The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
25230Visninger
AA

5. Kidnapped

 

"For every new day, you make a new friend"

 

Lucie P.O.V

"Jeg skal bare så meget misse den bus, i morgen!" Sagde Emily ivrigt, mens Victoria stadig sad og prøvede at live Samantha op, som var i chok.

"Så håber jeg mere, at det er Niall!" Sagde Victoria hvinende. Jeg fortrød snart, at jeg havde fortalt hvordan min dag var gået i forhold til deres. For de var alle tre helt oppe at køre.

"Seriøst. Det der er mere snyd end noget andet! Prøv at tænk hvis han tager dig på date?!" Udbrød Emily. Jeg havde indtil nu bare siddet og læst, men kiggede så med store øjne op på Emily.

"Øhm... Nej!" Sagde jeg hurtigt. Hun kiggede med store øjne på mig.

"Hvorfor? Han er jo gudelækker! Jeg ville gøre alt for, at være dig lige nu!" Sagde hun nærmest irriteret over mit svar. Jeg sukkede bare.

"Han kender mig jo nærmest ikke, og jeg kender jo ikke helt så meget til ham..."

"Han er Liam Payne for helvede, alle ved sgu da, hvem han er!?" Sagde Victoria henne fra Samantha, der stadig kiggede mundlam på mig. Jeg rystede på hovedet.

"Ja ja, men jeg mener stadig, at man skal lære folk at kende ordentligt, før du kan sige om de er "li´-potentiale" Sagde jeg. Emily rystede opgivende på hovedet af mig.

"Da ikke hvis det er en verdenskendt popstjerne!" Sagde hun og gik opgivende ind på sit værelse. Jeg rystede bare på hovedet af hende. Samantha fik orden på sin ustyrlige vejrtrækning, Victoria kiggede hurtigt på mig og gik så sammen med Samantha ind på Emily og Samanthas værelse. De lukkede døren efter sig.

Jeg vidste godt hvad de lavede nu, jeg gad bare ikke gøre noget stort ud af det. De ville aldrig kunne forstå, hvorfor jeg ikke var som dem, hvorfor jeg ikke kunne lide de samme ting, hvorfor jeg ikke gik i det samme tøj som dem, hvorfor jeg ikke blev så totalt overgearet over småting som dem. Hvorfor jeg ikke var... dem!

De forstod det ikke, og jeg havde efterhånden lært, at når noget var anderledes... så holdt man sig en lille smule på afstand fra det. Det var svære for mig at forstå i de mindre klasser, mest fordi det var på det tidspunkt, hvor det mere og mere gik op for mig, at jeg ikke var ligeså meget inde i fællesskabet hos pigerne, som alle de andre piger. Jeg tror mest det startede, da vi hver skulle tage en Barbie med i skole, men jeg havde ikke nogen, så jeg tog bare min Actionhelt af Hulk med. Jeg endte med ikke at lege hos pigerne, jeg legede hos drengene... som jeg plejede.

Jo ældre jeg blev, jo mere ligeglad blev jeg faktisk. Selvfølgelig var det ikke så slemt mere, efter jeg startede i High school, men jeg kunne stadig godt føle blikkene en gang i mellem. Jeg havde bare fået en anden indstilling over det, fordi man så så mange piger, der var det samme. Så havde jeg den indstilling nu, at det var sejt at være anderledes, og det normale var kedeligt.

Selvfølgelig var jeg en pige. Jeg kunne godt være ret tøset med især mit udseende, jeg kunne godt gå i kjoler og nederdele... (det var bare ikke så tit) Jeg kunne godt tude over en eller anden plat romantisk komedie... Og jeg kunne også fangirle helt vildt over et britisk boyband, som alle andre piger gjorde. Ja, jeg var en pige... jeg var bare min egen.

One Direction var en helt anden sag. De viste nemlig ikke det britiske X-Factor i USA, så jeg havde ikke set det fra den gang det hele startede, og fik først egentlig øje på dem, da jeg hørte One thing i radioen en dag min far og jeg var ude at køre. Så var interessen lidt startet der. Jeg kan huske jeg googlede dem, og så fik øje på den søde krølhårede fyr, som så enormt lækker ud! Så var der ham den lidt mørke, som også var overdrevet lækker, og jeg kunne sagtens forestille mig, at han havde en ret pæn overkrop. Så var der ham, som på en eller anden måde altid havde røde bukser med seler og en stribet bluse på. Han virkede lidt mærkelig, da jeg så nogle af deres videoer, men han var alligevel virkelig sjov. Så var der også ham den eneste lyshårede, ham der grinede næsten hele tiden, hvilket var fint, fordi han faktisk havde et utroligt kært grin, helt på sin egen måde...

Og så var der ham den sidste. Ham som jeg faktisk ikke anede særligt meget om overhovedet før jeg fandt ud af, hvad han hed. Liam. Jeg kunne godt lide det navn, det var sødt. Jeg kunne huske jeg havde gået i børnehave med en dreng, der hed Liam, men han pillede næse og lugtede altid af ketchup... Men den her Liam... Payne hed han vist til efternavn. Han virkede så rolig og fattet. Helt nede på jorden. Han sprang ikke så meget frem, kun at han var bange for skeer...

Gad vide?

Jeg blev hurtigt vækket af mine tanker af Samantha, der tabte et glas varm te med mælk ned over mig. Jeg for op fra sofaen, mens den varme te gjorde mig våd over det hele... mælken havde heldigvis kølet teen lidt ned, plus jeg frøs lidt, så den varme te var ikke så slem... men alligevel.

"Ej.. Undskyld... det var bare, du så ud til at fryse... og vi havde alligevel lavet te... jeg undskylder mange gange.. jeg er alt for klodset!" Sagde hun. Jeg grinede lidt, mens jeg hurtigt lagde min bog fra mig, som heldigvis ikke var blevet ramt af teen. Jeg rystede på hovedet.

"En kegle kan også fejle." Sagde jeg. Hun kiggede hurtigt grinende på mig og nikkede så.

"Ja, jeg er vel en værre... kegle. Men er du sikker på at det er ok? Du brændte dig ikke, eller noget?" Spurgte hun usikkert. Jeg smilede bare og rystede på hovedet.

"Det er fint, jeg skal alligevel i bad. Men tak for te." Sagde jeg og grinede lidt over, at hun jo faktisk havde givet mig te, bare ikke lige i en kop som planlagt. Hun grinede lidt, men sagde så ikke noget, men tog bare hurtigt den tabte kop fra sofaen over til køkkenet og gik tilbage til Emily og Victoria inde på værelset. Jeg sukkede lidt.

"Det var så den samtale." Sagde jeg lavt for mig selv, mens jeg hurtigt tog mine våde bukser af og gik ud på toilettet. Jeg tog et bad, og det var lige før teen var varmere. Billige lejligheder...

 

Fredag morgen. Den her uge gik alligevel ret stærkt, bare dagen i går var gået utroligt stærkt. Jeg havde faktisk taget mig selv i, ikke at kunne sove aftenen før, fordi jeg simpelthen, ikke kunne få tanken ud af hovedet omkring, hvem jeg havde tilbragt en stor del af min dag med, og at jeg også skulle se ham i dag. Det var næsten surrealistisk. Eller ja, der var bare et eller andet virkelig forunderligt over det, måske fordi jeg hele dagen, flere gange måtte minde mig selv om, hvem det egentlig var jeg snakkede med, og se bort fra at jeg bare snakkede med en fyr. Hvilket også var enormt forunderligt, da jeg ligesom ikke var typen, der gik og snakkede med drenge i flere timer, og endda kunne holde en samtale kørende. Jeg var heldig, hvis jeg kunne få et undskyld, hvis en af de drenge, som var på niveau med Liam, fik ramt mig med sin skulder på gangene i skolen, men mirakler sker ikke så tit. Især ikke for mig... Jeg var bare den rødhårede pige, som var lidt anderledes end de andre.

Nu stod vi der og ventede på bussen, der skulle køre os til et eller andet museum. Tro mig, jeg kunne godt lide museums, men der var alligevel en del af mig, der helst ville slippe for det. Lige i dag gad jeg faktisk slet ikke være sammen med min klasse. De virkede bare (mere end de plejede) Enormt irriterende. Især Emily, Samantha og Victoria, som havde snakket al tiden siden i går, om Liam og de andre drenge... og sikkert om hvor dum jeg var, for ikke at være vild med ham. De var jo også sindssyge! Vild efter at have snakket sammen i et par timer... argh sådan foregik det ikke i mit hoved. Hvis han nu inviterede mig på date... ej! Ikke engang det. Jeg kunne ikke forestille mig sammen med Liam, tanken fik mig til at gyse lidt.. eller, ej han var jo ikke grim! Jeg gøs ikke fordi han... Ihh!. Nej, jeg kunne bare ikke se mig selv sammen med Liam Payne, i hvert fald ikke på den måde. Jeg tog hurtigt min telefon frem, der var ikke noget specielt. Jeg var blevet enormt glad efter min far havde skrevet til mig om aftenen. Han havde advaret mig om, at han nok ikke kunne kontakte mig hver dag, men han ville gøre alt for at prøve... I går havde været første gang hele ugen. Det betød altid at han var ude i "Felten", som de kaldte det.

På en måde skræmte det mig. For hver dag, der gik mellem jeg hørte fra ham, selvom jeg endte altid med at høre fra ham, efter maks et par dage. Det gjorde mig så glad, at høre at han var ok. Lige nu var jeg stadig i gang med at vænne mig til at han var væk. Han var med i Februar-August holdet, så han gik glip af min fødselsdag, men han havde lovet mig, at jeg fik gaver i læssevis alligevel. Jeg tror den bedste gave var, hvis han bare kom hjem. Men det var hans arbejde, og han led ikke. Så hvis han var glad, så lovede jeg også at være glad.

"Lucie?" Hørte jeg hurtigt en stemme sige lidt væk. Jeg kunne se at alle var i gang med deres samtaler, mens de voksne var i gang med at købe billetter til os. Jeg løb hurtigt hen til hjørnet af bygningen. Jeg blev ikke kun mødt af ham, der var en til af dem.

"Liam!" Sagde jeg og smilede til ham, mens jeg kiggede smilende på Niall. Han vinkede hurtigt. Liam kiggede om hjørnet på bygningen og hen på min klasse.

"Du er alt for tideligt på den, jeg sagde jo også en gang i eftermiddag." Sagde jeg og gik lidt tætter på dem. Liam grinede lidt, men kiggede så på Niall.

"Det ved jeg, men Niall og jeg var nede efter morgenmad, og så hørte vi en masse snakken... og ja." Sagde han grinende, Niall smilede bare. Jeg grinede lidt af dem.

"Hyggeligt, men jeg er altså først hjemme om nogle timer desværre, selv om jeg ville ønske jeg kunne blive." Sagde jeg med et skævt smil.

"Hvor skal i hen?" Spurgte Niall. Jeg kunne tydeligt høre hans irske accent, som mange af pigerne var så vilde med.

"Et eller andet kedeligt museum, "Modern art" Vil jeg mene det hed..." Niall fnøs hurtigt.

"Stakkel! Vi var der inde en af de første dage vi boede her i London. Der er mega kedeligt, med mindre du kan lide sådan noget kunst." Sagde han. Jeg kiggede skræmt på ham.

"Oh my god, få mig væk!" Sagde jeg og kiggede bedende på dem. Liam grinede af mig og tjekkede hurtigt sin telefon.

"Ok, sig du har det dårligt, så skynder vi os væk!" Sagde han grinende. Jeg nikkede ivrigt og kiggede så bag ud og gik der hen af, mens Niall og Liam ventede på mig henne ved hjørnet. De var seriøst mine helte!

Mine utroligt dumme lærere faldt jo på den (Ellers var jeg bare en utroligt god skuespiller!) Og lod mig gå. Selv om de ikke var meget for det, og spurgte om jeg ikke bare kunne prøve at tage med, hvis det nu lagde sig, men så sagde jeg det man altid kan gøre, når man er en pige.

"Hvad sagde du til dem?" Spurgte Liam grinende sammen med Niall, mens vi hurtigt løb op af gaden for at slippe væk.

"At jeg havde menstruation." Sagde jeg hurtigt, mens vi sagtnede farten til et gå tempo, da vi var langt nok væk fra Buspladsen. Jeg tror min kommentar overraskede dem meget, for Liam begyndte bare at grine af mig, mens Niall kiggede med store øjne på mig og blev helt rød i hovedet. Han åbnede hurtigt munden, men der kom ikke noget ud. Liam var flad af grin.

"Det er ok Niall, jeg er ikke syg, jeg skal ikke dø. De tror ikke jeg skal dø, den virker bare hver gang." Sagde jeg grinende, mens jeg gik imellem ham og Liam. Han kiggede fornærmet på mig.

"Det ved jeg godt!" Sagde han, mens Liam og jeg grinede af ham. Han var ok, ham Niall.

"Det er ok Niall, jeg siger bare enormt mange tak!" Sagde jeg og skubbede lidt til ham med skulderen. Niall var egentlig ikke så høj, jeg gættede på måske 1,73. Han var dog stadig lidt højere end mig. Liam var højere end os begge to, han var nok omkring 10 centimeter højere end mig. En god højde.

"Hvis du kommer i ballade, siger du vi kidnappede dig mod din frie vilje, fordi du elsker moderne kunst." Sagde Liam grinende. Jeg rystede på hovedet af ham.

"I må meget gerne kidnappe mig, for at jeg slipper for dem!" Sagde jeg og rettede på min taske.

"Kan du da ikke lide din klasse?" Spurgte Niall. Jeg trak lidt på skuldrene.

"De er ok. Det er mit sidste år med dem, så jeg kan ikke se det store i, at hade dem så meget. Selvfølgelig er der dage, hvor de er enormt irriterende..."

"Og det var de i dag?" Spurgte Liam. Jeg nikkede ivrigt.

"Ja, men det var mest mine bofæller. I skulle have hørt dem, da jeg sagde hvad jeg havde lavet, da jeg missede bussen i går." Sagde jeg. Niall og Liam kiggede på mig med store øjne.

"Fortalte du dem, at du var sammen med Liam?! Hvordan reagerede de?" Spurgte Niall overrasket.

"Enormt irriterende! De fablede om jer alle sammen i flere timer. I skulle have hørt hvor irriterende det var!" Sagde jeg, men så så, hvordan både Liam og Niall kiggede underligt på mig.

"Eller... nej ikke irriterende, men... i ved... ARGH!" Råbte jeg opgivende, hvilket bare fik Niall til at grine helt vildt af mig. Det lød på en måde enormt sjovt, men også sødt når han grinede.

"De ved godt at du er en fan, bare rolig." Sagde Liam grinende. Jeg åndede lettet op.

"Jeg gad godt at se dig fangirle!" Sagde Niall hurtigt. Jeg kiggede på ham med store øjne.

"Nej, du vil ej! Jeg lover dig, det er det værste syn. Jeg er så grim når jeg fangirler!" Sagde jeg og rystede på hovedet.

"Hvem fangirler du så over mest?" Spurgte Liam og blinkede hurtigt til mig. Jeg rystede drillende på hovedet.

"You will never know!" Sagde jeg grinende, han smilede bare. Vi fortsatte længere op af gaden. Igen, så gik jeg sammen med Liam fra One Direction... og Niall endda. Og jeg måtte hele tiden minde mig om, at de faktisk var ligesom helt normale fyre, selv om de så meget, ikke var! Vi gik ind i en lille bager på vejen. De skulle købe morgenmad, hvilket var forståligt, da klokken var kun lidt over 9. Bageren havde alle mulige forskellige brød og rundstykker. Det så lækkert ud det hele, jeg blev helt sulten af at kigge på det. Måske fordi jeg ikke havde spist morgenmad endnu. Niall gik over og kiggede på noget af brødet, mens Liam gik og fandt lidt mælk og smør og sådan. Jeg gik over til Niall.

"Har du spist morgenmad?" Spurgte han, da jeg stillede mig ved siden af ham. Jeg rystede på hovedet. Han kiggede måbende på mig.

"Jeg ville dø uden morgenmad, det er jo dagens vigtigste måltid!" Sagde han og købte lidt forskelligt morgenbrød, lidt meget, hvis det stod til, at de kun var 5 drenge. Men ja ja. Liam kom op til kassen og lagde fire liter mælk, en bakke smør og noget ost. Helt normale morgenmadsting. Jeg hjalp dem med at bære poserne.

"Hun har ikke spist morgenmad." Sagde Niall. Liam smilede hurtigt til mig, mens de lige pludselig drejede ned af en gade til nogle rækkehuse.

"Så kan du jo spise sammen med os." Sagde Liam, da han stoppede ved et af husene og gik ind af dørene. Mit hjerte slog bogstaveligt talt en ekstra gang. Vi gik op af et par trapper og kom ind i en kæmpe stor lejlighed, meget større end dem vi var vant til, men den var stor og der var enormt flot. Jeg tog min jakke og sko af, så Liam fik øje på mine sokker. Han grinede lidt af det, hvilket bare fik mig til at ryste på hovedet af ham. Intet ord om mine sokker! Lejligheden var et dejligt syn, men det mest overraskende syn jeg mødte, som fik mig til at stivne var... Ja, Fuck.. Harry! Harry i bar overkrop! Fucking Harry Styles, i bar overkrop, som kom smilende over i mod mig.

"Starbucks girl!" Sagde han og rakte hånden imod mig. Jeg smilede og trykkede den. Jeg havde sagt til Liam og Niall, at de skulle gætte på, hvem der var min favorit, så hvis jeg skreg nu, havde de nok gættet det med det samme. Men jeg var enormt tæt på.

"Starbucks... girl?" Spurgte jeg forvirret. Niall grinede lidt ovre fra køkkenet sammen med Liam.

"Ja, et eller andet skulle vi jo kalde dig, siden du bare forsvandt, men Liam siger du hedder Lucie." Sagde Harry. Jeg blev varm i kinderne og nikkede.

"Jep, Lucie er mig, og i er... ja, jer kender jeg godt."

"Det troede vi faktisk ikke, at du gjorde i starten.Vi troede du flygtede, fordi du blev skræmt af Liam." Sagde Niall og skubbede lidt til Liam, der satte tingene på bordet. Han rystede bare på hovedet af Niall.

"Oh.. øh, jo.. nej, jeg kender jer godt. Jeg kan godt lide jer." Sagde jeg. Harry grinede lidt.

"Det ved vi godt, Liam har sat os ind i det. Og fedt!" Sagde Harry og gik hen mod et af værelserne, hvor en høj dreng med lysebrunt hår, kom gående ud. Louis. Han havde en T-shirt og et par jogginbukser i grå på. Han smilede stort, da han så mig og præsenterede sig også, det samme gjorde ham, der efterfølgende kom ud, han havde nogle mørke træk og brune øjne. Zayn. De sagde alle "Hej, rart at møde dig Lucie... tak for sidst!" Det var pinligt, men de vidste ikke, at jeg bare var våd bagpå bukserne og faktisk var enormt glad for, at Liam havde hjulpet mig.

Vi satte os alle ved spisebordet og begyndte at smørre mad. Jeg fik en plads mellem Zayn og Niall og så sad Liam lige over for mig og Harry og Louis ved siden af. Drengene var gode til at føre en samtale, og Liam fortalte nogle gange lidt om mig og hvad vi havde lavet i går. Det var virkelig mærkeligt, for drengene talte også til mig, som om vi alle var normale mennesker, og der var mange gange, hvor jeg så bort fra, hvem de faktisk var, og så hvordan de bare var helt almindeligt fyre, der var helt nede på jorden.

Vi blev hurtigt færdige med at spise, og det var virkelig rart at få lidt mad, plus det var virkelig lækkert. Niall havde købt for meget, så de ville også bruge det til frokost. Drengene tog af bordet, mens jeg fik lov at kigge lidt omkring. Her var meget enkelt, men alligevel virkelig rart og "hjemmeligt" Og igen, man kunne godt se, at det var drenge, der boede her. Jeg gik over til et par sofaer, som var placeret foran et fjernsyn, hvor jeg satte mig. Niall og Louis kom efterfølgende og satte sig i de to andre ender (Det var en hjørnesofa)

"Pæne sokker." Sagde Louis og pegede på mine sokker, Niall grinede. Nu stoppede de sgu!

"Ja, ik?" Sagde jeg og prøvede at være flabet, ved at ligge mine fødder hen i skødet på Louis. Han grinede bare af mig og tog dem så af. Jeg fik næsten et chok og trak hurtigt mine bare fødder til mig, hvilket fik Niall til at grine endnu mere over mig.

"Utroligt flotte, hvor har du købt dem?" Spurgte han og rakte dem hen til mig igen. Jeg tog forsigtigt imod dem og trak dem over mine bare fødder.

"En butik, der ligger i byen der hjemme." Sagde jeg usikkert, mens jeg hele tiden holdt øje med om han jokede med mig.

"Fedt, den må du vise mig en dag!" Sagde han smilende. Jeg smilede hurtigt tilbage til ham og kiggede så over mod køkkenet, hvor jeg fik øjenkontakt med Liam. Han smilede hurtigt til mig, hvorefter han satte det sidste glas i opvaskemaskinen og gik her over. Jeg sad lige i hakket af hjørnesofaen og han satte sig ved siden af mig. Vi smilede til hinanden.

"Hvornår var det at i tog hjem til USA igen?" Spurgte Zayn, der kom ind i stuen. Jeg havde en ide om, at Liam vidst havde fortalt dem ret meget af det jeg havde fortalt ham dagen før, men jeg bebrejdede ham ikke, for jo mere de vidste, jo mere behøvede jeg ikke at gentage så meget... og så var det vel på en måde smigrende, at Liam havde fortalt om mig. Men hvad nu hvis det var dårlige ting og de inderst inde sad og var ved at dø over alle de sære ting Liam og jeg havde snakket om tideligere? Det håbede jeg ikke.

"På mandag, vi har haft fagligt undervisning hele ugen, og nu har vi weekenden til at gøre, hvad vi vil." Sagde jeg. I det jeg sagde det, kiggede alle drengene på hinanden og begyndte at storgrine. Jeg kiggede på Liam, som smilede stort til mig.

"Hvad er der?" Spurgte jeg, mens han smågrinede igen.

"En hel weekend fri? Det lyder iderigt." Sagde han og blinkede hurtigt til mig. Jeg frygtede for, hvad de mente med det.

____________________________________________________________________________

Hello mennesker!!

5. Kapitel..Wuhuu!!

Hvad tror i de mon vil udsætte Lucie for??

Vi ved det nok snart ;)

Kunne i være søde at skrive en lille kommentar om hvad i synes om den indtil videre,

det ville glæde mig meget hvis i gad det, da jeg ikke helt ved hvad i alle synes om den,

så i må gerne lige skrive hvad i synes :D

 

Ellers så er den jo kommet ok godt fra start :D

Glæder mig til at skrive meget mere :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...