The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24829Visninger
AA

21. More than a friend

 

"A best friend isn't someone who's just always there for you. It's someone who understand you a little bit more than you understand yourself"

 

Lucie P.O.V

"Liam Vågn op!" Sagde jeg og hoppede i sofaen for at vække ham, men han virkede ikke til at vågne op.

"Liam for helvede, vågn op!" Sagde jeg utålmodigt. Han åbnede øjnene lidt og kiggede opgivende på mig.

"Du´ dum!" Sagde han med sin hæse morgenstemme. Jeg skubbede bare lidt til ham med min fod.

"Det er du også, hvis du ikke vågner, Batman!" Sagde jeg grinende. Han sukkede bare og åbnede øjnene helt og skubbede mig ned fra ham, så jeg landede med numsen oven på hans lår. Han grinede lidt og jeg kunne ikke selv lade vær med at grine.

"Du ender seriøst med, at tage livet af mig en eller anden dag!" Sagde han. Jeg grinede lidt og trak på skuldrene.

"En eller anden skal jo gøre det. Jeg sørger bare for, at det bliver sjovt undervejs." Sagde jeg grinende. Han kiggede på mig med den ene øjenbryn hævet.

"Så du vil gerne dræbe mig? Hmm... den var ny." Sagde han grinende. Jeg trak lidt på skuldrene og fjernede min numse fra hans lår, så han kunne komme op at sidde i sofaen.

"Nej, jeg ville aldrig dræbe dig... kun torturere dig en lille smule." Sagde jeg og rejste mig helt fra sofaen. Han overraskede mig dog, ved hurtigt at tage fat i min arm og hive mig ned til sig og lagde sine arme om mig. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt af ham, mens han krammede mig knugende ind til sig.

"Må jeg så også torturere dig lidt samtidig? Be om!" Sagde han smilende. Jeg grinede lidt igen og vendte mig lidt om mod ham og rodede ham forsigtigt i hans ulede, men bløde morgenhår. (Den dreng havde faktisk morgenhår. Jeg havde lagt mærke til det et par gange. Hans hår sad faktisk altid totalt rodet, når han vågnede om morgenen... og jeg, som kun troede at det var piger, som kunne have morgenhår.)

"Ok... men så kun lidt." Sagde jeg og blinkede hurtigt til ham. Han smilede stort til mig og krammede mig hurtigt ind til sig.

"God morgen!" Sagde en stemme hurtigt afbrydende. Jeg smilede hurtigt til min far, der stod ovre i døren. Han derimod havde aldrig morgenhår, måske fordi han havde så kort hår, så der ikke rigtigt var noget, der kunne sjuskes i, ligeså meget som Liams. Dog var min far altid meget langsom til at vågne om morgenen, så det første han altid gjorde først var et bad og så en kop kaffe, og så kunne vi altid tage det i et stille og roligt tempo derfra.

Men denne morgen var anderledes. Han blev stående i døren og smilede hurtigt til mig og smilede så til Liam, som stadig sad med sine arme krammende omkring mig, og holdt blikket hos ham i et stykke tid. Nærmest som om han gik lidt i trance, måske fordi han ikke helt var vågen endnu?

"God morgen far." Sagde jeg smilende. Han blinkede en enkelt gang og fjernede sit blik fra Liam, førte det hen på mig igen og smilede stort.

"Go´morgen." Sagde Liam. Min far nikkede smilende og gik så videre forbi os og ud i køkkenet. Jep, han havde brug for sin kaffe. Jeg grinede lidt og Liam fjernede sine arme fra mig, for at lade mig gå ud til min far. Jeg rejste mig fra ham, men ventede på han fulgte med mig, så han rejste sig og gik med mig. Jeg gik ud til min far og kyssede ham hurtigt på kinden, han lagde hurtigt en arm om mig og kyssede mig på panden.

"Har I planer for i dag?" Spurgte min far med sin sædvanlige morgenhæse stemme og vendte sig om mod os, mens han lænede sig op af køkkenbordet. Jeg vendte mig om mod Liam med to kopper, mens jeg havde sat vand over til te. Liam tog i mod kopperne, mens jeg begyndte at gå skufferne igennem, i håb om morgenmad.

"Altså... Vi mangler lidt mad og sådan, så en af os skal i hvert fald ned og handle, ellers så ved jeg ikke helt... huset kunne godt trænge lidt."

"Lucie!" Klagede min far hurtigt. Han vidste godt hvad jeg hentydede til. Liam kiggede bare på min far og jeg og så lidt forvirret ud.

"Jeg hader rengøring!" Stønnede min far opgivende. Jeg grinede lidt og fandt noget brød i en skuffe og begyndte at skære det ud.

"Så kan du handle, så gør jeg og Liam bare rent." Sagde jeg og vendte mig smilende om mod Liam. Han smilede, men jeg kunne med det samme se, at han havde det præcis samme udtryk som min far. Mænd og rengøring!

"Mænd!" Klagede jeg, men grinede så over deres forvirrede udtryk i øjnene.

 

"Men Pookie...Jeg gider ikke mere!" Sagde Liam opgivende hen omkring eftermiddagen, da han havde smidt sig midt på gulvet inde på mit værelse, mens jeg ALENE prøvede at få styr på mine OG Liams ting. (Hans ting var snart alle vejne!)

"Du har knapt nok lavet noget! Og du har endda muskler, så det burde være dig, der slæbte rundt på tunge ting, og ikke mig, så spar dig Popcorn!" Sagde jeg og lagde lidt tøj på plads. Han grinede lidt.

"Popcorn?" Spurgte han. Jeg nikkede.

"Ja! Du ved... pop, som i popstjerne... og korn som i majs, som i din hjerne." Sagde jeg hurtigt og grinede lidt i smug, men det fik ham bare til at rejse sig fra gulvet og gå over til mig og kigge surt på mig. Et stik igennem mig.

"Har du lige kaldt min hjerne for en majs?" Spurgte han med på en måde, et ondt blik i øjet. En nervøsitet gik igennem mig... Ville han blive sur nu?

"Øhm... Nej, det var i sjov... jeg troede at.." Men han afbrød mig bare ved at grine og rode mig i håret. Jeg måtte indrømme, jeg rent faktisk åndede lettet ud der, jeg troede lige...

Liam rykkede lidt til mig, så han stod foran bunken med tøj og begyndte at folde det sammen.

"Jeg klarer resten, bare gå videre til næste punkt." Sagde han hurtigt. Jeg smilede og klemte blidt hans skulder og gik nedenunder.

Uanset hvor meget jeg prøvede at tænke, at Liam kunne være flabet og ond mod mig, så modsagde han altid den tanke. Liam kunne ikke være ond og flabet, det lå ikke i hans natur. Liam var en sød og omsorgsfuld fyr. Mon det også var derfor, at min far havde ment han var god for mig? Fordi jeg havde brug for sådan en som Liam, til at holde mig nede og passe på mig, når jeg blev for flyvsk? Han havde ret. Liam var mere end god til hele tiden at passe på mig, høre hvad jeg lavede, og rent faktisk bekymrede sig meget om mig. Han var vel, hvad man kaldt en god ven for mig? Selv om han ikke bare var en "god ven" Han var jo meget mere! Liam var en af de få personer, som jeg havde så tæt på mig, som han var. Jeg kunne jo faktisk snakke med ham om alt. Jeg savnede ham altid når han var væk, eller ret meget faktisk. Jeg kunne godt lide hans selvskab. Jeg kunne godt lide at vide, at han altid var lige i nærheden, så det irriterede mig altid meget, når han var væk i længere tid. Han var jo på en måde min...

"For helvede!" Jeg blev afbrudt af min far, der kom ind af døren med armene fulde af indkøbsposer. Jeg løb hurtigt hen og hjalp ham.

"Der var så mange der nede i dag, er du gal en kø!" Sagde han og prustede ud. Jeg tog poserne ud på bordet og begyndte at tage deres indhold ud, mens min far slæbte de andre ind.

"Hvor er Liam?" Spurgte han. Jeg skulle lige til at svare, da jeg så han havde et underligt blik, som om han virkelig ledte efter et eller andet, og hvis han ikke fandt det, gik verden under.

"Jeg er her." Sagde Liam inde fra stuen og måtte have hørt vi snakkede og kom her ned. Underligt nok fik jeg igen set de blikke, der blev sendt mellem min far og Liam, og igen var der et eller andet, men jeg lod vær med at kommentere det.

 

Min far kyssede mig hurtigt i panden og klappede Liam på skulderen og gik ovenpå. Vi havde spist en dejlig aftensmad og havde ellers bare slappet af med en film. Jeg lagde underligt nok mærke til, det store smilende blik Liam og min far sendte hinanden. Det var underligt. De havde sendt underlige blikke til hinanden hele dagen. Under morgenmaden, når de mødte hinanden, når de gik forbi hinanden i løbet af dagen, under aftensmaden og da vi så film. Liam blev nødt til at spytte ud! Da jeg kunne høre at min far var ovenpå, vendte jeg mig mod Liam.

"Spyt ud!" Sagde jeg. Han kiggede hurtigt på mig, nærmest i chok.

"Hvad mener du?" Spurgte han. Jeg sukkede lidt.

"Jeg mener spyt ud i: Hvad sker der?! Dig og far har opført jer mærkeligt over for mig hele dagen, i sender hinanden underligt blikke.."

"Vel gør vi ej!"

"Jo i gør! Jeg er ligesom ikke dum...  Hvad har i snakket om? Hvad har han sagt til dig, hvad har du sagt til ham? Seriøst fortæl mig det!" Sagde jeg lige ud. Liam begyndte bare at grine af mig.

"Du er underlig... ved du det?" Sagde han smilende. Jeg prustede lidt.

"Ja, i lige måde!" Sagde jeg og grinede lidt. Han smilede skævt til mig og førte en tot hår bag mit øre og jeg smilede tilbage.

"Vi snakkede bare." Sagde han.

"Men om hvad, jeg føler mig helt udenfor." Sagde jeg surmulende, hvilket bare fik ham til at grine igen. Han lagde sig tilbage på ryggen på madrassen og smilede hurtigt til mig. Jeg sukkede lidt, smilede tilbage og lagde mig tilbage, ved siden af ham. Vi kiggede begge to op i loftet.

"Tro mig, det var ikke noget specielt, det var bare helt normale ting." Sagde han. Jeg grinede lidt, jeg kunne sagtens forestille mig min far og Liam, have en lang samtale om kedelige mandeting.

"Så jeg behøver ikke være bekymret for, at du har oprettet en eller anden hemmelig klub uden mig?" Spurgte jeg grinende. Liam grinede lidt og rystede på hovedet. Jeg smilede og vendte så mit hoved til siden mod ham, han gjorde det samme.

"Jeg ville ikke lave en klub uden dig." Sagde han smilende. Jeg smilede tilbage.

"Hvem ville du så have med? Hvis det nu var en helt normal klub og ikke en fanbase baseret på dig selv?" Sagde jeg grinende. Han rullede hurtigt med øjnene.

"Niall klarer det da meget fint... Måske kunne jeg kalde min fanbase for...The Paynies!" Sagde han opfindende, men jeg grinede bare af ham.

"Det lyder som piller mod smerte... Ej, bare drop ideen min ven." Sagde jeg og kiggede op i loftet igen.

"Jaja... Men du ville da være med i min klub, ville du ikke?" Spurgte han. Jeg smilede og nikkede.

"Selvfølgelig ville jeg det Liam." Sagde jeg. Han smilede lidt.

"Så ville jeg også være med i din klub." Sagde han smilende. Jeg grinede lidt.

"Virkelig spændende klub, jeg så ville opfinde." Sagde jeg og sukkede lidt. Liam trak lidt i mundvigen.

"Jeg er sikker på, at om det så var en klub om skak eller hvordan støvmider forvandles til luft, så ville jeg være med, kun fordi det er din klub" Sagde han og jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt.

"Tak Liam, det betyder meget." Sagde jeg, men mærkede så noget varmt, blødt... og samtidig kærligt og betryggende, lægge sig oven på min hånd. Hans hånd.

"Skal vi ikke prøve noget nyt?" Spurgte han hurtigt. Jeg kiggede forvirret på ham... Hvad mente han helt præcist med... Noget nyt?

"Som hvilket?" Spurgte jeg. Han trak på skuldrene.

"Fortæl mig om Brody!" Sagde han. Jeg satte mig hurtigt op og kiggede på ham med rynkede bryn.

"Seriøst?" Spurgte jeg. Han nikkede smilende og vendte sig om på siden. Jeg tænkte lidt.

"Han er sød." Sagde jeg. Lian rullede med øjnene.

"Detaljer!" Sagde han. Jeg kiggede endnu mere forvirret på ham.

"Hvorfor? Jeg troede det her var en snak, jeg ville have med en veninde, ikke med.. ja, du ved.. dig." Sagde jeg fnisende. Han trak på skuldrene.

"Jeg interessere mig for, hvad du går og laver, ikke andet." Sagde han. Jeg grinede lidt.

"Tak Liam, det er jeg glad for, men, ja det med Brody, jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad han egentlig sådan synes om mig, hvis du forstår hvad jeg mener." Sagde jeg. Liam grinede lidt og nikkede.

"Det er fordi drenge helst vil have at pigerne tager det første skridt, mest fordi vi er bange for at overfalde jer." Sagde Liam og lagde sig om på ryggen igen. Jeg lagde mig også fladt ned på ryggen.

"Men... det vil piger også... eller jeg vil... Ellers føler jeg bare, at han enten synes jeg er irriterende." Sagde jeg. Liam prustede lidt.

"Har han kysset dig endnu?" Spurgte han, det her var seriøst underligt. Jeg grinede lidt.

"Kun på kinden."

"Så er han interesseret!" Sagde han smilende. Jeg rødmede lidt, kunne han virkelig vide det?

"Måske... Men hey, hvad med dig, får du scoret?" Spurgte jeg, og grinede selv lidt over ordet "score" Det havde altid lydt underligt i mit hoved. Liam grinede.

"Altså..." Startede han. Jeg satte mig hurtigt op og blev helt spændt.

"Der er den her pige..." Fortsatte han. Jeg hvinede hurtigt.

"Oh my god... Virkelig? Hvor fedt... Hvad hedder hun, hvor gammel er hun, hvor længe har i datet... hvor kommer hun fra.. Fortæl mig!" Sagde jeg ivrigt. Liam grinede endnu mere af mig.

"Lad mig lige tale færdig først, dit fjols! Hun hedder Sophia... Hun er... ja, hun er virkelig sød!" Sagde han, og jeg kunne faktisk se hans kinder blev lidt røde, hvor sødt var det lige?!

"Men, hvis i ikke dater... hvad er i så?" Spurgte jeg- Han trak på skuldrene.

"Altså vi mødtes her for et par uger siden og har snakket lidt sammen siden da, men jeg synes bare, hun virker virkelig sød."

"Sødere end mig?" Spurgte jeg hurtigt. Han kiggede smilende på mig, og overraskende nok rystede han på hovedet.

"Ingen er sødere end dig Pookie." Sagde han og jeg kunne hurtigt mærke, han gav min hånd et klem. Holdt han stadig min hånd?

"Hvornår regner du med at se hende igen?" Spurgte jeg. Han trak på skuldrene.

"Altså underligt nok, er hun en pige jeg også har kendt da jeg var yngre, så vi har nogenlunde lidt hen af samme venner, så jeg tror hun skal med til en fest her en gang i næste uge." Sagde han og jeg klappede hurtigt, jeg kunne ikke lade vær.

"Hvor dejligt!"

"Ja, men det er jo ikke sikkert, at hun tænker på mig på samme måde jo." Sagde han lidt nervøst og usikkert, men jeg rystede bare på hovedet.

"Liam, du er en utrolig dejlig og charmerende fyr. Selvfølgelig vil hun kunne lide dig på samme måde, bare rolig, jeg kender dig." Sagde jeg og lagde mig tilbage på ryggen på madrassen.

"Haha.. Tak Lucie, og ja jeg kender også dig rigtig godt, til at vide at du nok også skal få charmeret Brody." Sagde han og smilede til mig.

"Tak Liam, selv om det er en komplet tosset ide, at være vild med Brody... så tak alligevel." Sagde jeg smilende.

"Du er min ven Lucie, jeg vil altid støtte dig i dine tossede ideer." Sagde han. Jeg smilede lidt for mig selv.

"Tak Liam, men..." Startede jeg. Det der med at Liam bare var min ven, det passede jo bare ikke, Liam var jo ikke kun min ven, men mine tanker blev afbrudt, da jeg mærkede at Liam vendte sig på madrassen og vendte sig med siden til mig. Jeg gjorde det samme, så lå vi ansigt til ansigt.

"Hvad?" Spurgte han ventende. Jeg smilede skævt.

"Du er... også min ven." Sagde jeg hurtigt. Liam havde stadig sin hånd oven på min, han klemte min hånd blidt.

"Nej." Sagde han hurtigt, mine bryn rynkede sig. Nej? Hvad mente han med Nej?

"Det forstår jeg ikke." Sagde jeg. Han grinede lidt.

"Lucie... du er meget mere end min ven." Sagde han og en underlig følelse gik igennem mig, en følelse af lettelse, på en måde. Jeg smilede.

"Du er også, meget mere end en ven for mig Liam." Sagde jeg. Nu smilede han.

"Du er min.."

"Du er.." Sagde vi begge i munden på hinanden og grinede lidt. Hvorfor var det så svært at sige? Måske fordi jeg aldrig havde sagt til nogen før, derfor.

Ej, jeg tog mig sammen!

"Du...er min bedste ven." Sagde jeg og kiggede ham i øjnene, jeg kunne se hvordan hans smil blev lidt forstørret.

"Du er min bedste ven Liam." Gentog jeg lidt mere selvsikkert. Liam havde stadig sin hånd liggende oven på min. Han strøg min håndryg med sin tommelfinger, ganske forsigtigt.

"Og forstå mig ret Liam... men sådan en har jeg aldrig haft før... så du er rent faktisk min bedsteste bedste ven." Sade jeg og grinede lidt. Liam grinede også lidt og lagde sig så ned på ryggen igen, jeg gjorde det samme. Jeg mærkede han lagde sig lidt tættere på mig og lagde sit hoved mod mit.

"Du er også min bedsteste bedste ven." Sagde han. Jeg grinede lidt.

"Det troede jeg var drengene." Sagde jeg flabet. Han sukkede lidt og kiggede på mig.

"Så er du bare min bedsteste bedste veninde." Rettede han. Jeg lagde forsigtigt mit hoved ind til hans skulder.

"Det ved jeg godt." Sagde jeg og kunne mærke hvordan han grinede og hurtigt rodede mig i håret.

"Det ved jeg også." Sagde han. Jeg smilede.

Liam var min bedste ven.

____________________________________________________________________________

Aww...De er bedste venner...Hvor dejligt <3

Haha...Jeg ved ikke om det har skabt lidt forvirring i sidste kapitel omkring om det var det sidste..

Men hvis i har læst min anden FF..Summer Love

Så ved i måske at jeg ikke er god til korte historier, så denne historie er nærmere kun halvvejs,

det er bare nu at det hele begynder (Ja, det tog lidt tid..)

 

Skriv endelig hvad i synes om historien indtil videre ;D

Og læg lige mærke til, at Sophia nu kommer ind i billedet, hvad er jeres holdning til det?

Glad for at i læser med...Og jeg blev i hvert fald overrasket over at jeg lige pludselig fik 4-5

nye favoritter efter sidste kapitel... Det var da helt vildt, mange tak skønne mennesker

Det betyder meget, vi ses snart igen med mere "The Vow"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...