The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24238Visninger
AA

36. Broken

 

One of the hardest parts of life is deciding whether to walk away

or try harder.."

 

Zayn P.O.V

Aldrig havde jeg hørt Liam, så panikslagen, nærmest bange eller rædselsslagen. Det havde været så underligt at høre, og både Niall og jeg var direkte gået ind og fortalt det til Louis og Harry. Vi havde alle snakket om, hvad det var som havde fået Liam til at skynde sig så hurtigt hjem.

"Måske var det noget i familien?" Havde Harry sagt og vekslet blikke med Niall, som havde trukket på skuldrene.

"Eller måske ville han hjem fra Sophia. Hun græd jo, da vi mødte hende.." Havde jeg sagt.

"Ellers så ville han bare hjem nu, vi har vores første rigtige lille pause nu, måske ville han bare i gang med den så hurtigt som muligt." Havde Louis sagt og prøvede at tænke lidt fornuftigt over det, i stedet for at gå til konklusion med det samme. Vi var alle blevet enige om det og så taget det stille og roligt og rejst hjem samlet dagen efter.

 

Så nu hvor det var omkring 3 dage siden vi sidst havde hørt fra vores Payno, besluttede vi os for at aflægge ham et besøg.

”Det er så underligt han ikke har taget sin telefon!” Sagde Niall.

Man kunne dog mærke at vi alle stadig var lidt påvirkede af hændelsen med Liam. Men igen, det havde også været utroligt underligt. Plus han ikke havde taget sin telefon når vi ringede. Så der var kun en´ ting tilbage at gøre: Opsøge ham selv. Heldigvis for os lå hans lejlighed ikke så langt væk fra os, så vi kunne gå der hen på 10 minutter.

Vi kom til opgangen. Harry åbnede døren og vi gik ind og op af trapperne til 2. sal, hvor hans lejlighed lå. Louis ringede på døren, mens vi andre ventede tålmodigt, men der skete ikke noget, så han ringede på igen.

”Der sker jo ikke noget.” Sagde Harry opgivende, mens Niall var ved at vende om og gå ned af trapperne igen, men jeg trak dog hurtigt ned i håndtaget, så døren gik op. Vi kiggede alle sammen undrende på hinanden og gik ind i lejligheden.

”Liam?” Spurgte jeg roligt, men der kom intet svar. Vi gik alle sammen ind og Niall lukkede døren efter sig. Vi tjekkede rummene omkring os.

”Han er her ikke.” Sagde Harry prustende. Vi sukkede lidt og trådte ind i stuen, hvor et overraskende syn mødte os. Der stod et par tasker henne ved sofaen, de fleste var Liams…men de sidste..

”Det der er da ikke Liams tasker.” Sagde jeg og pegede på de to sidste og ukendte tasker. Drengene rystede på hovedet.

”Måske har han købt nye?” Sagde Harry, men Louis rystede hurtigt på hovedet.

”Jeg tror ikke, det der er hans taske, men en andens.” Vi andre nikkede enigt. Niall gik hurtigt igennem stuen og over mod de to døre, der førte ind til de to soveværelser og åbnede først den ene, mens vi andre fulgte efter.

”Her er ikke nogen.” Sagde han. Jeg prustede lidt og kiggede så over mod døren til Liams soveværelse.

”Han ligger nok og sover.” Sagde Harry. Niall trak på skuldrene, gik over til døren og tog fat i håndtaget.

”Ikke larm, hvis nu han sover.” Sagde jeg. De andre nikkede, og Niall åbnede forsigtigt døren og vi gik ind i soveværelset. Han lå faktisk og sov lige så stille i sin seng, med ryggen mod os.

”Sovetryne!” Sagde Louis og grinede lidt. Vi andre grinede også og rystede på hovedet. Niall gik lidt tættere på.

”Hey Liam, vågn op!” Sagde han højt. Liam rykkede på sig.

”Godmorgen Payno!” Sagde Harry grinende. Liam åbnede hurtigt øjnene og kiggede så på os.

”Hvad i alverden laver i her?” Spurgte han helt hæst og satte sig op. Han så helt af helvedes ud, han havde mørke rende under øjnene, hans hår var totalt ulet, og han lignede virkelig lort, hvilket bare fik os til at grine lidt af ham.

”Hvad så, er du frisk?” Spurgte jeg. Han tyssede hurtigt på os.

”Dæmp jer lige!” Sagde han næsten surt og kiggede hurtigt bag sig, og så på os igen.

”Oww, ja, hvor er du sur!” Sagde Niall grinende.

”Nej, seriøst, jeg mener det! Dæmp jer, eller gå ud.” Sagde Liam med et alvorligt udtryk i øjnene. Vi grinede lidt, i sær Louis grinede ret meget, hvilket fik Liam til hurtigt at træde ud af sengen og lægge sin hånd over Louis´ mund.

”Shh!! I vækker hende!” Sagde han hurtigt, hvilket faktisk fik os alle til at kigge forvirret på ham.

”Hende? Hvad mener du med hende?” Spurgte Niall. Liam sukkede lidt.

”Hey Liam… Hvad mener du?” Spurgte Louis og fjernede hans hånd fra sin mund. Liam sukkede tungt igen og trådte så til side, så det afslørede den ekstra person, der lå og sov med ryggen til i hans seng. Jeg kunne med det samme se hvem det var, det var ikke svært, for hårfarven afslørede ret meget.

”Men, dig og Sophia… Hun sagde til os.” Sagde Harry uforstående, men jeg som havde fattet den, så lige på Louis´ ansigt, som viste at han også var lige så overrasket som jeg.

”Harry, det der er ik´ Sophia.” Sagde Louis hurtigt. Niall kiggede forvirret sammen med Harry og da hun vendte sig om i sengen med fronten mod os tabte Harry kæben. Heldigvis for Liam, nåede han at skubbe os alle sammen ud, inden Harry nåede at råbe.

”LUCIE?!”

”HVORFOR LIGGER LUCIE INDE I DIN SENG?!” Spurgte Niall forvirret og kiggede på Harry.

”Hør her… i forstår det slet ikke!” Sagde Liam og kiggede hele tiden over på soveværelset. Louis og jeg kiggede måbende på hinanden.

”Men… Hvorfor er hun der? Hvornår kom hun?!” Spurgte Harry og var stadig helt forvirret.

”Ja, han hentede hende jo nok, da han tog hjem!” Sagde Louis og lød vred.

”Ja, men i forstår det ikke. Jeg var nødt til det!” Sagde Liam selvbeskyttende. Vi andre kiggede bare forvirret på hinanden.

"Liam, hør nu... Vi ved alle sammen godt, at Lucie er i en meget svær tid nu, men stadigvæk, hvorfor alt det her hemlighedskræmmeri? Hvad er der sket?" Spurgte Louis.

"Hør, Jeg blev nødt til det, hun har brug for mig."

"Liam, vi ved du holder meget af Lucie, men hvad med Sophia?" Spurgte Niall. Liam kiggede frustreret tilbage mod værelset.

"Hør, jeg er virkelig ked af alt det med Sophia. Jeg ville ikke såre hende, men jeg kunne ikke leve på en løgn..."

"En løgn?! Liam, hvad fanden er der sket?" Liam rodede sig frustreret i håret endnu en gang, mens vi trådte lidt tættere på ham alle sammen.

"Jeg kom op at skændtes med Sophia, før jeg tog til Lucie i sidste uge... Jeg var i tvivl.."

"Tvivl?" Spurgte Niall og Harry i kor. Liam vrissede med det samme.

"Ja... I tvivl om Lucie, ok? Så tog jeg hjem til hende og vi... Ja... I ved slet ikke, hvor fantastisk det føltes..."

"Hvad fuck?" Afbrød Harry og Niall i kor igen.

" Vi havde det så godt, men så blev det ødelagt... Jeg skulle være blevet hos hende..."

"Liam for helvede, fortæl hvorfor hun ligger der inde... Du kan ikke sige halve sætninger, du bliver nødt til at fortælle hvad der er sket! Hvad fabler du om.. og hvad skete der mellem dig og Lucie?!" Sagde Louis hurtigt. Liam vrissede endnu en gang. 

”Jeg elsker hende!” Jeg sukkede opgivende.

"Og det må du ikke for Sophia? For helvede Liam, hvad er der sket.. vi forstår intet!" Sagde Harry forvirret.

”FOR HELVEDE, JEG ER FORELSKET I HENDE, OK!?... Derfor er hun her, fordi jeg elsker hende, og kun jeg kan passe ordentligt på hende. Jeg ødelagde alt, og kun jeg, kan beskytte hende. Hun har brug for mig!” Sagde han dæmpet. Jeg sukkede lidt.

"Men Liam, Lucie og dig har været bedste venner så længe, hvad nu hvis hun bare vil beholde på den måde?" Spurgte Louis, men Liam sukkede med det samme.

"Det vil hun ikke... det er jo det jeg sagde, jeg tog hjem til hende... vi har allerede..." Sagde han og stoppede lidt. Så vi alle kunne kigge chokerende på hinanden og Niall rakte hånden frem til Harry.

"Du skylder mig en tyver!"

"Vel gør jeg ej, du skylder mig en tyver!" Sagde Harry. Louis vrissede med det samme af dem.

"Hold nu kæft med den tyver!... Liam, så du siger at dig... og Lucie?" Spurgte han lavt. Liam sukkede, men nikkede bagefter. Jeg kløede mig hurtigt i håret og klappede så Liam på skulderen.

"Vi finder ud af noget Liam... vi behøver ikke snakke mere om det nu." Sagde jeg. Han nikkede lidt med hovedet, mens han førte hånden gennem sit hår.

"Men hvad så nu?" Spurgte Niall forsigtigt. Liam trak på skuldrene og kiggede over mod værelset.

"Hun bliver hos Liam. Der hvor hun hører til." Sagde Louis og kiggede så medlidende på Liam, som nikkede taknemmeligt til ham. Vi andre nikkede og klappede alle Liam på skulderen.

"Jeg er ked af det man." Sagde jeg. Liam rystede på hovedet og kiggede så over mod værelset igen. Jeg kunne med sikkerhed sige at vi ikke havde regnet med det her. På ingen måde!

 

Vi kom hen omkring eftermiddagen. Niall havde lavet frokost som han sad og spiste, mens jeg selv ikke kunne finde appetit. Jeg var så forvirret og overrasket over det Liam havde gjort. Selvfølgelig havde det sikkert været helt anderledes, hvis vi nu havde fået det hele at vide på en anden måde. Men jeg prøvede stadig, at synke det. Efter vi havde snakket havde vi spist morgenmad med Liam, der så bagefter ville ud og købe ind og sådan. Så han var taget af sted sammen med Louis og Harry. Niall og jeg blev hjemme, mest fordi Liam ikke ville have at Lucie var alene, og heller ikke ville vække hende. Så vi blev hjemme. Jeg måtte indrømme, at det var underligt at se Liam så bekymret og overbeskyttende, men jeg kunne så heller ikke lade vær med at tænke, at det bare viste, hvor meget han faktisk elskede hende. Det var utroligt så stærk hans kærlighed var for den pige, men sådan havde det jo altid været. Liam havde fra dag et af, altid haft en speciel plads for Lucie i sit hjerte. Så nu hvor hun var på sit laveste, beviste det bare endnu mere, hvor meget han elskede hende.

Niall og jeg så en film, som egentlig var ok. Jeg havde ikke set den før, så jeg prøvede at følge med, men vi blev afbrudt da en dør gik op, henne ved gangen. Både Niall og jeg kiggede med det samme der over og så hende. Niall hostede lidt, og kiggede ned i jorden, fordi han nok blev lidt ked af synet: Hun var helt bleg i ansigtet, og hendes røde hår hang livløst ned af hendes skuldre. Hun havde en stor t-shirt på, som jeg formodede var Liams, mens hendes bare ben vaklede usikkert hen over trægulvet, og hendes hænder var ind foran hende. Jeg pausede med det samme for filmen.

”Godmorgen” Sagde jeg lavt. Hun vendte med det samme sit hoved over imod os, men det var ikke os, hun prøvede at kiggede efter. Hun kiggede sig hurtigt lidt omkring, mens hun nervøst begyndte mere og mere, at få et panisk og nervøst blik i øjnene. Niall tog hurtigt den sidste bid af sin frokost, og lagde den væk, for så at rejse sig.

”Hey Lu, hvad laver du?” Spurgte han og gik over mod hende. Hun kiggede stadig lidt rundt i huset, da Niall gik tættere på hende.

”Niall, vent!” Sagde jeg, men nåede ikke at sige det, før han var ovre ved hende og rørte hende.

”Lu…” Mere nåede han ikke at sige før Lucie kiggede skrækslagen på ham, og med det samme bakkede flere skridt bag ud. Hendes vejrtrækning steg med det samme, og hun kiggede skiftevis fra Niall til mig.

”Hey… Rolig, Lucie det er bare mig.” Sagde han og gik lidt tættere på hende, men hun bakkede bare bagud ud igen, indtil hun ramte væggen. Jeg rejste mig med det samme og forstod hvem det var hun kiggede efter.

”Lucie, Liam er ude med Louis og Harry, de er snart tilbage, bare rolig.” Sagde jeg og gik forsigtigt over mod hende. Hendes vilde vejrtrækning blev lidt mere kontrollerende, og hun kiggede lidt ned i jorden. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, og selv der sitrede hun med det samme, men jeg lod hånden blive der, for at forsigtigt trække hende med over til sofaerne. Hun satte sig forsigtigt ned ved siden af Niall, trak sine ben op til sig, og krummede sig sammen, mens hun ventede. Liam havde ret, hun var knækket.

 

Liam P.O.V

Efter 3 timer, som sikkert uden Louis´ og Harrys hjælp, var blevet til mange flere. Så var vi endelig på vej hjem, men jeg kunne ikke lade vær, alt hvad jeg havde kigget på til hende, var nødt til at være perfekt, ligesom hende. Lucie var meget mere end perfekt i mine øjne, derfor skulle alt omkring hende også være perfekt. Så jeg havde virkelig gjort mig umage for at købe det bedste.

”Jeg er så træt!” Klagede Harry. Louis rodede ham hurtigt i håret, mens vi gik op af trapperne til lejligheden. Jeg åbnede forsigtigt døren og Harry og Louis gik først ind. Harry satte poserne fra sig med det samme og strakte sig.

”Aldrig tag på indkøb med Liam igen!” Sagde han klagende. Jeg rullede bare øjne af ham, mens Louis grinede og lukkede døren. Jeg satte poserne ned og Zayn og Niall kom gående ud i køkkenet inde fra stuen.

”Hey!” sagde Niall og vinkede hurtigt. Zayn smilede skævt.

”Var det sjovt?” Spurgte Niall hentydende til Harry, som lignede en, der var i stor smerte. Harry rystede på hovedet og gik over mod stuen, men stoppede op på vejen.

”Godmorgen.” Kunne jeg høre ham sige lavt. Jeg kiggede hurtigt over mod ham, og så hun stod i døren og kiggede på mig. Jeg rettede mig op, mens jeg holdt øjenkontakten med hende uden at bryde den.

”Hun gik nærmest i panik, fordi du ikke var her.” sagde Zayn hurtigt til mig. Jeg kiggede hurtigt fra Lucie, til ham og så til Lucie igen. Hun stod helt forsigtigt ved døren i min sorte T-shirt som hun havde lånt.

"Ja, jeg rørte hende kort, men hun gik med det samme væk fra mig. Så jeg tror kun det er dig, der må røre hende." Sagde Niall også lavt. Jeg sukkede lidt og tog en af poserne og gik over til hende.

”Se hvad jeg fandt.” Sagde jeg og hev et par grimme farverige sokker op fra posen. Hun grinede med det samme og tog sokkerne i sine hænder og mærkede på dem, mens jeg fandt lidt mere fra posen.

”Jeg har fundet lidt forskelligt til dig, som jeg ved du kan lide. Se.” Sagde jeg og smilede til hende, da jeg hev et par bøger, film og lidt andet forskelligt op. Hun nikkede og lagde så tingene ned i posen igen, mens hun stadig smilede. Jeg satte posen fra mig, og nussede hende lidt på kinden. Hendes smil forsvandt med det samme, og blev til et alvorligt blik, lige indtil hun trådte tættere på mig og lagde armene rundt mig. Jeg lagde blidt mine arme om hende også og hun greb forsigtigt fat i min t-shirt, som om hun var rædselsslagen for at give slip på mig. Jeg holdt hende længe ind til mig.

Jeg havde det stadig forfærdeligt inden i over hende. Over hvordan jeg aldrig nogensinde ville kunne glemme, at have set hende på den måde. Hvor ondt jeg vidste hun havde det. Hvor meget hun led, og hvordan hun på ingen måde havde fortjent det. Derfor kunne jeg kun passe på hende og beskytte hende nu, så hun kunne blive glad igen. Det var derfor jeg ønskede at hun blev her, her hos. Her hvor hun hørte til.

 

Det var sådan dagene gik.

Hver dag, gik vi rundt i lejligheden og jeg arbejdede på værelset. Hver dag købte jeg ting, der fik hende til at smile. Det var rart at se, at hun smilede, men jeg vidste at det ikke var hendes rigtige smil, for selv om hun nok troede at jeg ikke vidste det, så vidste jeg det godt. Jeg vidste, at det var et falskt smil og bag facaden var hun stadig knust, men det var ikke det værste.

Det værste var at hun ikke talte. Hun sagde intet, men forblev tavs. Det kunne godt være, at jeg kunne tale med hende, men jeg talte aldrig med hende. Det var mig der talte, mens hun forholdt sig helt tavs. Det kan godt være at tavsheden var slem, men jeg foretrak hellere den frem for når natten faldt på, og jeg hver nat blev vækket af hendes skrig, så jeg måtte løbe ind og vække hende i hendes urolige sovende tilstand. Vi snakkede om at det måske var sådan hun behandlede sin sorg, og at jeg bare skulle give hende tid og at hun nok skulle komme sig. Men så kunne jeg alligevel ikke lade vær med at tænke, hvad nu hvis hun ikke gjorde? Hvad hvis hun aldrig blev glad igen, og for evigt blev i den stille og knuste tilstand? Jeg vidste ikke hvad jeg kunne gøre mere, og det var lige før jeg var åben for alt. Selv drengene prøvede at hjælpe.

Der var en dag hvor Harry ringede til nogen fra crewet. Det var hyggeligt at se, da Lux og Lou så kom. For for det meste plejede Lux at storme over til Harry, men da hun så Lucie, så var det hende de små ben løb over til. Lucie så hurtigt Lux, der blev ved med at råbe:

"Lui, Lui!" Og Lucie smilede bare, inden Lux løb ind i hendes arme. Lucie smilede grinende, når Lux snakkede til hende, med hendes lille bedårende stemme, men alligevel så sagde hun ikke noget. Det var Lux, som snakkede og legede, mens Lucie forblev tavs og smilede sit falske smil.

Jeg havde kigget lidt på Lucie og Lux i et stykke tid ovre fra køkkenet, inden jeg mærkede en person ved siden af mig. Jeg kiggede hurtigt på personen. Harry. Han kiggede alvorligt på mig.

"Jeg er virkelig ked af det Liam." Sagde han stille. Jeg sukkede lidt og nikkede.

"Det er jeg også." Sagde jeg og mærkede hurtigt Harrys hånd på min skulder og kiggede hurtigt på ham og så han kiggede på Lux og Lucie.

"Har hun stadig ikke sagt noget?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet, mens jeg lagde armene over kors. Han sukkede lidt.

"Liam, hvad hvis hun forbliver sådan der?" Spurgte han og kiggede på mig.

"Det gør hun ikke..."

"Hvordan ved du det? Liam, jeg ved du virkelig gør alt hvad du kan og at du vil hende det bedste, men jeg tror ikke det er nok." Sagde han alvorligt.

"Men hvad fanden skal jeg så gøre? Harry... Jeg prøver virkelig, men det er som om at hun forsvinder længere og længere væk fra mig. Ja, hun er her, men det er som om hun ikke er. Det er som om hun er væk og ikke er sig selv mere. Hun spiser og smiler, men når mørket falder på... så er det som om hun knækker fuldstændig sammen. Hun græder og skriger... og jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende.. Jeg er hjælpeløs, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe hende... Jeg har prøvet en masse, men hun bliver ved med at smile til mig med det der falske smil og forholder sig tavs. Hun gør intet Harry, hun sidder bare og smiler, som om hun er ok. Når jeg fucking godt ved, at det er min skyld at hun er sådan og hun er knækket!" Sagde jeg vredt.

"Liam, hør nu du bebrejder dig selv for meget... selvfølgelig er det ikke.."

"Harry, hold op! Lad vær med at sige mig i mod, når vi alle ved at hvis det ikke var for mig, så var hun ikke sådan! Det er min skyld!" Sagde jeg lidt højere, men stadig så det kun var en samtale mellem ham og jeg.

"Liam stop! Tænk på hvad hun går i gennem. Hun har lige mistet sin far på den værst tænkelige måde. Hun er i sorg, så selvfølgelig er hun ked af det... men det er ikke din skyld. Du har jo ligesom ikke dræbt hendes far!" Sagde han alvorligt. Jeg sukkede frustreret.

"Det er jo ikke det jeg siger Harry, hun er knust fordi jeg gik, da jeg skulle være blevet... Jeg efterlod hende, da hun mindst havde brug for at være alene. Det er derfor hun er sådan nu... Hun prøvede at være stærk, da hun ikke kunne, og det her er efterfølgerne, og det er på grund af mig!" Sagde jeg og gik så lidt frem. Han sukkede højt af mig.

"Liam, du har intet med det her at gøre. Lad vær med altid at læg skylden over på dig selv. Vi bliver nødt til at give hende den tid hun har brug for... Men indtil da, så tror jeg bare du skal behandle hende normalt." Sagde han helt roligt. Jeg sukkede endnu en gang.

"Hvordan kan jeg behandle hende normalt, når det her på ingen måde er normalt? Og hvad så hvis jeg gør og det så varer dage, uger... måske måneder, før hun bliver den mindste smule ok igen. Harry, du ved slet ikke hvor meget jeg savner hende!" Sagde jeg frustreret. Han gik med det samme over og lagde sin hånd på min skulder.

"Liam, jeg ved du savner hende, men jeg siger kun det her for ikke kun at hjælpe Lucie, men også dig. Giv hende tid! Jeg tror det er den bedste løsning vi har og vi ved alle, at Lucie er stærk. Måske ikke nu, men det skal bare frem igen. Så er jeg sikker på at hun kommer tilbage... Men Liam, hvis du fortsætter sådan her... Så er jeg sikker på at det ikke kun er Lucie, som ender med at være knækket og knust i sidste ende." Sagde han og stoppede så. Jeg sukkede og kiggede på ham. Handlede hele den her diskussion virkelig om at Harry ikke kun var bekymret for Lucie... men også for mig? Fordi han troede jeg også ville ende helt knust til sidst? Jeg rystede på hovedet.

"Tak Harry, men jeg skal nok klare det." Sluttede jeg og gik så over og satte med ned ved siden af Lucie og Lux. Lux smilede grinende til mig og jeg smilede tilbage til hende, mens Lucie vendte sit hoved mod mig og lavede et lille skævt smil.

Harry tog fejl, jeg ville ikke knække... For Lucies skyld, forblev jeg stærk og knækkede ikke. Jeg tog forsigtigt fat i hendes hoved og kyssede hendes pande.

For hendes skyld, knækkede jeg ikke.

____________________________________________________________________________

Mit Luam-hjerte går snart itu...

hvordan kan der kun være så få kapitler tilbage nu??

Jeg kan ikke tage det..

Skriv gerne en kommentar om kapitlet :)

Jeg har været syg de sidste dage, så jeg har rettet hele historien igennem, det er mest bare for udnødvendige ting og sådan, plus for også at huske mig selv på hvad der er sket..

(Ja, jeg glemmer sådan nogle ting! ;P)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...