The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24217Visninger
AA

3. Normal is boring

 

"In a World where you can be anything...

be yourself"

 

"Oh... Hej!" Sagde hun hurtigt, mens hun igen havde det der stive blik i ansigtet. De tre andre piger grinede lidt.

"Tak for sidst." Sagde Niall lavt og grinede så sammen med Louis. Hun blev lidt rødere i kinderne, mens hendes veninder kiggede underligt på hende.

"Hvad mener i med det?" Spurgte den ene brunette. De kiggede lidt på hende, som hurtigt blinkede med øjnene og kiggede på dem.

"Øhh... jeg faldt, og Liam hjalp mig." Sagde hun og kiggede hurtigt på mig. De smilede stort til mig.

"Aww, hvor sødt! Men hey drenge, det her er Lucie." Sagde de og vendte hende om mod os. Hun vinkede hurtigt, hvorefter hun kiggede på sin telefon. Pigerne havde ret, hun opførte sig faktisk lidt underligt... Speciel type, havde de kaldt det. De havde lidt ret.

"Nå, vi skal videre igen.. Tak, fordi du hjalp mig.... Kom så piger!" Sagde hun og tog fat i den ene brunette og gik forbi os og videre ned gennem byen.

"Hun var da lidt speciel!" Sagde Zayn. Niall og Harry grinede lidt.

"Jeg har i hvertfald aldrig set en pige, gå næsten i choktilstand. Så ja, du har ret." Sagde Louis. Jeg trak lidt på skuldrene.

"Der var alligevel noget over hende, ikke?" Spurgte jeg. Louis kiggede forvirret på mig.

"Hvad mener du?" Spurgte Harry. Jeg rystede bare på hovedet og fortsatte ned gennem gaderne sammen med drengene, og alligevel så kiggede jeg mig tilbage. Jeg var helt og aldeles enig med mig selv om, at der var noget over hende Lucie, jeg kunne bare ikke finde ud af hvad.

 

Lucie P.O.V

Det var pinligt! Nej, det var mere end pinligt! Det var FUCKING pinligt. Jeg var det største fjols i hele verden!

Et: Jeg faldt så lang jeg var, inde på Starbucks... Så pinligt, især fordi mine bukser omme bag på, blev ret våde bag efter.

To: Mit fald var blevet opdaget, så der var en dreng, der hjalp mig... endda en pæn dreng.

Tre: Den dreng var FUCKING Liam Payne! Jeg var sikker på at mit liv gik i stå lige der. Liam Payne hjalp mig... Liam Payne fra One Direction... One Direction, verdens bedste boyband... Og hvad gjorde jeg så? Jeg stivner da og flygter fra min pinlige situation. Jeg kunne have dræbt mig selv. I sær fordi de 4 andre drenge, også var inde på cafeén. Harry Styles, Zayn Malik, Louis Tomlinson og Niall Horan... De var alle der inde. Jeg elskede virkelig mig selv for, at have gået ind på den cafe´. fordi de 3 piger havde irriteret mig hele morgenen og min tålmodighed var brugt op der...Men så møder jeg dem inde på cafeen, flygter fra dem, fordi jeg var alt for meget i chok. For så at støde ind i dem igen, og så gå i chok igen! Jeg var en katastrofe! Og mine bukser var ikke engang tørre, da jeg mødte dem igen... Hvad mon de ikke havde tænkt om mig?

Flot Lucie! Virkelig flot. Jeg sukkede af mig selv og kiggede bag ud for 117. gang, men vi var langt væk fra drengene nu.

"SÅ DU LOUIS! OMG HAN VAR ALT FOR LÆKKER!"

"SÅ LAGDE DU DA IKKE MÆRKE TIL NIALL? KÆFT DEN DRENG ER EN GUD!"

"LIAM PAYNE ER GUD!" Sagde Victoria, Emily og Samantha i kor. Jeg rullede bare øjne af dem. De var så sindssyge angående One Direction, de havde faktisk kunne føre en 2 timers lang samtale om dem, på vej her over i flyet... Lige indtil drengene skulle vise sig, og de blev helt opslugt af det. Typisk piger!

Ok, jeg var jo selv en pige, men de var bare virkelig decideret piger! Flippede ud over lækre kendte, klædte sig i pink og kjoler og gik med høje hæle. Hvis jeg gik i høje hæle, ville jeg brække alle knogler fordi jeg ville falde hele tiden. Tro mig ret, jeg kunne godt lide pigeting, jeg kunne da også købe lyserøde ting, der var faktisk lyserødt på den sweater jeg havde på. Jeg kunne bare ikke lide, at være ligesom alle andre piger. Jeg så ikke nogen grund til, at være ligesom alle de andre, jeg var jo bare mig selv. Selvom det havde sine dårlige sider, som at være en del af fælleskabet, mellem pigerne i min klasse. Jeg kunne godt snakke om mange pigeting med dem nogle gange, men det ville ende med at kede mig og så ville jeg være ude af den samtale.

Jeg havde faktisk en´ ting til fælles, sammen med mange af pigerne fra klassen. De fem drenge! Jeg kunne rigtig godt lide deres musik... og så var der også en af dem, som jeg synes var ret så nuttet. Harry! Om det var krøllerne eller hans utroligt charmerende smil, vidste jeg ikke, han var bare lige på en plads højere end de andre.

"Jeg synes jeg har lyst til spaghetti i dag, hvad med jer andre?" Spurgte Samantha, mens vi gik inde i butikken. Victoria og Emily nikkede, mens de kiggede på grøntsager. Jeg fandt bare det mest nødvendige: Mælk! Jeg havde brug for mælk til om aftenen! Og jeg kunne mærke, at jeg savnede et glas mælk. Det var vel egentlig en lille sjov vane, jeg havde der hjemmefra. Bare drikke et glas mælk om aftenen. Det trættede mig også på måde, så jeg sov altid ret hurtigt bag efter. En hyggelig vane. Jeg tror den startede for et par år siden sammen med min far...

"OMG, de har ChokoPops!" Sagde Emily glædeligt og tog to pakker. Jeg smilede lidt for mig selv. Emily snakkede altid om at hun skulle have Chokopops om morgenen. Vi betalte for varene og fik det pakket ned i poser, så vi kunne komme hjem ad. Vi skulle mødes omkring klokken 14, for at samle lidt op på ugen. Så vi havde cirka 2 timer.

 

Vi kom indenfor i den lille lejlighed, vi boede i sådan nogle blokhuse. Der hvor det ligner et stort og meget langt hus, men er bare en masse boliger. Der var 4 sale i hver bygning. Vi boede i to huse, et til drengene og et til pigerne, fordi lærerne tænkte at det nok ikke var en god ide, at have drenge og piger blandet sammen, så de havde delt os op. Men kendte jeg nogle af drengene og pigerne godt nok, så fulgte de ikke den regel.

Drengene var seriøst som dyr i løbetid nogle gange, helt ustyrlige! Men igen, de var drenge, man kunne ikke forlange mere?

Vi fik proppet alle tingene i køleskabet og så smed pigerne sig over i sofaerne. Jeg kunne se de tog deres telefoner frem, sikkert for at tjekke op på Facebook, Twitter og Instagram. Jeg havde selv alle de apps, jeg var bare ikke sådan en stor forbruger, ligesom dem. Jeg sukkede for mig selv og gik hen mod værelserne. Enten så gik den her uge utroligt hurtigt, eller enormt langsomt, på en måde håbede jeg mest på det første. Og alligevel ikke. Jeg havde glædet mig længe til den her tur. Jeg havde altid ønsket at komme over og se Europa Og London var i hvert fald i toppen, af den liste. Bagefter var det nok Frankrig, Spanien og Tyskland... Eller norden, det ville også være enormt fedt, at besøge det. Sverige forestillede jeg mig altid, som sådan et smukt frodigt land, med masser af skove. Norge var nok mere det der med sne og sådan, der var et par stykker fra klassen, som havde stået på ski der. Jeg var sikker på at jeg ville brække hele kroppen, hvis jeg bare så meget som nærmede mig nogle ski. Men jeg ville stadigt gerne se Norges landskab. Jeg forestillede mig det som noget af det smukkeste, hvorfor havde jeg ikke styr på.

Tilbage til det med Studieturen, så skulle vi være her i 7 dage. Mandag til Mandag. Vi skulle se nogle forskellige ting, mens vi var her ovre, som Big ben og London eye (selvfølgelig) Men også London Zoo, Buckingham Palace, The National Gallery... og sådan nogle småting. Så det skulle nok blive spændende, men det ville sikkert blive et værre helvede, hvis de andre piger fra klassen også stødte ind i... Ja, dem. Men igen, alle var jo ikke ligesom mig, som bare stivnede og flygtede, fordi jeg var bange for at han ville se mine våde bukser... Igen, jeg var bare lidt anderledes end de andre piger, men jeg var ligeglad, det var kedeligt at være normal.

Det havde min far fortalt mig, alle de gange da jeg var mindre og var ked af, at alle pigerne hellere ville lege prinsesser og prinser, når jeg ville lege riddere og drager.

"Det er sejt at skille sig ud, du er perfekt som du er, du behøver ikke være ligesom alle andre!" Sagde han altid til mig og så ville jeg blive glad igen. Jeg smilede lidt for mig selv, mens jeg lå inde i sengen på mit værelse som jeg delte med Victoria. Jeg lå og kiggede op i loftet, mens jeg tænkte lidt igen.

Det hele skulle nok gå!

 

De følgende dage gik ret hurtigt, i sær lige da vi kom til torsdag morgen. Vi skulle ind til Buckingham Palace og skulle tage en bus der ind. Desværre var min gruppe kommet lidt for sent op den morgen, så der var stress på.

"Vic, har du min mascara? Jeg kan ikke finde den!" Råbte Emily inde fra sit værelse. Victoria rodede rundt i sin make-up pung og vrissede højlydt.

"Nej! Har du min eyeliner Sam?!" Råbte hun. Samantha løb ud fra badeværelset, med sin trøje omvendt på og hendes hår i en skæv hestehale. Jeg tog det bare stille og roligt og redte mit hår igennem med min hårbørste. Min far havde altid lært mig at tage det så roligt som overhovedet muligt, i stressede situationer. Så jeg tog det helt afslappet som overhovedet muligt, og tog mit tøj på i ro og orden. Pigerne blev endelig færdige, og vi fik snuppet vores tasker og løb ned af trapperne og udenfor. Vejret var gråt. Vi kunne se at folk ikke kom ud fra opgangene... det betød kun en´ ting: Vi var virkelig sent på den. Vi satte i løb ned mod adressen vi havde fået af de voksne dagen før, men igen, der var så mange sidegader og alle vejnavnene hed næsten det samme, så det var enormt svært at finde rundt. Plus vi ikke kendte byen, så det var nu jeg begyndte at stresse lidt. Vi kom ind i byen, og jeg kunne på ingen måde huske at have været her før, og der var folk over det hele... Seriøst, det var torsdag morgen, og det vrimlede med mennesker! Det var lige før jeg blev helt klaustrofobisk. Jeg kunne svagt skimte Emily foran mig, men jeg var kommet et lidt for langt stykke væk fra dem, desværre. Jeg maste mig igennem mængden af mennesker og prøvede at indhente de tre piger, der var kommet et godt stykke foran mig.

Lige indtil, jeg kom forbi de mange mennesker, men så ikke kunne se skyggen af Emily, Victoria eller Samantha. Jeg stoppede hurtigt op og drejede rundt om mig selv flere gange. Jeg vidste godt at jeg var god til at blive væk, men lige nu, så var det at blive væk, det jeg mindst havde brug for! Jeg kiggede hurtigt på mit ur. Den var 10:13, Det var meningen at vi skulle være kørt ti minutter i ti. FUCK!

Hvor jeg dog hadede det her! Jeg kiggede mig lidt rundt, lige indtil det slog mig. Jeg gik hurtigt hen til den nærmeste forbipasserende.

"Undskyld, men kan du fortælle mig, hvor den her adresse ligger?" Spurgte jeg og viste en ung kvinde mit kort og pegede på adressen til mødestedet. Hun kiggede på kortet og nikkede så.

"Du skal helt ned til enden og så til højre, så skulle det være lige der på hjørnet." Sagde hun smilende. Jeg nikkede taknemmeligt og satte i løb, hele vejen ned af gaden. Jeg kunne mærke min puls helt nede i maven, mens jeg spurtede ned til det første hjørne på højre hånd. Jeg kunne se der holdt to røde busser, men der var ingen jeg kendte. Jeg gik hurtigt hen til buscentralen. En gammel herre sad bag en glasrude og læste i en avis.

"Hey, der skulle en masse gruppe mennesker med en bus her ti i ti,  ved du hvor de er?" Spurgte jeg forpustet. Manden kiggede hurtigt på mig og sukkede.

"Mener du klassen fra Montgomery High school?" Spurgte han. Jeg håbede virkelig, at de ikke var kørt, men jeg kunne godt se, at jeg havde langt fra ret.

"De er kørt for cirka 5 minutter siden, er du Lucie Miller?" Spurgte han. Jeg kiggede på ham og nikkede så.

"Okey, de sagde at jeg skulle sige til dig, at det var ærgeligt du var alt for sent på den, men du må bare gå hjem igen og så er de hjemme om et par timer igen." Sagde han og smilede så skævt til mig. Jeg sank lidt sammen og sukkede.

"Fint... tak for hjælpen." Sagde jeg og gik hen til hovedgaden igen. Flot, flot og atter flot! Jeg stod i det til halsen. Et var at komme for sent, to var at jeg nu skulle være her de næste par timer, tre var at jeg kendte ingen, så jeg var helt på egen hånd.

Super fedt! Jeg rettede lidt på min taske og begyndte så, at gå i et langsomt tempo op af gaden.

Jeg tænkte lidt, ikke på noget decideret specielt, jeg tænkte bare. Mest fordi jeg intet andet havde at tage mig til, men også fordi jeg godt kunne lide at tænke... Og nu havde jeg jo faktisk et par timer til at tænke, uden at jeg skulle blive forstyrret. Det var vel på en måde rart, at være helt alene, så du kunne være dig selv og bare tænke på alt og intet. Det var meget rart, men det var dog ikke lige det, jeg havde aller mest lyst til nu. For jeg havde i min stressede tilstand, bare løbet ned af vejene sammen med Victoria, Emily og Samantha, så jeg ikke rigtigt havde lagt mærke til vejen her hen, så jeg vidste ikke om jeg gik i den rigtige retning, men jeg havde i det mindste et par timer, hvis jeg skulle fare helt vild. Så jeg kunne et eller andet sted, bare fortsætte med at gå, til jeg ikke orkede mere og blev nød til at spørge om vej.

Jeg kiggede lidt på butikkerne op af den lange gade, der var ret mange pæne tøjbutikker. Det var egentlig også sådan, at mandag til fredag eftermiddag var de dage, hvor det handlede om fagligt indhold på turen. Men efter fredag klokken 3, så havde vi fri til lige det vi havde lyst til. Mange havde snakket om at de havde set nogle diskoteker rundt omkring, så der var et par stykker, der gerne ville ud og feste fredag aften. Jeg tog bare hul på fornøjelighederne nu, selv om jeg godt ville have set Buckingham Palace.. .Men så havde jeg vel det til gode, når jeg blev færdig med skolen og skulle ud og opleve verden. Jeg manglede kun 3 måneder, så var jeg fri!

I mine tankers gang og mit hoved sænket mod mine fødder, fik jeg stødt ind i noget. Jeg kiggede hurtigt op, jeg var gået ind i en!

"Ej, det må du undskylde, jeg fik ikke set mig for." Sagde jeg undskyldende, da personen vendte sig om. Jeg stivnede i hele kroppen... Ham igen?!

"Jamen, hej igen." Sagde han smilende og tog sine ene hånd op fra sin jakkelomme. Jeg tog mig for en gangs skyld sammen, og vågnede op fra min choktilstand og trykkede hans hånd.

"Hej Liam." Sagde jeg og smilede skævt. Han grinede lidt af mig, da vi slap hinandens hænder.

"Hvor er dine skolekammerater?" Spurgte han og kiggede rundt. Jeg sukkede lidt.

"Jeg kom for sent til bussen, så jeg nåede ikke med." Sagde jeg. Han trak hurtigt på den ene skulder.

"Det er jeg ked af." Sagde han bekymret. Jeg rystede bare på hovedet.

"Det er ok, jeg skal bare være her, til de kommer tilbage om et par timer, så jeg er lidt beskæftiget." Sagde jeg. Han smilede igen til mig.

"Det var godt. Bor i ikke oppe ved lejlighedskomplekserne?" Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt og kiggede så ned i jorden... det her var alt andet end normalt. Jeg førte en samtale med Liam Payne! Jeg kunne sprænge!

Det der overraskede mig mest, var da Liam stillede sig ved siden af mig, lagde en hånd på min ryg og fik mig til at gå, så vi gik videre op af gaden. Fulgtes jeg med Liam Payne?

"Hvor bor du så egentlig henne... du ved i USA?" Spurgte Liam, mens vi gik. Jeg rettede hovedet op og kiggede på ham.

"Montgomery, Alabama. Utroligt hyggelig by." Sagde jeg og smilede lidt ved tanken om Montgomery. Han nikkede smilende.

"Jeg har ikke været der før." Sagde han. Jeg grinede lidt.

"Det burde du, der er faktisk virkelig hyggeligt! Jeg elsker den by!" Sagde jeg glædeligt. Han grinede.

"Så må jeg jo se den på et tidspunkt, når vi er der ovre i Jun." Sagde han. Jeg grinede lidt.

"Åhh Juni, sommervarme og ingen tykke jakker og huer... Skønt!" Sagde jeg og tænkte på den dejlige junivarme. Liam grinede lidt over mit drømmeri, men nikkede så.

"Ja, jeg er også ret træt af kulden. Jeg kan bedst lide varmen." Sagde han. Jeg smilede til ham og han smilede tilbage.

"Er i egentlig ikke startet på jeres Tour?" Spurgte jeg. Han nikkede hurtigt.

"Jo, vi startede her i slutningen af Februar, men vi har lige en lille uge nu, hvor vi ikke laver noget. Vi skal først spille den 31. igen, og så begynder vi i Europa den 29. april." Sagde han smilende. Jeg smilede stort tilbage.

"Er det ikke mega fedt?" Spurgte jeg. Han nikkede glædeligt.

"Jo meget, jeg glæder mig enormt meget. Fansene har også ventet længe på, at vi kom nogle bestemte steder." Sagde han. Jeg nikkede enigt, hvilket fik ham til at grine lidt af mig.

"Jeg troede ikke, at du var en fan." Sagde han grinende. Jeg stoppede lidt op og kiggede forundret på ham.

"Ja undskyld, men jeg reagere bare ikke ligesom alle andre når de ser deres største idoler... Jeg er ikke en skriger!" Sagde jeg og gik så med ham igen. Jeg lagde mærke til at vi stoppede ved et lyskryds, og gik over vejen og fortsatte mod venstre.

"Jeg må indrømme jeg ikke har mødt en fan, som flygtede fra os før, men respekt alligevel." Sagde han smågrinende, Jeg rystede på hovedet.

"Du skulle bare vide." Sagde jeg, da vi nåede hen til lejlighederne. Jeg havde været så snug at jeg bare lod Liam føre an, for så behøvede jeg ikke spørge om vej, så ville han heller ikke tro, at jeg sikkert virkede dum. For det var jeg ikke!

Vi nåede hen til døren op til opgangen i bygningen. Vi gik op til tredje sal, hvor min og de tre andre pigers lejlighed lå.

"Nå men, det var hyggeligt at snakke med dig." Sagde Liam og lagde hurtigt en hånd på min skulder og klemte blidt. Jeg smilede bare tilbage.

"Ja, det var hyggeligt." Sagde jeg og vendte mig om mod døren.

"Vi må jo se om det sker igen." Sagde han grinende og begyndte at gå ned af trapperne igen. Jeg nikkede hurtigt, da jeg tog i håndtaget... og døren var låst. Jeg havde ikke nøglen.. den havde Samantha. Jeg var låst ude.

"For helvede!" Sagde jeg og vendte mig om. Liam var allerede gået, men hvis jeg nu... Jeg spurtede hurtigt ned af trappen og løb ud til vejen, hvor Liam lige var kommet ud.

"Hey Liam!" Råbte jeg. Han vendte sig om og kiggede forundret på mig. Jeg lukkede hurtigt døren bag mig og løb så hen ved siden af ham, og gik sammen med ham. Jeg sagde ikke noget, men Liam der imod grinede ret meget.

"Var døren låst?" Spurgte han. Jeg nikkede med sammenbidte læber.

"Og du havde ikke nøglen?" Jeg rystede på hovedet. Han grinede bare igen.

"Og de var først hjemme om et par timer?" Spurgte han smilende. Jeg nikkede igen. Han grinede bare.

"Så ved jeg hvad vi skal lave!" Sagde han. Jeg kiggede bare på ham... Havde han... altså Liam Payne... lige sagt... at vi... som i ham og jeg... som i Liam Payne og mig... at vi skulle lave noget sammen, i et par timer?

Det der med ikke at nå sin bus, havde sine fordele...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...