20 minutter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2013
  • Opdateret: 21 aug. 2013
  • Status: Igang
Vi fik til opgave at skrive historier på 20 minutter i dansk. Vi havde intet at starte fra, og den eneste regel, der var, lød på, at vi ikke måtte stoppe med at skrive. Fingrene måtte ikke stå stille. Bagefter fik vi fem minutter til at rette hver historie. De to første er skrevet i timen. Følgende er skrevet for sjov, fordi øvelsen er awesome. (Prøv den selv!)

6Likes
0Kommentarer
557Visninger
AA

3. Mit glasbur

Det er som om, jeg er fanget i et glasbur. Det er som om jeg sidder herinde og kigger ud. Jeg kan se alle mennesker gå uberørte forbi. Måske er det bare et spejl, på den anden side?

Jeg har for længst givet op på at råbe. Jeg ved jo godt, de ikke hører noget.

En gang skreg jeg så længe, at jeg ikke kunne høre mig selv. Jeg ved ikke, om det var ørerne eller stemmen, den var gal med.

Jeg skriger ikke mere. Nu sidder jeg bare i et hjørne af kassen, det hjørne, der er længst væk fra de andre på gaden. De går uberørte forbi.

Jeg leger en leg med mig selv. Den hedder ”Hvem er du?”. Egentlig skulle man nok være flere til den, men jeg er jo kun mig i mit glasbur.

Jeg gætter på hvem de, der går forbi er.

Hende med hatten er en sangerinde fra Peru.

Ham ovre ved kiosken venter på sin kæreste.

Jeg giver dem navne, Brit og Erik. Jeg lader som om, jeg har kendt dem hele mit liv. Fører samtaler med dem, selvom de ikke kan høre mig. Jeg svarer bare selv.

”Goddag, Brit,” siger jeg. Hun svarer pænt goddag og letter på hatten. Vi sludrer om løst og fast. Benzinpriserne og sidste uges afsnit af Beverly Hills (som jeg for resten ikke har set, for her er ikke dækning i mit glasbur.).

Men på den måde, er jeg ikke så ensom.

 

Jeg tror ikke, nogen havde regnet med, at der en dag var en, der ville stoppe op ved min kasse. Banke pænt på ruden og spørge, om jeg ikke kom ud og nød det gode vejr.

Men det gjorde du.

”Hvad laver du dog derinde?” spurgte du. Jeg trak på skuldrene. ”Du kan da ikke bare sidde derinde helt alene?”

Jeg trak på skuldrene igen.

”Det går da meget godt,” svarede jeg. ”Sådan har jeg klaret mig i 16 år.”

”Det er fandme også 16 år for meget.” Og så kom det. Så sagde du det: ”Kommer du ikke ud, og nyder det gode vejr?”

”Nej tak, jeg har soleksem,” tror jeg, jeg svarede. Det har jeg egentlig ikke, men jeg er nok lidt allergisk over for mennesker.

”Det er så i orden,” svarede du, og så drejede du om på hælen og gik. Jeg sank tilbage i mit hjørne. Endelig var der kommet en, der snakkede gennem glasburet, og så skræmte jeg dig væk.

 

Dagen efter kom du igen.

”Vejret er stadig godt,” konstaterede du. Jeg nikkede bare. ”Kommer du ud i dag?”

”Nej.”

”Så kommer jeg ind.”

Jeg blev helt målløs. Du kunne da ikke komme herind. Du gik over på den anden side af gaden og ind i en forretning, og jeg regnede med, at du ville komme tilbage med en kæmpe hammer og smadre mit lille glasbur, men det gjorde du ikke. Du kom tilbage med en sandwich og en glasskærer.

Så skar du et lille bitte hul i glasset og pressede dig ind gennem det. Pludselig var der to i mit glasbur.

Du satte dig ned og gav dig til at spise af din sandwich. Jeg regnede med, at det var min tur til at sige noget nu.

Jeg er ikke så god til at snakke, så der var stille et stykke tid.

”Tak,” sagde jeg så. Du smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...