The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

83Likes
136Kommentarer
24216Visninger
AA

9. At the end

 

"The future belongs to those who believe"

 

Jeg er så bange! :-( Hvad nu, hvis jeg ikke klare det?!

Hold nu op! Du skal nok klare den, du dumper ikke! Det lover jeg.

Ja ja... men for helvede Liam! Hvordan kan du vide det, du vil jo ligesom ikke være her, vel? ;-D

Træd lidt mere i det dit fjols! Jeg vil hellere end gerne være der og fejre dig når du består og kan bukke for hele verden... men jeg er ligesom lidt optaget, hvis du ikke skulle have opdaget det :-P

No shit! Hvorfor skulle jeg også lige være venner med dig?! Du føles ikke engang som en ven! :-/

Så så Rødhætte! Jeg kan ligesom ikke bare skride midt i det hele...

Undskyld :-/ Jeg er bare enormt nervøs. Liam jeg har kun EN´ UGE tilbage af skolen! Og hele min fremtid ligger på de karakterer! Hvad nu hvis de viser, at jeg er utrolig dum??? Liam jeg vil ikke ende mit liv nu!!

Jeg sukkede lidt for mig selv. Lucie var enormt nervøs, det kunne alle jo se, men hun havde jo intet at frygte, hun var jo en enormt klog pige. Hvorfor hun så tvivlede enormt meget på sig selv, det vidste jeg ikke helt. Men alle ville jo nok tvivle ret meget, når sådan en stor ting skulle til at ske... for det var ligesom en ret stor ting! Hendes afgangsdag, den sidste dag! Hendes store dag. Den store dag, hvor det hele ville slutte for hende og hun nu skulle finde ud af, hvad hun skulle med sin fremtid, det måtte virkelig føles mærkeligt for hende. Vi havde snakket meget om det i den her måned, og hun gav kraftigt udtryk for, at hun ikke selv kunne tro det helt, at det var noget hun ikke var begyndt at tænke over før nu. Hvilket nok også var derfor, at hun måske tvivlede lidt på sig selv. Jeg tog hurtigt min telefon frem igen og skrev:

Bare rolig, du skal nok bestå det hele med perfektion! Og så når vi ses lover jeg, at jeg giver dig den største high-five i hele verden!

Jeg sendte den af sted, og der gik kun få minutter før min telefon brummede i min hånd og hun havde svaret mig.

Til den tid er min hjerne så mør og gennembanket for viden, at jeg nok bare ligger død på gulvet..

Jeg grinede lidt for mig selv, mens jeg forestillede mig at møde hende ligge på gulvet, som en eller anden hjernedød zombie. Det ville faktisk se ret sjovt ud!

Mind mig om at tage et billede af det! ;D

Haha...-.- Hvor er du streng! Der røg dit velkomstkram!

Ville jeg få et kram!! O.O

Ikke mere! :D... Ej jo, du får det største kram i hele verden... for jeg savner dig!

Jeg smilede lidt for mig selv, det var begyndt at blive en vane at skrive vi savnede hinanden. Inderst inde savnede jeg hende også, selvfølgelig var det rart at snakke med hende over Sms'er, opkald og Skype, men når jeg allerede vidste, hvordan det var at snakke med hende face to face, så savnede jeg at snakke rigtigt med hende. Det behøvede ikke at handle om noget specielt, men bare sidde og snakke sammen. Derfor føltes juni så langt væk, selv om det egentlig var lidt over en halv måned til kun. Selv om det ikke føltes sådan, så var tiden alligevel gået ret hurtigt, men lidt hurtigere ville ikke skade.

Jeg savner også dig :-(

Jeg tog en lille indånding og lagde telefonen ned i lommen, mens jeg rejste mig fra en af sofaerne og hentede en vand i det lille barkøleskab, som var i tour-bussen. Vi var på vej til Spanien. Jeg tog en vand og satte mig over ved Niall og Harry, som sad og snakkede ved en af hjørnesofaerne. Jeg satte mig i det ene hjørne.

"Nå? Er dit Luciebehov blevet stillet?" Spurgte Harry grinende. Jeg kiggede hurtigt på ham, tog en af puderne og kastede over mod ham, men han slog bare ud efter den, så han fik kastet den i hovedet på Niall.

"Av for helvede! Hvad skulle det til for?" Spurgte han efter at have fået puden i hovedet, hvilket bare havde fået Harry og jeg til at grine helt vildt! Han kiggede fornærmet på os.

"Du kunne bare have været mere opmærksom!" Sagde Harry grinende. Jeg rystede også bare grinende på hovedet af Niall, som tog sig til det ene øje.

"I kunne da bare have ladet vær med det der, jeg fik faktisk kanten i øjet!" Sagde han surt, men gned sig så bare i øjet og fjernede så hånden. Harry grinede stadig lidt over det, mens jeg satte mig hen til ham og gned ham på skulderen.

"Skal vi ringe til lægen?" Spurgte jeg og skubbede underlæben frem ad. Niall kiggede opgivende på mig og nikkede så.

"Jeg kan ikke se! Jeg tror det er ret alvorligt." Sagde han og trak lidt i mundvigen, så han smilede skævt. Harry og jeg grinede lidt igen og rystede så på hovedet, jeg satte mig tilbage i hjørnet igen.

"Men tilbage til Lucie!" Sagde Harry og skiftede emne. Jeg kiggede hurtigt op fra min telefon og så på ham gennem smalle øjne, Niall kiggede hurtigt på mig på samme tænkende måde som Harry.

"Hvordan går det med rødhætte?" Spurgte Niall grinende. Jeg grinede lidt over ordet "rødhætte" Hun kunne godt minde lidt om rødhætte, bare dog med at selve hendes hår var rødt, i stedet for at hun bar en hætte.

"Fint, hun går jo snart ud af skolen. Hun er lidt nervøs, men jeg prøver at fortælle hende, at hun ikke behøver være det." Sagde jeg. Harry smilede hurtigt.

"Aww, hvor er du dog sød og støttende over for din såkaldte "Veninde"!" Sagde Harry, mens Niall lavede kaninører ved "veninde" Jeg sukkede tungt af dem.

"Ja, jeg er!" Sagde jeg, hvilket fik dem til at grine lidt for sig selv.

"Aww, så hun er din kæreste?" Spurgte Niall med store øjne- Jeg sukkede lidt igen.

"Hvem er hvems kæreste?" Spurgte Louis gabende, da han kom gående ind i rummet inde fra sovekabinen. Ham og Zayn havde prøvet at indhente lidt søvn. Han satte sig ned ved siden af Harry og kiggede på os alle tre.

"Liams kæreste!" Sagde Harry smilende, Louis grinede lidt og kiggede så på mig.

"Uhh, så det er officielt nu, hva? Tillykke makker." Sagde han og rakte hånden over mod mig, men jeg slog den hurtigt væk.

"Hold op! Lucie er min ven, ikke andet! I er da alt for dumme!" Sagde jeg, mens Louis satte sig og lænede sig tilbage i sofaen.

"Ja ja! Det skal du jo sige, for vi var i hvert fald ikke særligt nysgerrige, da vi vågnede op og i begge var væk og du så først var hjemme sent om aftenen og havde det største smil plantet ud over hele dit ansigt!" Sagde Louis og grinede lidt, efterfulgt grinende af Niall og Harry. Jeg sukkede lidt. Jeg kunne godt huske, at de var gået i gang med den helt store udspørgelse den lørdag aften jeg kom hjem, efter en hel dag med Lucie.

"I er for meget, Lucie og jeg er bare virkelig gode venner, vi forstår hinanden på en særlig måde." Sagde jeg og kiggede på dem, men de kiggede bare hurtigt på hinanden og smilede så. Niall grinede faktisk.

"Ja... en helt særlig måde!" Sagde han bare, hvilket fik Harry og Louis til at grine. Jeg sukkede hurtigt og rystede så på hovedet.

"Ej undskyld Liam, vi skal nok lade dig og din længe ventede soulmate være i fred! Så i begge kan afslå jeres super hede affære!" Sagde Harry grinende. Jeg opgav, rejste mig fra sofaen og gik hen mod toilettet, hvor Zayn kom ud. Han så altid helt væk ud efter at have sovet.

"Så besluttede du dig endelig for at vågne!" Sagde jeg. Han kiggede mat på mig og gabte lidt.

"Jeg kunne høre jer snakke, så jeg besluttede mig for at vågne." Sagde han. Louis nikkede lidt til hans svar, mens Zayn satte sig ned ved siden af Niall.

"Hvad snakkede i om?" Spurgte han hurtigt.

"Lucie." Svarede jeg, hvilket udløste et lille grin hos ham. Jeg vendte mig om og kiggede forvirret på ham, han rystede bare hurtigt på hovedet.

"Åhh, kæresten mener du vel?" Spurgte han og blinkede, hvilket fik Harry, Louis og Niall til at bryde ud i en kæmpe latter Jeg prustede opgivende af dem.

"I er virkelig alt for meget!" Sagde jeg og gik ud mod toilettet, mens jeg stadig kunne høre hvordan de grinede højt inde fra sofaerne. De forstod da heller ingen ting!

 

Lucie P.O.V

Dagene gik hurtigt af sted, rimeligt hurtigt faktisk. Det var helt underligt at gå nede i skolen og se, hvordan alle så småt i løbet af ugen, pakkede deres ting sammen. Det var så underligt at se alle skabene, der hele året havde været pyntet fint op med klistermærker, plakater og alle mulige små sager, som hver person havde sat på. Og så nu, var alt næsten tomt. Mit ejet skab var også helt tomt efterhånden. Man kunne ikke som så, sige at det ligefrem var sørgeligt. Eller hvad? Ej, det var det ikke, det var bare enormt underligt. I sær da vi kom til den sidste rigtige time, hele min klasse skulle have sammen. Jeg kom ind i klassen efter frokost og så hvordan alle bordene var sat sammen, sådan til en stor firkant. Alle havde sat sig et tilfældigt sted, så jeg satte mig bare ned tilfældigt, ligesom alle de andre... indtil jeg opdagede, hvem jeg havde sat mig ved. Jeg fik nærmest et hjertestop... men også kun næsten! For hvor heldig kunne jeg lige være? Jeg havde ikke engang lagt mærke til det før nu, men jeg havde rent faktisk sat mig ned ved siden af Brody... Og ikke bare hvilken som helst Brody... DEN BRODY! Brody som i overlækre... klassens populære dreng Brody! Omg... men jeg tog mig lidt sammen og lod som om jeg ikke tog mig af det, da han hurtigt lige kiggede på mig, så jeg kunne se hans kridhvide perfekte smil og blå øjne. Han smilede hurtigt til mig, men vendte sig så om mod hans ven Jake igen. Jeg sukkede lidt og hev så for sidste gang, mine bøger frem til Historie.

Vi lavede egentlig ikke så meget den time, det handlede mest bare om, at vores historielærer gav os nogle små ret lette spørgsmål, vi lige skulle svare, og så bag efter sad vi bare og snakkede... alle sammen for en gangs skyld. Det var virkelig hyggeligt, vi alle var enormt spændte på i morgen. Den helt store dag! Alle pigerne snakkede om hvordan de skulle have den fineste kjole på, hvordan de skulle gøre ekstra meget ud af sig selv, og bare feste igennem, som var det livets sidste dag, til den store fest om aftenen. Jeg kunne ikke lade vær med at grine over dem for mig selv, det var så typisk for pigerne i min klasse at gå så MEGET op i hvordan de evig og altid skulle se ud. Jeg gik også selv op i det, og selvfølgelig ville jeg da også gerne se lidt anderledes ud i morgen end jeg plejede, men jeg gik ikke enormt meget op i det, så jeg behøvede at gå ned i mindste detalje, men lidt fint kunne det vel godt være. Klokken ringede og alle kiggede hurtigt spændt på hinanden... næste gang vi sås ville være til den store afgangsdag, som allerede var i morgen. Det var helt utroligt.

Jeg kom hurtigt hjem, jeg gik altid fra skolen, da det kun tog et kvarters tid at gå der hen, så jeg havde det fint med at gå. Men det bedste ved at komme hjem, var når jeg glædeligt blev løbet i møde af den lyse labrador, som gøede glad af mig.

"Hey puttepige!" sagde jeg og satte mig ned på hug, så jeg kunne nusse hende, mens hun voldsomt logrede med halen. Der fandtes ikke noget bedre end når du kom hjem fra skole, og så blev mødt af din yndlingspige i hele verden... (Det ville nok være mærkeligt, hvis det kom fra en pige... og din yndlingspige var en hund... Men ja, same thing!)

Hun prustede hurtigt lidt af mig efter et par minutter og gik så, så jeg kunne rejse mig og komme indenfor. Jeg havde altid lige nogle små gøremål, når jeg kom hjem. Først tjekkede jeg posten, der for det meste bare bestod af reklamer og regninger, så gik jeg indenfor og stillede min taske, lavede mig lidt mad, tjekkede op på lektier, hvis jeg ikke havde lektier, gik jeg udenfor. Vi havde en terrasse, som havde en lille trappegang ned til vores ret så store have faktisk. Hele grunden var egentlig ret stor. Min mor og far havde købt det et par år før de fik mig, og min mor var gået i gang med en hulens masse projekter, så det ville blive et perfekt hjem for hendes lille kernefamilie, men igen, min mor skiftede ret hurtigt mening med ting... Også det med en sund kernefamilie, så det droppede hun også hurtigt.

Jeg husker svagt, at jeg vågnede på min fødselsdag for mange år siden. Jeg var ikke særlig gammel, men jeg vågnede af at høre at min far diskuterede højt med en eller anden, så jeg listede mig lige så stille ned af trappen, men stoppede halvvejs, da jeg så at far talte med en eller anden kvinde. Hele hendes ansigt gik nærmest i chok, da hun fik øje på mig, hvilket fik min far til at vende sig om og smile til mig. Jeg bevægede mig stille hen til ham og tog hans hånd i min.

"Undskyld vi vækkede dig." Havde kvinden sagt. Jeg har altid været et utroligt dårligt morgenmenneske, så jeg svarede ikke, men kiggede bare på hende, mens jeg stadig prøvede at finde ud af, hvad hun lavede her. Jeg kan huske hun mindede mig om Ariel fra "Den lille havfrue" Mest fordi hun havde stort tykt rødt hår og havde de klareste brune øjne.

"Ja, du må hellere se at komme videre, vi har ligesom noget vi skal fejre." Havde min far hurtigt sagt, hvorefter han hev mig op i sin favn. Jeg kan huske, at jeg så en tårer trille ned af kvindes kind, hvorefter hun smilede blidt til mig.

"Vi ses Lucie." Havde hun sagt, hvorefter hun gik og far lukkede døren. Jeg havde ikke spurgt så meget ind til det der, men jeg var ikke dum dengang. Det var min mor.

 

Der var stadig meget på huset, som skulle bygges, mest fordi far og jeg altid fik nye ideer til at gøre det bedre, og jeg nød også at gå og lave det sammen med ham, når han var hjemme og vi begge havde tid. Det skete bare kun en gang i mellem, så det kunne være årsprojekter vi løbende havde kørende. Specielt haven, den havde været utrolig grim, da mor og far købte huset, den havde bare bestået af sand og jord, så efter et par år fik far plantet græs og nogle små træer, så den var godt på vej, den manglede stadig en hånd. Det var derfor jeg glædede mig til at far kom hjem, så vi kunne slutte det sammen.

Angående indenfor, havde far købt nye vinduer til hele huset, eftersom de gamle var grimme og lignede noget, der ikke var fra de sidste par århundrede. Han var begyndt på at lave et nyt kontor nede i den ene ende af huset. Vinduerne var sat op, så det var kun kontoret der manglede, det handlede egentlig bare om lidt tapet, gulvtæppe og nye møbler. Man kunne vel godt sige, at min far og jeg var meget kreativt anlagt.

Jeg grinede lidt over mine tanker og sukkede tilfredst, efter jeg havde sat mig i en solstråle, som behageligt varmede mit ansigt op. Jeg satte mig hurtigt op og kiggede ud over "haven" Og smilede lidt for mig selv, da Zoe kom løbende med en bold og tumlede rundt i haven, som om hun var overlykkelig. Jeg grinede lidt for mig selv og tog så en dyb indånding.

Jeg var klar!

Jeg var hundrede procent klar til i morgen... klar til at starte min fremtid.

 

____________________________________________________________________________

Wow...ved i godt hvor irriterende det her er?

Well...det er sådan at jeg så småt er ved at dø af spænding over at komme til en del,

som jeg er ved at dø over jeg ikke bare kan skrive til jer med det samme...

For jeg er så mega spændt...Det er så vildt!

Det er lidt sært, det må jeg indrømme :P

 

Men, jeg skal lige skrive først...-.-

Ellers bliver det nok lidt kludret..

 

Men til det rigtige...så utroligt mange tak for at der allerede er en del der læser med på den

Det er jeg meget glad for

Husk at det altid varmer hvis i lige smider en kommentar om hvad i synes og sådan...

Eller bare hvis der er spørgsmål eller noget i er i tvivl om, så skriv endelig :D

 

Det var det...SES!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...