D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5858Visninger
AA

26. Jagten på General Red – Del 2. (Kapitel 22)

 

Med begge hænder hiver Kirasha sig næsten lydløst op af den nærmeste gitterport, for derefter at klatre som en edderkop op ad selve arenaen. Somme tider er hun ved at glide ned igen, men så lykkes det hende at klamre sig til de gamle sten og dermed forblive oppe.

’’Ja, ja… ’’ mumler hun for sig selv, efter næsten at være skvattet ned igen, ’’Jeg kan da komme på ting, som jeg er dårligere til.’’

Derefter ler hun kort og glædeløst, for derefter at fortsætte sin klatring opad.

Ved den næste bue vil hun være i stand til at komme ind i selve arenaen. Og den når hun lige om ikke mere end et minut.

’’At svømme for eksempel, ‘’ Hun fortsætter sin mumlen til sig selv, ’’Eller at lave mad...’’

Langt om længe når hendes ene hånd den ventende kant, hvorefter hun som en kat i spring kaster sig op over den. Nu kan hun se arenaen indefra.

Der er slidte siddepladser overalt. Siddepladser der ikke er blevet brugt i evigheder. Selvom det er mørkt, så kan hun nærmest se det hvide skinne igennem alt det sorte.

Det må have været smukt engang. Også selvom det var noget af et slagtehus.

Alt ser på en eller anden måde ret naturligt og fredeligt ud. Hun kan heller ikke se noget ild, som den gamle kone fra dagen forinden havde talt om… Lige indtil hendes blik glider henover søjlerne der holder de gamle ruiner oppe.

De gløder rødt. Som var der noget der brændte inden i dem.

Der er ikke så langt ned til den nærmeste siddeplads, så Kirasha springer let den lille meter ned, hvorefter hun fortsætter ned af det andet hvide. Efter lidt når hun endelig den grusede cirkel. Den cirkel hvor utallige af mænd må have kæmpet enten imod hinanden eller imod vilde dyr.

Næsten lydløst smutter hun som en slange igennem mørket, for at komme hen til en af søjlerne. Selv herfra ligner det næsten at der er ild i den. Langsomt rækker hun hånden ud for at røre ved den og forventer selvfølgelig en brændende hede.

Men hvad hendes fingerspidser opfanger, er en sær kulde.

’’Hvad er det, som det her minder mig om…?’’ hun rynker tankefuldt brynene. Kunne det være et brudstykke af hendes hukommelse?

Måske. Eller ikke.

Af en eller anden grund beslutter hun at gå langs kanten af arenaen. Med den ene hånd kører hun fingrene hen ad alle søjlerne, som ville hun opfange kulden fra dem alle.

Og så sker der noget.

Én enkelt af de rødglødende, kolde søjler hun rører ved er brændende hed. Som var der rent faktisk ild i den. Og varmen er velkendt. Det er varmen der tilhører en speciel person. Og hun har på fornemmelsen af hvem.

’’Red?’’ hvisker hun med en klump i halsen. Ordene slipper kun lige ud.

Hun bliver skuffet, da det kun er vindens susen der høres. Intet svar. Men varmen fra den snehvide søjle forsvinder ikke, selvom hun bliver ved med at hvile sin hånd på den. Det er som om, at den forventer, at hun finder sin mester – som om at han er indeni stenene.

Efterhånden går det op for Kirasha, at hun ikke kan blive ved med at stå sådan. Der sker ingenting… Og dog. Der må være en nøgle et sted. En nøgle der kan svare på alle hendes spørgsmål og tanker.

Frustreret giver hun sig til at vandre frem og tilbage fra den varme søjle til den overfor. Gruset knitrer under hendes støvler, men hun ignorerer det hårdnakket. Aldrig har hun tænkt så kraftigt over én enkelt, lille ting.

’’Hvad er det, du vil fortælle mig, Red?’’ mumler hun næsten lydløst.

Pludselig forsvinder benene under hende, og hun giver et halvkvalt, forskrækket skrig fra sig. Til sin egen overraskelse er hun snublet i et hul på midten af arenaen, midt i sin hvileløse gang.

Hullet er ikke dybt, kun omkring de ti centimeter, men det er formen der får Kirasha til at spærre øjnene forventningsfyldt op. Hun tænkte gennembrudt på en nøgle, der kunne afsløre hemmelighederne, men i stedet faldt hun mildest talt i låsen.

Det er et korsformet hul. Jorden rundt om er grålig i modsætning til det brune grus der er spredt udover arenaen. Det ligner næsten… Aske?

Prøvende lader hun håndfladen glide ned i den grå, pulverlignende substans og får bekræftet sin mistanke. Det er blødt. Afgjort aske.

’’Alexei… ’’ hvisker hun forbløffet, ’’Det må have været Alexei!’’

Tanken om det brændende væsen får hende til at smile overdrevet.

Han må have efterladt et mærke. Korset er trods alt et tegn på Gud, godt nok den Gud Kirasha ikke tror på, men det er også et tegn på Innocence. Red MÅ have været her.

’’Men hvad er så nøglen…?’’ hun lader fingrene glide rundt i kanterne og rynker brynene.

’’Åh.’’ Hun stopper midt i en bevægelse og rejser sig helt op. Så fnyser hun irriteret af sig selv og ryster på hovedet, ’’Jeg stod jo lige og tænkte på det… Innocence, for pokker!’’

Med en legende let bevægelse trækker hun det ene af sine tvillingesværd fra ryggen. Det er dét med den gyldne klinge og de rødlige skrifttegn.

Så jager hun pludselig kortsværdet hårdt ned i hullet, og lader det glide langs kanterne rundt i korset. Først da hun når punktet hvor hun startede og hiver sværdet op igen starter reaktionen.

Korset gløder lige så rødt som søjlerne. Så breder det sig som en steppebrand udover jorden, opover tribunen og helt op i loftet. Det danner nærmest en brændende kuppel. Og allerede dér ved Kirasha, at hun er et meget stort skridt tættere på at finde Red.

Faktisk er hun så tæt på, at det næsten er skræmmende.

Den røde arena ser ikke ud til at være blevet beskadiget af korset og hendes Innocences sammenkobling. Hun placerer dog ikke sværdet på sin ryg igen. Den ubehagelige følelse af at blive overvåget springer over hende som et slør, og det vil være bedst at være forberedt på alting.

I et kort øjeblik kniber hun øjnene hårdt sammen. Og da hun åbner dem igen, er det hvide udskiftet med sort og de blå iriser skinner dæmonisk som altid.

Lynhurtigt ser hun sig omkring. Lige umiddelbart kan hun ikke så øje på nogen forfølger, men hun ved, at han eller hun er her et sted. Sikkert i skjul.

 ’’Er du monstro ude efter det samme som jeg…? ’’ hvisker hun bittert ud i ingenting, men selvfølgelig kommer der ikke noget svar.

Det ville være idiotisk at afsløre sig selv nu – det er selv Kirasha klar over.

Selvom hendes forfølger ikke har tænkt sig at træde frem, så vender hun sig roligt om, og ser på den søjle der før var varm i modsætning til de andre.

Og det syn der møder hende, får hendes hjerte til at banke hysterisk.

Der er ild i den. Rigtig ild, ikke bare illusioner som med de andre. Og der kan skimtes figuren af en krop indeni. Nej, faktisk to.

Det ligner Alexei. Hans krop i så fald. Den er halvgennemsigtig og det velkendte, smørrede grin er ikke til at tage fejl af. Hans bevæger sig dog ikke. Står bare som en vagt foran sin herre.

Og det er også hans herre han beskytter. For inden under den brændende, tynde hud, kan General Michael Reds ansigt skimtes. Hans øjne er lukkede og det velkendte våben befinder sig endnu i hans ene hånd. Den sorte og gyldne uniform er flænset flere steder, et tydeligt tegn på kamp, inden han og Alexei blev spærret inde i søjlen.

Af en eller anden grund har Kirasha på fornemmelsen af, at det afgjort er Alexeis værk. Det har været for at beskytte Red. Var Innocence så den eneste måde at frigøre dem på? Vidste de, at Ordenen ville lede efter dem?

I et øjeblik forbander Kirasha på mærkelig vis Exorcisternes organisation. Hvordan kunne det lykkedes hende, at finde Red, når de ikke kunne?

 ’’Nåh, det er ligegyldigt.’’ Siger hun så og lader frygtsomt sin frie hånd nærme sig den brændende søjle, ’’Spørgsmålet er bare, hvordan får jeg jer ud?’’

Så tager hun chancen og trykker håndfladen imod de dansende flammer. I starten føles det som om, at hele hendes hånd kunne have været smeltet til ingenting. Så fylder en summende fornemmelse hendes krop, og hun strækker armen langt nok ind til lige akkurat at kunne røre blandingen af Alexei og Reds ansigt.

Sekundet efter dør flammerne ud, og Red slår øjnene op. Alexei skilles pludselig fra hans krop og de glider ud af søjlen. Der lyder et bump, da Generalens støvler rammer jorden.

’’Ah.’’ Mumler han forvirret, som havde han slet ikke opdaget, at han var blevet forseglet. Så løfter han hovedet efter at have rettet på sine briller, og ser direkte på Kirasha.

’’Det var du længe om, Kira.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...