D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

25Likes
27Kommentarer
5771Visninger
AA

6. Stormcatcher - Del 3. ~ Kapitel 3.

 

Exorcisten med den lange fletning og de lysende blå øjne, lander lydløst på ruinerne af bygningen hun før blev kylet ind i. Dæmonen er lidt under hende, og hun stirrer i et par sekunder derhen, imens den langsomt bevæger sig fremad. Da den er inden for rækkevidde, hopper hun ned på den, og springer så fra med fuld kraft imod huset forneden og den hjælpeløse pige.

Hendes tag i sværdene har ændret sig. De løse bånd er viklet stramt om hendes håndled, og hun svinger dem frem foran sig, da hun med hast nærmer sig pigen. De korte sværdklinger skærer sig igennem planterne med et drøn, og den skrækslagene pige falder imod jorden med en skinger, ynkelig lyd, som om hun havde givet livet fuldstændig op. Men da hun lander trygt i armene på Kirasha, gisper hun lavt.

’’Vil du slå mor ihjel…? ’’

Spørgsmålet kommer fuldkommen bag på Kirasha, men hun bevarer roen, da hun med en uigenkendelig, hviskende stemme siger:

’’De døde må forblive døde. De hører ikke til iblandt de levende... Heller ikke-’’ hun når ikke at færdiggøre sætningen, inden et smertefuldt slag rammer hende i ryggen, og sender hende tværs ind igennem en ny bygning. Et skrig slipper denne gang ud, og trods den dundrende smerte, er hun med det samme klar over, at hun er blevet ramt af et af dæmonens skud.

Pigens grønne øjne, kører rundt i hovedet på hende. Pigen der frelste hende fra den visse død, knuger hende ind til sig med et smertefuldt ansigtsudtryk.

’’Miss…? ’’ hvisker hun forsigtigt, med skælvende stemme og forsøger at vriste sin ene hånd fri for at røre ved hendes ansigt, da noget pludselig går op for hende.

Sandheden er som et hårdt slag i mellemgulvet. Denne ukendte, unge kvinde har lige beskyttet hende med hele sin krop. Blod løber ned af hendes ene øjenlåg, og stammer sandsynligvis fra en flænge i panden. Hele hendes krop dirrer, og fortæller straks den hvidblonde pige, at Exorcistens sår er slemme.

Pludselig hagler en byge af sten ned over dem, og får pigen til at komme med et frygtsomt hyl. Men Exorcisten der for lidt siden reddede hendes liv, bøjer sig ind over hende og trækker hende endnu længere ind under sig, så hun ikke bliver ramt.

Kirasha bider hårdt tænderne sammen, for at drive smerterne væk. Hun ved, at hun skal skynde sig at få aktiveret sin Innocence igen, hvis hun ikke vil ende som en bunke støv. Som menneske, kan man ikke beskytte sig imod virussen fra dæmonernes skud. Er man ramt, er man dødsdømt og vil inden for et stykke tid blive opløst til ingenting. Men med nogle Exorcister er det anderledes. Deres Innocence kan dræbe virussen og dermed redde bæreren.

Hendes hånd glider ind under blusen, og griber hårdt fat om krystallen hun har i en snor om halsen. Idet hun skal til at aktivere sin Innocence, går et stød igennem hendes krop og hun slipper pigen, der glider ned på jorden med et lavt bump. Imens hamrer hun selv begge hænder i jorden, og hoster en stor mængde blod op.

’’Fuck… ’’ hvisker hun lavt, på vej ud af bevidstheden.

De første sorte stjerner, begynder at vise sig på hendes hud i ansigtet og giver en stikkende følelse. Et tegn på at virussen har allerede spredt sig.

’’Miss! ’’ gisper pigen foran hende, der rystet forsøger at genkalde sig et billede af hvad der sker.

’’Kom væk… Hurtigt… ’’

Denne gang får Kirasha løftet den ene hånd helt og får grebet fat om sit halssmykke.

’’Innocence… Aktiver! ’’

Et blåligt lys spreder sig omkring hendes krop og stjernerne forsvinder med det samme. Stjernen, tænker hun bittert for sig selv, Millennium Earlens tegn.

Hun griber let pigen foran sig om livet, og slæber hende med ud af ruinerne. Flere bloddråber rammer de grå sten, og efterlader tydelige tegn på kamp.

’’Løb.’’ Hun sætter den lille fra sig på jorden, og trækker med besvær en mundfuld luft ned i lungerne, for at få kontrol over sin dirrende krop.

’’Men… ’’

’’Nu! ’’

Pigen vender modvilligt Kirasha ryggen og begynder at løbe. Men så stopper hun op igen, folder hænderne foran munden som en tragt og råber:

’’Jeg henter hjælp! ’’

Og så forsvinder hun i byens mørke.

Kirashas blik er naglet på den lille skikkelse, indtil hun er helt væk. Med et træt suk opdager hun, at båndene omkring hendes håndled stadig er der og at hendes våben endnu hænger ved. Med en frygtelig masse besvær får hun stillet sig i en kampstilling, men idet hun skal til at angribe dæmonen lidt længere henne, brøles en kommando af sted:

’’Innocence, aktiver! ’’

Et orange skær borer sig ind i dæmonen, der giver en rallende lyd fra sig. Men den dør ikke. Den er for tæt på at gå i level, til at den kan dø på et enkelt slag. Og det er der at det går op for Kirasha, at hun ikke er den eneste Exorcist på stedet.

Hun tænker ikke, før hun sætter i løb imod dæmonen. Egentlig burde hun trække sig tilbage og lade den anden Exorcist klare arbejdet, da hun selv er for hårdt skadet. Men der var et eller andet i den hvidhårede piges øjne, da hun råbte imod hende. Som om hun i virkeligheden sagde; ’’Befri min mor, jeg beder dig! ’’

Hendes Innocence og våben aktiveres af sig selv, og hun angriber uden en lyd. Klingerne fra tvillingesværdene borer sig ind i siden på dæmonen inden den kan nå at reagere og eksploderer i en regn af ild, hvorefter den indespærrede sjæl der gav liv til dæmonen frigives.

’’Hvil i fred, ’’ hvisker hun kort, inden hele hendes krop knækker sammen og hun glider ned på jorden, hvor hun kollapser.

*****

’’Sært. Hun er ikke indskrevet i Ordenen. Kan hun være en uofficiel Exorcist?’’

Stemmen stammer fra en høj, ung mand. Hans mørke hår er trukket tilbage, hvilket gør ham mere adelig af se på. Men i virkeligheden er han et medlem af Den Mørke Orden. En Exorcist.

Et skævt smil, dukker frem på hans ansigt, da han lader blikket glide hen på hospitalssengen, der står i den anden ende af det lille rum. Ved siden af sidder en rødblond og dog lidt ældre fyr, som ser vurderende på hende.

’’Hun vidste udmærket hvordan hun skulle bruge sin Innocence. Den måde hun kæmpede på var ikke amatøragtig, slet ikke. Men hvorfor er hun så ikke et medlem af Den Mørke Orden? ’’ manden ved sengen, ser vurderende på pigen der ligger i den. Hendes lange, mørkebrune hår ligger spredt ud over puden som en vifte og øjnene er lukket. Fra hendes arme stikker der flere ledninger ud, og panden er dækket af bandager.

Kirasha Stormcathcer.

’’Den gyldne golem fik det hele med på film. Timcanpy tror jeg nok den hvidhårede knægt kaldte den. ’’

’’Allen Walker, hedder drengen. ’’ retter den mørkhårede ham.

’’Ja, ja, det er sikkert rigtigt Lyon, ’’ den rødblonde mand vifter afværgende med den ene hånd, ’’Men hvor kommer hun i virkeligheden fra, hende her? ’’

Idet, bliver døren til rummet åbnet ganske forsigtigt. Den lille pige med det hvide hår, som Kirasha havde beskyttet og frelst fra dæmonen træder ind. Lige bag hende kommer Naga og Jasper gående.

’’Signy, se til hende, ’’ Naga der har fat i pigens spinkle hånd, slipper sit tag og lader hende løbe hen til sengen. Imens ser hun nikkende på de to mænd.

’’Har I fundet ud af, hvor hun kommer fra? ’’ spørger hun, ’’Er hun forældreløs? ’’

Den mørkhårede Exorcist – Lyon – træder hen imod den gamle kvinde. Hans arme er lagt over kors, men han ser venligt på hende. Men pludselig ændres hans ansigtsudtryk, til at være mere alvorligt.

’’Vi har kun kunnet finde én Kirasha Stormcatcher i arkiverne… ’’ han ser over på pigen i den hvide hospitalsseng, ’’Men det kan ikke være hende her. De sidste fra den familie blev dræbt for elleve år siden. ’’

Naga nikker, og Jasper træder frem ved siden af hende. Men Lyon ser ikke ud til at være færdig med at argumentere, idet han træder helt hen til sengen og bøjer sig ind over Kirasha:

’’Millennium Earlen dræbte hele slægten, da de var for stor en trussel for ham. De skulle efter sigende være nogle såkaldte Dødsriddere med guddommelige kræfter. Ja, navnet giver sig selv, de gjorde brug af mørke og dødsmagi… Men de var ikke specielt onde, faktisk lige modsat. Man kaldte dem også for Beskytterne eller Mørkets engle. Måske fordi de var blevet overdraget deres kræfter af Gud, og at de i deres stærkeste stadie kunne udvikle vinger. ’’ et lille grin anes i et øjeblik i hans mundvige, men forsvinder derefter igen.

’’Hvorfor tror du ikke, at hun kan være overlevet? ’’ spørg Naga så mistænksomt.

Lyon vender sig om imod hende, lidt modvilligt.

’’Millennium Earl lader ingen undslippe, ’’ mumler han, ’’Og da slet ikke nogen som dem, der om muligt godt kunne gøre hans liv slut. Bare en enkelt af dem, ville kunne gøre tingene svært for ham.’’

Jaspers blik glider hen på Kirasha i sengen. Han har overvejet de sidste timer, hvornår den unge pige vågner op igen. Hendes sår var slemme, da de fandt hende, men hun var ikke i livsfare. Heldigvis. Om muligt kunne hun have lidt større skader, hvis ikke den lille hvidblonde pige – Signy – havde hentet hjælp.

Signy har stillet sig hen foran sengen. Den går hende til midt på brystet, så tingene er lidt svære at se fra hendes vinkel. Foran hende ligger hendes frelser ude af bevidstheden. Med sin egen lille hånd, rækker hun ud efter Kirashas indbundne og griber den forsigtigt.

’’Miss Kirasha…? ’’ hvisker hun forsigtigt, hvorefter hun løfter blikket, og ser ind i et par ravgyldne øjne der tilhører den rødblonde mand, der smiler venligt til hende.

’’Vil I tage hende med jer, når hun vågner? ’’ spørg hun og kan mærke et strejf af ulykkelighed, da hun siger det.

I starten siger den rødhårede ikke noget. Men han når også kun at åbne munden, før en hæs stemme afbryder ham.

’’Det bliver de nødt til. Ellers må jeg tvinge dem! ’’

Kirashas himmelblå øjne er blevet åbnet og ligner sig selv igen. Hun smiler svagt, lidt træt, men forsøger så med besvær at sætte sig op, hvilket medfølger at hendes hår stritter ud til alle sider.

’’Kirasha! ’’ udbryder Naga. Hun lyder overrasket, derefter glad.

Jasper nikker smilende og kører endnu engang sin hånd igennem det snehvide skæg, for derefter at le sin tandløse, dog varme latter.

’’Tornerose kunne vel ikke sove for evigt, vel? ’’ 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...