D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5906Visninger
AA

4. Stormcatcher - Del 1. ~ Kapitel 1.

 

Hendes ansigt er dækket væk af den mørke hætte, og forhindrer forbigående i at se hende rigtigt. Men hun er ikke usynlig, og det ved hun udmærket godt. Hun er fremmed i denne by. Trods hun ikke ganske ukendt, så føler hun, at hun er nødt til at beskytte hvert et menneske hun passerer. Det er hendes opgave. Grunden til at hun lever.

’’Undskyld mig unge dame, men De kunne godt ligne en der havde brug for en ny kappe, ’’ stemmen kommer fra en ældre kvinde i en af de små boder. Hun smiler venligt til den skjulte pige bag den slidte rejsekappe, som standser øjeblikkeligt op, og ser mere eller mindre overrasket på den gamle.

’’Ja det kunne jeg egentlig godt… ’’ siger hun så, og skubber med en let bevægelse den mørke hætte tilbage. Et forsigtigt smil præger pludselig på hendes læber, det er nyt at nogen faktisk har lagt mærke til hendes tilstedeværelse.

Kappen afslører en lidt bredskuldret pige på omkring de seksten år. Hendes lange, mørkebrune hår er bundet i en stram fletning, der hænger afslappet ned af ryggen på hende. Hendes iriser er dog det mest iøjefaldende ved hende, da de er lige så blå som himlen på en skyfri dag og lige så dybe som det endeløse hav.

Konen i boden ler tandløst, for derefter at nikke. Regnen har lagt sig som en vandpyt på sejlet over hendes bod, der sørger for hun ikke bliver våd i det hældende vejr. Med en imødekommende bevægelse vinker hun pigen hen til sig.

I et øjeblik kniber den kappeklædte mistænksomt øjnene sammen og lader begge hænder glide roligt op over skuldrene og hen imod de to krydsende kortsværd, som hun har spændt imod ryggen, men som hendes slidte, mudderbrune kappe skjuler. Bevægelsen afslører en lille prik ude til siden ved hendes ene øje. I et par sekunder står hun sådan, men sukker så opgivende og trækker hænderne til sig.

Hun kunne være en dæmon, tænker hun, Men så havde hun angrebet mig nu...

Med en hovedrysten får hun kastet vandet i håret af sig, og stiller sig helt foran boden med et lille smil. Hun er for mistænksom, det ved hun udmærket. Men forberedt bliver hun nødt til at være. Bare hun vender ryggen til i et øjeblik, så ville der stensikkert være en dæmon over hende med det samme.

Konen rækker en safirblå kappe over imod pigen bag hende, efter at have kigget lidt efter en speciel farve. Hun ryster dog bare på hovedet, da hun ser farven.

’’Har du en mørk én? ’’ spørg hun og placerer sine kolde hænder, i sine bukselommer.

’’Blå ville være sådan en god farve til dig, min kære, ’’ siger den gamle, ’’Det ville passe til dine øjne. ’’

’’Men farven ER også for iøjefaldende, ’’ siger den unge kvinde med et lille grin, ’’Det er ikke lige helt mit es at vække opmærksomhed.’’

Der bliver snakket og forhandlet lidt i et par minutter, inden pigen skal til at gå derfra, iført en ny, nattesort kappe.  Så stopper hun pludselig op, og vender sig igen imod den gamle.

’’Forresten, ’’ siger hun eftertænksomt, ’’Jeg har hørt, at der skulle være et gammelt, hjemsøgt hus her i byen. Er det sandt?’’

Den gamle kone spærrer forfærdet sine chokoladebrune øjne op, og ryster så frygtsomt på hovedet. Hendes rynkede hænder ryster lidt, da hun forsigtigt lader dem glide op imod ansigtet. Med øjnene blinker hun flere gange, men går så frem og griber den højere, unge pige i ærmet. De ru, krogede hænder knuger hårdt om det mørke stof, og får pigen til at kigge overrasket på den gamle.

’’Det er ikke et sted særligt mange kommer, har jeg ret? ’’ siger hun så, og hæver det ene øjenbryn.

’’Ganske rigtigt, min kære... Men... ’’ kvinden der før stod i boden, løfter uroligt blikket, ’’Du har vel ikke tænkt dig at tage derhen, har du vel? ’’


Et bredt smil breder sig ud over pigens kønne ansigt, og hun ser opmuntrende på den tydeligt lavere kvinde.

’’Ellers ville jeg ikke være her.’’

I et øjeblik siger den gamle ikke noget, men stirrer bare forfærdet ned i de grå brosten på den lille gade. Regnen har allerede lavet en stor pøl længere nede.

’’Der er sket frygteligt ting på det sted, ’’ hvisker hun så, og lyder som var hun på randen af gråd ’’Min mand kommer forbi det hus hver dag. Hvis ikke du har et sted at sove, kan du overnatte hos os… Så kan han tage dig derud i morgen. ’’

Pigen ser i starten en anelse forskrækket ud ved tanken, men så smiler hun let.

’’De skal ikke bekymre Dem om mig. Men et tag for natten, kan jeg ikke sige nej til i det her vejr. ’’

Hun rækker den frie hånd lidt ud i luften, og lader et vanddråberne ramme den, uden at bekymre sig om at blive våd. Den tandløse kone trækker langsomt sine egne hænder til sig, og gnider dem langsomt i sit beskidte forklæde. 

’’Så er det en aftale. Mit navn er Naga. ’’

*****

’’Det er ikke noget stort sted, det ved jeg godt. Men det er fint nok for os.’’ Naga ser leende på pigen ved sin side, som gengælder det med et lille smil og et skuldertræk.

’’Jeg synes det er hyggeligt.’’ svarer hun, og hiver igen hætten væk fra sit ansigt.

Naga nikker anerkendende, det er tydeligt at hun godt kan lide denne pige, selvom hun endnu ikke kender hendes navn. Det er som om, at hun allerede ser hende som sit barnebarn.

Denne tanke får den gamle til at ryste på hovedet af sig selv. Jeg må være blevet gammel, tænker hun.

’’Hvad var det du sagde, at du hed, kære? ’’

’’Det sagde jeg ikke’’, skal pigen med de blå øjne til at svare, men husker så, at hun ikke kan tillade sig at være uforskammet over for denne kvinde, der både har tilbudt hende husly og et måltid mad.

’’Kirasha. Kirasha Stormcatcher. ’’ siger hun så.

’’Tillad mig, at kalde dig Kira, ’’ Naga ler, og tager let fat i den unge piges stærke hånd, for derefter at trække hende blidt med indenfor, ’’Så husker jeg det lettere.’’

’’ Jasper! Vi har gæster! ’’ kvidrer hun, da hun åbner den slidte trædør af solidt egetræ. Hun modtages af en varm brummen inde fra stuen af, som må stamme fra hendes husbond Jasper.

Efter de har hængt overtøjet op og stillet de mudrede støvler, træder Jasper ind i opgangen. Han ser ældre ud end Naga, og har langt, snehvidt skæg, som han roligt lader de knoglede fingre stryge igennem. Han nikker anerkendende, da han ser Kirasha.

’’Jasper.’’

Han rækker hånden frem, og hun tager den uden at tøve, imens et venligt smil spiller på den gamle mands sprukne læber.

’’Og dit navn er…? ’’

’’Kirasha… Men det er okay, hvis du hellere vil kalde mig Kira.’’ siger hun, vender hovedet og sender Naga et lille smil, der straks bliver gengældt.

Huset dufter af gran, og løsner lidt den stramme knude, der samlede sig i Kirashas mave, lige før de trådte ind i huset. Hun har aldrig haft det godt med mennesker, og har altid holdt sig på lang afstand fra dem. Men disse to oldinge er hun faktisk tryg ved.

En lav, spindende lyd fanger hendes blik henne fra den lasede sofa af. En pjusket, langhåret kat strækker sig dovent i den og springer så lidt utilfreds ned, da Jasper giver den et klap bagi med en læderindbundet bog.

’’Kan du komme ned Lux! ’’ skælder han, men vender sig derefter hen imod Kirasha med et smil.

’’Sæt dig her, imens Naga laver maden.’’ han nikker imod en tom plads i sofaen og hun sætter sig lydigt. Idet springer den gyldenbrune kat op på hendes skød og lægger sig træt til rette.

’’Din lille bølle altså, ’’ mumler Jasper, godt nok henvendt til katten, men det får alligevel Kirasha til at spærre øjnene forvirret op. Da hun endelig fatter pointen og indser at det ikke var hende han snakkede om, puster hun opgivende ud. Katten foran hende nusser sig imod hendes lår, og hun begynder forsigtigt at klø den bag øret.

Huset er ganske rigtigt ikke særlig stort. Der er i alt tre rum. Stuen, som også fungerer som køkken og spisested, Jasper og Nagas soveværelse, samt et lille toilet. Den unge piges blik kører rundt på stedet, og suger hver en lille detalje til sig. Den kamelbrune vase, det lidt skæve spisebord med et indskåret mønster i kanterne. Alt.

Det er her, at hun tager sig sammen og skal til at spørge ind til det såkaldte hjemsøgte hus igen. Men den gamle kvinde i køkkenet, kommer hende i forvejen.

’’Fortæl hende om huset, Jasper.’’

Manden kører sine fingre langsomt igennem skægget, og ser lidt ud i den tomme luft, som om han overvejede noget uhyrlig vigtigt.

’’Jeg vil ikke anbefale sådan en unge kvinde at gå nær det sted. For at være ærlig, ville jeg overhovedet ikke anbefale det til nogen, ’’ siger han tankefuldt, og vender derefter sin opmærksomhed imod Kirasha, ’’Er det virkelig dit mål? ’’

Hun nikker og stryger katten i sit skød over den gyldenbrune pels, der nærmest skinner svagt i skæret fra stearinlysene, der oplyser den lille hytte. Tilfreds spinder dyret for sig selv og vender lidt rundt for at lægge sig ordentligt.

’’Den plads er forbandet. Gennemsyret af ondskab, ’’ den ældre herre ser hovedrystende ned i de slidte gulvbrædder. Han har stadig den læderindbundne bog i den ene hånd, som han holder krampagtigt om. Det er som om, at det gør ondt på ham at tale om stedet. Men så slækker han sit tag, og rækker i stedet bogen imod Kirasha. Hun tager imod den med sin frie hånd, og ser undersøgende på forsiden. Med perfekt skråskrift står der skrevet årstallet 1892, men så heller ikke mere.

Så den er skrevet for ti år siden, tænker hun, og alligevel ser den så gammel ud… Men hvorfor har den ingen titel?

’’Fortællinger om stedet, ’’ siger Jasper og nikker imod bogen i hendes hånd, som svar på hendes tanker, ’’Det er en logbog fra folk der har boet der… De flyttede aldrig derfra, og man så dem heller ikke igen. En enkel af mine kollegaer og gode venner var derinde for en stund og fandt bogen dér… Han døde aftenen efter, selvom han slap helskindet ud. ’’

Et medfølende ’’Åh, ’’ forlader straks den unge piges læber, helt uden hun opdager det.

’’Det… Gør mig ondt. ’’ mumler hun næsten lydløst.

’’Han var en opblæst idiot, ’’ fnyser Jasper bare og ryster på hovedet, ’’Men med et stort hjerte… Det kostede ham livet. ’’

Kirasha ved ikke rigtig hvad hun skal sige, men lader blikket glide hen på Naga der står i det lille køkken, og ser ud til at lave noget der minder om suppe. Hun rører i hvert fald heftigt i en stor gryde.

’’Slå op på side seksogtyve. ’’

Hun gør straks som den gamle mand siger, og bruger begge hænder til at finde frem til siden. Og hun bliver chokeret. Siderne er plettet af rødt, som hun ikke er i tvivl om er menneskeblod. På side seksogtyve er der skrevet flere forskellige sætninger, men alle inkluderer det samme ord: Hjælp!

 ’’Du godeste… ’’ hvisker hun og bladrer endnu lidt i bogen. De andre sider er fyldt med skrift, sandsynligvis mærkværdige hændelser folkene i huset oplevede, men her er der ingen spor af blodpletter. Kun på side seksogtyve er der afsløringer om angreb eller mord.

En knoglet, varm hånd lægger sig pludselig oven på hendes og hun ser ind i den gamle mands gråblege øjne.

’’Hvilket ærinde har du i det hus? Nej, et endnu vigtigere spørgsmål er: Er det noget du er villig til at dø for? ’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...