The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
25100Visninger
AA

12. At the Millers

 

"The best relationships usually begin unexpectedly"

 

Hun slap mig lidt, mens hun hurtigt førte en hånd gennem mit hår.

"Det er blevet længere... det klæder dig." Sagde hun smilende. Jeg grinede lidt, hvorefter jeg hurtigt strejfede hendes næse, hvilket fik hende til at fnise lidt. Hun slap mig helt og rodede hurtigt rundt i mit hår, på vej væk fra mig. Jeg kiggede mig lidt rundt, mens hun drejede gennem en lille åbning ud til det, jeg ville mene var køkkenet. Jeg fulgte efter hende der ud, hun stod og kiggede lidt i køleskabet og lukkede det så.

"Er du sulten?" Spurgte hun. Jeg rystede hurtigt på hovedet. Hun nikkede bare og gav mig så tegn til at følge efter hende, vi gik ud fra køkkenet og ud igennem endnu en åbning i væggen og ind til det, der så nok var stuen. Det var stort og der var sofaer arrangeret, sammen med et stort fjernsyn i venstre side, mens der i højre side var placeret et spisebord med stole og ved den ene væg var der glasdøre, der førte ud til det, der lignede haven.

"Værelserne er oppe på første sal." Sagde hun og gik hen til en åben dør i venstre side af rummet, hvor der var to døre. Hun stoppede hurtigt op og åbnede dørene en efter en.

"Badeværelse og min fars kontor." Sagde hun, da hun åbnede ind til badeværelset og kontoret. Vi fortsatte op af en lille trappe, der førte op  til 1. salen.

"Der er et til rum inde ved kontoret, men det er mere sådan opbevaring." Sagde hun hurtigt. Jeg nikkede, mens vi kom op til 1. salen. Der var tre døre i hele etagen. Lucie tog mig over til den ene dør, på venstre side af trappen.

"Det store badeværelse." Sagde hun. Der var to døre ovre på den højre side, hun pegede først på den til højre.

"Det er min fars... og det er mit." Sagde hun og pegede så på døren til venstre. Jeg gik direkte der over og åbnede op ind til et helt almindeligt hvidt værelse. Der stod en seng i midten af værelset, og ved siden af et lille bord i en fin hvid farve, over for stod et skrivebord og ved væggen på den anden side et skab. Det så underligt nok, helt almindeligt ud.

"Wow!" Sagde jeg, Lucie kom op på siden af mig.

"Hvad mener du?" Spurgte hun, jeg grinede lidt.

"Jeg havde forestillet mig noget helt andet, det her ser jo næsten... normalt ud." Sagde jeg grinende. Hun rystede bare på hovedet og skubbede så hurtigt til mig, gik ind og smed sig over i sengen.

"Jeg kan godt lide det sådan her, helt fint og enkelt... men det betyder jo ikke, at jeg behøver være fin og enkel!" Sagde hun smilende. Jeg grinede lidt og gik så ind i værelset. Der hang nogle billeder hen over hendes skrivebord, et af dem var af hende og hendes far. Jeg lænede mig nærmere billedet, for at studere det lidt, hun lignede ham faktisk.

"Hvornår var det han kom hjem?" Spurgte jeg.

"Min far?" Spurgte hun hurtigt, hvorefter jeg nikkede.

"Omkring i midten af Juni. Der kommer han i hvert fald hjem på "leave" og så skulle han komme helt hjem i slutningen af August." Sagde hun. Jeg nikkede, mens jeg kiggede på nogle af de andre billeder, der var nogle af en hund, jeg formodede var Zoe, nogle bare af hende, andre af landskaber. Hun havde egentlig ret mange billeder hængende... og de var alle virkelig pæne.

"Har du selv taget dem her?" Spurgte jeg og vendte mig om og kiggede på hende, hvorefter hun nikkede.

"Ja, jeg kan godt lide at tage billeder af random ting, men mit kamera er i stykker, så jeg har ikke rigtig fået taget så mange billeder, det sidste stykke tid... For lige at lyde lidt egoistisk, synes jeg selv det er meget godt... nogle gange, men det kommer helt an på lys.."

"Det har du lov til, de er virkelig gode!" Afbrød jeg hende hurtigt. Hun kiggede hurtigt op på mig og blev helt rød i kinderne, hvorefter hun sank hovedet for at gemme det lidt væk. Jeg grinede lidt og kiggede så videre rundt på hendes værelse, indtil jeg mødte hende på sengen, vi fik øjenkontakt og smilede stort til hinanden.

 

Lucie P.O.V

Jeg fik altid en dejlig følelse, af at se Liam smile. Han havde sådan et varmt og venligt smil, som om, at hvis han bare smilede, så kunne man ikke selv lade vær med at smile. Så jeg sad med et stort smil på læben, enten på grund af det... eller fordi, at jeg var enormt glad inden i, fordi at Liam endelig var her. Jeg havde ventet så længe, og nu var han her endelig! Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og gik over til ham, han smilede stort, da jeg greb blidt fat om hans håndled og trak ham med ud af mit værelse.

"Hvad skal vi?" Spurgte han grinende.

"Du har slet ikke set det bedste endnu!" Sagde jeg og trak ham med nedenunder.

 

"Husk ikke at kigge!" Sagde jeg, mens jeg holdt ham for øjnene, og vi gik igennem krattet. Jeg kunne mærke hans øjenvipper kildede mod mine håndflader, da han en gang i mellem åbnede og lukkede øjnene under mine hænder.

"Ja ja!" Sagde han bare ventende. Jeg grinede af ham, mens jeg forsigtigt førte ham længere ind i skoven, lige indtil vi nåede målet. Han drejede hovedet lidt, da vi stoppede op.

"Er vi her nu?" Spurgte han. Jeg nikkede, selv om jeg godt vidste, han ikke kunne se det, men fjernede langsomt og forsigtigt mine hænder.

"Da daaa!" Sagde jeg, da han åbnede øjnene og kunne se, hvad jeg havde ført ham hen til. Han grinede lidt, og gik hen til det store træ, der rakte højt op i luften og havde enormt mange grene. Jeg gik over til træet og gik rundt om det.

"Jeg kommer altid her ud, når jeg vil være alene." Sagde jeg, mens jeg hurtigt hev mig op på den første gren og klatrede videre op.

"Hvad laver du så... nå du ved er her, og vil være alene?" Spurgte han, mens han kiggede på jeg klatrede op. Jeg prustede lidt.

"Du ved, bare er alene, hører lidt musik eller bare sidder og kigger ud over skoven." Sagde jeg. Liam nikkede, mens han gik rundt om træet og kiggede på det.

"Min far fortalte mig altid, da jeg var lille, at det har stået her i den her skov i flere hundrede år. Det kan man se, fordi det er så stort og stammen er så tyk." Sagde jeg og nåede op til den tykke gren, jeg altid satte mig på.

"Det virker helt... majestætisk næsten. Som om det er træet over alle skovens træer." Sagde Liam og kiggede op på mig. Jeg nikkede.

"Et Kongetræ!" Sagde jeg, hvilket bare fik ham til at grine og så nikke. Jeg svang hurtigt mine ben ud over grenen, så jeg dinglede med benene. Liam fik et bekymret udtryk i øjnene og gik lidt tættere på træet.

"Er du bange?" Spurgte jeg grinende. Han kiggede endnu mere bekymret på mig, da jeg strakte benene helt ud uden at holde fast i den store gren. Han kom med et lille gisp, hvilket bare fik mig til at grine.

"Bare rolig, jeg falder ikke ned!" Sagde jeg og begyndte at klatre lige så forsigtigt ned fra grenene. Han bed sig usikkert i læben, da man kunne høre en af grenene knirke lidt, men jeg kom sikkert ned på jorden og han så lidt mere afslappet ud.

"Du burde komme med der op en dag." Sagde jeg. Han kiggede hurtigt på mig med store øjne, og rystede på hovedet.

"Jeg må lade dig om det der klatreri, jeg skal ikke der op." Sagde han. Jeg sukkede hurtigt og skubbede så lidt til ham.

"Slå dig dog lidt løs og vær ligeglad med hvad der vil ske, det værste er jo at du kan falde ned og brække et eller andet." Sagde jeg og prøvede at lyde opmuntrende. Han så bare mere skræmt på mig.

"Ja! Nakken og ryggen... Lucie du burde ikke kravle der op! Du kunne falde ned og dø." Sagde han. Jeg grinede lidt over hans bekymring, men rystede så på hovedet.

"Jeg skal nok være forsigtig! Det lover jeg." Sagde jeg og rakte min hånd hen mod ham, lukkede de fire første fingre og strittede så med lillefingeren. Han kiggede forvirret på mig, hvilket bare fik mig, til at grine af ham igen.

"Hvad laver du?" Spurgte han. Jeg sukkede lidt og tog så hans hånd og lukkede hans fire forreste fingre, så hans lillefinger også strittede, snoede min lillefinger rundt om hans og viftede lidt med dem.

"Det er et lillefinger løfte, sådan et løfte kan ikke brydes." Sagde jeg og kiggede smilende på ham. Han grinede lidt og nikkede så.

"Ok, så lillefinger løfte på det." Sagde han grinende. Jeg slap grebet om hans lillefinger og smilede så hurtigt til ham, inden jeg hurtigt skubbede til ham. Han sukkede bare smilende af mig og skubbede så tilbage, vi fortsatte sådan på vej hjem.

 

"Hvor står tallerknerne?" Spurgte han, mens han hurtigt kiggede i de øverste skabe. Jeg vendte mig hurtigt rundt fra komfuret og pegede over mod den nederste skuffe, ved siden af køleskabet.

"Bare tag de store, glasene står inde i stuen, og bestik er i den øverste skuffe." Sagde jeg, mens jeg rørte lidt i gryden. Liam og jeg var blevet enige om at lave ris og kylling. Jeg var i gang med at koge risene, mens kyllingen var inde i ovnen, det var blevet lidt mørkt udenfor måske fordi Liam og jeg havde snakket sammen og helt glemt tiden, så det var blevet til en lidt sen aftensmad. Liam tog to tallerkner og to sæt bestik og tog med ind i stuen til spisebordet. Jeg skruede lidt op for varmen ved kyllingen og rørte lidt rundt i risene. Liam kom tilbage og lænede sig op af køkkenbordet ved siden af mig. Jeg smilede hurtigt til ham.

"Så du laver altid mad til dig selv?" Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt, mens jeg fandt lidt ekstra salt til risene.

"Ja, men det er mere her i de senere år, hvor jeg har kunnet finde ud af lidt mere, end bare koge pasta og bestille udefra. Før hjalp Karen og lavede mad sammen med mig, men nu laver jeg det selv, ja." Sagde jeg. Liam nikkede og smilede så.

"Det ser enormt lækkert ud." Sagde han. Jeg grinede lidt, mens ovnen bibbede, hvilket ville sige kyllingen var færdig. Jeg fjernede mig hurtigt og åbnede for ovnlågen. Liam trådte hurtigt til og trak kyllingen ud og satte den på bordet, jeg fik skåret den ud, og vi fik kogt risene færdigt og tog det med ind på bordet, hvor Liam hældte vand op til os begge to, og vi kunne sidde ned og spise. Jeg skænkede mad til ham og jeg, og smagte på det.

"Wow, det er virkelig lækkert!" Sagde Liam smilende. En lille varme bredte sig i mind kinder og jeg kiggede hurtigt væk, så han ikke ville få øje på at jeg rødmede.

"Tak." Sagde jeg smilende og tog en bid kylling. Vi sad over for hinanden, og jeg fornemmede godt at han kiggede meget på mig, sikkert fordi han havde opdaget jeg havde rødmet. Jeg kiggede hurtigt op og så ham sidde og smile, mens han spiste og så kiggede hurtigt op på mig og grinede.

"Har du fået glosuppe til frokost?" Spurgte han. Jeg grinede lidt og rystede så på hovedet og fokuserede så på min mad. Vi spiste lidt i stilhed, men stilheden varede ikke længe, nysgerrigheden borede sig i mig.

"Fortæl mig om Europa!" Sagde jeg. Liam kiggede hurtigt op og grinede så lidt.

"Det var virkelig fedt, alle landende havde utroligt smukke kulture og landskaber. Jeg ville ønske vi kunne have været længere i hvert land. Du skulle virkelig have set det!" Sagde han. Jeg nikkede og satte mig ret op og kiggede spændt på ham, min nysgerrighed voksede mere og mere.

"Fortæl mere! Jeg har ventet på det." Sagde jeg. Han kiggede hurtigt smilende på mig og grinede så, men nikkede.

"Jeg kunne godt lide Holland, det mindede mig om dig." Sagde han. Jeg kiggede forvirret på ham og han kunne godt se min forvirring, men grinede så og pegede på sit hoved og tyggede sin bid færdig.

"Dit hår. Der er jo de der kæmpe store røde tulipanmarker, så jeg kom til at tænke på dig, når jeg så dem." Sagde han. Jeg grinede lidt og kunne sagtens forestille mig de flotte marker.

"Gid jeg kunne se det! Jeg glæder mig enormt meget til at komme ud og se verdenen efter ferien, Holland er helt klart, så et sted jeg vil hen!" Sagde jeg. Liam nikkede, mens han tog den sidste bid kylling og ris.

"Italien var enormt varmt, det samme var Spanien også... man gad godt ligge sig der en varm sommerdag på en strand og bare slappe maks af!" Sagde han. Jeg grinede lidt og nikkede.

"Ja, og så når det var alt for varmt, kunne du lige kalde på en tjener og få den sygeste kolde drink!" Sagde jeg og smilede stort ved tanken. Liam grinede lidt og rystede så på hovedet.

"Nej ingen tjener! Så heller ligge der helt alene hele dagen, uden at blive forstyrret af nogen som helst. Det ville være ren luksus!" Sagde han. j´Jeg nikkede grinende.

"Ja, men før eller siden ville du være omringet af skrigende fans, så du kan bare droppe tanken!" Sagde jeg. Liam rakte hurtigt tunge af mig.

"Lad mig lige drømme lidt her din lyseslukker!" Sagde han og grinede. Jeg trak bare på skuldrene.

"Men er det ikke rigtigt? I kan jo ikke rigtig lave noget, som helt normale mennesker, i hvert fald ikke i særlig lang tid, før i så er omringet af skrigende fans." Sagde jeg. Liam sukkede lidt, men nikkede så.

"Jo, men det er ikke det, der er mest frustrerende. Det mest frustrerende er faktisk, at vi så ikke kan snakke med fansene, så meget som vi gerne vil. For vi har altid folk, der bare skubber os videre, så vi ikke når at snakke med nogen. Det er ret irriterende." Sagde han. Jeg nikkede lidt og kunne godt forestille mig situationen.

"Ønsker du ikke nogle gange, at du så ikke bare kan få mindst en´ dag, hvor du bare kan lave ingenting og opføre dig helt normalt, uden folk tænker over det?" Spurgte jeg. Han kiggede hurtigt på mig, og der gik et lille stykke tid før han svarede:

"Det har jeg da nu, her hos dig. Der kan jeg bare være mig selv og slappe af, det er meget rart." Sagde han og smilede så stort til mig. Jeg smilede stort tilbage.

"Jeg nyder også meget at du er her, må jeg sige, det er en ret speciel oplevelse." Sagde jeg. Han nikkede bare og smilede stort igen. Vi fortsatte sådan med at snakke, indtil vi havde siddet der længe og egentlig burde have rejst os for længst, men vi glemte bare helt tiden, men vi fik taget tingene ud.

Vi satte os over i sofaen og snakkede igen, egentlig ikke om et´ specielt emne, men om mange forskellige ting, ligesom vi havde gjort den første dag, Liam havde vist mig rundt i London, da jeg var kommet for sent. Det var rart endelig at kunne sidde rigtigt over for hinanden og snakke, det var også tusind gange bedre, end gennem en computer og sms´er. Klokken blev omkring halv 12, da vi besluttede os for, at begynde at gøre os soveklar.

"Hvor har du lyst til at sove?" Spurgte jeg. Liam trak bare på skuldrene.

"Den gamle drømmeseng gik i stykker, så der er desværre kun sofaen tilbage eller min fars værelse." Sagde jeg. Han grinede lidt.

"Jeg tager bare sofaen, det er fint." Sagde han. Jeg nikkede hurtigt og tog ham med hen til vores lille kammer, hvor vi fandt lagen, dyne og hovedpude frem. Vi fik redt det ud over sofaen og Liam var meget tilfreds med det, så det var godt nok. Jeg gik hurtigt op på mit værelse og lukkede døren bag mig. (Jeg gad ligesom ikke, at Liam skulle se mig skifte) Jeg skiftede hurtigt over til noget nattøj. Jeg åbnede døren igen og gik over mod toilettet for at børste tænder, jeg nåede lige at putte tandpasta på min tandbørste, da døren gik op og Liam kom ind med sin tandbørste og tandpasta. Vi smilede hurtigt til hinanden og jeg begyndte at børste mine tænder. Han havde skiftet til et par løse jogginbukser i sort og bare beholdt sin sorte T-shirt på. Jeg blev færdig med at børste mine tænder og redte hurtigt mit hår igennem, mens Liam betragtede mig. Jeg rodede hurtigt en hånd igennem det og kiggede så på Liam, der stadig kiggede på mig.

"Har du fået glosuppe til frokost?" Spurgte jeg efterlignende, som han havde gjort tideligere. Han grinede lidt og blev så selv færdig med at børste sine tænder. Jeg gik hurtigt over til mit værelse og skulle til at lukke døren, da jeg så ham bag mig. Jeg kiggede ventende på ham.

"Jeg ville bare sige godnat." Sagde han og kradsede sig lidt i nakken. Jeg grinede lidt og lagde så armene om halsen på ham og krammede ham.

"Godnat Rødhætte." Sagde han og blinkede hurtigt til mig med det ene øje. Jeg rystede bare på hovedet, mens jeg rodede ham i håret.

"Godnat Batman." Sagde jeg. Han kiggede forvirret på mig, hvilket fik mig til at grine.

"Batman?" Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt.

"Kan du ikke huske, at vi snakkede om at du altid på en eller anden måde, kom og redede mig i London?" Spurgte jeg smilende. Han nikkede hurtigt og kiggede så forvirret på mig, jeg rullede med øjnene og grinede så.

"Kan du ikke huske du kaldte dig selv Superman?" Spurgte jeg. Han grinede lidt og nikkede så.

"Ja, og du kaldte mig spaghettimand." Sagde han. Jeg nikkede grinende og kom så til sagen.

"Jeg kan meget bedre lide Batman end Superman." Sagde jeg og gik så ind på mit værelse og lukkede døren bag mig. Jeg kunne høre han grinede lidt, hvorefter han så gik nedenunder.

____________________________________________________________________________

Waaay..Så er der et nyt kapitel til jer :D

Jeg har ikke lavet så meget andet end at skrive de sidste par dage,

så jeg har endda flere kapitler klar...men

I anledningen af min FØDSELSDAG!!!!

( Yaaay tillykke til mig! )

Så får i lige et kapitel at hygge jer med ;D

Indtil vi ses igen:D

Husk at kommenter hvis der bare er det mindste, jeg bliver altid så glad når i skriver :D

Så skriv gerne om det enten er hvad i synes, eller om hvad i tror der sker...

Bare skrive et eller andet ;D

Og mange tak for de 30 favoritter!!! Det gik utroligt hurtigt...

Men tusind tak :*

Knus :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...