D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5871Visninger
AA

25. Jagten på General Red – Del 1. (Kapitel 21)

 

En mere eller mindre gigantisk by har åbnet sig overfor de tre Exorcister, der nu ser sig tænksomt omkring. Deres rejse herover har ikke taget så frygtelig lang tid, så det er ikke fordi at de er specielt trætte.

’’Velkommen til Verona!’’ Lavis overdrevet friske stemme trænger klokkeklart udover den store plads foran dem. Selvom de allerede har været der et stykke tid, så er det først da de når den gigantiske arena, at de føler sig rigtigt inde i byen, ’’Hvad skal vi så nu?’’

Tænksomt lader Kirasha øjnene hvile på den skyfri himmel over dem, hvorefter hun peger ud i luften med højre hånds pegefinger.

’’Komui vidste ikke hvad Generalen ville her. Han meldte bare til Hovedkvarteret hvor han befandt sig.’’

’’Lige umiddelbart lyder det som om, at han vidste der ville ske et eller andet… ’’

Selvom den kvindelige Exorcist står med ryggen til Kanda, kan hun ikke lade være med at skubbe underlæben surt frem. Det var absolut ikke meningen at han skulle med! Indtil videre har han ikke været andet end provokerende ligeglad, men det overrasker selvfølgelig ikke nogen.

’’Hold mund. Det var ikke frivilligt, at jeg tog med jer legebørn.’’ Kan hun huske at han sagde i toget på vejen herover. Som sædvanlig var de to ved at flå hovederne af hinanden, men da Lavi så kom med en eller anden pervers kommentar omkring det, var det ham det var gået udover i stedet.

’’Jeg tænkte, at det ville være en god idé at sprede os og opsamle oplysninger. Nogen må da have set ham, selvom det er lang tid siden.’’

’’Det er det vi har Findere til, Mini.’’

’’Må jeg minde dig om, at det her er en privat affære? Der er ikke nogen Findere i Verona for tiden, Køter.’’ Irriteret puster hun ud, og kaster en enkelt gang med hovedet, for at få sit efterhånden alt for lange pandehår væk fra ansigtet, ’’Har I aktiveret jeres golem?’’

Et ivrigt nik fra den rødhårede Exorcist og et fnys fra den mørkhårede bliver hendes besvarelse.

’’Så lad os komme af sted.’’

Allerede idet hun snurrer rundt for at gå, griber en hånd fat i hendes overarm, og Lavis klare, grønne øjne ser drillende på hende.

’’Du kan da ikke gå alene, du er jo en pige-… ’’ mere når han ikke at sige, inden Kirasha har placeret en knyttet næve i ansigtet på ham og derefter igen begynder at gå.

’’Bare fordi du er en pige… ’’ vrænger hun kort for sig selv og skyder igen underlæben frem, ’’Sikke noget pis at sige… ’’

Derefter forsvinder hun ind i byens vrimmel.

Det bedste at gøre lige nu, er lige præcis at forsvinde i mængden. Lige siden de ankom, har hun haft en ubehagelig følelse af at blive overvåget. Overvåget af noget der har langt større magt end hende selv.

Exorcisternes uniform er opsigtsvækkende for de opmærksomme. Selvom Kirasha udmærket godt er klar over dette, hiver hun den påsyede hætte over hovedet, for ikke at blive husket lige så godt af de forbigående.

Den mærkelige følelse fra før svinder pludselig hen. Vedkommende der holdt øje med hende, må enten have flyttet sig eller have tabt sin interesse.

Det beroliger hende dog ikke.

Folkene omkring hende stirrer heller ikke så intenst længere. Før forstummede snakken og larmen, når hun gik forbi… Men ikke længere.

Og hun gled i ét med skyggerne…

Et skævt smil finder sted på hendes læber. Det her er noget, som hun ikke har gjort i et stykke tid.

Den første person hun beslutter sig for at spørge, er en ældre kvinde i en souvenirbutik. Konen er dog så gammel, at hun næsten ikke husker hvad der skete den forrige aften, så Kirasha ender med at takke for hendes ikke-eksisterende hjælp og derefter fortsætte.

At spørge børnene der løber ubekymrede rundt omkring hende, vil ikke være en mulighed… Nogle af dem ser ud til at være så unge, at de ikke har været andet end nyfødte dengang General Red forsvandt.

I et par timers tid fortsætter hun sådan rundt i de smalle gader, og får dermed også oplevet lidt af den Italienske kultur. Ud fra de små balkoner er der blomster i alverdens farver. Det ligner næsten, at de prøver at flygte derfra. Jorden er belagt med glatte sten, som det er lykkedes Kirasha at glide på adskillige gange. Måske er Italien ikke ligefrem det land, som hun synes mest om…

’’Ingenting… ’’ mumler hun fortabt, ’’Absolut ingenting. Er der overhovedet ingen der har set ham?’’

Pludselig dukker følelsen af at være overvåget op igen… Den er ikke til at tage fejl af, for den gade hun går på er tom. Vinduerne over hende er alle åbne for at holde varmen væk, så hun ville have set, hvis nogen stirrede ud på hende.

Der er ingen.

’’Mini?’’

I det øjeblik kunne hun have skreget, for hun var lige blevet så van til stilheden. Kort forsøger hun at komme sig over chokket over Kandas pludselig indbrud fra golemmen af.

Vedkommende der igen valgte at skygge Kirasha, må have benyttet sig af chancen til at slippe væk da Kandas stemme dukkede op. Han eller hende må have indset, at hun allerede havde følt deres nærvær.

I alt fald så er efterfølgeren væk.

’’Hører du overhovedet efter, dumme?’’

’’JEG HEDDER KIRASHA!’’ sprutter hun vredt ind i golemmen, efter at have fanget den lille, flyvende tingest, ’’Hvad vil du?!’’

 ’’Der er noget, som du skal høre… Og det retarderede skvadderhoved til Lavi er her allerede-… ’’

’’Vi er ved arenaen!’’ Det er Lavis stemme der pludselig trænger igennem, og som mildest talt kunne have gjort Kirasha døv i det øjeblik, ’’Ikke Yuu?’’

’’Er du blevet træt af at leve?’’ lyder det som svar.

Med et enkelt blik bagud for at sikre sig, at der virkelig ikke er nogen bag hende, begynder hendes fødder at flytte hende næsten lydløst ud af gaden. At hun så ikke helt ved hvor hun er, er først noget der går op for hende, da hun efter flere minutter ikke kan opfatte hvor arenaen skulle ligge.

’’Æh… Kanda?’’

’’… Hvad?’’

’’Jeg er faret vild.’’

 

*******

 

’’Du er da også bare dummere end havregrød!’’

’’Ehe… Sorry.’’ Kirashas ups-det-var-vidst-ikke-så-godt-smil får automatisk Lavi til at fnise gennemtrængende, især fordi at Kanda ikke ligefrem er i det bedste humør. De har ventet næsten halvanden time på, at hun i det hele taget fandt ud af, at hun ikke var specielt langt væk fra deres mødested.

Det er en endnu ældre kone end hende Kirasha mødte, som Kanda åbenbart har fået informationerne fra. Hun sidder fraværende på en træstol midt ude på gaden, sandsynligvis for at nyde vejret… Eller bare for at få frisk luft.

’’Kan du genfortælle det du sagde til mig?’’ Kandas blik er knap så køligt og ligegyldigt, da han snakker til den gamle.

Hun løfter sit rynkede ansigt, imens de alt for lyse øjenvipper næsten flyver op og afslører et par grålige øjne.

’’Manden med den guldfarvede kappe forsvandt i arenaen. Om natten. Dagen forinden havde min datter solgt ham proviant, og han havde spurgt ind til rygterne i Verona. Han havde hørt om den grå mand i arenaen-… ’’

’’Hvilken grå mand?’’ afbryder Kirasha.

’’Der hviler en forbandelse over det sted. I hvert fald om natten. Det er som om at det hele brænder derinde, men der har aldrig været fundet ild. Og så er der blevet set denne grå mand. Jeg sagde, at han ikke skulle gå derind. Han havde jo et barn med sig. En lille pige med store, blå øjne… ’’

Automatisk kigger Lavi og Kanda på Kirasha.

’’Dig.’’ Afslutter den rødhårede Exorcist.

’’Og du så ham aldrig igen? Manden med kappen?’’ hun ignorerer fuldstændig deres blikke, stirrer bare intenst på den rynkede kvinde foran sig.

’’Nej. Og heller ikke barnet… Gud må vide hvad der skete med de stakler… ’’

Kirasha rejser sig nu helt op og ser målrettet imod arenaen forude.

’’Ja… Gad vide hvad der skete med dem…?’’

 

*******

 

’’Ville det ikke være en bedre idé, hvis vi gik derind i morgen? I ved, der er det jo lyst og sådan.’’

Noget der kunne minde om et fælles dræberblik fra både Kirasha og Kanda af, får Lavi til at synke den nervøse klump han har i halsen. Han har ikke lyst til at gå ind i arenaen. Der er noget… Uhyggeligt over den. I hvert fald når det er mørkt. Og det er det nu.

’’Du hørte hvad den gamle sagde, ’’ Kirasha spænder endnu engang sine tvillingesværd fast til ryggen, hvorefter hun ser med et plaget ansigtsudtryk på den rødhårede fyr foran hende, ’’Det var om natten, at han forsvandt. Jeg skal finde ud af hvorfor.’’

’’Jeg?’’ lyder det skeptisk fra Exorcisten med det sorte hår og hestehalen, ’’Af hvad jeg ved, så er vi tre personer om det her.’’

Hun smiler træt til ham.

’’Jeg går derind alene.’’

I et øjeblik bliver der stille, men så besvares hendes kommentar;

’’No way!’’

’’Fint. Jeg kommer ikke og redder dig.’’

Endnu engang smiler hun bare, og trækker på skuldrene. Hun havde nok forventet disse svar på en eller anden måde, så det er ikke noget der kommer som en overraskelse.

’’Det er okay, Lavi. Jeg er jo en Exorcist, ikke? Så jeg er i stand til at klare mig selv… Efterhånden er det også hvad jeg har gjort de sidste mange år af mit liv.’’ Efter at have sagt det sidste fordamper hendes smil lidt. Hvis bare hun kunne lægge de års ensomhed fra sig…

For anden gang i dag griber han fat i hendes arm, og stirrer hende alvorligt ind i øjnene.

’’Vi tager med dig. Jeg vil ikke have, at du kommer til skade.’’

Godt nok kan han være ret så latterlig til tider, men efter dette er Kirasha overbevist om, at Lavi er et af de mest vidunderlige mennesker på denne jord. Han bekymrer sig om sine venner inderst inde.

Og så griner hun. En varm, hjertelig latter fylder rummet, hvorefter hun lægger begge hænderne på kinderne at Lavi og drillende trækker dem udad.

’’Jeg siger det igen: Det er okay… Og for at være ærlig, så ville det nok være mig der endte med at redde jeres røve.’’ Det sidste er med hundrede procent sikkerhed henvendt til Kanda.

’’Fint!’’ lyder det fornærmet fra Lavi af, imens han lægger armene gnavent over kors, ’’Så gå ud og slå dig selv ihjel! Vi er ligeglade.’’

Igen griner hun bare, men slipper ham så. Og i det øjeblik hvor hun forsvinder ud af døren, fnyser Kanda opgivende.

 Han har indset, at hun ikke er helt dum. At det her er en meget personlig affære for hende. En affære som hun selv har tænkt sig at afslutte… Og som om at Lavi ikke ville følge med ligegyldigt hvad… Men ved at krænke hans stolthed, kunne hun få chancen for selv at gøre det færdig som hun startede.

Det er hendes kamp imod hvad end der venter inde i arenaen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...