D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5866Visninger
AA

18. I skyggerne af festivalernes lys – Del 2. (Kapitel 14)

 

De farverige lygter der er sat op omkring i den lille by, udsender røde, gule og blå lyspletter ud på den grussede vej. Det er dog ikke det som Yuu Kanda bekymrer sig om. Hans blik glider frem og tilbage imellem de mange mennesker, på udkig efter dæmoner eller lignende. Festivaler, er det oplagte sted for flere level 1’ere at gå til angreb.

Han burde egentlig slappe af, eller sove, men lige den ting er ikke noget Kanda gider spilde sin tid på. Og så skal han jo også passe sit job, som Exorcist.

Komui ville nok se temmelig skævt på det, tænker han kort, men lader sig ikke gå på af det. Komui skal ikke blande sig i hvad han fortager sig, medmindre det har med hans arbejde at gøre. Alligevel husker han tydeligt en dag på hospitalsfløjen i Ordenen, hvor han blev advaret imod at pleje sine skader så lidt:

 

’’Dine sår bliver værre. ’’ Komui nikkede bekymret imod ham, imens Kanda ligegyldigt trak i en skjorte, efter at være blevet undersøgt.

’’Det er ligegyldigt, så længe de heler, ’’ Den mørkhårede Exorcist forholdt sig roligt, og knappede med lethed knapperne på den hvide skjorte.

’’Der vil komme en dag, hvor de ikke længere gør, ’’ Kandas Overhoved lagde armene over kors, og så indtrængende på ham, ’’Kort sagt, din tid er begyndt at rinde ud Kanda.’’

 

Hans tid er begyndt at rinde ud? Et irriteret fnys slipper ud imellem læberne på ham, imens han skødeløst placerer sine hænder i lommerne. Måske vil det tage længere tid for hans skader at komme sig, men han vil da ikke blive dræbt af dem…? Eller hvad?

Folkene der danser lykkeligt rundt om ham, iført farverige masker, giver ham en hvis følelse af svimmelhed. Der er for mange mennesker på dette sted, for mange til at han kan reagere hurtigt. I starten beskylder han det blændende lys, fra lygterne i alle regnbuens farver, men da et hårdt, jag går igennem hans brystkasse, ved han, at han burde være blevet på kroen. Hans hals dunker smertefuldt, får ham til at placere sin hånd arrigt på stedet. Den er gennemblødt af hans eget blod, da han trækker den til sig igen.

Denne opdagelse bekymrer ham gevaldigt. Hans sår burde ikke være så slemme. De skulle i alt fald, være helet mere. Igen mærker han den brusende fornemmelse af svimmelhed og kvalme, hvilket får ham til at læne sig stønnende op af en mur. Kan han i det hele taget klare at gå turen tilbage? Svaret melder sig, da hans mave pludselig trækker sig sammen, hvorefter den smule mad han spiste tidligere på dagen, ryger op igen.

’’For fanden da, ’’ mumler han, og tørrer den kvalme væske væk fra sine læber med jakkeærmet.

Stilheden kommer bag på ham. Den festlige musik fra før og alle hvinene og grinene er forsvundet. Og så, pludselig, lyder der flere skrig på en gang. Kvinder, mænd, unge og gamle. Derefter skud.

Kandas krop er overhovedet ikke klar til endnu en kamp med en dæmon, men alligevel så trækker han sit Mugen ud af skeden, med sit dunkende hoved imod en husmur. Hvis den hovedpine bare ville forsvinde…

’’Er det fordi at du mangler hjælp, Køter? ’’

Selvom han ikke kan se hende, så ved han udmærket at det er hendes stemme. Hans øjne lukker hårdt i, idet han forsøger at tvinge smerterne væk, selvom det ingenting nytter. Egentlig vil han ikke lade hende redde hans røv, da det føles ydmygende, men hans krop siger noget andet.

’’Okay, den tager vi senere, ’’ Kirasha hæver sine allerede aktiverede sværd, da Kanda ikke reagerer, og borer dem med en forunderlig sikkerhed, ind i siden på dæmonen, som endnu kun er en level 1’er. Den eksploderer med et brag, og får den før panikslagne folkemængde til at stoppe forundret op. Exorcisten ignorerer dem dog bare, placerer sine sværd på ryggen, for derefter at slentre roligt hen imod den sammensunkne Kanda.

’’Du kan lige vove på at røre mig, ’’ hvisker han, næsten uhørligt, men alligevel med en undertone af irritation.

’’Skal vi vædde? ’’ med en hovedrysten, bøjer hun sig ned ved siden af ham, og giver ham et hårdt slag i nakken. Den før så iskolde Exorcist går ud som et lys, og ville egentlig have ramt jorden hårdt, hvis ikke Kirasha havde grebet fat om hans besvimede krop, ’’Tilgiv mig.’’

Med den ene hånd placeret på Kandas pande, konstaterer hun, at hans krop koger af feber. Skal man kalde ham stædig, eller bare dum? Tænker hun opgivende, og svinger hans ene arm om sin skulder, for at slæbe ham tilbage til kroen.

Menneskerne der før havde gang i en fantastisk fest, stirrer med ærefrygt efter hende. Enkle har taget mod til sig, og sparker forsigtigt til de sørgelige rester af dæmonen, der bare er rester af halvsmeltet metal.

En lille dreng, omkring de fire-fem år, løber pludselig ved siden af hende, med en lille hånd der griber ud efter hendes bukser.

’’Miss! ’’ han ser forventende på hende, med et stort smil plastret på det runde ansigt, ’’ Er du en engel? ’’

Spørgsmålet kommer bag på Kirasha, der forundret stopper op, og ser på ham.

’’Du dræbte den onde tingest, ’’ han hopper nærmest op og ned, ’’Og du har vinger!’’

Ved lyden af ordet ’vinger’ stivner hun, som var hun frosset til is, og vender hovedet nervøst for at se om han har ret. Og det har han. Næsten, i hvert fald. Selvom de endnu stadigvæk er en svag, næsten utydelig illusion som endnu ikke er færdigudviklet, så giver det hende en tung følelse i brystet af at se sine mørke vinger. Og derefter forsvinder de i en svag brise, som var de et fatamorgana.

Da den mørke skygge der før var til stede, af de gigantiske ravnevinger opløses, ser drengen skuffet på hende, lige indtil den ældre pige holder pegefingeren op foran sine læber.

’’Vores hemmelighed, ’’ siger hun kort og påtvinger sig et svagt smil.

’’Vores hemmelighed! ’’ anerkender drengen, med et ivrigt nik, hvorefter han forsvinder ud i folkemængden igen.

Efter at have set efter den lille knægt med et vågende blik, fortsætter hun sit forsøg på at få slæbt Kanda med tilbage. Men hendes ansigtsudtryk har ændret sig, fra at være neutralt, til at være direkte dystert.

Nej, jeg er ved Gud ingen engel, tænker hun, I denne sammenhæng, så ville ordet ’monster’ være bedre...

*******

Hun ved egentlig ikke hvor lang tid hun har siddet hos ham, men det har været længe. Hendes blik er klistret tranceagtigt på hans ansigt, hvor små perler af sved glider ned af hans kinder. På Kandas pande har hun anbragt en kølig klud, som hun nu har udskiftet et par gange. Feberen vil ikke gå ned, har hun indset. De kommer måske til at blive her længere tid end regnet med.

Kirasha har ikke rigtig overvejet hvad hun skulle gøre, men det lykkedes hende alt i alt at få bragt Kanda tilbage til den snuskede kro, hvor hun fik ham lagt i sin seng. Hans forbindinger og sår har hun også set til, og det har ærlig talt kostet hende det meste af natten, plus hendes søvn… Men det gør ikke noget. Ikke lige nu. For hun har ikke lyst til at komme hjem alene, eller med en halvdød kammerat… Ikke efter at Max blev dræbt.

Knuden i hendes bryst bliver større, da hun mindes den venlige Finder. Selvom hun ikke kendte ham specielt godt, så kunne hun alligevel ikke lade være med at se ham som en god ven.

Noget der minder om et opgivende fnys, slipper ud imellem hendes læber, og hun rejser sig op. Hun er lige kommet i tanker om, at hun burde se til fuglen. Med et sidste blik på Kanda, lister hun ud af døren, og ser lige akkurat ikke den mørkhårede Exorcist åbne det ene øje, og derefter det andet. Han siger dog ingenting, følger bare kort den svingende, mørkebrune fletning, der forsvinder ud af døren.

Da Kirasha træder ind i på sit værelse igen, kan hun mærke, at hun fryser. Med armene lagt om sig selv, for langsomt at gnide varmen tilbage, lister hun forsigtigt hen til tæppet hvor fuglen ligger.

’’Hey ven, ’’ siger hun med et lille smil, der stivner da hun let rør ved de lysegule og blå fjer. Den er også kold. Virkelig kold.

’’Nej, helt seriøst…? ’’ en undertone af nervøshed kan spores i hendes stemme, da hun forsigtigt vender blåmejsens hoved i front imod sig selv. Sorgen over Max forstærkes yderligere, da hun lettere skælvende erkender, at den er død.

’’En fugl der ikke er i stand til at flyve, er dødsdømt Mini, ’’

Selvom hun står med ryggen til ham, så ved hun at det er ham.

’’Læg dig tilbage i din seng, Kanda, ’’ siger hun, og skjuler med en forbløffende sikkerhed sorgen i sin stemme.

Der er i et øjeblik stilhed i den anden ende, men så svarer han ligegyldigt:

’’Du burde selv lægge dig til at sove. ’’

Hun svarer ham ikke, for hun føler ikke at det er nødvendigt. Han behøver ikke høre hvor skidt hun egentlig har det, selvom det bare er en fugl. Alligevel er det noget der nærmest skærer i hende, dybt inde. Et minde, noget hun ikke husker til ende… Hvordan skal hun dog få indsamlet alle disse små stykker af sin hukommelse, hvis hun ikke engang ønsker at tænke på det?

Hendes krop vender sig automatisk, og forventer at se en irriteret Kanda, men døråbningen er tom. Så han gik altså tilbage, som hun bad ham om…

Hun ved ikke helt, hvad hun skal gøre af fuglens lig. At smide den ud, er ikke en mulighed, da hun ikke bryder sig om bare at kyle en død væk. Det er ikke respektfuldt, igennem hendes øjne. Forsigtigt, som var den stadig i live, fjerner hun den indpakning hun lavede om den brækkede vinge, og mindes med hårdt lukkede øjne, Kandas ord:

’’En fugl der ikke er i stand til at flyve, er dødsdømt, ’’

Hvad med englene? Ville englene være dødsdømte, hvis deres vinger ikke vil bære de yndefulde kroppe op? Hun overvejer det ikke, tænker bare at det var sådan hendes slægt endte deres stolthed. Deres vinger nægtede at bære dem opad længere, og trak dem i stedet nedad.

’’Så længe at mine bliver væk, ’’ mumler hun, mest til sig selv, ’’Så kan jeg hverken flyve eller falde… Og det er også bedst sådan.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...