The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24239Visninger
AA

16. Nicknames

 

"Friendship is doing crazy Things..

together"

 

"Stop Liam!" Råbte jeg grinende, mens han blev ved med at hælde mel ned i skålen.

"Hvis du ikke kan læse, så står der faktisk 400 gram." Sagde han og hældte mere mel ned i skålen.

"Ja ja professor, men der er mindst det dobbelte. Så stop!" Sagde jeg og snuppede melposen ud af hånden på ham. Han kiggede med store øjne på mig.

"Kaldte du mig lige professor?" Spurgte han og kiggede tænkende på mig. Jeg sukkede lidt.

"Ja, du har jo styr på det hele. Så ja, jeg kaldte dig professor! Og jeg er stolt af det." Sagde jeg og satte melposen fra mig på bordet.

Liam var kommet aftenen før og vi havde sat en film på. "Kick Ass" Den var virkelig også god, Liam havde ikke set den før, men han kunne godt lide den. Vi var derefter gået op på mit værelse og havde siddet på min computer, hvorefter jeg havde lagt en madras ned ved siden af min seng, som han havde sovet på. Jeg følte på en måde, at jeg bedre kunne sove, når jeg vidste at jeg ikke var alene i huset, han behøvede ikke sove i samme rum, men bare tanken om at han var der, var meget betryggende for mig. Det mere sjove ved det, var at når jeg vågnede, så kunne jeg vågne op til hans sovende krop, lige ved siden af min seng. Som jeg så kunne skubbe til, indtil han vågnede og kiggede irriteret på mig, hvilket havde fået mig til at grine helt vildt.

"Føler du dig meget sjov i dag?" Spurgte han og kiggede opgivende på mig- Jeg trak på skuldrene.

"Synes du jeg er sjov?" Spurgte jeg. Han kiggede smilende på mig.

"Græder du, hvis jeg siger nej?" Jeg rystede på hovedet og skubbede lidt til ham, så jeg kunne komme til skålen og røre dejen sammen. Han rykkede på sig og lænede sig op ad borddisken.

"Hvad var egentlig det der med Brody?" Spurgte han, mens han kiggede lidt på, at jeg rørte rundt i dejen. Jeg trak lidt på skuldrene.

"Han har bare inviteret mig ud, ikke det helt store." Sagde jeg og smilede lidt for mig selv. Liam kiggede hurtigt på mig og grinede lidt.

"At kigge efter dit smil er det vist ikke bare "ikke det helt store"." Jeg kiggede hurtigt på ham og trak på skuldrene.

"Måske.." Sagde jeg hurtigt, hvilket bare fik ham til at grine endnu mere.

"Indrøm det dog Pookie, du er helt vild over det." Sagde han gennemskuende. Jeg kiggede hurtigt på ham, men måtte hurtigt kigge væk igen, da jeg kunne mærke, at mine kinder blev varme. Jeg HADEDE virkelig når jeg rødmede. Det der gjorde det underligt, var at han ikke kaldte mig Lucie, men Pookie. Det lidt mere britiske kælenavn for pusling, havde han kaldt mig pusling?

"Hvorfor kaldte du mig det?" Spurgte jeg. Han kiggede hurtigt på mig.

"Pookie?" Spurgte han. Jeg nikkede, han smilede lidt og trak så på skuldrene.

"Det passer meget godt til dig." sagde han med et drillende smil. Jeg kiggede med store øjne på ham.

"Ja, hvis du synes jeg minder dig om sådan et lille barn med snotnæse."

"Når du nu siger det på den måde, så burde jeg måske kalde dig Darling?" Sagde han og grinede. Jeg kiggede endnu mere måbende på ham.

"Det der er værre! Jeg er da slet ikke din darling."

"Hvad skal jeg så kalde dig suresen?" Spurgte han. Jeg stoppede med at røre i dejen og kiggede tænkende på ham.

"Min dronningm lyder ret fint." Nu var det hans tur til at kigge måbende på mig.

"Som om! Kom med et seriøst svar, jeg vil kalde dig et eller andet." Sagde han med et lille skævt smil. Jeg grinede af ham.

"Behøver du det? Jeg har aldrig været den store fan af øgenavne." Sagde jeg. Han grinede lidt af mig og stillede sig så ved siden af mig.

"Nu er det jo heller ikke et øgenavn, men et kælenavn." Sagde han og ulede mig i håret. Jeg stak hurtigt min hånd ned i melposen og kastede mel i hovedet på ham, så han kiggede chokeret på mig, mens jeg grinede.

"På grund af det der, finder jeg det værste kælenavn til dig overhovedet!" Sagde han og børstede melet af sin skulder og hår. Jeg grinede stadig af ham.

"Så er det jo der, hvor det skifter fra kælenavn til øgenavn, dit fjols." Sagde jeg og blev færdig med at røre dejen til brød færdig.

"Hold nu kæft professor!" Sagde Liam grinende, mens han børstede noget mel af øret. Jeg kunne bare ikke lade vær, så jeg stak hånden ned i melposen igen og kastede denne gang på hans trøje. Han kiggede måbende på mig, og jeg var så tæt på et grineflip.

"Luk munden, du tiltrækker fluer." Sagde jeg flabet, men jeg fortrød det hurtigt, da Liam tog en stor håndfuld mel og kastede lige i hovedet på mig. Jeg tog hurtigt en klump dej bag mig og maste ind i skulderen på ham, men det fortrød jeg også hurtigt.

"NEJ!" Skreg jeg grinende, da han tog hele melposen i hånden og kastede flere håndfulde mel på mig. Jeg tog noget mel fra posen og kastede det i hovedet på ham. Han greb hurtigt fat om livet på mig, så jeg ikke kunne løbe væk og hældte nærmest resten af melposen ud over mig.

"LIAM DIN STORE IDIOT!" Skreg jeg, mens jeg prøvede at komme ud af hans greb. Han havde desværre for godt fat i mig, til at jeg kunne slippe væk. Jeg kastede en masse af det løse mel fra mig over på ham, mens vi begge to storgrinede.

"HVEM KALDTE DU EN IDIOT?!" Grinede han stort og gjorde det værste i hele verden mod mig, han kildede mig, så jeg virkelig ikke kunne stoppe med at grine.

"Liam STOP!" Skreg jeg grinende, mens han blev ved med at kilde min mave.

"Så lov jeg må kalde dig lige hvad jeg vil!" Sagde han smilende. Jeg rystede på hovedet.

"Aldrig!" Grinede jeg, men det fik ham bare til at kilde mig endnu mere, så jeg fik skubbet til ham, så vi bankede ind i køkkenbordet, faldt ned på gulvet og blev for alvor dækket med det melm der lå på gulvet. Jeg prøvede at komme op at sidde, men Liam kildede mig for meget.

"STOP!" Skreg jeg. Han grinede af mig.

"Så lov jeg også må kalde dig, lige hvad jeg vil!" Sagde han.

"Det her... er... afpresning!" Sagde jeg mellem mine grin, men så holdt han heldigvis op. Jeg prøvede at få vejret, mens han hjalp mig op at sidde. Han satte sig ved siden af mig og holdt sin hånd foran mig, han hånd var knyttet undtagen hans lillefinger. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Hvad?" Spurgte jeg.

"Lov mig, at jeg må kalde dig hvad jeg vil, uanset hvor underligt det er?" Sagde han med et underligt blik i øjet. Jeg kiggede forvirret på ham og følte mig ret bange og nervøs for, hvad han mente og hvad han ville kalde mig, hvis jeg sagde ja. Han viftede lidt med sin lillefinger og jeg mindedes den gang i London, hvor jeg havde introduceret ham til det såkaldte ubrydelige "lillefingerløfte".

"Men... Et lillefingerløfte kan ikke brydes!" Sagde jeg og tænkte alvorligt over det. Han sukkede bare og viftede endnu mere med sin lillefinger.

"Ja, det er derfor vi laver det... hvis jeg nu også lover, at love dig noget bag efter? Lover du mig så det her?" Spurgte han med et smilende glimt i øjet. Det var nu min tur til at sukke.

"Hvad kan du så love mig?" Spurgte jeg. Han kiggede hurtigt lige ud i luften og så på mig igen.

"At jeg tager dig med til en koncert en dag." Jeg kiggede med store øjne på ham.

"Seriøst?!" Udbrød jeg hvinende, hvilket bare fik ham til at grine af mig, men så nikke. Jeg snoede min lillefinger om hans.

"Ok, jeg lover... at du må kalde mig lige hvad du har lyst til.. så længe det ikke er ondt!" Sagde jeg og kiggede bedende på ham. Han tænkte lidt og nikkede så.

"Det lover jeg, og jeg lover at tage dig med til en koncert en dag." Sagde han og slap så min lillefinger. Jeg smilede stort, men tog så fat om hans lillefinger igen.

"Lad os love noget mere, det er ret sjovt." Sagde jeg. Han grinede lidt af mig og sukkede så.

"Kun hvis du lover at gå ud og vaske dig, for du har mel over det hele." Sagde han grinede. Jeg førte hurtigt min anden hånd igennem mit hår og kunne godt mærke, hvordan melen var godt og grundet snasket ind i mit hår.

"I lige måde snemand." Sagde jeg. Han kiggede hurtigt ned af sig selv og nikkede. Jeg klemte hurtigt hans lillefinger, rejste mig op og hjalp ham op derefter. Jeg gik ovenpå, mens Liam tog badeværelset nedenunder. Det føltes faktisk som en befrielse, at få alt det mel væk fra kroppen. Et eller andet sted var det spild af god mel, men uden den havde Liam måske aldrig lovet mig den koncert. Jeg fik skyllet al melen væk og fik sæbe på krop og i håret, for så at skylle det væk og træde ud af bruseren. Spejlet var nået at blive helt dugget, så jeg strøg det en enkelt gang lige i midten, så jeg kunne se mig selv. Jeg fik tørret mig og hoppet i noget rent tøj og smuttet nedenunder igen. Jeg havde nået at sætte mit hår op i en knold, så det ikke hang fugtigt ned over mine skuldre. Liam kom underligt nok først ud af badet nu. Jeg havde altid troet, at piger var længe om at bade, jeg tog måske fejl? Hans hår var også lidt fugtigt kunne jeg se, og han havde taget et par shorts og en tshirt på. Jeg gik ind i stuen og smed mig i sofaen og kiggede hurtigt på min mobil, der lå i min bukselomme. Klokken var allerede halv 9, tiden gik altid for hurtigt sammen med Liam. Han smed sig hurtigt ned i sofaen ved siden af mig. Jeg kiggede smilende på ham og han knyttede igen sin hånd og strakte sin lillefinger. Jeg kiggede tænkende på ham og snoede min lillefinger om hans.

"Du starter." Sagde han. Jeg grinede lidt, mens jeg tænkte mig om.

"Snakkede du ikke om at invitere mig ud og spise, i anledningen af min fødselsdag sidste gang?" Spurgte jeg. Han nikkede hurtigt og jeg kom på noget.

"Ok, lover du så, at du ikke inviterer drengene og i så synger fødselsdags sang for mig?" Han grinede lidt, men nikkede så og kiggede så på mig.

"Kun hvis du lover at tage kjole på." Sagde han, og jeg tabte nærmest kæben. Jeg håbede så meget, at han ikke var seriøs... for hvis han var.. så vidste jeg ikke helt, hvad jeg gjorde ved ham.

"Men Liam... Det ved jeg ikke helt..."

"Så synger vi for dig!"

"NEJ!" Udbrød jeg hurtigt og han grinede bare stort af mig.

"Hvis du forventer, at jeg og de andre ikke må synge fødselsdags sang for dig, så forventer jeg at se dig i kjole." Sagde han og smilede. Jeg sukkede lidt, men klemte så hans finger.

"ja ja... Hvis bare du lover ikke at grine af mig så!" Sagde jeg. Han kiggede smilende på mig og nikkede.

"Det lover jeg, men så skal du også love, at jeg må købe dig verdens bedste gave!" Sagde han. Jeg smilede lidt.

"Ok, hvis det bare ikke får mig til at græde." Sagde jeg. Han kiggede undrende på mig.

"Jeg kan altså godt blive rørt, hvis det er gode gaver." Forklarede jeg. Liam kiggede tænkende på mig.

"Ok, hvis jeg skal købe en gave til dig, som ikke får dig til at græde, så skal du også love mig noget og du skal virkelig mene det her, for jeg mener det." Sagde han og kiggede helt alvorligt på mig. Jeg kiggede ventende på ham og nikkede.

"OK, hvis jeg skal love alle de ting, så skal du også love mig at, hvis der nogensinde sker dig noget, så er jeg den første du ringer til, uanset hvor pinligt det er, uanset hvor svært det vil være, uanset om du vil eller ej, så er jeg den første du ringer til, om det så er en alvorlig situation eller du bare har brug for at snakke med nogen, så er det mig du ringer til!" Sagde han. Jeg kiggede på ham og kunne mærke varmen brede sig i mine kinder.

"Det lover jeg, hvis bare du lover at vi altid vil være venner." Sagde jeg. Han nikkede og klemte hurtigt min lillefinger og trak den væk fra mig og strakte sine arme ud mod mig og trak mig ind i et kram. Jeg klemte ham ind til mig og slap ham hurtigt igen. Han smilede stort til mig.

"Jeg glæder mig så meget til at se dig i kjole!" Sagde han og grinede. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Jeg har advaret dig... og bare for at du er advaret igen, så ville det være ligesom at se mig med flowercrown... måske 1000 gange værre." Sagde jeg og kiggede alvorligt på ham, men han rystede bare på hovedet.

"Det tror jeg ikke kan lade sig gøre." Jeg grinede lidt.

"Det skal du ikke være sikker på, Batman!" Sagde jeg, hvilket fik ham til at grine.

"Javel, puppy!" Sagde han og fik mig til at give ham en lammer i skulderen, hvorefter jeg grinede af ham.

"Du er den værste til kælenavne!" Sagde jeg, mens han fortsatte sit grinerri, og alligevel så smilede jeg. Jeg kunne ikke sætte ord på hvorfor, men der var et eller andet over, når Liam kaldte mig alle de kælenavne... selv om de jo et eller andet sted ikke betød noget, så var der alligevel noget over dem, noget sødt... noget smigrende... Eller bestod det hele bare i, at det var specieltm fordi det kom fra Liam? Det var underligt.

Min tankestrøm blev afbrudt af min vibrerende mobil, der lå ved siden af mig. Jeg tog den hurtigt op, nummeret var ukendt. Jeg trykkede på besvar og tog den op til øret.

"Hallo, det er Lucie." Sagde jeg.

"Lucie min pige, hej! Det er far." Jeg smilede stort og kiggede hvinende på Liam.

"Det er min far!" Hviskede jeg hurtigt. Han kiggede smilende.

"Hey Lucie, det var fordi der er kommet ændringer i planerne." Sagde han. En kæmpe klump samlede sig med det samme i min hals.

"Hvad vil det sige?... Du kommer hjem, ik?!" Spurgte jeg ivrigt, og kunne med det samme høre min fars blide dybe latter.

"Ja, det gør jeg, ændringen er bare, at jeg sidder i et fly på vej hjem... nu."

"Hvad?!" Spurgte jeg ivrigt.

"Jeg kommer til USA allerede i dag, så jeg vil være i Alabama om to eller tre dages tid." Sagde han, og jeg kunne ikke lade vær med at smile... Min far kom tideligere hjem!

____________________________________________________________________________

awww Små Øge/kælenavne til Lucie, hvor sødt ;D

Men det stopper ikke der, for når nu Liam har fået lov ender han jo nok med at kalde hende alt muligt :P

Er det et´ specielt eller flere ting i ønsker/håber han kalder Lucie i de næste kapitler? ;D

Hvis i måske ikke har set den, så har jeg skrevet en mumble

omkring det med kælenavne, mest fordi jeg gerne vil høre om hvad i synes han burde kalde hende

Men ja, ellers så bare skriv et ønske i en kommentar her nede under :D

 

Ellers så siger jeg stadig mange tak både for Likes, kommentarer og alle jer der favorittere

Husk det ikke er forbudt at skrive om hvad i synes, jeg elsker virkelig hvis i har skrevet noget

For jeg vil stadig gerne høre jeres mening

Den er ikke for kedelig, eller mangler noget

Eller bare hvad i håber på hvad der vil ske i historien?

Bare skriv, det vil gøre mig så glad

 

Eller så fortsæt god efterårsferie :D

Vi ses nok fredag igen :D

KNUZ!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...