The Vow ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

84Likes
136Kommentarer
24835Visninger
AA

18. A Homecoming Soldier

 

"Is a house really a home

when your loved ones are gone?"

Diddy - Dirty Money Ft. Skylar Grey - Coming home

 

"Er du færdig?" Spurgte Liam opgivende, mens han kiggede på mig. Jeg sparkede bare ud efter ham.

"Hold dog bøtte!" Sagde jeg surt. Han havde drillet mig med mit humør hele dagen og det var ved at gå mig på nerverne! Jeg kunne selvfølgelig også se det fra hans synsvinkel, han havde hele aftenen i går, hele morgenen i dag, hele formiddagen, den lille del af eftermiddagen og frem til nu, hørt på mit hvineri. Men så igen, jeg havde rent faktisk også lov til det! Det havde og var en ret stor dag for mig! Jeg havde haft den bedste date sammen med Brody, hvilket jeg ligesom ikke lige havde tænkt på at glemme, sådan med det samme, selv om Liam nok ønskede at jeg gjorde, men jeg var ligeglad, hvis jeg var glad, så var jeg glad!

Nej, det helt klart bedste ved hele dagen var nok, det med min far. Han kom endelig hjem i dag!

Så jeg var en stor spændt bombe, som ville sprænge lige så snart min far stod i døren. Det ville blive så spændende, både for ham og jeg. Liam ville det også være spændende for, han skulle endelig møde min far! Og min far skulle møde Liam, det var så spændende! Hele min verden ville bogstaveligt talt gå under, hvis min far og Liam ikke kunne lide hinanden. Min fars mening betyder alt! Virkelig alt, det havde jeg også forklaret til Liam før, og der mente jeg det også og som jeg fortalte med at jeg, så bare ikke så de venner, hvis min far ikke kunne lide dem, så ville det selvfølgelig blive anderledes med Liam. For jeg ville ikke stoppe med at se Liam, Liam var min ven, og det havde han jo været længe. Selvfølgelig ville det være anderledes og lidt mere mærkeligt, når jeg var sammen med ham, hvis jeg vidste min far ikke kunne lide ham, men jeg tvivlede meget på det. Liam var helt klart en type min far godt kunne lide, så jeg havde et eller andet sted, ikke nogen grund til at være bekymret, men alligevel var tvivlen der.

"Hav dog medfølelse fjols, min far kommer om et par timer!" Sagde jeg og skubbede til Liam med min fod igen. Vi sad udenfor på terrassen og slikkede sol, eller Liam gjorde i hvert fald. Jeg gik faktisk mere rundt, fordi jeg var alt for spændt. Liam grinede bare af mig.

"Du minder mig om de der små børn i supermarkeder, som har fået tikket slik ud af deres mødre, og så er på sukkerchok i flere timer efter." Sagde han. Jeg rullede øjne af ham, mens jeg prøvede at få noget af alt den her energi ud af kroppen, ved at lege apport sammen med Zoe, som også var ude at nyde sommervarmen.

"Tro mig, giv mig sukker og det ville være mig, der spurtede efter den pind!" Sagde jeg grinende, da Zoe kom storlogrende tilbage med pinden.

"Det gad jeg godt se." Sagde Liam grinende, mens han lå afslappet tilbage i stolen og nød solens varme.

"Selvfølgelig ville du det, din flagermus!" Sagde jeg og grinede lidt over mit seje øgenavn til ham.

"Pookie!" Sagde han bare tilbage. Jeg sukkede lidt, men smilede bare.

 

Liam P.O.V

Solen var dejlig varm, jeg havde faktisk ikke fået så meget sol endnu, kun en meget lille smule. Plus det også bare var dejligt at ligge og nyde solens varme i stilhed... Eller stilhed kunne man ikke rigtigt kalde det, ikke hvis det stod til solstrålen Lucie, eller bomben Lucie, som helt klart ville sprænge om et par timer, når hendes far kom hjem. Plus spændtheden over hendes ultra-gode date, som hun jo kaldte det, med ham der Brody i går. Selv om jeg drillede hende, så forstod jeg hende godt. Jeg vidste bare, at hvis jeg gav hende ret, så ville hun ikke snakke om andet. Så det var nærmest for at skåne mig selv, at jeg ikke var enig med hende, selv om jeg jo rigtigt var.

"Zoe, du skal løbe!" Kunne jeg høre hende klage. Jeg åbnede mit ene øje på klem, så jeg kunne se hvad hun lavede, og jeg kunne ikke lade vær med at grine. Zoe havde bare smidt sig lige foran Lucie, som stod med hænderne i siden og kiggede opgivende på hunden. Zoe kiggede bare på hende med tungen ud af munden og et træt blik. Det ville jeg også gøre, hvis jeg lige havde løbet tyve gange frem og tilbage, for at hente et lille stykke træ i form af en halv besavlet tygget pind, så jeg forstod godt Zoe. Så det var mere Lucie jeg grinede over. Sådan som hun stampede i jorden, over at Zoe ikke rigtig gad mere, og hun så nu var helt rastløs over hvordan hun skulle komme af med sin store portion energi. Hun kiggede lidt forvirret rundt, og lignede nærmest et lille barn, som var kommet for sent ud på legepladsen, og alle de gode legeaktiviteter var taget, så hun skulle finde på et eller andet. Jeg smilede lidt over hende.

"Gad legekammeraten ikke lege mere?" Spurgte jeg. Hun kiggede hurtigt over på mig, skubbede sin underlæbe frem i en trist mine, og nikkede.

"Jeg er helt alene." Sagde hun og slog ud med armene. Jeg satte mig op i stolen og vinkede hende hen til mig. Hun gik med sine triste mine og tunge skridt hen til mig, mens jeg klappede på stolen ved siden af mig, som hun tideligere havde sat ud til sig selv, men havde for meget energi til at sidde på. Hun satte sig ned og jeg vendte min stol til siden, så jeg kunne kigge på hende.

"Hej." Sagde jeg smilende. Hendes triste mule blev til et forvirret udtryk og hun rynkede brynene, mens hun halvgrinende kiggede på mig.

"Hej?" Sagde hun og kiggede på mig.

"Hvordan går det?" Spurgte jeg helt casual. Hun brød ud i latter og kiggede på mig, som om jeg var tosset.

"Virkelig?" Spurgte hun. Jeg grinede lidt, men nikkede så. Hun satte sig op i stolen og rettede ryggen og lagde sit ene ben over det andet, trak det op og lagde sine hænder rundt om det.

"Jo, ser du Hr. Payne, jeg har det formidabelt, hvordan har de det selv her til eftermiddag?" Spurgte hun med en alvorlig mine, men jeg kunne godt se, at hun var ved at bryde ud i latter hvert minut. Jeg efterabede hende og satte mig også lige op, med ret ryg.

"Jo, ser du sukkermus, jeg har det nu også meget godt, vejret er dejligt varmt her til formiddag." Sagde jeg også helt formelt, men kunne godt se, at hun kiggede opgivende på mig, da jeg fandt på endnu et underligt kælenavn. Hun skulle til at sige noget, men brød så ud i latter.

"Du er så underlig!" Sagde hun og slap den formelle holdning og lænede sig tilbage i stolen og nød solens varme.

"Det er fordi du smitter, så det er godt jeg skal videre i morgen." Sagde jeg også og lænede mig tilbage, men jeg kunne høre hun satte sig op i stolen igen.

"Allerede i morgen?" Spurgte hun. Jeg nikkede.

"Jeg sagde jo, at jeg kun blev her et par dage, og nu har jeg ligesom en World-Tour at tænke på." Sagde jeg. Hun prustede.

"Du synger da ikke så meget, de kan vel godt undvære dig et par koncerter." Jeg kiggede hurtigt på hende, mest for at se om var seriøs, men et smil afslørede hende.

"Nej! Det kan jeg jo så ikke, men tud ikke, der går kun et par uger eller 5." Sagde jeg, og så lignede det nærmest, at hun tabte kæben.

"Kan du ikke være her i 5 uger?!" Sagde hun og jeg kunne se at hendes overgearethed fra spændingen var væk.

"Nej... Jeg tror kun det er tre uger, jeg er væk." Sagde jeg. Hun sukkede lidt.

"Det er stadig også længe, der har kun været et par dages mellemrum mellem de her gange." Sagde hun og så helt trist ud. Jeg kunne ikke lade vær med, at grine lidt af hende.

"Hey Pookie... har du helt glemt, at du har kunnet undvære mig i tre måneder?" Spurgte jeg. Hun kiggede hen på mig og smilede skævt.

"Ja, du har ret, jeg burde faktisk få en præmie for at kunne holde det ud så længe." Sagde hun og blinkede drillende. Jeg rullede bare med øjnene og hun slog mig let på skulderen.

"Du skal ikke rulle øjne af mig." Sagde hun og rejste sig fra stolen og løb ned i haven igen. Jeg rejste mig også.

"Hvorfor er det så varmt?" Spurgte hun sukkende. Jeg trak grinende på skuldrene, indtil hun kiggede tænkende på mig.

"Hvad?!" Spurgte jeg. Hun holdt hurtigt sin hånd foran sig og løb om på siden af huset og var væk i et minuts tid, inden hun kom tilbage med en blå vandslange.

"Kom." Sagde hun og vinkede mig hen til sig. Jeg kiggede undrende på hende og gik derefter tøvende hen til hende. Lucie, som jo er et ret utålmodigt menneske, greb min arm og hev mig hen til hende, de sidste meter.

"Hvad vil du?" Spurgte jeg. Hun grinede bare og justerede lidt på håndtagets funktioner på slangen, indtil hun holdt den lige op i luften.

"Jeg køler os af." Sagde hun og holdt så håndtaget inde, så vandet kom ud af slangen og op i luften, hvor det lavede en form for regn ned over os. Jeg bukkede hovedet lidt bag ud og nød køligheden mod mit ansigt.

"Mhh." Sagde Lucie. Jeg kiggede hurtigt på hende, hun stod helt afslappet med lukkede øjne og nød vandets dråber. Jeg tog hurtigt vandslangen ud af hænderne på hende og hun kiggede på mig.

"Hvad laver du?" Spurgte hun nervøst.

"Du burde nok løbe, sagde jeg og stoppede for vandet, men begyndte at rette slangen mod hende.

"Det gør du ikke!" Sagde hun grinende. Jeg nikkede bare og lod vandet ramme hende. Hun skreg hvinende, mens hun prøvede at få fat i vandslangen. Deres have, som jo nærmest var jord, fordi der ikke var særligt meget græs, begyndte at blive til noget lidt mudret smask, hvilket gjorde at Lucie bukkede sig ned og kastede en stor del mudder på mig. Jeg kiggede måbende på hende og bukkede selv ned og tog noget mudder, som jeg kastede ind i hovedet på hende, så hun havde det ud over sit hår og en sit ansigt.

"FUCK DIG!" Skreg hun grinende og kastede store mængder mudder på mig, mens jeg blev ved med at sprøjte hende til med vand. Hun skubbede til mig med sine mudderfingre og begyndte at tvære det rundt i hovedet og håret på mig, mens hun storgrinede. Jeg kunne ikke lade vær med at grine

"Du er dum!" Sagde jeg, og stoppede med at spule vand på hende, men hun overraskede mig ved at skubbe til mig, så jeg faldt bag over og landede i den kæmpe søle af mudder og græs. Hun brød nærmest ud i en kæmpe omgang latter.

"Tag den!" Sagde hun grinende, men jeg kunne ikke lade vær med at grine, da Zoe kom løbende hen til hende og fik væltet hende omkuld, så hun selv faldt bag over og landede i mudderet og græsset.

"Tag den!" Sagde jeg grinende. Hun rystede på hovedet, mens hendes våde mudrede hår klistrede til hende ansigt.

"Det her er klamt!" Sagde hun og prøvede at hive noget mudder og græs ud af sit hår, for så at smide det væk. Jeg grinede af hende, mens jeg rejste mig, og så hjalp hende op.

"Du har noget der´." Sagde jeg og tørrede noget mudder væk fra hendes næse. Hun prustede bare og tog hurtigt vandslangen og tændte for den på et lidt lavere blus. Hun skyllede mudderet ud af håret og prøvede at bukke sig ned, for at få det ud fra hovedbunden. Jeg tog hurtigt slangen fra hende og holdt den hen over hendes hår og hjalp hende med at skylle mudderet ud. Jeg kunne godt lide hendes hår, det havde jeg altid kunnet. Det var en del af hende, det var på en måde et kendetegn for hende.Hendes røde hår, hendes flotte røde hår, der mindede mig om solen og ild. I sær når hun sad i solen, så fik det sådan et flot skær fra solens stråler. Det klædte hende meget, så jeg håbede på en måde, at hun aldrig ville ændre det. Det ville være syndt.

Hun rettede sig op igen og jeg holdt vandslangen lidt højere op. Det var sjovt at jeg faktisk var et stykke højere end hende, det var ikke vildt meget, men jeg var højere end hende, så man skulle næsten tro, at hun var et lille barn i forhold til mig. Det var ret sjovt.

Hun smilede hurtigt til mig, mens hun vaskede mudderet af sit ansigt, ben og arme. Hendes tøj var helt mudret stadigvæk og det samme var mit.

"Jeg tror det er meget lettere med et bad, men tak for at tage det værste." Sagde hun grinende. Jeg nikkede og bukkede hurtigt overkroppen.

"Så lidt." Sagde jeg. Hun rullede med øjnene, rodede mig hurtigt i håret og gik indenfor.

 

Det var rart at få skyllet alt mudderet væk. For også at være helt ærlig, er størknet mudder, over hele din krop, faktisk ikke den bedste følelse, mere ret bizar. Jeg kunne ikke forstå hvordan folk kunne gå i welness og syntes det var en rar følelse? Måske fordi der ikke var småsten og græs indblandet? Jeg ved det ikke helt, mudder hørte ikke til på hud.

Jeg sad inde i stuen, da Lucie kom gående ned af trappen og også var helt mudderfri. Hun smilede hurtigt til mig, mens hun gik ud i køkkenet. Zoe som lå over i den anden side af sofaen, satte sig hurtigt op, da lyden af raslen fra noget mad kunne høres ude fra køkkenet, og så løb der ud.

"Jeg kan godt give dig mad, uden du skal have noget, sveske!" Sagde Lucie grinende. Jeg grinede lidt over hendes ord. "Sveske" Det lød ret underligt, måske fordi jeg sammenlignede det med at se Zoe som en sveske... men det fik det bare til at se endnu mere mærkeligt ud. Lucie kom gående ud fra køkkenet og gik op af trappen til 1. salen igen. Hun kom hurtigt tilbage med sin bærbar under armen og satte sig ned i hakket af hjørnesofaen og lagde sine fødder i mit skød og tændte bærbaren. Jeg grinede lidt, så hun kiggede på mig.

"Hvad?" Spurgte hun. Jeg pegede hurtigt på hendes fødder. Hun trak bare på skuldrene, mens hun hurtigt tastede lidt på tastaturet og skærmen lyste op.

"Har du et problem?" Spurgte hun grinende og viftede lidt med tæerne. Jeg rystede grinende på hovedet og tog fat i hendes ene storetå, og vrikkede den lidt frem og tilbage.

"Er du meget betaget af tær?" Spurgte hun. Jeg grinede lidt.

"Nej, slet ikke... kun dine." Sagde jeg. Hun grinede lidt og satte sig lidt fremad.

"Jeg brækkede faktisk min lilletå, da jeg var 11." Sagde hun og pegede på hendes lilletå. Jeg kiggede forvirret på hende.

"Hvordan kan man brække sin lilletå?" Spurgte jeg. Hun grinede lidt.

"Har du aldrig prøvet, at støde din tå ind i et bordben?" Spurgte hun. Jeg nikkede.

"Så prøv det, men med ekstra fart, fordi du er arrig, så din tå nærmest bukker den anden vej." Sagde hun. Jeg kunne lige forestille det for mig, hvilket også gjorde at jeg kom til at grine.

"Det var ikke sjovt, det gjorde mega ondt, og jeg kunne ikke gå!" Sagde hun og skubbede lidt til mit ben med sin fod. Jeg ømmede mig lidt, men nikkede så.

"Hvad var du da så arrig over?" Spurgte jeg. Hun sukkede lidt.

"Jeg var 11 og min far var taget af sted for et par dage siden og han havde lovet mig han ville ringe, men så gjorde han det ikke. Indtil jeg så fandt ud af at Karen havde snakket med ham, men så havde han lagt på bag efter, fordi der skete noget i lejren. Jeg var 11, og forstod ikke så meget, så jeg blev sur og såret." Sagde hun. Jeg nikkede og lagde mine ene hånd over hendes fod og klemte den ømt. Hun kiggede smilende på mig og vendte sin opmærksomhed tilbage på sin computer. Jeg kunne egentlig ikke helt finde ud af, hvad jeg syntes omkring situationen med hendes far. Et eller andet sted havde jeg enormt ondt af hende, fordi hun havde måtte undværet ham så mange gange, i lange perioder, og havde sikkert også været meget ked af det, men så alligevel, så elskede hun ham så højt, at tanken om at hun havde været ked af det, blev skubbet væk, så var jeg heller ikke sur over det. For i starten kunne jeg godt mærke jeg var sur over det. Hun havde ikke fortjent at være ked af det og undvære sin far... I al den tid jeg havde kendt Lucie, så havde jeg egentlig ikke set hende ked af det, kun lidt den dag vi tog afsked i London, men jeg havde egentlig aldrig set hende græde, men det var nu heller ikke et syn, jeg brændende ønskede at se.

Mine tanker blev afbrudt, da lyden af nogle bank på døren ude fra entre´en kunne høres. Lucie kiggede hurtigt op fra sin computer og rejste sig fra sofaen. Jeg rejste mig også og fulgte med hende ud til døren. Jeg så hvordan hun forsigtigt åbnede døren og denne her høje mand med brunt hår og brune øjne, med lidt skæg og var klædt i den sand/Beige farvede uniform stå i døren, smilede stort. Lucie hvinede og der var det gået op for mig, hvem han var. Han slog armene omkring sin savnede datter og Lucie knugede sig ind til ham, mens hun smilede stort.

"Jeg er hjemme." Sagde han, mens han smilede. Lucie nikkede og han slap hende lidt, så hun vendte sig om mod mig og jeg kunnet have svoget, jeg aldrig havde set hende med sådan et stort smil før.

"Liam... Det er min far." Sagde hun.

____________________________________________________________________________

Wuhuuu... Så Kom Lucies far endelig hjem!!

HÅber i han vil tage godt i mod Liam? Eller vil han hade ham fra starten?

Vi må jo se ad

Husk det slet ikke er forbudt at skrive hvad i synes om historien indtil videre.

Det ville glæde mig meget, da jeg faktisk ikke helt ved hvad i synes om den og sådan...

Så skriv endelig, det ville glæde mig meget :D

Husk i altid kan komme med forslag og sådan til hvad der skal ske...

Husk i er dejlige!!

KNUS!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...