D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
6012Visninger
AA

29. Planerne ændres. (Kapitel 25)

 

Stemningen er altid den samme, når man vender tilbage fra en mission. Alle er glade, i så fald hvis ens opgave gik godt. Der venter ingen skuffede miner, hvis man kommer tilbage og noget gik galt… Eller hvis nogen døde. Man sørger alle sammen, fordi at man ved, at chancen for at en Exorcist lever sit liv ud til det fuldeste er lav.

En Exorcist lægger alt bag sig, når han slutter sig til Den Mørke Orden. Karriere, familie, job. Alt. Chancen for at vende tilbage til det man var engang er minimal.

Alligevel er der stadig nogle i Ordenen der drømmer om det. Se deres børn, kone eller mand igen. Gå ud med vennerne de havde dengang. Arbejde uden at sætte livet på spil, som en Exorcist gør.

Stemningen var anderledes, da Kirasha, Kanda, Lavi og Red vendte tilbage. Komuis ansigt var som Kirasha havde forstillet sig det, overrasket på det yderste punkt… Men alligevel var luften tung, da de kom hjem.

Der må være sket noget.

Der er nu gået to dage siden Kirasha satte fødderne ind i Ordenen igen. Ingen vil fortælle hende hvad det er der sker, ikke engang Red. Komui har selvfølgelig fortalt ham alt, det ved hun godt, men det må være alvorligt. Ellers ville de ikke holde det hemmeligt.

Lige nu befinder hun sig selvfølgelig nede i caféen. Det er tidligt på morgenen, og det ligner egentlig ikke hende at stå op på dette tidspunkt… Og da slet ikke når hun er fritaget fra arbejde det sidste stykke tid.

Alligevel har hun en fornemmelse af, at det snart hører op.

Og da har hun ret. For pludselig kommer Lenalee løbende ind, og det er ikke til at sige hvem hun leder efter. Men da hendes blik lander på Kirasha, der langt om længe er blevet færdig med sin mad, så lyser hendes øjne glad op.

’’Kira!’’ udbryder hun og styrter derned, ’’Komui vil gerne tale med dig. Nu. Han sagde, at det var vigtigt.’’

Lettet rejser Kirasha sig op og kører en hånd igennem sit for en gangs skyld løse hår. Hun gad ikke flette det her til morgen, så hun lod det sidde som den høststak det er.

’’Okay.’’ Svarer hun kort, sender Overhovedets lillesøster et smil og traver ud af caféen. Normalt ville det ærgre hende at skulle af sted så tidligt og forlade det dejligt duftende madsted, men hun er for nysgerrig til at tænke over det.

Vil Komui endelig afsløre, hvad der har forsaget den trykkede stemning i Ordenen?

 Hun er så optaget af sine egne tanker, da hun løber op af trappen, at hun støder ind i en eller anden.

’’Ah, undskyld!’’

Idet hun skal til at skynde sig udenom, stopper hun op, da hun pludselig godt ved, hvem det var hun løb ind i… For det er nemlig ikke første gang, at hun gør det.

’’Ahaha… Hej Kanda!’’ hun finder sit største og mest uskyldige smil frem, men den sorthårede Exorcist med hestehalen ser bare ligegyldigt på hende.

’’Se dig for, Mini. Med den højde er du jo næsten umulig at få øje på.’’

Han vil bare provokere hende helt fra morgenstunden.

’’Kom du lidt for hurtigt ud af sengen? Eller har nogen sat strøm til dig?’’ han peger overlegent imod hendes hår, imens et hånligt smil finder frem til hans læber.

’’Det er dig, der ligner en pige!’’ protesterer hun, allerede på randen af at flå hovedet af ham, ’’Hvilken shampoo bruger du forresten? Jeg kunne sætte dit hår for dig. En lyserød sløjfe ville passe perfekt ind. Så kunne vi male dine negle i samme farve – det ville passe til din personlighed.’’ Allerede der er bomben kastet, og de to Exorcister kaster sig over hinanden. Det lykkes Kirasha at hive fat i Kandas hestehale og han i en ordentlig tot af hendes hår.

’’Langhårede idiot! Slip mig!’’

’’Slip dog selv, Dværg!’’

De er nået så langt ind i en af deres såkaldte kampe, at de glemmer alt omkring sig… Lige indtil der lyder en række utålmodige host for oven af trappen. Komui.

’’Kanda, Kirasha, hvis I lige har tid til andet end at dele jeres kærlighed, så-’’

’’VI ER IKKE FORELSKEDE!’’ råber de på samme tid, ser i et øjeblik overraskede på hinanden, men vender så arrigt og med korslagte arme hovederne væk.

’’Ja, ja, ja.’’ Komui smiler skævt og retter på sine støvede briller, ’’Jeg skal tale med jer. De andre venter.’’

De andre? Tænker Kirasha forvirret. Men så trækker hun på skuldrene og begynder at gå de sidste skridt op ad trappen, for derefter at gå ind af den dør, der fører ind til Komuis kontor.

Og ganske rigtigt dér sidder de andre. I alt må der være omkring tyve Exorcister eller mere. De venter tålmodigt… Lige indtil Kirasha og Kanda træder ind af døren, hvor Allen begynder at fnise.

’’Selvfølgelig er det de to der kommer for sent! Gad vide hvad de har lavet?’’ et provokerende smil dukker op på den hvidhårede Exorcists ansigt, da han halvhvisker det sidste til Lenalee, der åbenbart gik der op med det samme. Kirasha og Kanda hører det dog udmærket, og det må koste dem ufattelige mængder selvkontrol, ikke at slå hans hoved ind.

’’Nåh, nu hvor vi alle er samlede, ’’ Komui stiller sig bag sit skrivebord og forsøger klodset at skubbe en gigantisk bunke papirer til siden, hvilket forsager at den vælter ned imellem de mange andre ark på gulvet. I et øjeblik skulle man tro, at han ville begynde at samle dem op, men så ryster han bare på hovedet og vender sin opmærksomhed imod de andre igen, ’’Jeg har en vigtig besked til jer.’’

Der bliver nikket, ingen kommentarer. Og så begynder Komui at tale;

’’I løbet af de sidste to dage, har I fået en smule information om Noah-klanen. En gruppe mennesker der støtter Millennium Earlen. De skulle gerne være grå i huden og bære nogle korsagtige mærker i panden.’’ Han hiver en skitse frem fra et bord, der viser en enkel krop med nogle mærkelige tegn i hovedet, som han fastsætter på væggen, ’’Der er endnu få der ved det, men disse Noah’er dræbte forleden en General. General Kevin Yeegar.’’

Der lyder gisp igennem forsamlingen, deriblandt fra Kirasha af. Hun har aldrig mødt Generalen, faktisk kender hun kun Red, men hun har hørt om de andre Generaler. Kevin Yeegar skulle gerne have været en ældre Exorcist. En ufattelig venlig mand. Allen og Lenalee havde vidst talt med ham for et stykke tid siden.

’’Der er en grund til, at Earlens mænd er begyndt at jage Generalerne. For nyligt fandt vi nemlig ud af, at der iblandt Innocencestykkerne er én, der er i stand til at ødelægge dem alle. Hjertet kalder vi den. Denne Innocence skulle være betydeligt stærkere end alle de andre… Og derfor må det også være en stærk bærer den har… Hvis den altså har fundet én. Earlen tror, at det er en af Generalerne, netop fordi at de er meget stærke.’’

Komui tager en vejrtrækningspause. Hans ansigt er gravalvorligt, hvilket er lidt unormalt.

’’Vi aner altså ikke hvem der har dette Hjerte?’’ er der en der siger.

’’Nej.’’ Svarer Komui, ’’Men det kunne godt være en af Generalerne. Og det er her at I kommer ind i billedet. Vi må give de fem nulevende Generaler beskyttere, hvis Noah-klanen skulle finde på at angribe dem igen. Og som I nok har set, er Michael Red vendt tilbage.’’

Han gør en gestus med hånden imod en stående skikkelse i baggrunden. Red. Alexei svæver lydløst rundt om ham, og ser med sit uhyggelige grin rundt på alle Exorcisterne. Det morer sikkert den mærkværdige Innocence, at der er så mange mennesker på ét sted.

’’I der er til stede i dette lokale, vil få en gruppe som skal bevogte én af Generalerne hver især. De er nemlig alle ude på missioner, for at finde nye Innocencebærere. Red er den eneste vi præcis ved hvor er.’’

 Ja, Red er den eneste General der endnu befinder sig hjemme i Ordenen. Kirasha kan ikke lade være med at smile bredt, da hun tænker det. At hun føler sig hjemme her, selvom ens chancer for overlevelse altid er halveret.

’’I vil tage af sted i morgen tidlig. Dagen i dag skal bruges på at planlægge alt ned til mindste detalje. Jeg råber navnene op.’’

Komui åbner en skuffe op og trækker en liste frem. Der står sikkert noget om gruppefordelingen dér.

Af en eller andet grund, så er hun ikke i tvivl om, at hun skal bevogte Red. Hun har trods alt kendt ham længere end alle andre, og var sågar hans lærling. Det ville undre hende dybt, hvis det blev på andre måder.

’’General Marian Cross’ beskyttere; Allen Walker, Lenalee Lee, Lavi, Bookman og Aleister Crowley.’’

Da disse navne bliver nævnt, skærer Kirasha en ærgrende grimasse. Der røg alle de mennesker, som hun faktisk kan snakke med… Miranda er der dog stadig, så måske går det lige. Allen og Lavi er bare stadig dem som hun snakker bedst med.

Nåh, det er ligegyldigt, tænker hun så, Vi skal bevogte Generalerne. Ikke snakke.

’’General Klaud Nine; Miranda Lotto… ’’ navnerækken fortsætter, ’’General Winters Socalo; Anders Summer, Suman Dark… ’’

Nu mangler de kun at råbe navnene til Red og en anden General op.

’’General Michael Red; Hannah Finn, Patrick Thomas… ’’

Da navnestrømmen for Red endelig ender, står en måbende Kirasha tilbage. Hendes navn blev ikke nævnt. Hun skal ikke med ham.

’’Og så den sidste. General Froi Tiedoll; Noise Marie, Daisya Barry, Kirasha Stormcatcher… Og Yuu Kanda.’’

Så blev den gruppes sammenhold lige ødelagt. Kirasha kender ikke de to førstenævnte Exorcister, men da Kandas navn bliver råbt op, kan hun mærke sit humør synke til bunds.

’’Træd af.’’ Siger Komui så, hvorefter Exorcisterne begynder at myldre ud af kontoret, sandsynligvis for at mødes ude på gangen i stedet. Hun skal lige til at fortsætte samme vej, da en varm hånd griber fat i hendes håndled og holder hende tilbage.

Red.

’’Det er ærgerligt, at vi allerede skal skilles, ’’ Han smiler og slækker sit greb, for derefter at klappe hende på hovedet, som man gør med en lydig hund, ’’Overhovedet vil for resten snakke med dig, inden du tog af sted… Det vil sig nu.’’

 Hun nikker kort som svar og skal lige til at gå, da den bebrillede mand trækker hende ind i et varmt kram. I starten bliver hun overrasket. Red har aldrig omfavnet hende sådan før. Det er som om, at han faktisk er bekymret for hende.

’’Lad nu være med et gøre noget dumt, ikke? Som at blive slået ihjel, for eksempel. Og hvis ham Tyki dukker op igen, så se at komme væk… Lad ham ikke komme i nærheden af dig. Den mand gemmer på mere end bare en sadistisk overflade.’’

I et øjeblik ser han ud i luften, med holder så Kirasha ud foran sig, som ville han se hende an.

’’Du har altid været lidt som en datter for mig, det ved du godt, ikke?’’ han ler kort, ’’Jeg opgav alt der hed familie for mange år siden. Det jeg havde tilbage dengang, er for længst væk nu… Lige indtil jeg faldt over en lille, forladt fugleunge ved navn Kirasha Stormcatcher.’’

Han fjerner ikke sin hånd fra hendes hoved, men begynder i stedet at ugle hendes hår. Smilet bliver langsomt lidt trist, men så tager han sig endelig sammen og træder lidt væk.

’’Nåh, Komui venter. Pas på dig selv, ikke?’’ han sender hende et sidste smil, imens Alexei svæver en enkelt gang rundt om hende med sit djævelske smil.

Og så går han. Tilbage står Komui og venter tålmodigt på hende.

’’Du ville se mig, Overhoved?’’ hun smiler svagt, selvom hun ikke helt kan klare tanken at Red skal af sted. Han efterlader hende endnu engang.

’’Faktisk, så vil jeg gerne have dig med ned til Hevlaska.’’

Hun må tage sig sammen for ikke at skære en grimasse, da han nævner den spøgelseslignende kvinde, som hun i starten forvekslede med en kæmpeslange. Hendes første undersøgelse hos den specielle skabning var ikke ligefrem… Fantastisk.

’’Okay så. Hvad skal vi dér?’’ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...