The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24826Visninger
AA

40. Epilogue

"You know I'll be, your life, your voice, your reason to be.

My love, my heart is breathing for this moment in time

I'll find the words to say, before you leave me today."

One Direction - Moments

 

 

Jeg elsker dig for evigt og altid

Din Liam.

Jeg læste brevet igennem et par gange til, mens jeg stod stille i gangen mellem gaten og flyet. Jeg prøvede at tørre de sidste tårer væk og gik så videre, selv om tankerne tumlede rundt i hovedet på mig. Tanker om løfter. Løfter som vi begge havde lovet vi aldrig ville bryde, men som jeg nu brød.

Jeg sukkede og gik så videre igennem gaten, indtil mine fødder stoppede op ved indgangen til flyet. Men det var ikke kun mine fødder, der gik i stå, men også mig selv i det hele. Hele min krop stoppede. Mit hoved sank ned mod papiret og læste det hele igennem endnu en gang, mens tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg lukkede brevet sammen og kiggede så ned på hjertet i kæden, der hang om min hals. Jeg åbnede forsigtigt det lille hjerte og kiggede på hans vidunderlige smil, og så på indskrebtionen i siden.

Jeg lover jeg altid vil være her.

Jeg lukkede hjertet sammen og kiggede på datoen bag på. Den dato, som jeg havde nu vidste hvad var... den dato, som havde startet alt det her. Den dato, som for evigt havde ændret det hele... Den dato, som jeg inderst inde blev ved med at tænke på. Den dato, som fik mig til at træde et skridt tilbage, vende mig om, og få mig til at løbe tilbage. Løbe helt tilbage, ud af gangen, ud af venterummet og ud til den lille gang i hele lufthavnen, hvor jeg kunne se han gik med ryggen til, lidt længere nede.

"Hvorfor!?" Råbte jeg og kunne mærke, hvordan min puls bankede i hver en del af min krop og blev vildere, da han stoppede op.

"Hvorfor hjalp du mig?" Råbte jeg og så hvordan han gik lidt tættere på.

"Hvorfor dømte du mig ikke? Hvorfor lod du mig ikke gå? Hvorfor kunne du ikke bare være ligesom alle andre? Hvorfor bliver du ved med at være der for mig, selv når jeg sårer dig... Jeg ødelægger dig Liam. Du er knust på grund af mig... Men alligevel, så prøver du, i stedet for bare at give op på mig, ligesom alle andre gør. Men nej, du hænger i! Du hænger i, og lover mig ting, der gør at jeg aldrig, ikke engang i mit værste mareridt, vil kunne give slip på dig. Men jeg bliver nødt til det, Liam. Jeg bliver nødt til at give slip på dig, for ellers så ødelægger jeg dig, ligesom jeg gør med alt andet..." Startede jeg, mens ordene begyndte at tage form. Han svarede ikke.  

"For satan, Liam. Jeg er en freak! Hende som alle andre går uden om, som alle ser ned på, pigen, som de ikke vil være venner med... Pigen, der mistede sin far og ødelagde sig selv og alle andre omkring sig... Pigen, som ender alene, fordi hun er en fucking freak, okay!? Hun er ingenting, Liam... Hun er en fucking taber, det ved alle... Hun vil aldrig nogensinde kunne passe ind... Det er mig, jeg er hende. Den pige er mig... Hvorfor kan du ikke se det?!" Råbte jeg til sidst, og kunne mærke hvordan min stemme knækkede. 

"Hvorfor bliver du ved med at blive hos mig? Hvorfor forlader du mig ikke ligesom alle de andre? Bare går din vej og lader mig være ligesom alle andre altid har gjort. Hvorfor har du aldrig prøvet at ændre på mig?... Hvorfor... Hvorfor bryder du ikke bare dit løfte og lader mig gå? Hvorfor... hvorfor er du her?" Råbte jeg og kiggede så op på ham, mens min vejrtrækning blev vildere, med tårerne trillende ned af mine kinder og mit hjerte bankende hårdt mod mit bryst. Jeg snøftede et par enkelte gange og lagde så min hånd på hjertet i kæden, som hang om min hals, da han trådte et skridt nærmere mod mig.

"Hvorfor kommer du altid tilbage? Der var så mange gange, hvor du kunne være blevet væk. Så mange gange, hvor du kunnet have givet op på mig, hvor du kunnet have givet slip og aldrig kommet tilbage... Men det gjorde du ikke." Sagde jeg og sukkede.

"Hvorfor?" Spurgte jeg en sidste gang og kiggede så op på ham. Han sukkede og gik tættere på mig.

"Fordi jeg elsker dig." Sagde han og kiggede på mig, mens han kom tættere på.

"Liam.." Prøvede jeg, men blev afbrudt.

"Fordi jeg er forelsket i dig og elsker dig med hele mit hjerte. Fordi jeg ved at folk tager fejl af dig. For i mine øjne er du ikke en freak... Langt fra, og det burde du ikke tro om dig selv. Du er ikke en freak, det er de andre, der ikke kan se hvor smuk du er... Ja, Lucie, der findes mange piger, som sikkert er pænere end dig, og som vil få dig til at føle dig som en freak... Men Lucie, du er smuk. Du er en af de smukkeste piger jeg kender... Du er unik, Lucie... Du er perfekt." Sagde han igen, mens tårene trillede ned af mine kinder.

"Jeg forstår ikke hvorfor andres meninger betyder så meget for dig og hvorfor de får dig til at føle dig så ubekvemt? Fordi de altid siger det til dig? Lucie for helvede, har du aldrig hørt om jalousi? Folk sviner det til, som de selv vil være... Og du må undskylde mange gange, men de findes i hele verden. I alle afskygninger, i alle modeller du kan finde, de findes i drengene, de findes I mig... de findes i dig. Men ved du hvad der er det værste, Lucie? Et er at du lader dem sige det til dig, men det værste er, at du også gør det ved dig selv, ved at tage det til dig. Hvorfor lader du dem gøre det mod dig? Du fokuserer på deres fornærmelser, i stedet for at fokusere på alt det andet, det rigtige som folk siger om dig. Hvorfor tror du, jeg altid siger alle de ting til dig? Hvorfor tror du, at jeg bliver glad, når jeg siger alle de ting til dig, for så at se hvilken reaktion de har på dig? Hvorfor tror du, jeg lavede den bog til dig?" Jeg kiggede ned på den håndskrevne notesbog fra Liam i mine hænder og kiggede så op på ham igen.

"Jeg ved det ikke." Sagde jeg svagt. Han tog en dyb indånding, for så at kigge på mig.

"Fordi de er sande. Alt hvad jeg siger, alt hvad der står... Det er den ægte vare, Lucie. Det er ikke falske misundelige fornærmelser som du tror folk tænker om dig. Det er ægte ord, skrevet og sagt fra en ægte person, som er sikker på, at du er svaret på perfektion... Som er sikker på, at du er svaret på ægte kærlighed, svaret på den store kærlighed som han skal finde, og som han er sikker på du har været, lige siden den dag du trådte ind i den Starbucks. Du er det mest fantastiske menneske i hele verden, Lucie. Det er derfor, at jeg altid lover dig alle de ting. Fordi jeg inderst inde mener dem i hele mit sind og sjæl. Fordi jeg elsker dig med hver en del af mit hjerte... Fordi jeg er sikker på, at du er den person, som jeg altid vil have ved min side, så længe jeg lever. Du er den som jeg helst ser mig selv være sammen med resten af mit liv. Du er den som jeg vil elske resten af mit liv. Du er mit livs kærlighed, Lucie, og jeg holder aldrig op med at elske dig." Sagde han og snøftede selv. Jeg sukkede tungt, mens jeg kiggede ned i jorden.

"Undskyld, Liam." Sagde jeg og kiggede op på ham. Hans mindre røde øjne kiggede på mig.

"Undskyld, at jeg hiver dig ud i alt det her... Undskyld, at jeg er så besværlig. Undskyld, at jeg har holdt dig vågen i så mange nætter, uden at sige noget. Undskyld, at jeg ikke gav dig en bedre forklaring på, hvorfor jeg ville forlade dig. Undskyld, jeg fik dig til at se, hvad jeg gjorde mod mig selv. Undskyld, jeg ikke var stærk nok til at sige det til dig, selv. Undskyld, jeg tvivlede på dig. Undskyld, det tog mig så lang tid, at forstå at du havde de følelser for mig. Undskyld, at jeg ikke indså før, at du aldrig vil dømme mig ligesom alle andre. Undskyld, at jeg ikke gjorde mere for at vise dig, hvor stor betydning du har for mig. Undskyld, jeg ikke forstod, hvorfor det egentlig var, at jeg mødte dig.." Sagde jeg og fældede et par tårer, inden jeg fortsatte og endelig lod ordene komme ud.

"Men aller mest, Liam... Undskyld, det tog mig så lang tid at finde ud af, at jeg elsker dig. Undskyld, det tog mig så lang tid at fatte, at du også elsker mig. Undskyld, det tog mig så lang tid at indse, at du er den eneste som jeg har elsket sådan i hele mit liv. Undskyld, det tog mig så lang tid at finde ud af, at du virkelig er min helt... Men mest af alt, Liam... Undskyld, det tog mig så lang tid at finde ud af, hvor jeg hører til. Ikke bare hvor jeg hører til som person, men hvor mit hjerte hører til. Jeg er ked af det tog mig så lang tid at finde ud af det, og jeg er virkelig ked af, at jeg pinte dig så længe, mens jeg fandt ud af det... Undskyld, Liam, at jeg endelig indser, at du er den jeg hører til hos... Du er den mit hjerte tilhører. Du er der hvor jeg skal være." Sagde jeg og lagde forsigtigt mine tasker og bogen ned på gulvet, mens jeg kunne se hvordan hele hans ansigt lyste op og han smilede virkelig stort, mens han kløede sig lidt i nakken.

"Men vil vi det her? Hvad hvis det ikke holder? Jeg er 18, Liam. Jeg er knapt nok voksen, og det samme er du... Hvordan kan vi så vide, at vi vil holde for evigt? For ja, jeg tror det, men hvad hvis det ikke gør? Hvad hvis vi virkelig prøver, og det så ikke holder? Vil vi så bare slutte det? Eller tror du virkelig, at for evigt kan ske allerede nu... At vi allerede nu ved, at det her vil holde for evigt?" Spurgte jeg med tårer trillende ned af mine kinder. Han sukkede hurtigt, inden han kiggede på mig.

"Det ved jeg bare det vil." Sagde han kort, mens han prøvede at få vejret. Jeg smilede.

"Det ved jeg også. Derfor ved du også, at jeg vil blive hos dig for evigt, hvis vi gør det her, ik? Så vil jeg ikke give slip på dig igen. Så vil jeg blive, og jeg vil gøre alt for, at det er for evigt!" Sagde jeg. Han grinede lavt og trådte så tættere på mig, men jeg hurtigt trådte bag ud.  

"Men der vil ske ændringer, Liam, det ved vi begge to. Jeg vil blive her hos dig og starte et helt nyt liv. Jeg vil få den mest irriterende britiske accent og drikke virkelig meget te sammen med dig. Jeg vil sikkert fylde med alle mine ting over det hele, så du vil blive sindssyg. Jeg vil sikkert være en pinsel... og tro mig, det vil du også! Jeg vil være nødt til at se om jeg kan få nye venner, så jeg ikke bare hænger op af dig hele tiden og så ville du blive nødt til at stoppe med at kalde mig babe og skat, for Liam, jeg er blevet kaldt det før... Og selv om jeg hadede det i starten, så har ingen kaldt mig Pookie før, og selv om det er dumt, så er det bedre end alt andet... kun fordi du kalder mig det. Så Liam... Hvis det her går... Så bliver jeg. Og det lover jeg! Jeg lover dig denne her gang, Liam, at hvis vi kan det her... så vil jeg love for evigt. Og det vil være et løfte... og jeg vil aldrig bryde det." Sagde jeg og rettede så mit blik mod ham igen. Han kiggede smilende på mig og rystede på hovedet.

"Hvor jeg dog hader dig, Lucieanne Miller!" Sagde han snøftende, men grinede så kort bagefter.

"Jeg elsker også dig, Liam James Payne" Sagde jeg, inden tårerne flød ekstra meget ned af mine kinder og jeg udslap et enkelt hulk og så endelig løb hen til Liam og ind i hans favn, mens han udbrød et hulk selv. Han slog armene om mig og jeg svang mine ben rundt om livet på ham, mens han forsigtigt græd ind i min skulder og blev ved med at hive mig mere og mere ind til sig, mens jeg prøvede at tage fat i mere og mere af hans T-shirt. Han vendte hurtigt mit hoved mod hans, inden han i det, der føltes som en evighed siden, endelig kyssede mig og jeg så holdt fast i hans hoved, mens han holdt rundt om mig.

"Du er den største idiot i hele verden!" Sagde han grådet i mellem kyssene. Jeg nikkede bare, mens jeg holdt fast om hans skuldre og han prøvede at holde så meget fast i mig, som muligt.

"Du er kraftedme også en plage!" Sagde jeg, mens han grinede lidt. Jeg stoppede kysset, for så at kigge ham ind i øjnene og løsne grebet omkring hans liv, mens han også gav lidt mere slip på mig, indtil jeg stod nede på gulvet igen og vi kiggede hinanden ind i øjnene.

"Jeg elsker dig, Liam. For evigt og altid, og jeg vil aldrig stoppe." Sagde jeg med tårerne trillende ned af mine kinder. Han grinede lidt og tørte forsigtigt nogle af tårerne væk.

"Du vil altid være min Pookie." Sagde han, hvorefter jeg så lagde armene om ham igen og kyssede ham, så de tusinder af millioner af stød gik igennem hele min krop. Han lagde sine hænder om livet på mig og trak mig helt ind til sig.

"Ja... det vil jeg." Sagde jeg og kiggede på ham. Han smilede hurtigt, inden han låste sine læber mod mine igen.

"Jeg holdt løfterne." Sagde han stille mod mine læber, mens varmen spredte sig i hele min krop og følelsen af at være hel, og at være hjemme blussede op i mig.

Jeg var der hvor jeg hørte til.

 

* * *

 

Jeg kiggede nervøst ud af vinduet på alle de mange papparazier, som ventede. Jeg sukkede hurtigt, mens jeg endnu en gang glattede den smukke hvide kjole (Outfit findes i kommentar). Lou havde igen gjort et helt fantastisk job angående make-up, kjole og hår. Hun var dog blevet ret sur, da jeg spurgte om jeg ikke bare kunne dukke op i bukser? Hun havde ikke engang svaret, men bare rullet øjne af mig, så jeg vidste jeg ikke burde have spurgt om det, selv om jeg ville have følt mig mere tilfreds i et par bukser, når det skulle være foran så mange mennesker, som alle skulle kigge på mig. Så det var endt med denne hvide, men utroligt smukke kjole, ud af de mange som jeg havde prøvet. Jeg var ret sikker på, at jeg aldrig i hele mit liv havde haft sådan en smuk kjole på før, og jeg måtte indrømme, at da jeg først fik den på, følte jeg mig faktisk smuk og troede på, at det nok skulle gå. Jeg blev vækket fra mine dybe tanker, da et hvin kunne høres:

"Så er det nu." Sagde Perrie på sædet foran mig, da limosinen kørte frem til destinationen. Jeg kunne mærke nervøsiteten helt op i brystet på mig.

"Der er virkelig mange mennesker." Sagde jeg usikkert. Eleanor, der sad ved siden af Perrie, nikkede hurtigt, men nussede mig så betryggende på knæet.

"Bare rolig, det hele skal nok gå. Det lover jeg." Sagde hun. Jeg kiggede hurtigt på hende. Hun vidste vist ikke hvordan mit hoved kørte lige nu! Limoen stoppede og døren åbnedes for Perrie og Eleanor, der trådte ud. Jeg kunne se de hurtigt gik over til nogle ældre herrer og kvinder, der steg ud af limoen bag os. Jeg sukkede lidt, men smilede så for mig selv.

"Det skal nok gå." Sagde jeg lavt og tog en dyb indånding, inden jeg forsigtigt trådte ud af bilen, så alle papparazierne med det samme blitzede af mig. Jeg smilede stort og vinkede så rundt, som Eleanor havde fortalt jeg skulle gøre. Det skulle nok gå, jeg behøvede ikke være nervøs.

"Lucie, kom her over!" Råbte Eleanor hvinende, da jeg fik øje på hende stå henne ved nogle lidt ældrere kvinder. Jeg gik over til hende, hun slog armene om mig og kiggede på mig.

"Ihh, jeg er så spændt! Glæder du dig?" Spurgte hun hvinende. Jeg nikkede. Hun havde allerede fra den første dag, hvor jeg havde mødt hende, for lidt under en par dage siden, været virkelig sød og helt op at køre over, at der nu var en ny pige i flokken, som hende og Perrie havde udtalt det. Jeg grinede og krammede også Perrie, inden en masse skrig og råb kunne høres. Vi kiggede bag ud til en nyankommen Limo, hvor fem velkendte drenge trådte ud, hvilket fik blitz og skrig til nærmest at firdobles. De fem drenge fik øje på vores lille forsamling og gik med det samme her over. Og i det jeg fik øje på ham, begyndte en masse sommerfugle at sprænge frem i mig. En ældre herre og kvinde kom hurtigt over til mig, og jeg genkendte dem med det samme. Herren havde lidt hen af de samme ansigtstræk, mens kvinden havde briller og nogle smukke lysende øjne, der mindede om hans.

"Aww, hvor er du fin!" Sagde hun, og lagde armene rundt og krammede mig tæt ind til sig, så jeg fik den største glæde i hele kroppen. Herren kom også over og krammede mig, mens vi snakkede, indtil kvinden gik over til ham jeg havde fået øje på før, og krammede ham.

"Hun er virkelig en perle, Liam. Gid vi havde mødt hende noget før." Sagde hun og gav hurtigt sin søn et kys på kinden. Liam smilede til sin mor og snakkede, mens jeg hurtigt blev overfaldet af Niall og Harry. De grinede begge to stort, da Niall hurtigt krammede mig.

"Jeg synes altså det er syndt, du ikke holdt fast i mig! Jeg er sikker på, at du ville passe meget bedre sammen med mig end ham, mester læderjakke der over." Sagde Harry, der hurtigt grinede sammen med Niall. De var begge klædt virkelig flot. Jeg kunne dog ikke lade vær med at grine lidt over Harrys hjertemønstrede skjorte, men den klædte ham, i sær med blazeren ud over. Han så virkelig flot ud og det samme med Niall Han var virkelig også flot... Jeg ønskede faktisk lidt, at jeg måske kunne stjæle jakken fra ham.

"Præcis! Og jeg var ikke engang en overvejelse? Det synes jeg er strengt!" Sagde Niall grinende, mens han hurtigt krammede mig igen. Jeg rystede på hovedet af dem begge.

"I er så underlige. I er alle mine yndlings!" Sagde jeg og så Eleanor sluttede sig til os.

"Ihh, jeg glæder mig så meget!" Sagde hun, så vi grinede lidt. Jeg havde en ide om, at Eleanor var meget vild over ideen med at se sin kæreste på et lærred i en film... Men jeg kunne godt følge hende. Harry nikkede enigt med hende, inden at nogle mænd sagde til drengene at de skulle gå over og skrive autografer, svare på spørgsmål og sådan. Harry krammede mig hurtigt, inden han gik over og jeg så stod tilbage med Eleanor, Perrie og drengenes familier. Jeg holdt i mellemtiden lidt øje med Liam. Det irriterede mig lidt, jeg ikke havde snakket med ham endnu eller fortalt ham hvor utrolig flot han så ud, dog blev mine tanker hurtigt afbrudt af Perrie.

"Det er så dejligt, at du er kommet med i familien." Sagde hun smilende til mig. Jeg smilede stort, mens varmen over ordet "familie" bredte sig i hele min krop. For hun havde vel ret? I den tid, hvor jeg havde været så bange for, at jeg nu ville blive alene, fordi jeg ikke havde nogen familie tilbage, så havde jeg taget så meget fejl! Godt nok var de ikke rigtigt min familie, og jeg var ikke engang i familie med nogle af dem, eller ville ende op med at blive det... Men alligevel. De havde alle været så søde og åbne over for mig. De var alle min familie nu.

Jeg havde i sær været virkelig nervøs, da Liam og jeg var taget hjem til Wolverhampton, for nogle dage siden, hvor jeg så havde mødt Karen og Geoff. Jeg var virkelig nervøs for, hvad de ville synes om mig, men de overraskede mig med storm, ved at tage godt i mod mig og allerede fra start af, behandle mig som var jeg virkelig en del af familien. Det hele var så overvældende! Det med drengenes premiere på This is us, være her, føle mig som en del af noget stort, og være sammen med alle deres kære. Det var så stort.

Faktisk havde den sidste uge og dage alle været store dage. Tænkt på det med at jeg var taget "hjem" for at få det hele klaret med "min" Karen, da Liam lige havde et par ærinder med nogle interviews og sådan sammen med drengene i London, inden premieren på deres film her i dag. Så jeg var alene med Karen i et par dage, og det var helt rart at få snakket ud med hende om det hele. Om det med far, Liam, London... det at skulle sige farvel. For det var jo egentlig det, det hele handlede om. Det var grunden til, jeg havde pakket tingene ned i kasser. Selv om det hus havde været mit barndomshjem, og altid havde været en af mine faste trygge rammer, så var det på tide at sige farvel. Pakke det hele ned i kasser og starte op i nye udforskende rammer. Dog mente Liam, at jeg ikke burde have solgt det... Men sandheden var, at jeg jo ikke solgte det. Karen ville alligevel gerne lidt væk fra det gamle, men samtidig så ville hun ikke væk fra de kendte omgivelser, så selv om det ikke var den største ombrokering, så var det også nyt for hende. På en måde, så gav jeg jo ikke helt slip på huset alligevel, for man kunne vel sige Karen passede på det for mig, ligesom med Zoe.

Zoe havde været det værste, men jeg gjorde det, der var bedst for hende. Hun ville ikke kunne klare at skulle flytte så langt væk. Hun var en gammel hund, der var vant til store græsarealer og et stort toplans hus, og London var det stik modsatte. Det ville ikke være godt for hende. For som sagt, jeg var ikke helt sikker på, hvor meget en 11 årig hund kunne klare. For ja, hun var meget frisk, i forhold til hvor gammel hun var, men derfor tvivlede jeg stadig. Så jeg lod hende blive hos Karen, fordi jeg vidste, at hun var den eneste, som ville kunne passe så godt som overhovedet muligt på hende.

Og så kom Liam og hjalp med de sidste ting jeg skulle have med tilbage, mens han også havde et par småting, inden vi tog helt "hjem". Jeg kunne sværge, at han var det mest glade menneske på hele jorden... Og ja, det smittede.

Jeg var så glad for, at det hele var endt på den her måde. Jeg kunne se hvor glad Liam var blevet. Selvfølgelig tænkte jeg stadig på alt det, der var sket bare få uger før, og hvordan det hele kunne være endt meget anderledes, hvis jeg ikke havde fulgt mit hjerte og givet det en chance til. Faktisk givet det hele en chance til. Hele den her tilværelse, Liam, vores forhold... Givet mig selv en chance til, for at blive glad igen. Og jeg tog i mod, og jeg har aldrig været lykkeligere.

Selvfølgelig var det underligt at tænke på, hvordan Liams og mit forhold havde ændret sig det sidste halve år. Hvordan vi var gået fra at være to vidt fremmede, der ærligt talt bumpede ind i hinanden på Starbucks, til begge at have et ønske om et venskab, som så småt udviklede sig til, at Liam blev den næreste person for mig, til at vi begge indså at vi elskede hinanden, til vi kyssede første gang... vores forelskelse i hinanden. Til nu, hvor jeg var i gang med at flytte ind hos ham, og var i gang med at slå mig ned i London sammen med ham. Til hvordan jeg blev helt rørt, da Liam i et interview, fortalte at han havde en ting han gerne ville sige, og jeg med det samme kunne se hans store smil, da han offentliggøre at han ikke var alene mere, og at han nu hver dag vågnede op til perfektion. Jeg havde smilt så meget til ham, da han kom hjem, efter jeg havde set det, og fansenes reaktioner på det, som havde været noget af det jeg faktisk havde frygtet mest, men faktisk var meget positive. Jeg så endda at flere postede billeder, som viste sig at være flere måneder gamle, og nogle endda lagde billeder ud fra Montgomery, Denver og deres koncert... Hvilket mindede mig om, at jeg faktisk aldrig havde været inde og søge på billeder af Liam og mig. Og til min store overraskelse, fandtes der mange, og folks reaktioner var helt utrolige! Selvfølgelig var der nogle få, som syntes vi ikke passede sammen, men de blev ligesom skubbet væk i forhold til alle de andre.

GUD, HVOR ER HUN PÆN!, FUCK DE PASSER GODT SAMMEN, eller: JEG HAR VENTET SÅ LÆNGE, JEG SÅ DEM I DENVER OG DE ER DET BEDSTE! 

Liam og jeg havde grint lidt over dem, men det fik mig bare til at indse endnu mere, at jeg faktisk var ligeglad nu. Ligeglad med om de dømte mig eller ej, for jeg var mig og de var dem... Og jeg ville ikke ændre mig for nogen. Hvis jeg kunne lide at være sådan her, så behøvede jeg ikke bekymre mig om, hvad andre tænkte.. Det eneste, der betød noget var nu og her og intet andet. Jeg ville ikke bekymre mig og fortiden eller fremtiden... Nutiden var det der betød noget, og var det jeg fokuserede på. Eller fremtiden havde jo et eller andet sted også haft en ret stor del af mine tanker de sidste dage. Måske fordi at hele min fremtid nu lå her i London, hvor jeg næste år (Selvfølgelig havde Liam overbevist mig) Skulle starte på London University. Vi havde overvejet, at jeg startede allerede nu, men vi var alligevel begge enige om at det var bedst, at jeg lige faldt på plads, og ikke hastede ud i det hele. Plus Liam ikke ville ødelægge min drøm om frihed og rejser, så jeg kunne ikke skippe universitetet, når jeg allerede i starten af det, skulle rejse, fordi jeg skulle med på den allersidste del af drengenes tour i Japan. Hvilket helt havde slået pusten fra mig, da Liam fortalte mig om hans "Undskyld, jeg tvinger dig til at gå på universitet-gave" Som han havde kaldt det, men det gjorde ikke spor. Jeg glædede mig til det hele og kunne hvert minut mærke, hvordan spændtheden voksede.

Jeg vågnede op fra mine tanker, da et par arme lagde sig om mit liv og snoede sig ind foran min mave, mens et hoved lagde sig på min skulder.

"Hey Pookie." Sagde han forsigtigt ind i mit øre. Jeg grinede lidt.

"Hej." Sagde jeg og smilede. Han vendte mig forsigtigt om mod sig, så jeg lagde mine hænder på hans jakke.

"Er du godt klar over, hvor gude lækker du er i den her?" Spurgte jeg grinende og ruskede lidt i den sorte læderjakke. Han grinede og kiggede så ned af sig selv.

"Ja, Harry sagde du nok ville kunne lide den." Sagde han og grinede så sammen med mig.

"Nå, gjorde han det? Jeg kan nu meget bedre lide Nialls." Sagde jeg drillende. Liam rystede på hovedet, inden han bukkede sig ned og kyssede mig på læberne.

"Så må jeg jo stjæle den fra ham en dag, så han ikke stjæler mit spotlight." Sagde han og slap mig for at tage min hånd i sin, flette vores fingre sammen og så gå over til de andre drenge, samt pigerne og familierne. Jeg grinede lidt og så hvordan papparazierne blitzede helt vildt ovre ved Zayn og Perrie, og jeg kunne endda se hvordan Eleanor så helt storsmilende ud. Vi gik lidt tættere på, så vi kunne se hvad de fremviste, og den største glæde gik straks igennem mig. Liam knugede mig lidt ind til sig, da jeg kom til at hvine lidt over Perries vielsesring.

"Er det ikke bare for cute?!" Sagde Eleanor, mens Louis kom over til hende og rystede smilende på hovedet, inden han kyssede hende på kinden. Jeg nikkede ivrigt, inden Harry og Niall tilsluttede sig til os, efterfølgende af en rødmende Perrie og storsmilende Zayn.

"Lad mig se!" Sagde en masse hurtigt til Perrie og smilede stort, mens drengene grinede. Louis gik hurtigt over og smilede til mig.

"Du skal sådan glæde dig til efterfesten, der er en fotobooth." Sagde han og fik mig med det samme til at huske tilbage på første gang i London, da jeg var sammen med dem hele weekenden. Jeg grinede hurtigt, inden jeg blev overfaldet af Niall.

"Fuck, jeg glæder mig!" Sagde han helt overgearet. De andre tilsluttede sig hurtigt hans overgearethed og krammede hinanden, indtil vi til sidst havde krammet hinanden alle sammen. En herre bad os komme over til nogle fotografer, hvor de bad os piger om at posere sammen, mens drengene gik over til fansene. Hurtigt var der et par journalister ovre ved os, som stillede os spørgsmål om hvor stolte vi var, om vi glædede os og alle mulige andre, indtil de kun stillede mig spørgsmål, som alle omhandlede Liam. Og hver gang jeg svarede, så kiggede jeg i smug over på ham og kunne hele tiden føle hvor mere og mere glad og lykkelig jeg blev. Fotograferne og journalisterne gik væk og jeg kunne med det samme se at de åbnede dørene ovre ved biografen, og alle begyndte at gå indenfor. Jeg smilede og gik over til Liam, der stod og ventede på mig. Jeg tørte hurtigt et par tårer væk.

"Græder du?" Spurgte han bekymret og lagde hånden rundt om livet på mig. Jeg nikkede, men grinede så også lidt og kyssede ham hurtigt på kinden.

"Nej." Sagde jeg og prøvede at få kontrol over de mange glædestårer, der trillede ned af mine kinder. Han smilede bare, inden han lænede sine læber ned mod mine i et langt kys, der fik hele min krop til at glohede. Han slap mig og tog min hånd i sin og flettede vores fingre sammen.

"Jeg elsker dig." Sagde han, mens vi gik over mod de åbne døre ind til biografen. Jeg grinede lidt, inden jeg hurtigt kyssede ham på kinden og stoppede op, så han kiggede på mig.

"For evigt?" Spurgte jeg og rakte min hånd frem mod ham, bukkede mine fire fingre og strittede med min lillefinger.

"Et lillefingerløfte kan ikke brydes." Sagde han smilende til mig, men med et glimt i øjet.

"For evigt?" Spurgte jeg bare igen og bukkede lidt med lillefingeren, inden han snoede sin om min og sagde:

"For evigt." Jeg grinede lidt og kyssede ham så på kinden.

"Batman." Sagde jeg grinende, hvilket fik ham til at smile stort af mig, tage fat om livet på og svinge mig rundt, inden han satte mig ned og jeg kyssede ham på næsen.

"Jeg kommer først!" Grinede jeg hurtigt og satte i løb over mod de åbne døre ind til biografen. Jeg hørte kort Liam grine, inden han fangede mig, flettede vores fingre sammen og vi gik ind i biografen.

 

Slut. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...