The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24826Visninger
AA

38. Dear Liam

"You only know you love him

when you let him go."

Birdy - Let her go (Cover)

 

Varme. En dejlig varm og betryggende følelse, der pludseligt ændrede sig til kulde. Det føltes koldt og tomt... som om der manglede noget, så jeg slog øjnene op og opdagede jeg var alene. Jeg kiggede mig lidt omkring og prøvede at få øje på nogen, eller rettere sagt... hende, men hun var ikke at se nogle steder. Jeg gned mig lidt i øjnene og rejste mig fra sengen, for at gå ud. Jeg tjekkede først hendes værelse, men der var ikke nogen. Ikke særligt meget andet end kun hendes halvrørte seng. Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning steg lidt, da jeg gik videre gennem huset, men stadig ikke kunne finde hende. Jeg prøvede at kalde, men der kom intet svar. Det eneste "svar" jeg fik, var da jeg kom ind på mit værelse igen og fandt de udrevede papirer fra notesbogen på bordet, i den anden side af sengen. Jeg satte mig ned på sengen og kiggede på de første linjer, som hurtigt fik mit hjerte til at springe et slag over og min vejrtrækning til at udvikle sig til hurtige og tunge åndedræt.


Kære Liam.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte… hvis der overhovedet er et sted at starte? Det er der vel et eller andet sted… Jeg er bare ikke sikker på, om jeg så vil komme nogen veje. Men jeg kan prøve…

Kære Liam

6 måneder. Et halvt år… Tænk at det er så længe siden.

Der gik jeg ind på den her lille cafe' med blikket stift nede i et kort, fordi jeg var gået væk fra min klasse. Vred. De forstod mig ikke, de havde igen spurgt mig om, hvorfor jeg ikke gjorde ligesom dem, eller havde givet mig blikke, fordi jeg ikke havde den samme mening som dem. Så jeg gik fra dem, og fortsatte i stedet ind på den her lille cafe', for at samle mine tanker. Jeg købte en eller anden form for underlig kaffe og forlod stedet efter kort tid.

Men lige i det, da jeg skulle til at gå ud af døren, skete det værst tænkelige… Jeg faldt! Typisk mig, hva? Sådan at lave en scene ved at falde i offentligheden. Jeg var sikker på, at jeg kunne have gemt mig langt væk, hvor ingen grinede af mig. Men i stedet skete der noget andet. Der var en, der hjalp mig. Jeg havde aldrig troet det nogensinde ville ske for mig, men det gjorde det. Jeg fik øje på min redningsmand, og jeg kunne med det samme genkende hans utroligt smukke øjne. Disse smukke, flotte brune øjne, og så flygtede jeg. Jeg fortrød det meget bag efter… men hvad nu hvis min redningsmand opdagede, at jeg var våd på numsen, på grund af det snesjaskede gulv? Det ville være så pinligt, i sær fordi den dreng, var dig.

Jeg var virkelig oppe at køre i mange timer efter jeg havde set dig. Tænk at jeg rent faktisk havde mødt dig, og det måske ville være den første, og sidste gang. Jeg var så flov, og sur på mig selv, for jeg ville jo aldrig se dig igen! Jeg var næsten knust… indtil jeg så dig igen! Og denne gang sagde du igen noget til mig. Jeg var så skamfuld over at du havde set mig falde inde på cafeén. Der var faktisk ikke noget værre!

Men så et par dage senere, for jeg vild, og hvem var min store helt igen? Den utrolige dreng med de smukke øjne. For første gang gik vi sammen og snakkede. Jeg var stadig helt vild over, at det rent faktisk var DIG, jeg gik og snakkede med. Og hvad der overraskede mig mere var det, der lå i vente.

For jeg havde slet ikke regnet med, at vi to skulle få så hurtig kontakt til hinanden på kun lidt over et par dage. Og jeg var sikker på at vores venskab ville blive tabt, da jeg rejste fra England igen. Men nej, vi klarede den, vi Klarede tre hele måneder. Det var tre måneder med bøvl med skypeopkald, og hvor den eneste kontakt var SMS og opkald, men jeg klager ikke. For selv om vi nogle gange ikke lavede andet end bare at sidde, og grine af hinanden, så var de opkald, telefonsamtaler og SMS´er, de bedste jeg nogensinde har prøvet! Men det var slet ikke det samme, som da jeg fik lov til… Efter tre lange måneder… Endelig at se dig igen! Det var så dejligt. Jeg havde savnet den søde dreng fra London så meget! I sær fordi vores bånd bare blev bedre og bedre.

Og det fortsatte, for du kom på besøg flere gange, og selv om jeg hver gang var bange for, at jeg ville dumme mig, så du aldrig ville komme igen, hvilket gjorde at jeg nød hvert minut med dig… Så blev du. Selv om jeg var sikker på, at du ville kede din røv i laser sammen med mig, så aflyste du aldrig, du blev ved med at komme.

Du har været vidne til så meget Liam. Du har set alle sider af mig. Sider jeg aldrig nogensinde havde troet, at du skulle komme til at se… Men jeg fortryder ikke et øjeblik.
Specielt en´ side vil jeg aldrig fortryde.

Du har set mig sammen med den eneste jeg elsker mere end nogensinde. Du mødte min far. Jeg kan huske hvor bange jeg var, for at han ikke ville kunne lide dig. Eller nærmest var rædselsslagen for, at han ville hade dig og forbyde mig at se dig. For det ville ikke gå, jeg kunne ikke give slip på dig. Du havde allerede en for stor betydning for mig. Men heldigvis, tog min far imod dig med åbne arme, ja meget mere åbne arme, end jeg havde troet han ville. Jeg havde faktisk ikke troet at det ville være muligt.

Liam, du har set den side af mig, hvor jeg viser kærlighed. Jeg husker tydeligt den første gang med Brody, du kørte mig glædeligt der ned, og lyttede til mit skråleri bagefter om, hvor dejligt det havde været. Du lyttede på mig hver gang! Jeg har aldrig rigtig forstået at du kunne klare det. Jeg ville være død, eller nej. For det var ikke kun mig, som viste kærlighedssiden. Du viste den også, med Sophia.

Jeg kan huske hvor glad jeg var for at du havde fundet hende. Hun var virkelig også så sød mod dig, og du fortjente det bedste!

Men Liam, lykken varer ikke evigt. En dag så falder det hele sammen, og den lille gnist af den kærlighed vi har følt, splintres for øjnene af os. Og selv der Liam, der var du der til at minde mig om, hvor meget mere jeg fortjente end Brody.

Og selv om jeg var så bange for hvordan du ville reagere på mig, og om du ville blive sur, så var du der endnu en gang til at huske mig på, at du altid ville være hos mig og beskytte mig.

Du tog mig med til din verden, og jeg mødte de andre igen. Jeg var så glad, fordi jeg vidste at jeg ville have det godt sammen med jer alle sammen igen, og jeg havde ret:

Du tog mig til en koncert. Min aller første nogensinde faktisk, og det var mere end fantastisk! Det var så vildt, for jeg fik endelig rigtigt set hvordan hele din hverdag egentlig er, og ikke bare gennem en skærm. Jeg så det endelig rigtigt, og jeg kunne se hvor glad du var oppe på scenen, og hvor stort et energiniveau du havde. Men det der betød så meget mere end det andet, var da du kiggede mig dybt i øjnene under en af sangene. I starten forstod jeg det ikke, og jeg kiggede jo nærmest på dig i trance. Og jeg undskylder jeg ikke opfattede det lidt hurtigere søde Liam, for selvfølgelig betød det alt sammen noget, når jeg lagde to og to sammen. Når du sang den smukke sang og kiggede på mig, og jeg på dig, mens du inderst inde mente det hele. Når du sang og kiggede på mig, så mente du det, og du ramte mig virkelig, men ikke ligeså meget som dagen efter.

Liam du tog mig med på en middag, måske den bedste middag jeg nogensinde har været på. Du fik mig endda tvunget ned i en kjole… det er der ikke mange, der gør! Men underligt nok, så var det ok, fordi jeg vidste at du syntes jeg var smuk, fordi du ikke dømte mig, fordi at du fik mig til at føle mig smuk og at jeg så pæn ud. Du tænker nok at jeg lyver, fordi jeg var så meget imod det i starten, men inderst inde Liam, så vidste jeg at du ville synes om mig. For det gør du!

Uanset hvordan jeg ser ud, om jeg bare render rundt i det klammeste joggingtøj, eller det smukkeste dress, så minder du mig om at jeg er smuk, selv når jeg ikke selv tror på det. Hvilket også gav mening for at jeg tog nederdel på, da vi var på sommermarkedet, men det kommer senere. Men Liam, fra den dag af på restauranten, der ændrede det hele sig bare. Om det var fordi du var den første som jeg nogensinde havde følt mig behagelig sammen med iført en kjole, ved jeg ikke. Men det hele ændrede sig og om det var fra gaven, er jeg ikke sikker. Om det var fra det stød og fyrværkeri jeg følte, da jeg rørte din hånd og du kyssede min kind?  Men jeg vidste i hvert fald en ting. Alt ved dig var anderledes nu.

Måske jeg sagde jeg elskede dig og du sagde du elskede mig og det så lige pludselig fik en helt ny betydning for mig. Jeg elskede dig som i at jeg elskede dig virkelig, men det var ikke den normale form for at elske, som jeg havde prøvet før. Det her var helt anderledes, det her var stærkere. Stærkere som i, Jeg elsker dig, og jeg vil aldrig stoppe med at elske dig.

Og så kom vi til dagene hvor du var hos mig igen. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde tænkt så meget på dig som før nu. Havde tænkt over hvad det hele egentlig have udviklet sig til og hvad det ville ende med at udvikle sig til.. Fordi inderst inde, så ønskede jeg at det ville udvikle sig. Jeg kiggede på dig på en helt ny måde, en måde der gjorde, at alt hvad du gjorde, virkede perfekt. Du var perfekt… Du ER perfekt Liam, og jeg er sikker på at jeg aldrig i mit liv har kigget på en person, og følt så mange… vidunderlige følelser, på samme tid, som jeg har gjort med dig.

Den aften i markedet er min absolut bedste aften sammen med dig Liam. Det var nærmest perfekt! For igen, så blev du ved med at overraske mig ved at minde mig om alle mulige ting, jeg aldrig havde nævnt for dig. Du passede på mig Liam, tog dig af mig… Beskyttede mig. Og alt det fik bare alle de følelser til at vokse sig hundrede gange større, og det jeg havde tænkt så længe over, skete endelig. Jeg kyssede dig. Du kyssede mig. Vi kyssede Liam, og lige pludselig gav det hele bare mening. Alt siden starten gav mening.

Jeg elskede dig som meget mere end bare min ven Liam. Jeg elskede dig, fordi jeg var forelsket i dig. Og jeg lover dig, at efter alt det der skete senere den aften, så elskede jeg dig meget mere. Jeg elskede dig, jeg elskede dine øjne, din mund, din næse, din hånd i min, din arm rundt om mig, din favn slynget om mig… Jeg elskede virkelig alt ved dig.

Jeg elsker alt ved dig. Og det er derfor jeg endelig indså, hvorfor det tog så lang tid for mig at indse, hvad du egentlig betyder. For endelig forstod jeg, hvorfor jeg altid savnede dig sådan, hvorfor jeg elskede at have dig omkring mig, hvorfor jeg på en måde er jaloux på Sophia, hvorfor jeg hadede dig for at være væk så længe fra mig, men stadig elskede alt ved dig og synes du er fejlfri. Helt og aldeles fordi jeg inderst inde er så forelsket i dig og elsker dig mere end alt andet.

Men lykken varer ikke evigt Liam.

Det hele splintredes til atomer foran os på 0,0. Det hele blev lige pludselig lige meget, for alt foran mig blev revet fra hinanden, alt hvad jeg kendte til og altid havde kendt til, blev revet itu og hele min verden ramlede sammen, blev tåget og sort for mig og jeg skubbede alle mine problemer væk. Jeg prøvede endda at skubbe dig væk fra det hele Liam. Og jeg hader mig selv så meget for det!

I sær fordi at du igen var mit livs helt og kom og redede mig. Redede mig og prøvede at tage mig væk fra det hele. Jeg skylder dig så meget Liam. Selv om du ikke engang er klar over det, så skylder jeg dig alt.

For i mens jeg lå og lod sortheden og mareridtene fange mig... Åh de mareridt Liam. Jeg er så ked af at du måtte være vågne så mange halve nætter, for at få mig til at glemme de værste mareridt jeg nogensinde har haft. Mine værste mareridt før, var altid at stå i en ørken og så se hvordan min far blevrevet væk fra mig, af en mand med et gevær, de var så onde... men der findes værre mareridt Liam. For før hvor mine mareridt handlede om at jeg mistede min far, så var det ikke ham jeg mistede nu... men dig. Det var dig, der stod for enden af den lange sandørken og smilede til mig i den brændende sols skær, for så kort efter at kigge chokeret på mig og falde til jorden. Jeg er sikker på at de skrig, sikkert har vækket dig alt for mange gange Liam, og jeg undskylder så meget.

Så mens jeg lå og lod sortheden fange mig, så så jeg kun til, hvordan du lige så stille, blev revet med af sorgen og frustrationen. Hvordan dit blik var helt livløst til sidst. Hvordan du hver dag satte dine egne behov til side for at sørge for mig hele tiden og selv lige så stille begyndte at gå fra hinanden. Jeg ved jeg skylder dig alt Liam, det her har du ikke fortjent, på nogen som helst måde.

Det er derfor jeg er nødt til det her Liam. Jeg er nødt til at rette op på det hele igen.

Du er min evige helt, du redder mig hver gang, du er der altid for mig. Du betyder alt for mig. Jeg ville dø, hvis nogen rev dig fra mig. Du er min bedste ven… Og jeg elsker dig så meget. Hvilket også er derfor, jeg er så ked af alt det her. Jeg er så ked af at jeg fik rodet dig ud i alt det her, det her har du aldrig fortjent! Jeg har aldrig fortjent dig.

Jeg elsker dig Liam. Jeg elsker dig så meget, at det gør ondt. Ikke bare i hjertet, men i hele kroppen. Min hele krop og min sjæl gør så ondt, fordi jeg elsker dig så meget, men ved at jeg aldrig vil gøre dig glad. Jeg vil kun ødelægge det hele for dig, gang på gang. Jeg ville ønske jeg kunne være stærk nok til at skubbe alle mine onde og forbandede følelser væk, bare skubbe sorgen væk, for at være glad og være den glade Lucie du kender. Jeg kan se hvor meget det tager på dig, hvor meget du hader at se mig sådan her, og hvor meget du lider, fordi du altid vil mig det bedste og ender med at sætte dig selv til side. Det vil jeg ikke have du gør mere.

Liam, du har brug for at tænke på dig selv, du kan ikke redde mig mere. Jeg er fortabt…Selvfølgelig skal jeg nok blive glad igen, men jeg bliver nød til at lære at redde mig selv fra nu af. Du kan ikke blive ved med at redde mig…

Derfor min elskede Liam, må du give slip på mig nu, for dit ejet bedste. Du skal være glad igen Liam, du skal være den smilende og glade og perfekte Liam jeg har kendt så længe. Og jeg ved, at hvis du skal blive den Liam igen… så må jeg give slip på dig. Så det handler ikke om at du giver slip, for det er mig, der bliver ved med at hænge på dig, og jeg ved ikke engang hvorfor… måske fordi jeg elsker dig for meget, til at give slip på dig… fordi jeg evigt og altid ønsker, at du vil være ved min side til evig tid… Men fordi jeg sårer dig så meget, så må jeg give slip på dig.

Jeg ved det bliver det hårdeste jeg nogensinde vil gennemgå, og jeg vil sikkert fortryde det så meget. Men jeg har brug for at lære at leve uden dig. Har brug for at lære, at du ikke altid er der for mig, og jeg må klare mig selv. Jeg må finde en Lucie uden Liam.

Selv om jeg tvivler på, at der findes en mig uden dig… så har jeg kunnet leve sådan før. Jeg må bare finde hende igen… så derfor siger jeg farvel Liam.

Jeg giver slip på dig og lader dig blive glad igen.

Selv om det ville flå mit hjerte i tusind stykker, når jeg en dag ser dig sammen med Sophia eller en anden pige på jeres bryllupsdag og du endelig er glad igen, så mit hjerte vil splintre fordi jeg så inderligt ville ønske det ville være mig. Men Liam det bliver det ikke, det kan det ikke.

Du er mit et og alt, du er min bedste ven, du er næsten som en bror for mig. Men samtidig så er jeg så håbløst forelsket i dig og det gør så ondt…

Jeg ved jeg sikkert har gentaget mig selv virkelig mange gange de sidste par sider, og at det her måske hellere er en Roman end et enkelt brev… Men du ved hvor dårlig jeg er til at formulere mig.

Liam, Jeg elsker dig, og du skal vide at jeg ikke fortryder noget af det, der er sket mellem os de sidste seks måneder. Jeg elsker dig, og jeg kommer sikkert aldrig til at føle den her store følelse af at elske nogen igen. Men hvis du bliver lykkelig må jeg komme videre.

Du er min evige helt, min Batman, min evige kærlighed. Jeg elsker dig meget mere end du tror, og sikkert også mere end jeg selv tror. Du er det smukkeste menneske på jorden og jeg ønsker dig alt godt, alt lykke og så meget kærlighed.

Bare ikke min.

 Så farvel min bedste ven, min evige helt, mit største mirakel, min evige kærlighed, min største stjerne… Min eneste ene.

Jeg vil savne dig.

Lucie.

 

Lucie P.O.V

Jeg elsker dig til månen og tilbage. Læste jeg, mens jeg holdt en pause fra de mange ord. Jeg havde det så dårligt, alt var sløret, men det eneste, som var fuldkommen skarpt, var Liam. Liam, som lå lige der i sengen i sin dybe, fredelige søvn. Jeg ville ønske jeg kunnet have vækket ham og fortalt ham det igennem mine egne ord, men sandheden var, at jeg ikke stolede nok på mig selv til at vide, at jeg ville kunne holde det uden at bryde helt sammen, så selv om jeg vidste det var den værste måde, så gjorde jeg det. Jeg rev siderne ud af notesbogen og lagde dem på bordet ved siden af ham, snøftede en enkelt gang, rettede mig op, trak mine tasker over skuldrene og gik ud.

 

Mit hjerte er perfekt, fordi du er inden i, og jeg ved du vil blive der. Læste jeg igen da jeg sad i bussen. Jeg havde med nøje besvær fået fundet en bus, så hurtigt som muligt, og havde bare givet buschaufføren pengene inden jeg havde sat mig ned på et sæde og bladret i bogen. Jeg havde allerede fundet ud af, at jo længere hen i bogen jeg kom, jo mere følelsesladet blev jeg, fordi det var der Liam havde skrevet alle de nyeste ting, så jeg sprang tilbage: Venner køber dig frokost, bedste venner spiser din frokost - undskyld, jeg spiste det sidste chokolade. Jeg tog fejl, selv det ældste han havde skrevet gjorde det hele værre.

 

Det hele havde været så sort for mig. Jeg vidste at Liam aldrig ville tilgive mig efter det jeg gjorde nu, men alligevel... hvad kunne jeg ellers gøre? Jeg vidste at hvis jeg blev hos ham, så ville jeg ødelægge det hele.

Alt hvad jeg ønsker, er alt hvad du er. For helvede!

 

"Distination?" Spurgte en stemme i det fjerne. Jeg kiggede lidt op på manden bag disken, som kiggede ventende på mig. Jeg kiggede mig lidt omkring og kunne godt svagt huske at have været her før, men det var alt for sløret, og mit hoved kørte rundt, så jeg kunne ikke koncentrere mig om det.

"Hvad?" Spurgte jeg forsigtigt. Manden sukkede og gentog så sit spørgsmål. Jeg forstod lidt bedre og kiggede mig omkring igen.

"Alabama, USA." Sagde jeg lavt. Han nikkede og kiggede på skærmen.

"Der går et om tre timer." Sagde han. Jeg nikkede og trykkede koden på mit kort, jeg ved at jeg var flad nu, men jeg kunne ikke tænke på det. Han gav mig billetten og jeg fik gået igennem det hele, indtil jeg kom til venterummet. Jeg lagde forsigtigt armene om mig selv... hvor jeg dog ønskede at det var Liam! Nej, ikke Liam, for guds skyld ikke ham... Jeg gned mig lidt i mit ellers våde og svidende øje og trak så bogen op igen, selv om jeg vidste at det var ren tortur mod mig selv, så var jeg nødt til det. Og selv om jeg ikke burde, så slog jeg op på nogle af de sidste sider. Jeg vil ikke miste dig.

Hvorfor havde han også lavet den fucking bog?... jeg havde ikke brug for den! Jeg behøvede ikke hans påmindelser om hvor stor en idiot jeg var! Jeg vidste det godt... hvorfor kunne han ikke give slip?... Hvorfor kunne han ikke bare lade vær? Jeg smed med det samme bogen ned på gulvet, så den forreste side lå ned ad. Jeg sukkede og hev den forsigtigt op og læste ordene på den aller første side:

Dette er en bog, skrevet specielt og kun til Lucie Miller. Lucie, jeg elsker dig i dag, i går og hver i morgen.

Jeg hulkede med det samme og lagde så bogen fra mig for sidste gang. Jeg havde undskyldt så mange gange i mit hoved... så mange gange, at jeg ikke havde tal på dem. Undskyldt over for Liam, undskyldt fordi jeg brød løfterne.

Undskyldt fordi jeg forlod ham... og ikke ville vende tilbage.

____________________________________________________________________________

Var det uventet? Eller havde i på en måde troet at det ville ske???

Med kun to kapitler tilbage af The Vow nærmer vi os slutningen... meget tæt på faktisk...

Jeg synes bare det føles som om jeg lige er startet på den...

Men nej...

 

Skriv meget gerne en kommentar om kapitlet... Da jeg personligt græd, da jeg skrev dette kapitel et par måneder tilbage... O.O woow

Og ellers så mange tak for 78 favoritter... jeg dør hvis det bliver over hundrede... Men husk også at Like, det er lige så dejligt.

Så Like og kommenter gerne, bliver så glad..

Og så ses vi snart igen... til slutningen....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...