D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5965Visninger
AA

31. På vej (Kapitel 27)

 

’’Vågn op din syvsover-idiot!’’

Dynen flås brutalt af Kirasha, der forskrækket slår øjnene op og ser op på en provokerende og edderspændt Kanda. I starten overvejer hun at råbe et eller andet efter ham, men kommer så i tanker om, at hun kun er iført undertøj og den skjorte hun sover i.

Kanda tænker åbenbart det samme, for han slår brutalt hendes skab op og kaster Exorcist-uniformen i hovedet på hende.

’’Vi har ikke hele dagen, Mini! Vi tager af sted om ti minutter.’’

Kirasha havde næsten glemt, at hun skulle af sted med ham i dag, for at mødes med én af de to Exorcister, som de skal være i gruppe med. Daisya Barry var det vidst nok.

’’Har du overhovedet indtaget noget her til morgen?’’ hun begynder at knappe sin skjorte op, men kommer så i tanker om, at den sorthårede Exorcist stadig er i rummet, ’’Helt ærligt, gider du ikke lige skride!?’’

’’Jeg har allerede spist.’’ Imens han ligegyldigt vandrer ud af rummet, smider han en papirspose over skulderen. Kirasha griber den, og kan allerede høre sin mave knurre, da det går op for hende, hvad det er. Morgenmad.

Udenpå sidder der en lille note fastklistret med tape.

’’Held og lykke med turen! Kærlighed kommer fra maven af. Jerry.’’ Et bredt smil spreder sig udover Kirashas læber, da hun mindes den muntre kok, der laver maden her på stedet. Han har lige reddet hendes morgen, der ellers så ret sort ud.

Det tager hende kun få øjeblikke, at få iført sig sin uniform og trække både sine bukser og støvler på, samt hive sine højtelskede tvillingesværd med sig. Håret fletter hun på vejen ned af trappen, imens hun har den morgenmad Jerry har lavet til hende i munden. En sandwich selvfølgelig, så det er let nok for hende, at spise det sådan.

Det lykkes hende, at indhente Kanda på vejen nedad. Han virker dog bedøvende ligeglad, hvilket egentlig ikke kommer bag på hende.

’’Nåh, ’’ mumler hun imellem bidderne af sin mad, ’’Hvilken form for transport tager vi?’’

*******

Togturen varer timer… I stilhed. Kirasha har indset, at hun ikke helt magter at irritere Exorcisten med hestehalen. Ikke så tidligt på morgenen.

Den lange rejse tværs henover landene, giver hende en mulighed for at tage en lur en gang imellem. Hun tager sågar Kanda i at sove et par gange, hvilket automatisk får hende til at smile drillende. Han er faktisk sød, når han sover… Men så er det også kun dét.

Eller næsten. Når hun lukker øjnene, husker hun sin første mission. Den hvor Max døde… Der hvor Earlen kaldte på hende, men derefter endte med at give op. Og hvor Kanda åbnede sig en lille smule op for hende.

Det virker dog som om, at han fuldstændig har glemt den nat. Men hvad har hun at sige til det? Ikke rigtig noget. Det var sikkert kun for at forhindre, at hun vækkede den halve by.

Hvad hun egentlig ikke har tænkt over, er at Millennium Earlen ikke har forsøgt at lede efter hende igen. Ikke helt. Han har ikke kaldt på hende, som han gjorde med de andre Dødsriddere. Hvad er den mand dog ude på?

Vejret begynder at ændre sig, som hun kigger ud af vinduet. Det sner. Én enkelt gang sender hun sin kuffert et blik, men ender så med at åbne den. Lavi gav hende noget aftenen forinden. Hans tørklæde. Han sagde, at hun nok ville få mere brug for det end han, med det sted de skulle hen.

Hun tager det bløde, orange stof op og lægger det i skødet. Vinden ser hård ud udenfor. Den hyler og river i træerne, imens sneen banker hårdt imod ruden. Det må være koldt. Kun en idiot ville våge sig udenfor i dette vejr.

Og det er her, at toget pludselig stander med et ryk. Kirasha har en ubehagelig fornemmelse i kroppen, så hun griber sine sværd og bevæger sig ud fra kupéen. Kanda er vidst også vågnet ved det pludselige stop, men han når kun at se Kirashas fletning forsvinde ud af døren.

Det koster den blåøjede Exorcist en hel del kræfter, at slå døren til snelandskabet udenfor op. Vinden river og flår i hendes tøj, imens hun søgende ser sig omkring. Ganske rigtigt er de ikke standset ved en station.

Da hun bevæger sig ud, kan hun se en lille gruppe mennesker stå på skinnerne længere foran. Det er dem, der forhindrer toget i at fortsætte. Togføreren diskuterer vidst med dem. Og hun har en fornemmelse af hvorfor.

Hendes frygt bliver besvaret, da menneskenes krop lige pludselig begynder at bule mærkeligt ud og gigantiske, metallignende bolde skyder ud. Dæmoner.

’’Innocence aktiver!’’ begge hendes sværd lyser hver især op, det ene gyldent og det andet blåligt. Så springer hun af sted igennem den tykke sne, og når den første dæmon med lynende hast. Inden den når at reagere, er den kløvet i to, for derefter at eksplodere.

Det er heldigvis kun level 1’ere. Kirashas skuldre er ikke helet fuldstændigt endnu, men det er ikke noget der giver hende problemer. Hun er ikke sikker på, at hun ville kunne klare en level 2 i det her vejr.

Endnu en dæmon eksploderer bag hende, og med det samme ved hun, at Kanda også er dukket op. Det tager dem ikke længe at destruere gruppen af dæmoner, men de har et andet problem: Der må være en Innocence i nærheden, siden der er så mange af Earlens uhyggelige skabninger.

’’Hent vores ting. Hvis der er en Innocence et sted her, så må vi finde den før dæmonerne. Der må ligge en by i nærheden. Vi går derhen.’’ Imens Kanda placerer Mugen i sin skede igen, løber Kirasha ind i det endnu holdende tog og henter bagagen. Deres bagage består reelt ikke af andet end de to, smalle kufferter, så det vil ikke blive noget problem at gå med dem.

Der må være en snestorm på vej. Vinden bliver kun stærkere med tiden, imens de to Exorcister kæmper sig igennem bunkerne af sne. I lang tid ser de ikke andet end hvidt, lige indtil spidserne af hustage dukker op i horisonten. Det er en lille by, men forhåbentlig et sted, hvor de kan samle en smule information.

Imens de går, har Kirasha iført sig Lavis halstørklæde, som hun priser sig lykkelig for at have. Det er bidende koldt herude. Så meget, at det føles som om at kulden trænger ind under huden og skærer sig igennem knoglerne.

’’Fryser du?’’ Kandas stemme bliver næsten opslugt i vindens hyl, men hun opfanger dem alligevel.

’’Det kunne være værre. Det kan jeg takke Lavi for.’’ Hun ler kort, men fortsætter så sin hårde kamp igennem snedriverne. De hvide krystaller går hende til lårene, imens det selvfølgelig er lettere for Kanda at bevæge sig frem, netop fordi at han er en del højere.

Byen – eller landsbyen – åbner sig inden længe op foran dem. Tagene på de små, mørke huse er dækket af sne, og Kirasha havde egentlig regnet med at se røg stå ud af skorstenene, men det hele virker temmelig… Forladt. Hvor lang tid siden er det, at der sidst boede nogen her?

’’Det er her. Det er det perfekte sted for en Innocence at ligge gemt.’’ Vinden er ikke lige så slem her, fordi at husene giver en smule læ. Kanda ser sig omkring, men ser så ud til at få øje på noget.

’’Og dér har vi så endnu en flok dæmoner.’’ Små sorte prikker i horisonten afslører, at der er en stribe dæmoner på vej imod dem.

Kirasha kan mærke, at de spilder tiden. Daisya venter ikke for evigt, men de kan heller ikke efterlade en ufunden Innocence. Det ville kun være til fordel for Earlen.

’’Kanda, ’’ siger hun så, ’’Tag af sted og find Daisya. Og vent så på mig der. Jeg finder Innocencen her.’’

Med en legende let bevægelse, lader hun sine stivfrosne fingre glide ned og gribe fat om det ene korssværds håndtag, der som altid er placeret på hendes ryg. At slås imod et par dæmoner, vil måske også give hende varmen tilbage. Det ville hun i alt fald sætte pris på.

’’Du er nok også den eneste, der kan læse hans kragetæer… ’’ hun hentyder til det kort, som Daisya havde sendt dem. Han har tydeligvis selv taget sig tiden til at tegne ruten ind, men uheldigvis fattede Kirasha ikke en dyt af det.

’’Jeg finder ud af det, okay? Det skulle jo heller ikke være så langt herfra, vel?’’ hun griner kort, for derefter at trække sværdet fri.

Det ser ud som om, at Kanda stærkt tænker tingene igennem. På den ene side frygter han nok, at den kvindelige Exorcist roder sig ud i noget lort. På den anden side, er det nok vigtigt, at finde de to andre Exorcister så snart som muligt.

’’Fint.’’ Snerrer han så, ’’Men hvis du dør, så slår jeg dig ihjel!’’

’’Det er kun level 1’ere, kære Kanda.’’ Hun tvinger sit alt for lange pandehår væk fra ansigtet, da blæsten bliver ved med at skubbe det i den forkerte retning.

’’Der kunne være en Noah iblandt dem. Eller en Dødsridder.’’

Hun puster irriteret ud, hvilket får en hvid sky af ånde til at stå ud i luften, hvorefter den forsvinder med blæsten.

’’Hvornår husker I alle sammen, at jeg faktisk er en Dødsridder?’’

Kanda fnyser bare, men begynder så at gå. Én enkelt gang vender han sig om, ser tilbage på hende og siger så;

’’Lad være med at blive væk. Når man er så lille som dig, så er chancen for at forsvinde i en snestorm betydningsfuldt høj.’’

’’JEG ER IKKE LILLE!’’ kan han lige høre hende råbe, men så drukner hendes stemme i vindens klagen, og han forsvinder i det hvide.

Imens giver Kirasha sig til at se sig omkring. Hvor ville man gemme en Innocence? Hun er ikke helt sikker, men det er med garanti et sted, hvor der sker unaturlige ting. 

Det meste af byen ligger i ruiner. Husene står stadig nogenlunde, men indeni er de fuldkommen tomme og forladte. Der er ingenting tilbage. Og dæmonerne er stadig langt nok væk, til at hun vil kunne nå at lede hele byen igennem. Så kan hun ødelægge dem senere.

Hun slår armene om sig selv, for at holde på den smule kropsvarme, som hun har tilbage. Den læ der før var, er som smuldret væk.

Hun giver sig til at vandre igennem den tykke sne, for at se sig rundt i byen. Alle bygningerne ligner hinanden. De er mørke, ødelagte og triste. Der har sandelig ikke boet nogen længe.

Endelig er der et hus, der udskiller sig fra de andre. Det er for det første større, og selvom malingen er afskallet, har det engang været farvet i muntre striber og mønstre.

Den store dør er lukket. Oppe over hænger der et skilt, der banker larmende imod væggen, på grund af den stærke blæst. Man kan kun lige læse, hvad det er der står;

Teater.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...