The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24234Visninger
AA

22. Goodbye Daddy

 

"For now it's a goodbye, but I still look forward to the day when we say Hello."

 

Da jeg vågnede op den morgen, vågnede jeg til at solen var dæmpet, nok fordi at jeg for en gangs skyld havde trukket gardinerne for. Indtil jeg så mindede mig selv om, at jeg faktisk ikke havde sovet oppe på mit værelse, men nede i stuen. Så solens dæmpning, var på grund af sofaerne, da jeg ligesom lå nede foran sofaerne, på en madras. Jeg lukkede forsigtigt mine øjne igen, mest fordi at jeg stadig følte mig træt, men så huskede jeg på noget. Måden jeg huskede det på var, at jeg kunne høre hans tunge åndedræt, og jeg mærkede noget tungt, men samtidig betryggende ligge omkring mig. Jeg gned mig forsigtigt i øjnene, inden jeg kiggede mig over skulderen. Han lå helt stille og roligt og sov, med hovedet lidt bukket. Hans ene arm lå dog helt anderledes, end hvad jeg havde forventet. Hans ene arm lå under hans hoved, men hans anden arm viste sig at være det, jeg fandt tungt, men samtidig betryggende, da hans arm lå rundt om mig, som om jeg var noget han beskyttede. Hans arm, lå lige omkring min arm, og holdt mig trygt ind til ham. Jeg smilede bare af det.

"Liam." Sagde jeg i et normalt toneleje. Han glippede et kort øjeblik med øjnene, men ellers så sov han videre.

"Liam." Sagde jeg denne gang lidt højere. Denne gang hørte han mig godt, så han trak vejret dybt ind, åbnede øjnene, og åndede så ud igen og smilede hurtigt.

"Hvorfor vågner du altid før mig?" Spurgte han og gned sig i det ene øje. Jeg trak på skuldrene og gabte.

"Det ved jeg ikke, men du har ret, jeg synes også altid det er mig, som ender med at skulle vække dig." Sagde jeg og grinede lidt. Han rullede med øjnene og løftede hurtigt sin ene arm, hvilket fik ham til at se hvor hans arm egentlig lå. Han sagde ikke noget, men underligt nok, så lagde han den tilbage og holdt bare fastere om mig. Jeg grinede lidt, hvilket bare fik ham til at grine også, og så trække mig helt ind til sig, så han nærmest var tæt på at kvæle mig.

"Øhh mester, du er ret tæt på at kramme livet ud af mig her!" Sagde jeg grinende og sprællede lidt med benene. Han grinede lidt, og krammede mig bare hårdere, så jeg hostede lidt.

"Men jeg kan lide at kramme... Du er min menneskelige krammebamse!" Sagde han grinende. Jeg rystede bare på hovedet og grinede.

"Det menes jeg ikke, at vi har aftalt!" Sagde jeg. Han slap mig lidt, satte sig op og væltede mig omkuld og satte sig oven på mig.

"Vidste du slet ikke, at alle mine bedste venner, er mine personlige krammedyr?" Spurgte han og hævede det ene øjenbryn, mens jeg selv var flad af grin.

"Det måtte du da gerne lige, have informeret mig om først!" Sagde jeg grinende. Han prustede lidt.

"Jeg troede det stod i de papirer, jeg havde sendt dig!" Sagde han og lavede en lille surmule, men jeg kunne tydeligt se, han selv også var flad af grin.

"Hvis der rent faktisk hørere papirer med til det her, så burde jeg få en Award!" Sagde jeg. Han rullede med øjnene.

"Hvorfor skulle du have en Award... Så slem er jeg da ikke." Sagde han og lavede et såret ansigt.

"JO! Du er djævlen i forklædning, og hvis jeg har kunnet klarer at leve med dig så længe, helt uden instruktion, så burde jeg få en Award!" Sagde jeg grinende. Han rejste sig hurtigt op og hev mig med.

"Djævlen? Hvis jeg er djævlen selv, hvorfor er du så ikke bare gået væk fra mig?" Spurgte han og stillede sig med armene over kors, så han så rigtigt alvorlig ud, mens jeg stadig grinede af ham.

"Fordi... Nogen skal jo leve med dig... desværre blev det mig. Og jeg fortryder det mere og mere, da du er en sand plage!" Sagde jeg og stillede mig med armene over kors og seriøs mine, ligesom ham. Han grinede bare og greb så fat om livet på mig, så jeg skreg højt med det samme. Han smed mig over skulderen.

"Hvis jeg er en plage, hvad er du så, frøken hellig?" Spurgte han grinende, mens jeg sprællede med arme og ben og var flad af grin.

"Meget bedre end dig, popgut!" Sagde jeg. Han satte mig med det samme ned, og kiggede på mig med meget alvorlig mine... igen. Hvis folk så os, ville de tænke vi var sindssyge!

"Popgut?!" Spurgte han vredt, mens jeg grinede af ham.

"Jeg er aldeles ikke en popgut!" Sagde han vredt, men trak dog lidt i den ene mundvige. Jeg kiggede dømmende på ham, han rullede bare med øjnene.

"Vi er aldeles ikke pop... Vi har også lidt rock i os!" Sagde han, og smilede. Jeg smilede stort tilbage.

"Wow, Little Things er godt nok også det bedste rock nummer jeg nogensinde har hørt, det må jeg indrømme." Sagde jeg. Han sukkede lidt og mimede at han gav op.

"Nu var det ligesom ikke Little Things jeg tænkte på, vel POOKIE!?" Sagde han grinende. Det var nu min tur til at rulle øjne af ham, men jeg rakte også tunge, så 1-0 til mig!

"Kalder du hende Pookie?" Afbrød et bumb og en stemme hurtigt. Jeg kiggede hen på trappen og så min far stå i dørkarmen og grine af os. Liam grinede også.

"Jep, og hun hader det!" Sagde han og lagde armen om min hals for at rode mig i håret, med den anden arm. Jeg vred mig dog hurtigt ud af hans greb, da min far gik forbi os grinende.

"Klart! Pookie er jo nemlig mit yndlings kælenavn i hele verden!" Sagde jeg sarkastisk. Liam gik med min far ud i køkkenet.

"Pookie er da ellers meget sødt!" Sagde min far grinende. Jeg rullede med øjnene.

"Hvis du synes pusling er sødt, så ja." Sagde jeg opgivende, både Liam og min far grinede.

"Du minder altså om en pusling!" Sagde Liam. Jeg sukkede højt, da min far gjorde sig enig, og rystede opgivende på hovedet, og vendte hovedet mod noget andet opmærksomhedskrævende, nemlig de tasker, der stod for enden af trappen.

"Far, hvorfor ligger alle de tasker der?" Spurgte jeg undrende. Han kiggede hurtigt på mig fra sin avis og kaffe og smilede skævt.

"Jeg har bare pakket." Sagde han kort. Jeg kiggede på ham med rynkede bryn.

"Hvorfor?" Spurgte jeg forvirret. Han grinede lidt.

"Jack kommer jo og henter mig klokken 2." Sagde han skævt smilende. Jeg kiggede endnu mere forvirret på ham. Jack var min fars kollega, som boede i nabobyen. Liam smilede skævt, men kiggede så hen på mig. Jeg var stadig maks forvirret.

"Men... Hvorfor kommer Jack?" Spurgte jeg. Min far sukkede lidt og gik hen og kyssede mig på panden.

"Jeg skal jo af sted igen i dag skattepige, der er gået tre uger." Sagde han og smilede så, mens jeg selv langsomt gik i stå.

Hans leave kunne da umuligt allerede være slut!? Det kunne den da ikke, var han ikke kun lige kommet? Derfor kunne de tre uger, da ikke allerede være gået... Nej, ikke allerede nu. Vi havde slet ikke fået gjort halvdelen af alt det jeg havde planlagt, vi havde ikke engang været på stranden sammen med Liam endnu, eller fået ordnet det mindste på huset og haven. Vi havde slet ikke nået nogle af vores projekter, han kunne da ikke allerede tage af sted!

"Men." Sagde jeg hurtigt, men stoppede så, da der ikke kom mere ud af min mund. Min far var gået ind i stuen og havde sat sin kaffe på bordet, mens han hurtigt kiggede lidt ovre på bogreolen. Han tog et par bøger ud, bøger han tog med. Jeg rystede på hovedet.

"Du kan ikke bare gå! Vi har ikke engang nået noget! Og... Nej." Sagde jeg irriteret, men min far sukkede bare og kiggede så smilende på mig. Uanset hvor meget jeg prøvede nogle gange, så ville han altid være det mest roligste menneske jeg kendte, i hvert fald over for mig.

"Lucie... Jeg ved godt, at vi burde have nået meget mere, men jeg har også nydt bare at slappe af sammen med dig, så det er helt ok. Det har jo været godt alligevel." Sagde han med sin egen helt rolige far-stemme. Jeg sukkede lidt og nikkede så. Han havde ret, det var nok bare chokket over at hans leave allerede var slut, og at jeg skulle sige farvel til ham igen, som chokerede mig lidt. Nogle gange kunne jeg godt hade de her pauser, de gav på en måde dårlige forventninger. For som altid, så kunne han jo ikke blive, det var derfor de ligesom blev kaldt "pauser".

 

Desværre gik de sidste timer, alt for hurtigt. For klokken var allerede omkring 2, da Liam og jeg gennemgik de sidste ting min far manglede, og han så trådte ned i stuen.

Jeg slog øjnene op. Han var iklædt sin uniform, den velkendte sandfarvede militær-uniform, lige fra de sandfarvede støvler, til de sandfarvede bukser, den sandfarvede skjorte med de mange mærker, til kasketten, som jeg stod med i hånden. Jeg klemte den lidt sammen, mens jeg kiggede på den. Min far grinede og gik over og tog den ud af min hånd, for så at sætte den på mit hoved. Jeg smilede lidt.

"Den klæder dig meget." Sagde han og rettede dog lidt på den. Jeg sukkede og rystede på hovedet.

"Det job kan du klarer, jeg skal ikke i hvert fald ikke være det!" Sagde jeg og tog så kasketten af. Han lavede et skævt smil, inden han fik kasketten tilbage. Hans smil forsvandt lidt, og jeg sukkede og rettede hurtigt lidt på hans krave og hans skjorte fri for folder. Han smilede stort og trak mig så ind i et kram. Jeg sukkede og slog så armene om ham.

Jeg hadede afskeder, mere end noget som helst andet! 

Vi måtte afbryde vores kram, da en høj banken lød fra døren. Han krammede mig en ekstra gang og slap mig så. Liam hjalp ham med taskerne og bar dem ud til døren. Jack havde allerede åbnet døren og stod og klappede Zoe.

"Miller!" Sagde han grinende. Min far prustede hurtigt af ham, og de gav hinanden et hurtigt kram. Jack fik øje på os og trådte et skridt frem mod mig. Han gav mig et hurtigt kram.

"Hey Lucie." Sagde han og aede mig kort på ryggen- Jeg smilede bare, han smilede tilbage og kiggede så på Liam, som stod bag mig.

"Og du må vel være Lucies Kære.."

"Bedste ven, jeg hedder Liam." Afbrød Liam hurtigt. Jeg grinede lidt, da jeg hurtigt så Liam rulle med øjnene. Ham og Jack trykkede hænder.

"Han er min "halv-svigersøn"." Sagde min far. Jeg kiggede opgivende på ham, mens Jack bare kiggede forvirret på min far, mens han tog et par af hans tasker.

"Altså... De kan ikke rigtig leve uden hinanden, så jeg er sikker på at de ender ud med at gifte sig, som bedste venner." Sagde min far og blinkede hurtigt til Liam og mig. Liam og jeg kiggede på hinanden og rullede med øjnene samtidig.

"Bare rolig, Lucie er allerede optaget. Jeg har ikke en chance." Sagde Liam smilende, jeg grinede lidt. Min far nikkede smilende.

"Det skriver jeg bag øret, til når jeg skal skrive en tale til jeres bryllup." Sagde han grinende. Jeg prustede hurtigt og skubbede så lidt til ham, han grinede bare og trak mig ind i et stort far-kram. Hvor ville jeg dog savne ham helt vildt.

"Du ved godt jeg elsker dig højest end alting ikke?" Sagde han og lagde en hånd bag på mit hoved, mens han strøg mig over håret. Jeg nikkede.

"I lige måde." Sagde jeg lavt ind i hans skulder. Han sukkede, kyssede mig hurtigt i håret, slap mig og strakte så den ene arm ud til Liam. Liam smilede og min far gav ham et hurtigt kram.

"Pas godt på hende Liam." Sagde han og kiggede alvorligt på ham, lidt ligesom det blik, de havde sendt hinanden hele dagen i går. Liam nikkede helt fattet.

"Jeg vil gøre alt hvad jeg kan." Sagde han smilende og gjorde honnør. Min far grinede, klappede ham på skulderen, tog sin rygsæk på ryggen og kyssede mig en ekstra gang i panden.

"Vi ses snart skattepige." Sagde han. Jeg nikkede. Selvfølgelig ville det ikke være lige så snart, som jeg havde troet det ville blive i starten, men jeg prøvede at tænke på det sådan, at det altid kunne være værre. Bare han kom hjem i live, så var jeg glad.

"Pas på dig selv far." Sagde jeg og sukkede hurtigt. Han smilede og gik så hen mod Jacks sorte bil, der holdt parkeret skråt på parkeringspladsen og satte sig ind i bilen, hvor Jack allerede sad ved førersædet og vinkede, mens han spændte sig fast. Jeg stod i døren og vinkede til ham. Jack startede bilen og begyndte stille og roligt at køre ud fra parkeringspladsen. Min far og jeg vinkede stadig til hinanden, så meget vi kunne, lige indtil bilen var helt væk fra parkeringspladsen og kørte væk. Jeg stod stadig i døren og kiggede lidt. Liam stod bag mig.

"Liam?" Spurgte jeg efter et stykke tid i stilhed.

"Mhh?" Sagde han lavt. Jeg lagde mine arme over kors og holdt mit blik stift ud i luften.

"Lov mig en´ ting." Sagde jeg og vidste han stod lige bag mig, så jeg lagde hurtigt mit hoved bag ud, og lagde det på hans skulder. Han sukkede lidt.

"Gå aldrig ind i militæret." Sagde jeg hurtigt. Han lagde hurtigt sine arme rundt om mig, så de lå foran min skuldre.

"Det lover jeg." Sagde han.

 

Liam P.O.V

"Hvem kommer?" Spurgte jeg, da jeg dagen efter sad sammen med Niall og Harry i bussen. Jeg var ankommet aftenen før, selv om jeg gerne ville være blevet hos Lucie, da hun havde været ret nedtrykt over det med Chris, men hun sagde det var Ok, og at jeg havde andre ting at se til, så hun skulle nok klarer sig.

Harry havde fortalt mig om en fest, vi alle fem var inviteret til dagen efter. En fødselsdags fest var det vist.

"Altså... jeg er ikke helt sikker. Sophia tror jeg." Sagde Harry. Jeg kiggede hurtigt hen på ham. Niall grinede lidt.

"Hvor ved du fra, at Sophia skal med?" Spurgte jeg. Harry grinede lidt.

"Måske fordi i snakkede om det sidste gang i sås." Sagde Niall før Harry svarede. Harry grinede lidt igen.

"Niall giv ham en chance, han har lige været Lucie-ficeret i et par dage, han skal lige tilbage til virkeligheden igen." Sagde han. Niall grinede lidt.

"Haha!" Sagde jeg sarkastisk. "Lucie-ficeret"... Hvad var det også lige for et ord? Harry var så weird!

"Jeg spurgte bare!" Sagde jeg. Harry nikkede seriøst og trak på skuldrene.

"Hun sagde sidste gang hun kom, så du må tro på det." Sagde han. Jeg nikkede og håbede på at hun kom. Jeg prøvede stadig lidt at finde ud af, hvad hun syntes om mig, men efter det Lucie havde sagt, den ene aften, så måtte jeg vel håbe det passede. Derfor tog jeg lidt mod til mig, for Louis havde skaffet hendes nummer, sidste gang vi sås.

Hey, tænke på om du kommer til festen her i morgen? Liam :-) Jeg trykkede send, men fortrød det med det samme, i sær da min mobil brummede små 10 minutter efter.

Hey :) Ja det gør jeg, kommer du? S ;)  Jeg smilede for mig selv og skrev:

Ja, ville bare høre om der kom nogen vi kendte, men fedt du kommer ;) Jeg kiggede hurtigt op fra mobilen i 5 minutter, inden den brummede igen.

Dejligt, det var så hyggeligt sidste gang. Har glædet mig til at se dig igen siden <3  Jeg grinede faktisk lidt over den sidste sms... Måske havde Lucie rent faktisk ret i det med, at jeg nok havde en chance med Sophia.

____________________________________________________________________________

Uhhh!! Sophia og Liam!! Sophiam

Haha, ja nu må vi jo lige se.

Nu tog hendes far af sted igen :/ ØV!

Skriv gerne hvad I håber der sker fortsat med det hele: 

Med hendes far,

Sophia og Liam

Lucie og Brody..

Liam og Lucie?

Skriv alt, og kom gerne med konstruktiv kritik :D Det er altid rart at få at vide hvad i synes.

Jeres mening er ligesom det der holder den her movella i live..

Men ellers så mange tak!!

KNUZ x!!

( Ok, I må lige bære over med mig her...Angående Quotes og sangtekster..De kan mange gange ikke passe helt, men jeg prøver så godt jeg kan...Eller så skriv lige hvis det rent faktisk stinker :) )

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...