

 

Den her aften med Liam havde været helt utrolig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Liam havde været så sød og generøs. Jeg havde aldrig været vant til så noget. Det var helt underligt, men virkelig også dejligt... det havde været... Perfekt.

”Hvordan gik det?” Kunne jeg høre en af drengene spørge længere nede af gangen. Jeg selv stod inde i det lille rum, vi alle havde sovet i, i den bygning drengene havde holdt koncert.

”Fantastisk!” Kunne jeg høre Liam sige, hvilket fik mig til at smile lidt mere.

”Uhh!” Drillede Harry, men det blev hurtigt efterfulgt af et svagt:

”Av for pokker!” Jeg grinede lidt, hvis jeg kendte Liam ret, havde han givet gengæld. Jeg kunne høre de andre drenge grinede, men så blev der stille.

"Hvad med gaverne?" Spurgte Niall. Liam grinede lidt.

"Hun elskede dem alle, hun takker jer nok i morgen." Sagde han, men så kunne jeg høre Louis pruste:

"Ja ja, vores er lige meget... Det er ligesom din gave vi vil høre om, spade!" Sagde han, hvilket fik de andre til at grine, inklusiv Liam.

"Hun kunne godt lide den, hun har ikke læst det hele endnu, men det behøver hun heller ikke... Jeg sagde også nogle at tingene sikkert var lidt dumme." Sagde han. Jeg rystede på hovedet, de var ikke dumme.

"Vel er de ej! Alle de ting som du har skrevet til hende i den bog... altså hvis en skrev det til mig, ville jeg nok blive rørt til tårer." Sagde Harry. Jeg grinede lidt.

"Det gjorde hun også... Hun græd lidt, men hun sagde det var glædes tårer... det er altså lidt af en fantastisk følelse at vide du fik hende til at græde af glæde." Sagde Liam. Niall grinede.

"Hvad sagde hun bag efter?" Spurgte Zayn. Liam grinede lidt.

"Hun elsker mig." Sagde Liam og jeg kunne med det samme høre hvor stille der var. Harry grinede dog lidt og brød stilheden.

"Wow... hvor meget læste hun?" Spurgte han.

"Ikke så meget, men jeg sagde også hun kunne gemme det." Sagde Liam. Jeg kiggede hurtigt over på bogen, som lå i posen med de andre ting og så på halskæden, der hang om min hals. Jeg pillede lidt ved hjertet og så at der var en åbning i den... Kunne man åbne det? Jeg åbnede det med det samme, og godt nok var hjertet tomt, men i den ene side på lågen, var ind skraveret nogle små ord: Jeg lover jeg altid vil være her. Jeg smilede lidt, lukkede det og så der var ind skraveret noget mere på bagsiden: En dato.

26/3/13

Jeg smilede lidt, selv om jeg ikke havde den største ide om hvad det var for en dato... men jeg lod det lidt være, da jeg hørte drengene igen.

"Elsker du også hende?" Spurgte Harry. Liam sagde lavt med det samme.

"Det har jeg gjort længe... og jeg vil altid blive ved med det." Sagde han. Jeg kunne ikke lade vær med at mærke hvor meget mine kinder brændte nu. Jeg hørte Niall udbrød:

"Seriøst, må jeg indrømme noget?" Spurgte han. Der blev ikke svaret, så jeg regnede med Liam bare nikkede.

"En eller anden dag, så ender i sammen... Det siger jeg... nogle der vil vædde?" Spurgte han, hvilket fik de andre til at grine.

"Det behøver vi sgu ikke vædde om.. Liam og Lucie er jo næsten sammen allerede... Bare se Liams øjne når man nævner hende." Sagde Zayn grinende, hvilket fik de andre til at grine. Liam sukkede og jeg kunne høre han gik fra dem.

"Godnat tumper!" Sagde han, hvilket fik de andre til at grine, inden han trådte her ind. Jeg havde skiftet til en T-shirt og natshorts i mens. Jeg smilede hurtigt til ham. Han smilede stort tilbage og trak hurtigt sin skjorte af og skiftede til kun joggingbukser, for så at lægge sig over i den lille seng, som var sat op til os. Jeg lagde mig også der over og slukkede lyset på vejen. Jeg lagde mig på siden, men mærkede straks en arm lægge sig om mig og et kys kunne mærkes på min kind.

"Jeg elsker dig." Sagde han stille og lagde sig til rette. Jeg smilede.

"Jeg elsker også dig." Sagde jeg og faldt i søvn i Liams arme, med et smil på læben og tusind sommerfugle inden i mig.

____________________________________________________________________________

AWWW

Det her er faktisk det længste kapitel, jeg har skrevet i hele den her movella...

Men jeg synes faktisk det er ok, da jeg havde planlagt der skulle ske ret meget i det her kapitel

så det er ok :D

HVAD SYNES I???

Var Liams gave god? Hvad tror i der står mere af i bogen, og hvad betyder den dato?

Uhhh...

Og så sagde de de elskede hinanden <3 <3 <3

Hvor sødt, tror i det har en større betydning, og hvad mener Liam med at han har elsket hende længe????

Kom gerne med en kommentar om hvad i synes, det ville betyde meget, da det her Kapitel har taget et godt stykke tid at skrive..

Så kommenter endelig, vær ikke bange :D

GLÆDELIG NYTÅR!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...