D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5904Visninger
AA

5. Stormcatcher - Del 2. ~ Kapitel 2.

 

Mørket omkring hende gør tryghedsfølelsen større. Hun er skjult af skyggerne. Med et lettet suk glider Kirasha endnu længere ind under det grove, dog varme uldtæppe. Sofaen er blød at ligge i, sikkert fordi den har været brugt i så mange år.

Alligevel kan hun ikke falde i søvn. Hun er ganske vidst en smule træt efter sine lange rejser rundt omkring i Europa, men hendes øjne vil bare ikke glide i og lade hende blive trukket ind i den omtågede søvn.

Enkle tanker kører rundt i hendes hoved, og samtalen fra i aftes er midtpunkt.

’’Hvilket ærinde har du i det hus? Nej, et endnu vigtigere spørgsmål er: Er det noget du er villig til at dø for? ’’

Hun regner stærkt med, at det er en dæmon der havde bosat sig i det hus hun søger. Alt andet ville være… Urealistisk.

Genfærd, tænker hun, Er også en mulighed… En meget lille en.

Hun husker også hvad hun havde svaret Jasper, da han stillede hende spørgsmålet, der satte hendes indre i oprør.

’’Jeg har ikke tænkt mig at dø.’’

Nej, det har hun ved Gud ikke! Ikke nu, og i særdeleshed ikke før hun har fundet Den Mørke Orden.

’’Exorcist, ’’ hvisker hun næsten uhørligt.

Ja, hun vil være en Exorcist. Hun er født til det, det ved hun. Hvorfra hun har disse informationer, ved hun dog ikke. Det er noget hun altid har haft en fornemmelse af. Og af en eller anden grund, så har den hendes viden om Exorcisterne altid været der. Hun ved hvad de gør og hvorfor.

Innocence er våbnet imod dæmonerne der hærger denne verden. Så snart denne kraft har knyttet sig til en, er der kun én skæbne der venter: Ødelæggerens vej, udryddelsen af disse rædsler.

Ved tanken om sin Innocences, lader Kirasha hånden glide ind under trøjen og knuger hånden om et halssmykke. Hvis det ikke var for det tætsluttende mørke, ville man måske se den aflange, lyseblå krystal hun har i en snor om halsen. Denne genstand, har været hendes Innocence fra starten. Af en eller anden grund er kraften derfra bare gledet over i hendes to kortsværd, som derefter blev hendes ultimative anti-dæmonvåben.

’’Jeg er født til at være en dæmonjæger, en Exorcist… ’’ hvisker hun igen.

Igen skjuler mørket en vigtig detalje, nemlig at hendes øjne har ændret sig. Iris og pupil er stadig synlig i den ufattelig blå farve, men er nærmest begyndt at lyse op. Det hvide omkring øjnene er lige så sort som natten udenfor, og pupillen har trukket sig lang og katteagtig. Skulle man være ærlig, så virker pigen i sofaen pludselig ikke så menneskelig længere.

 Men hun er et menneske… Et alternativt menneske. En Exorcist som har fået gaven til at bekæmpe dæmonerne af Gud.

Det må være en ufattelig hadefuld gud, der har skabt denne verden.

Sandheden er at Kirasha ikke tror på, at der er nogen gud, selvom det siges at Exorcisterne fik skænket deres evner af ham. Hun ved kun, at nogen skabte en gylden terning, med Innocencernes kraft i, men som blev spredt ud over hele verden, i bittesmå stykker, som derefter blev døbt Innocence. Og så var der nogen af terningstykkerne, der valgte en Bærer. Disse bærere blev senere kendt under navnet Exorcister.

Hvem der har fortalt hende dette, kan hun heller ikke huske. Det er som om at der er et gigantisk hul i hendes hukommelse. Som om at hun ikke husker de ting hun gik igennem, fra da hun var elleve.

Officielt er jeg ikke en Exorcist, tænker hun så og stirrer fortsat lige ud i luften, med sine uhyggeligt udseende øjne, Derfor er jeg nødt til at finde Den Mørke Orden.

’’Og det kan gøres ved at opsøge dæmonerne… ’’

Ved lede efter dæmonerne, kan hun både ødelægge dem, og se efter andre af hendes slags, så de kunne give hende en ide om hvor Ordenen skulle ligge.

Den Mørke Orden er ikke et sted mange ved hvor er. Kun Exorcisterne og deres Findere – som er deres vejvisere og oplysningssamlere – ved hvor Ordnens hovedkvarter befinder sig.

Pludselig spærrer den unge pige øjnene helt op, som om hun havde fået et chok. Lydløst springer hun ud af sofaen, griber sine tvillingesværd og kappen, for derefter at lægge en hånd på gulvet. Et normalt menneske ville mærke absolut ingenting bortset fra kølighed.

Men der er en grund til at Kirasha skjuler sig i skyggerne. Hun er forbundet med dem og mørket. Hendes øjne giver hende evnen til at fornemme alt der sker i det skjulte.

’’Så havde jeg ret, ’’ mumler hun og trækker kappen over sig, imens hun slår hætten op. Et smil, der egentlig ville se ret ondskabsfuldt ud, breder sig på hendes læber. Skjult af mørket springer hun frem til døren og fortsætter ud i den kolde natteluft.

I et øjeblik står hun bare og suger den isnende luft ind i lungerne, men spærrer så igen øjnene op. Denne gang lyser hendes iris endnu mere blåligt. Sekundet efter skærer en skingert skrig igennem luften og sætter øjeblikkeligt Kirashas krop i gang. Det er som om hun bliver styret frem. Med et spring sætter hun af fra en husmur af og fortsætter op i en tagrende, for så at hoppe op på taget, hvor hun begynder at løbe af sted. Imens hun fortsætter fremad imod udkanten af byen, trækker hun sine to kortsværd langsomt ud af hylstrene, hun har på ryggen.

Det er egentlig nogle utroligt smukke sværd. Af udseende ligner de meget præcist hinanden, med et indbundet håndtag og en stor ring med en skinnende sten under. Klingerne er fantastisk skarpe og noget der ligner lysende runer skinner på den glatte flade.

Alligevel er de forskellige. Det ene af sværdene er i sorte, blå og lilla farver, imens det andet er i guld, rød og orange… Det rødlige af dem symboliserer mennesket. Det andet symboliserer dæmonerne.

Med en hurtig bevægelse, skyder hun dem ned ved sin side og springer fra hustag til hustag. Og endelig ser hun huset, der efter sigende skulle være hjemsøgt. Det er faldefærdigt, og alle ruderne er smadret. En aura af ondskab har lagt sig omkring, og husene der er tættest på ser forladte ud. Ingen tør nærme sig dette område.

Kirashas blik fanger som det første en lille skikkelse ved den tilgroede have, en levende skikkelse

. Et barn. Måske en dæmon, måske ikke. Hun kan ikke tage nogen chancer.

’’Innocence, aktiver! ’’ hvisker hun.

Sværdene, hvis sølv- og guldskinnende klinger glimter i den næsten fulde månes skær, begynder at gnistre og flamme blåt op, med et skær af lilla og sort. Tegnene og krystallerne i midten er begyndt at lyse en smule op.

Næsten lydløst lander hun i haven med et lavt bump, lige bag den lille pige. Hendes hvidblonde hår er uredt og ligger sjusket ned ad hendes skuldre. Hun vender sig rystende om, skrækslagen og med tårer i øjnene. Hvem er denne kappeklædte skikkelse? Endnu et monster?

Hendes stemme er skinger, og hun giver en ynkelig, skræppende lyd fra sig. Men den kappeklædte pige bag hende, stirrer bare lige ud i luften.

’’Du er en level et, har jeg ret? ’’

Kirashas stemme er kølig som tilfrosset is, men hun snakker ikke til pigen.

Pludselig begynder rødderne og planterne i den visne og døde have, at ånde og bevæge sig. De snor sig om den uofficielle Exorcists ben og arme, med formålet at binde hende.

’’Vis dig, ’’

Denne gang sker der noget. En kvinde omtrent i midten af trediverne, rejser sig fra jorden af. Hendes øjne er helt hvide, og da Kirasha ser hende, er hun ikke i tvivl.

En dæmon.

’’M- Mor! ’’

Piges dirrende stemme er ikke til at tage fejl af. Hun aner ikke hvad der forgår.

’’Er nogen i din familie død, imens du endnu har været til? ’’ hun vender sig ikke om, men pigen forstår godt at spørgsmålet er til hende.

’’Far… ’’

Den unge, endnu ikke officielle Exorcist lukker øjnene i et øjeblik, men de ændrer ikke form og ser fortsat skræmmende og umenneskelige ud.

’’Denne dæmon er din fars sjæl og din mors krop, ’’

Pigens uforstående klynk forbavser ikke Kirasha. Hun ser bare tomt ud i luften, og derefter hen på kvinden der må være pigens mor. Ved du hvor mange liv du har taget, Millennium Earl? Tænker hun.

Millennium Earlen. Manden der skaber dæmoner, men formålet at udrydde alt menneskeligt.

’’Da din far døde, dukkede en mand ved navn Millennium Earl op. Han tilbød din mor at give din far livet tilbage i en krop han havde skabt. Hun accepterede og han blev kaldt tilbage i kroppen Millennium Earlen havde skabt… Men under kontrol af ham. Derpå dræbte din far din mor og tog hendes skikkelse… De er begge døde. ’’ hendes ord kunne lyde hjerteløse og kolde, men det er sandheden ved hun.

’’Det er… Umuligt… Min mor står der. Lige der!’’ pigen hvisker nu, og den måde hun peger på kvinden i planterne er nærmest frygtsom, ’’Er du ikke… Mor? ’’

Derpå bryder helvede løs. Menneskekvinden eksploderer, og ud kommer en stor, rund, mekanisklignende ting ud. Et menneskeansigt der skriger lydløst, er polstret til på midten af det frygtsomme væsen, og ud fra den store, kuglelignende krop, stikker der brede, sorte stænger ud, som Kirasha udmærket ved hvad bruges til.

’’Kom an din satan! ’’

Den velkendte rus ruller ind over hende som en bølge, og et enkelt smil pryder de let lyserøde læber. Pigen bag hende skriger, og hun kan igennem mørket mærke hendes tårer ramme den ujævne jord. I et øjeblik er det som om at et flig af hendes egen fortid kører forbi hendes bevidsthed, og får hende til at gispe lavt. Hun kender denne følelse.

Følelsen af at miste.

Rødderne omkring hendes krop strammes en anelse, og bringer Kirasha tilbage til virkeligheden med et sæt. Hendes tag om de to kortsværd var før slækket, men nu har hun fået kontrol over sin krop igen og lukker hænderne stramt om håndtagene, der er omrullet med mørkt klæde. Enkelte strimler hænger flænsede og slidte derfra, men ser ikke ud til at genere den unge Exorcist.

Tingene sker hurtigt. Skud i en mørklilla farve, bliver affyret fra dæmonens stænger i siderne og sendes af sted i en kaskade imod Kirasha. Hun vender kroppen i en bue, og inden for ufattelig kort tid, har hun skåret sig fri af rødderne.

Som var det ingenting, springer hun flere meter op i luften og kommer op over dæmonen, som hun lander på med et klonk. Det skrigende ansigt midt på den mekaniske tingest forsøger med rullende øjne at få øje på hende, og begynder i raseri at skyde til alle sider.

Kirasha bliver stående hvor hun er på den flyvende dæmon, imens hun kigger medfølende ned på den, og skal til at hæve begge sværd til det afsluttende stød, da hun hører endnu et skingert skrig fra den lille pige nede på jorden.

Denne gang skriger hun ikke fordi hun er opfyldt af sorg, men på grund af smerte. Rødderne der før havde naglet Exorcisten Kirasha til jorden har nu rejst sig på ny, og snor sig stramt om det hjælpeløse pigebarn.

I dette øjeblik mister Kirasha sin opmærksomhed, hvilket pludselig giver dæmonen en god chance. Lynhurtigt svinger den sig selv ind i en bygning og smadrer den sarte menneskekrop for oven af sig og ind imellem murbrokkerne.

Men der sker ingenting med den selv.

Et overrasket gisp baner sig vej fra Kirashas hals, idet hun brager lige igennem murene med en ufattelig larm. Hun ved udmærket, at dette kommer til at koste hende en hel del tid på skadestuen, og det bliver bekræftet, da hun rammer jorden med et brag for derefter at hoste blod op.

’’For fanden da… ’’ mumler hun, og får med besvær stablet sig selv på benene igen.

Noget af blodet har samlet sig i hendes mundvige, og hun tørrer det vredt væk med håndryggen. Hendes hænder holder mirakuløst stadigvæk på hendes våben, og hun sætter af fra jorden igen, hvilket giver et gib i hele hendes krop. Denne kamp skal overstås hurtigt, hvis hun ikke vil i livsfare. Alene det at hun blev smadret igennem flere af de forladte bygninger, har givet hende indre skader.

Luften river i hendes hår og flår den sorte kappe af hende med et smæld. Der lugter af røg overalt. Idet får hun øje på den hvidblonde pige igen, der som før er helt dækket væk af de klemmende rødders greb.

En følelse af, at denne dæmon er ved at gå et level op, bekymrer hende. Hvis det sker, er hun ikke sikker på at hun kan besejre den, så hun må få det overstået hurtigt. Men hvad med pigen? Kan hun bare lade hende blive klemt til døde?

Jeg er en ødelægger, for pokker da, tænker hun frustreret, Det er ikke meningen, at jeg skal beskytte nogen!

Hendes tag om kortsværdene strammes, idet hun kæmper en lang indre kamp for at beslutte sig. Uret tikker, tiden løber ud. Og i det øjeblik har hun taget et valg. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...