20 minutter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2013
  • Opdateret: 21 aug. 2013
  • Status: Igang
Vi fik til opgave at skrive historier på 20 minutter i dansk. Vi havde intet at starte fra, og den eneste regel, der var, lød på, at vi ikke måtte stoppe med at skrive. Fingrene måtte ikke stå stille. Bagefter fik vi fem minutter til at rette hver historie. De to første er skrevet i timen. Følgende er skrevet for sjov, fordi øvelsen er awesome. (Prøv den selv!)

6Likes
0Kommentarer
548Visninger
AA

2. De, som tager alt

Jeg går gennem skoven. Her er stille. Fod foran fod, grenene knirker og afslører, hvor jeg er.

Det er typisk. Jeg er her, kalder de, kom og find mig.

Og jeg ved, de finder mig.

”Hvem er de egentlig?”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Så her er stille.

Hvis jeg bare vidste, hvor vi skulle hen. Men vi går bare. Og jeg kigger på hende ud af øjenkrogen.

Hun er renhed. De fine, lyse hår. Jeg er sandhed. Den onde sandhed.

Mine fødder flytter sig i takt med mit hjerteslag. Jeg lytter.

Hun kigger på mig. Mørke dådyrøjne.

”Forever.” Hendes stemme er blød, og hun tager min hånd.

 Jeg gentager hendes ord et par gange i hovedet.

”Forever, du og jeg,” siger hun. Jeg nikker.

Men hvor skal vi hen? Jeg er så forvirret.

”Jeg er bange,” siger hun. Jeg nikker. Også mig, vil jeg sige, men min tunge lystrer ikke. Jeg trykker bare hendes hånd for at fortælle, at alt bliver okay.

 

Jeg hører dem, før jeg ser dem. Fryser på stedet.

”Kan du se noget, Kenneth?” bliver der spurgt et sted foran os. Stemmerne får ansigter. Tre mænd og en firhjulstrækker. Pistoler.

”Nej, her er ingen,” svarer ham, der hedder Kenneth. Han er den højeste og har en blå hue på. De to andre ser ud som om, de er brødre. Ikke meget ældre end jeg selv.

”Jeg siger dig, Nanny bliver stiktosset, hvis vi ikke har nogen med hjem til hende.” Det er den tredje, der siger det. De andre siger ingenting. Kenneth kravler ind bag rattet. En gren knækker under min fod.

”Sch!” Den ene bror sætter sig på knæ og spejder i min retning. Jeg ved, han ser mig om lidt.

”Hvem er de egentlig?” hvisker hun. Jeg vil tysse på hende, men jeg kan ligesom ikke. Hendes stemme er jo rar. Hun fortsætter: ”Hvem er de egentlig sådan at tro, at de kan komme her og tage alt fra os?”

Jeg hører skuddet.

De tager alt fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...