The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24232Visninger
AA

29. My everything

 

"Maybe I'm scared because you mean more to me

than any other person. You're everything I think about

everything I want"

 

Liam P.O.V

Det her var så mærkelig, jeg var slet ikke vant til det her. Det var så besynderligt, men samtidig… så fantastisk dejligt! Jeg kunne ikke sætte ord på det, eller endda beskrive det. Det var den her følelse, som blev ved med at blusse frem i mig. Det var den her følelse af usikkerhed, som gjorde at min mave spændte i nervøsitet og jeg hele tiden håbede på, at hun ringede. Det var den her følelse af, at jeg ikke kunne lade vær med at forestille mig hendes smil. Forestille mig hende snakke til mig. Høre hende grine. Føle hende i mine arme. Hele tiden føle den der store nysgerrige trang til, at føle hende tæt på mig, helt tæt på mig, som at have hende helt ind i min favn og bare holde hende tæt ind til mig. Nysgerrigheden efter at føle støddet, støddet, som havde ramt mig, da hun sagde de ord... føle om det stød kunne fremstå igen. Det var nysgerrighed, det var savn, længsel... ja, det hele. Det var virkelig en rar følelse, men samtidig, så var den skræmmende. For jeg følte på en måde, at hvis jeg blev ved med at have den følelse inden i mig, så kunne jeg smile resten af livet. Så var jeg sikker på, at alt ville være perfekt. Bare så længe jeg havde den følelse inden i mig. Bare så længe jeg tænkte på hende...

Hvis jeg skulle være ærlig over for mig selv, hvilket jeg ikke havde været i starten. For jeg havde prøvet at skubbe tanken væk, men uanset hvad, så dukkede den op igen. Så nu var tankerne der hele tiden, og jeg lod dem blive.

Tanker om hvornår det hele skete, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, hvor meget mere tankerne havde været der, da jeg sagde farvel til hende i lufthavnen. Hvor meget jeg virkelig tænkte på hende, da jeg tog hjem i bilen. Tænkte på alt det, der var sket... tænkte på hvor meget vores venskab havde udviklet sig. Tænkte på hvor meget mine følelser havde udviklet sig. Jeg prøvede at ryste det ud af hovedet. Det var jo for skørt... Jeg havde da ikke sådan nogle følelser omkring Lucie. Lucie var min bedste ven, hun var nærmest det næreste jeg havde i hele verden... Jeg elskede Lucie.

Og lige i det indså jeg det. Indså hvornår tankerne rigtigt var startet. Indså at de på en eller anden måde var startet, da hun ankom. Da hun fortalte mig om alt det med Brody, var der vokset den største vrede frem i mig, og jeg blev også irriteret over mig selv. Irriteret at jeg faktisk var nødt til lige at holde ind, i stedet for at holde det inde. Lucie havde kigget helt bekymret på mig og forsikret mig om at hun var ok, men det kunne hun sagtens sige, for det kunne jo godt være, at hun var ok nu, men hvad så med da det lige var sket? Hun må have været helt knust!

Ja, jeg havde aldrig rigtigt, sådan helt brudt mig om Brody. Jeg syntes han virkede uspekuleret, og jeg var altid bange for, at han kunne finde på at gøre et eller andet ved Lucie. Så mine tanker blev bekræftet og jeg kunne ikke andet, end virkelig at hade ham. Så derfor gjorde jeg det til min egen opgave, at Lucie skulle have de bedste dage i lang tid sammen med en, som ALDRIG ville gøre sådan noget ved hende.

Jeg blev virkelig også glad over, hvor glad hun blev for det hele. Hun var jo allerede oppe over skyerne, da vi så musikvideoen. Hun havde virkelig været alt for kær, i sær da jeg opdagede hun flippede lidt ekstra ud med Harry. Dog havde alle drengene troet, at jeg var hendes yndlings. Jeg forstod ikke rigtig noget af det. Heller ikke, da vi stod ude i køkkenet for at ordne chips, og jeg så hørte drengene hviske om Lucie og jeg. Jeg havde prøvet at lade som om jeg ikke hørte noget, måske fordi jeg håbede Lucie ikke hørte noget, men hun forholdt sig tavs, så jeg regnede ikke med noget. Men der mens drengene havde hvisket, var jeg begyndt at tænke... tænke på Lucie.

Tænke på hvor heldig jeg egentlig var. Jeg havde altid været nervøs for, hvis jeg skulle møde en pige, som kun ville have mig, fordi jeg var med i One Direction, i stedet for at tage mig for den jeg var. Men Lucie havde overrasket mig (Det havde hun egentlig gjort fra dag 1) Hun snakkede altid til mig, som om jeg var et normalt menneske. Det var det jeg elskede hende for, hun stillede aldrig krav om at komme med til alle de store ting vi skulle. Det overraskede mig faktisk, at hun aldrig spurgte om, at komme med på touren. Nej, hun var helt afslappet og så på mig, som var jeg en normal person. Det var derfor jeg elskede Lucie. Lucie var så perfekt!

Men samtidig så kørte tankerne rundt inde i mig. Tankerne om hende, om mig... Om os. For mig var Lucie min bedste veninde, hun var næsten alt for mig. Jeg bekymrede mig altid meget om hende. Om hvad hun lavede, hvor hun var, om hun var glad, ked af det eller havde brug for nogle at snakke med. Jeg havde altid Lucie i mine tanker.

Det var derfor, at jeg hele dagen op til koncerten havde været virkelig nervøs, også selv om det var noget, som jeg et eller andet sted gjorde dagligt. Så blev det bare tusind gange mere nervepirrende og vigtigt, kun på grund af Lucie. Jeg ville gøre det så perfekt, som overhovedet muligt! Det var derfor jeg valgte at synge "for" hende. For et eller andet sted, så sang vi jo Moments for alle, men lige den sang, ville jeg gerne tilegne til hende. Jeg havde faktisk længe tænkt over, hvilken sang jeg kunne synge for hende, hvis det skulle ske en dag. Jeg havde faktisk mange sange i hovedet, som ville passe godt. Men Moments passede perfekt. Passede på den måde, at den faktisk fortalte, ok godt om hvordan jeg egentlig havde det med hende, Så jeg håbede det ville gå godt. Og det blev meget bedre end, hvad jeg havde regnet med. Jeg var sikker på, at jeg havde set hende med en tårer ned af kinden, hvilket ville sige, at jeg havde ramt plet... Men det var stadig ikke godt nok. Lucie burde vide, hvad hun var for mig og hvor meget jeg ville gøre for hende.

Det var derfor at den middag, skulle være så perfekt som overhovedet muligt. Hun var nødt til at vide, hvad hun betød for mig, og det gik meget over min forventning. Inderst inde vidste jeg det godt, men at høre hende sige det højt, gjorde det hele meget bedre.

Hun elskede mig.

Og jeg elskede hende.

Jeg ved ikke om det var fordi hun sagde det, eller fordi jeg selv gjorde og virkelig indså at jeg elskede hende, hvilket jeg faktisk havde gjort længe. Men tankerne gik for alvor i gang efter det.

Tankerne om hende.

Og jeg lavede ikke andet end at tænke de næste dage, efter at hun tog hjem. Sad bare og tænkte på intet andet, end hende.

 

"Liam!" Råbte Sophia glædeligt. Jeg kiggede op og så hun gik hen til mig ovre fra en høj bygning. Vi var i Las Vegas nu. Her var virkelig fedt, og jeg havde fset mange kendte her nede. Det var ret vildt. Vi havde allerede spillet de to koncerter som vi skulle, så vi brugte bare den sidste dag til, at slappe af og tjekke stedet lidt ud. Jeg smilede, da Sophia løb over til mig. 

"Hey." Sagde jeg. Hun grinede og kyssede mig hurtigt. Jeg kyssede med, men på en måde... så var der noget anderledes ved det... det føltes ikke helt korrekt, men underligt og forkert.

"Længe siden. Jeg har savnet dig." Sagde hun smilende. Jeg smilede hurtigt tilbage.

"I lige måde." Sagde jeg, mens den på en måde forkerte følelse blev større inden i mig. Hun smilede hurtigt, mens hun viftede lidt med hånden, om at vi kunne gå videre sammen. Jeg nikkede og vi gik. Jeg havde skrevet lidt med hende om, at hun måske kom til Las Vegas for at møde os, så det var hyggeligt.

Der var ikke rigtig en af os, som sagde noget, så der var helt stille, men jeg tænkte... Jeg tænkte vildt meget. Sophia sukkede hurtigt.

"Er der noget galt?" Spurgte hun og stoppede op. Jeg stoppede også og kiggede på hende.

"Nej... hvorfor skulle der være det?" Spurgte jeg. Hun sukkede igen.

"Du virker bare ret fjern, er der sket noget?" Spurgte hun. Min mave spændte med det samme. Shit!

"Nej nej, bare lidt træt du ved, det er fint." Sagde jeg, men hun kiggede alligevel mærkeligt på mig.

"Ok, det er bare fordi, jeg hørte fra de andre drenge, at Lucie havde været her." Sagde hun alvorligt, dog stadig med et smil på læben. Bare udtalelsen af hendes navn, fik min mave til at spænde igen. Jeg måtte fandme tage mig sammen!

"Oh ja, hun var hos os et par dage. Det var virkelig hyggeligt!" Sagde jeg. Sophia smilede og nikkede.

"Hvad lavede i?" Spurgte hun. Jeg sukkede lidt.

"Øhh... den første dag så hun udgivelsen af "Best song ever" sammen med os, det var så sjovt... drengene prøvede at lære hende dansen og sådan. Så gik der et par dage på grund af transport, så der slappede vi bare af. Så kom vi til Denver og hun var med til sin allerførste koncert med os, det var så vildt! Hun blev så glad! Så tog jeg hende med ud at spise, men det var for at fejre hendes fødselsdag." Sagde jeg og huskede det hele, eller ikke huskede, da jeg ligesom ikke havde tænkt på andet den sidste uge.

"Wow... hendes første koncert? Imponerende. Hvornår havde hun fødselsdag?" Spurgte hun og vi begyndte at gå lidt videre.

"Maj, men jeg havde først tid nu til at fejre hende ordentligt, men det var godt. Stedet var virkelig fedt!" Sagde jeg. Hun nikkede.

"Fedt, måske kunne vi spise der en dag." Sagde hun smilende.

"Ja, jeg har dog lidt travlt nu, men jeg kan prøve at se, hvornår jeg får tid." Sagde jeg. Hun grinede lavt for sig selv, men prustede så lidt.

"Oh ja, vi ser på det." Sagde hun og kiggede lidt væk. Det her føltes rimelig akavet lige pludselig.

"Ja, ej du skulle have set Lucie her den anden dag, da jeg vågnede. Jeg havde givet hende en halskæde i gave og hun havde beholdt den på, da hun skulle sove." Sagde jeg, men Sophia afbrød mig ved at kigge underligt på mig.

"Kigger du på hende, når hun sover eller sådan noget?" Spurgte hun med et hævet bryn. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

"Nåår, nej nej, vi sover sammen." Sagde jeg, men bed mig så med det samme i tungen, da jeg så Sophias meget overraskede udtryk. Ok Liam, meget flot... meget flot!

"Altså vi... vi øhhm, ja vi øhh.."

"Sov i sammen... sådan i samme seng? Eller bare samme rum?" Spurgte hun stadig lidt chokeret. Fuck!

"Samme seng." Sagde jeg hurtigt. Hendes mund åbnede sig lidt og hun så ret overrasket ud.

"Wow... øh ok... Jamen fint." Sagde hun og kiggede ned i jorden. Jeg sukkede lidt.

"Det var altså bare fordi, der ikke var så meget plads, så vi sov sammen." Sagde jeg. Hun nikkede bare.

"Men... hvornår regner du med at se hende igen?" Spurgte hun lidt lavt. Jeg tænkte lidt.

"Altså, vi snakkede omkring noget i næste uge." Sagde jeg hurtigt. Hun stoppede op og sukked højlydt, jeg stoppede også op.

"Noget galt?" Spurgte jeg. Hun prustede.

"Ser du hende ikke ret tit?" Spurgte hun, hendes smil var væk. Jeg vendte mig om mod hende.

"Øhh... det ved jeg ikke, det er vel normalt, tror jeg." Sagde jeg. Hun prustede sukkende igen. Jeg forstod ikke.

"Hvad er der.."

"Liam, dig og Lucie!" Sagde hun med det samme og satte hænderne i siden.

"Hvad er der med..."

"Det er for meget Liam. Jeg ved ikke hvordan jeg helt skal formulere det, men..."

"Men hvad?" Spurgte jeg nervøst og prøvede at finde ud af, hvor hun ville hen..

"Behøver du være Så meget sammen med hende? Jeg mener... hele tiden." Sagde hun lidt alvorligt.

"Jeg er da ikke sammen med hende hele tiden." Sagde jeg. Hun sukkede og rystede på hovedet.

"Nej nej, i ser hinanden bare hver uge, du tager hende med på en fin middag, sover sammen med hende... Jeg synes det er for meget Liam." Sagde hun sukkende.

"Siger du jeg ser min bedste veninde for meget?" Spurgte jeg endnu mere forvirret. Hun sukkede igen.

"Bedste veninde? Er du sikker?" Spurgte hun med et underligt blik i øjnene. Jeg forstod ikke helt, så hun prustede irriteret.

"Liam for helvede! Dig og Lucie er for meget... Du snakker altid om hende. Lucie dit og Lucie dat, for satan altså, jeg vil ikke være den jaloux kæreste!" Klagede hun. Jeg sukkede lidt.

"Er du jaloux på Lucie?" Spurgte jeg. Sophia prustede.

"Ja gud fanden er jeg det! Undskyld jeg bliver så sur Liam, men jeg synes virkelig det er for meget, og jeg har altså en ide om at dig og Lucie er mere..."

"Mere hvad..? Lucie er min bedste veninde, Sophia, jeg håber du forstår at..."

"Forstår hvad?! Liam for helvede. Jeg hader at lyde sådan her, men du taler altid om hende, taler om hvor dejlig hun var, da hun gjorde det, hvor dejlig hun er når hun gør noget andet... Hvad fanden med mig?!" Udbrød hun til sidst. Jeg kunne mærke min mave spænde.

"Jeg er ikke..."

"Nej nej, i er bare så gode venner, at du nærmest ser hende hver anden dag, sover sammen med hende og sikkert har de fedeste dybeste samtaler om hinanden... Ja ja Liam, og hvad så med mig?"

"Hvad så med dig?" Spurgte jeg forsigtigt. Det her irriterede mig for groft, Sophia var en sød og smuk pige, men hvorfor forstod hun ikke at jeg... FUCK!

"Ja, jeg er bare det tredje hjul. Liam vil du hellere være sammen med Lucie end mig?" Spurgte hun forsigtigt. Jeg førte en hånd gennem mit hår, det var frustrerende.

"Sophia, hør nu..."

"Nej, svar mig... og svar mig ærligt!" Sagde hun og jeg kunne sagtens se hendes sårede blik.

Jeg havde så svært ved at indrømme det her. Sophia var en virkelig sød og smuk pige, og jeg kunne jo godt lide hende, plus hun havde faktisk lige sagt at vi var kærester (Blev man så noget automatisk, efter at have kysset et par få gange?) Så hun kunne jo også lide mig... Men Lucie... Lucie var noget helt andet... Lucie var..

"OH MY GOD! Du overvejer det faktisk!" Sagde hun skingert og stormede så forbi mig. Jeg prøvede at gribe ud efter hende, men hun stormede direkte forbi.

"Sophia... hør nu her! Jeg er ikke vild med Lucie!" Prøvede jeg, men hun vendte sig bare om og havde det vredeste blik i øjnene.

"Jeg forstår ligesom godt en hentydning. Dig og Lucie er en pakke, jeg troede kun jeg sagde ja til dig, men Lucie hører også med i det her, kan jeg se!" Sagde hun vredt. Jeg vrissede hurtigt af hende:

"Hold nu op! Du forstår ingen ting... Lucie og jeg.."

"Ja ja, Liam, jeg tror du har brug for at tænke tingene godt igennem, i mellemtiden kan du finde ud af, om du bare har holdt mig for nar gennem det hele!" Sagde hun og rettede på sin taske og gik videre. Jeg løb hen til hende.

"Sophia, nu bliver du grov. Jeg ville da aldrig holde dig for nar! Jeg kan jo godt lide dig!" Sagde jeg. Hun sukkede lidt.

"Jeg kan også lide dig Liam, men jeg håbede på at være den eneste i dit hjerte!" Sagde hun og gik videre i et næsten halvt løbende tempo.

"Sophia!" Råbte jeg efter hende.

"Bare tænk over det Liam! Så kan vi snakke når du har fundet ud af, om dit og Lucies bryllup er til sommer eller vinter!" Sagde hun vredt og løb så væk. Jeg havde lyst til at råbe, men jeg førte bare mine hænder irriteret og frustreret gennem mit hår.

FOR FUCK I... FUCK!

Det her var alt andet end perfekt! Sophia var virkelig en af de sødeste piger jeg kendte. Jeg kunne godt lide hendes humor. Hun havde det sødeste smil! Hendes personlighed var virkelig det, som gjorde hende til noget specielt... Jeg kunne virkelig godt lide hende.

Men Lucie...

Uanset hvad end jeg gjorde, så tænkte jeg på Lucie. Det havde jeg også gjort før. Jeg havde hende jo altid i mine tanker, men nu er det anderledes. Nu er det ikke fordi, jeg bekymre mig om hende... Eller jo, faktisk så bekymrede jeg mig om hende, mere end før. Jeg håbede at hun var glad, at hun smilede hele tiden, at hun sov trygt om natten. Bekymrede mig om, hvad hun gik og lavede, om hun gik og tænkte... om hun tænkte på mig, lige så meget som jeg tænkte på hende. For jeg havde aldrig tænkt så meget her på hende før. Hun forlod aldrig mine tanker. Hun var der hele tiden, var der og mindede mig om, hvor meget jeg savnede hende.

Savnede at se hende smile, høre hende grine, savnede at mærke hende i mine arme, høre hendes stemme, hendes smukke venlige øjne... Jeg savnede alt ved hende... Jeg savnede hende virkelig.

Men det her var en ny form for savn. Jeg havde ikke prøvet det før. For jo, jeg savnede jo Lucie hele tiden, men efter de sidste par uger, siden hun var hos os... så havde det ændret sig.

 

Det var så frustrerende. Jeg prøvede resten af dagen at tænke det hele igennem, men det var svært. For et var: Sophia var en virkelig sød og køn pige... Men Lucie... Jeg havde lyst til at banke mit hoved ind i et eller andet. Det her ville være meget nemmere, hvis jeg ikke var begyndt at overtænke det hele. Jeg smed mig ned i min seng på hotellet og fandt en beslutning. Jeg havde brug for et tegn af en slags, om det så var en kæmpe åbenbaring eller en lille øjenåbner... bare et eller andet. Jeg havde brug for et tegn.

Jeg lå i et stykke tid og kiggede op i loftet, men blev afbrudt af min mobil. Jeg tog en dyb indånding inden jeg tjekkede den. Og jeg kunne ikke andet end at smile og føle en brusende varm følelse i kroppen.

"Liam?" Sagde hendes blide stemme i den anden ende af røret. Jeg smilede lidt og kunne mærke den brusende følelse ramme mine kinder.

"Pookie." Sagde jeg. Hun grinede med det samme, hvilket gav den største kriller i min mave.

"Liam... Oh my. Jeg har noget jeg er nødt til at fortælle dig. Jeg så at der er det her marked lidt ude for byen om to dages tid, og det ville være så dejligt, hvis du kunne nå at være her og se det sammen med mig!" Sagde hun helt spændt. Jeg grinede lidt.

"Jo klart... men øhh Lucie, jeg..."

"Og så kan du tage Sophia med! Det ville være så hyggeligt for os alle sammen, så kan jeg endelig møde hende og vi kunne have det så hyggeligt sammen.."

"Lucie.." Prøvede jeg, men hun hørte mig ikke.

"Og så kunne vi prøve alle forlystelserne sammen... lyder det ikke fedt? Jeg glæder mig nærmest allerede."

"Lucie!" Råbte jeg nu ind i telefonen. Hun tav.

"Undskyld, jeg ville ikke afbryde dig... men jeg.." Prøvede jeg men endte med at sukke.

"Liam, er du ok?!" Afbrød hun med det samme. Jeg kunne sagtens høre hendes ændrede tonefald, det lød bekymret.

"Ja, det er bare... jeg er lidt træt og sådan og Sophia.." Indrømmede jeg hurtigt. Hun sukkede med det samme i den anden ende.

"Gik det ikke?" Spurgte hun lavt. Jeg sukkede lidt.

"Det ser ud til at uanset hvad jeg gør... så går det bare ikke. Jeg har vist kun dig." Sagde jeg og sukkede, samtidig med at jeg dog smilede lidt. Jeg hørte hun sukkede, men også grinede til sidst.

"Du skal nok finde en Liam, du er en vidunderlig fyr!" Sagde hun trøstende. Jeg smilede lidt for mig selv... Ja, jeg skulle nok finde en.

"Ja ja, jeg tror bare problemet er, at denne person som jeg skal finde, har været lige for næsen af mig... hele tiden." Sagde jeg og sukkede, men samtidig så vrimlede sommerfuglene helt vildt frem inde i min mave. Hun svarede ikke.

"Pookie?... Hallo?" Spurgte jeg og trak hurtigt mobilen væk fra mit øre, for at se om opkaldet var slut, men hun var der stadig. Jeg hørte hende grine svagt.

"Jamen øhhm... hvad vil du så gøre?" Spurgte hun helt lavt og jeg kunne sagtens høre, at hun smilede. Jeg sukkede lidt. Jeg var nød til at tage mig sammen.

"Hvornår kan jeg være hos dig?" Spurgte jeg lige ud.

____________________________________________________________________________

Well well well...

Hvad skal det dog sige??

Hvad betyder det dog..

Vi må jo vente og se...

HAHAHA Ej... Skriv meget gerne en kommentar om hvad I synes der skal ske nu...

I er alle virkelig søde!! Tusind tak for de søde kommentarer i skriver, de varmer meget mere end i tror og giver en meget stor skrivelyst... SÅ FORTSÆT ENDELIG!!

Hvis i ikke allerede var fan af mig, så kan i lige tjekke min seneste mumble... (den angående 2 års jubilæum!!)

Hvor jeg gerne vil høre om i er friske på en Zayn eller Harry movella, efter denne...

Skriv gerne en kommentar på den mumble...

Men husk ingen tvang, jeg beder bare helt pænt ;D

Haha, vi ses snart XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...