D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5956Visninger
AA

14. Konflikter ~ Kapitel 10.

 

Toget futter langsomt af sted, med de tre Exorcister og den ene Finder. Der er godt nok stilhed i den lille kupé, men det er måske kun fordi Kirasha ikke sidder derinde. For hun befinder sig ude på den lille gang ved siden af Finderen. Ikke fordi de ikke har tilladelse til at være i kupéen, men fordi de i forvejen havde en samtale i gang.

’’Så det er en Innocence der skaber de mærkelige hændelser?’’ Kirasha har sat i skrædderstilling og ser interesseret på den unge Finder, hvis hvide hætte er trukket op over hans hoved.

’’Det er ikke hundred procent sikkert, ’’ siger han og smiler forsigtigt, ’’Man har sat en del Findere ud for at tjekke det… Men de er aldrig kommet tilbage. Ordenen har simpelthen mistet al kontakt med dem.’’

’’Så der er med garanti dæmoner?’’

’’Ja.’’

Den mørkhårede Exorcist læner ryggen op af skydedøren ind til kupéen bag hende, og ser lidt ud i luften, selvom der ikke er så meget at se.

’’En af mine gode venner var taget derud… Jeg har ikke set ham siden. Hvis jeg skal være helt ærlige, så tror jeg at de er døde... Han var ellers som en bror for mig. ’’

Finderen ser lettere ulykkelig ud og så alligevel ikke.

’’Jeg havde også engang en bror... En storebror. ’’ ordene slipper ligesom bare automatisk ud imellem Kirashas læber, og overrasker hende faktisk en smule.

’’Havde? Er han da død? Det er jeg ked af… ’’

Finderen ser næsten helt forfærdet ud, og det er tydeligt at han skammer sig lidt over at lufte sine følelser omkring sin nære ven. Det at miste et familiemedlem er selvfølgelig værre.

’’Ja, han er død… Jeg dræbte ham.’’ Af en eller anden grund er det noget hun ikke længere frygter at dele med andre. Hvad der kunne bekymre hende mere, er deres reaktion på denne lille information.

’’Du dræbte din bror?!’’

Kupédøren går op med et smæk, og får Kirasha til at falde overrasket tilbage, og lande lige for fødderne af en mildere ophidset Kanda.

’’Så I overhørte altså vores samtale?’’ mumler Kirasha irriteret og ser op på Kanda.

’’Du svarede ikke på mit spørgsmål Mini, ’’

’’Det var heller ikke meningen, at du skulle have et svar, ’’ siger hun bare spidst, og stiller sig op i sin fulde højde. De to Exorcister ser koldt på hinanden, og man kan tydeligt mærke den tykke aura af had, som de har til hinanden.

Et højlydt suk fra Kirasha af, fortæller at hun giver op. Med et vredt ansigtsudtryk, bakker hun lidt tilbage, og læner sig op af vinduet på den anden side af toget. Idet, dukker Allen undrende op ved siden af Kanda, som ikke gør sig den ulejlighed at give ham plads.

’’Ja, jeg dræbte min bror. Dengang var jeg en lille, femårig pige, der ikke havde nogen anelse om hvilke kræfter hun bar på. Hele min familie var væk, udslettet, og kun min bror og jeg var sluppet væk… Og det var her at de brød ud… ’’ hun vender hovedet væk, og presser hårdt øjnene i. Det er det eneste hun kan huske fra dengang. Alt andet er slettet fra hendes hukommelse, og vil ikke vise sig. Men alene mindet om, at hun slog sin bror ihjel, er smertefuldt nok.

’’Hvad brød ud?’’ Kanda lyder fuldkommen upåvirket, og lige så ligeglad som altid. Bare tanken om det kolde ansigtsudtryk han må have, får hendes blod i kog. Og inden hun har set af det, har hendes hænder flettet sig rundt om hans hals og sendt ham på ryggen med et brag.

Dette angreb måtte selv Kanda indrømme, at han ikke havde set komme. Hans ansigt har faktisk ændret sig fra at være sit normale, ligegyldige, til at være lettere overrasket.

Kirashas hænder holder stadig hårdt om hans hals, lige nok til at han kan trække vejret. Men udtrykket i hendes øjne fortæller klart hvad det er hun føler. Had, afsky.

’’Kira… Kirasha! ’’ gisper Allen, og er den første der som sådan reagerer, for Kanda stirrer bare vredt op på Kirasha, der ikke fortrækker andet end sin rasende mine.

’’Hvem brød ud?’’ spørg han bare igen, og får automatisk den mørkhårede Exorcist til at stramme sit greb yderligere.

’’Jeg er en Dødsridder, Kanda. Det kunne tage mig under et sekund at knække din hals, og derefter smide dit lig ud af vinduet. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke du ville have en jordisk chance, hvis du udfordrede mig! Og det er kun fordi at jeg ikke er en morderisk psykopat, at jeg ikke har flået dig levende, dit egoistiske røvhul! ’’

Derefter mærker Kanda, at hun slipper hans hals fuldstændig, for derefter at rejse sig op. Han blev ikke overrasket, overhovedet, da hun fortalte hvem hun i virkeligheden er. Og det næste han gør, lige så snart hun er væk fra hans krop, er at tage fat i hendes krave og slynge hende hårdt ind imod væggen. Den måde hun derefter kigger på ham, selvom hun ikke engang rører jorden med fødderne er ligegyldig. Som om at han kan gøre hvad som helst ved hende nu, og det ville ikke genere hende det mindste.

’’Tro endelig ikke at du er den eneste med specielle kræfter i det her tog, ’’ knurrer han, og kniber øjnene sammen, til smalle sprækker.

’’Så stopper I to!’’

Den hårde, vrede stemme stammer fra Allen af, der griber hårdt fat i Kandas håndled, med sin venstre arm. Hans specielle arm. Taget om hans knogler er så hårdt, at Kanda straks slipper Kirasha, der glider ned på jorden, stadig med en utydelig mine.

’’Bland dig udenom, Bønnespire! ’’ siger Kanda roligt, imens Allen stadig har fat i hans håndled.

Stilheden der derefter er i vognen, er næsten uhyggelig. Finderen stirrer frygtsomt på de tre Exorcister. De har alle tre mistet noget der betød ufattelig meget for dem, tænker han og ryster kort på hovedet, for at slippe af med sin angst, Det er der meget få i Den Mørke Orden der ikke har.

Da den hvidblonde Exorcist slipper Kanda, vender den sorthårede mand med hestehalen sig om med et kort: ’’Tch… ’’, for derefter at gå.

Tilbage sidder den stadig ubevægelige Kirasha, der bare stirrer ud i luften, og den vrede Allen. Men så sætter han sig på hug foran Kirasha, tager fat i begge hendes hænder og ser hende ind i øjnene.

’’Hvis du er en Dødsridder, hvordan kan det så være at du ikke har sluttet dig til Millennium Earlen? ’’

Der går minutter, hvor hun ikke svarer ham. Men så, pludselig, bevæger de farveløse læber sig og siger:

’’Fordi jeg ikke er død. Det er de andre.’’

’’Og hvad var det der dræbte din bror? Jeg gætter på at det ikke var dig, i det hele taget? ’’

’’Sandt. Når en Dødsridders kræfter vågner, er det normalt at vingerne viser sig for første gang, og danner en stærk kreds af energi… Mine var bare anderledes, både i farve og væremåde. Kræfterne i sig selv, snoede sig om min bror og slog ham ihjel, for øjnene af mig. Selv var jeg ikke i stand til at gøre noget.’’

 Allen ser ikke overrasket ud, men nærmere som om han selv har oplevet det.

’’Jeg slog min adoptivfar ihjel… Mana Walker hed han… Han blev faktisk dræbt i en ulykke først… Men så blev han forvandlet til en dæmon… Jeg forvandlede ham til en dæmon, ’’ Allens ansigtsudtryk er pludselig træt og en smule udbrændt, ’’Han skulle have dræbt mig og taget min krop… Men min arm reagerede pludselig af sig selv, og slog ham ihjel. ’’

Kirasha havde egentlig ikke troet, at hun skulle høre det. Pludselig vender hun tilbage til sit rigtige jeg, og ser op på den hvidblonde Allen, der smiler til hende. Og så, helt uden at hun selv kan kontrollere det, omfavner hun Allen med et lydløst suk. I starten ser han chokeret ud, men lukker derefter sine arme om den pludselig rystende piges krop og trækker hende ind til sig.

’’Hey, det går nok. Og Kanda skal nok blive fin igen, ’’

Lige i det øjeblik, står Kanda faktisk ved siden af kupédøren, med armene over kors. Han ved godt, at de ikke ved at han er der. Men det er vigtigt for ham, at få af vide hvem den kvindelige Exorcist i virkeligheden er. Hvorfor, har han ingen anelse om. Men han vidste dog godt, at Kirasha nok ville fortælle det til Allen, hvis han spurgte.

Idioter, tænker han irriteret, og vender sig derefter om, for at gå et andet sted hen i toget. Der er et eller andet der nager ham, men han ved bare ikke hvad. Det i sig selv, at Kirasha angreb ham, er ikke noget der går ham på. I længden kan han godt forstå det, men alligevel er det ikke noget der bekymrer ham. Så længe at hun bare lader være med at gå i vejen, når der er dæmoner til stede, så er han faktisk ret ligeglad med hende.

Mørket uden for vinduerne, er faretruende. Natten nærmest ånder, og fortæller den rolige Exorcist, at han må forberede sig. Endestationen er nær. Og det er ikke togets endestation han tænker på…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...