D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5864Visninger
AA

17. I skyggerne af festivalernes lys – Del 1. (Kapitel 13)

 

Solen der står op på himmelbuen over hende, da hun endelig slår øjnene op, er som at vågne op for en ond drøm. Hun ligger fladt ned på ryggen, og ser daggryet som en tåge der lettes. Det er faktisk smukt, når man tænker på hvad der skete for få timer siden.

Ved siden af hende, ligger en lysvågen Kanda, der ikke laver andet end at stirre direkte op i himlen. Han kan selvfølgelig ikke rejse sig, for så ville de dybe sår han har i kroppen, springe op. Der er alligevel noget fredfyldt over ham, når han ikke behandler folk som skidt. Kirasha tager sig selv i at smile svagt, da hun lydløst betragter ham. Hun havde faktisk ikke regnet med at skulle se på ham, med den tanke, at han faktisk er rimelig køn.

’’Så du er også vågnet, Mini? ’’ selvom han ikke ser på hende, så har han opdaget hende, hvilket får hende til at fjerne sit blik, en smule forlegent.

’’Mhm… ’’ mumler hun bare som svar, for derefter at vende sit blik imod den gyldne sol, der er godt i gang med at glide op af horisonten.

Stilheden imellem dem er for en gangs skyld fredelig. De er begge for udmattede til at starte en diskussion op, hvilket behager Allen der sidder lidt derfra, ved noget der ligner et gravsted. Han var den eneste der stadig havde kræfter nok til at slæbe de to Exorcister ud af byens ruiner, og så lykkedes det ham at finde den eftersøgte Innocence, i skikkelse af en gammel lampe. Dens sande skikkelse, efter at være blevet taget ud af lampen, er en lille terning, med to ringe krydset over sig, der lyser grønligt. Den klirrer svagt, da han lukker hånden om den. Gravstedet han sidder ved, tilhører Max. Selvom det kun var støv der var tilbage af den venlige Finder, så følte Allen at han var nødt til at give ham en ordentlig begravelse. Uden for byen selvfølgelig, på de græsmarker de nu befinder sig ved.

’’Han døde, gjorde han ikke…?’’

Endelig fjerner Kanda sit blik fra den næsten blå himmel, og ser undrende på den trist udseende pige, ved hans side. Hendes ansigtsudtryk er fyldt af en indre sorg, og viser tydeligt, at hun var begyndt at holde af Finderen.

’’Når man bliver en del af Den Mørke Orden, lever man for at stoppe Millennium Earl. Finder som Exorcist. Af og til koster det liv. ’’ Kandas blik vendes væk, og den irriterede undertone i hans stemme kommer tilbage.

’’Men alligevel… Er Ordenens medlemmer ikke villige til at beskytte hinanden? Er der ikke knyttet stærke bånd? ’’ det er lykkedes Kirasha, at skubbe sig op at sidde med hænderne, trods protester fra hendes sårede skuldrer.

’’Det er nok ikke lige de spørgsmål man skal stille Kanda, ’’ Allen dukker op bag dem, og et trist smil er plantet på hans læber. Kanda ser derimod bare ud til at være på randen af at eksplodere, men de sår han har, forhindrer ham i det.

Det gyldne lys fra solen, sender guldfarvede pletter ud på det lysegrønne græs, der vajer blidt i den stille brise. Luften er frisk, og selv den smadrede by, ser køn ud i det fantastiske lys. Med en dyb indånding, kæmper Kirasha sig helt op at stå.

’’Og du fik fat i den Innocence vi ledte efter? ’’ hun ser let smilende på Allen, der rækker tommelfingeren opad.

Var det ikke for de hvide forbindinger, ville man ikke kunne se de tre Exorcisters sår. Allen har gjort et godt arbejde, med at få dem bundet ind, og stoppet blødningerne, inden de led for alvorlige blodtab.

Det føles som en ubehagelig smerte i brystet på Kirasha, da hun tænker på hvordan det må se ud i Ordenen, at de kommer én for lidt hjem. Vil Komui blive vred? Skuffet? Hun ved det ikke rigtig, men alligevel er det ikke rart, at hun lige kom til at tænke på det.

Kassen med telefonen som Finderne altid har med sig, står ved siden af Allen. Han har set lidt på den i et stykke tid, og tager sig så endelig sammen til at tage røret ned. Med den ene finger, kører han nummeret til Komuis kontor ind på den lille drejeskive. Så vender han røret imod øret, og venter lidt igen.

Fra sidebanen af, forsøger Kirasha at gå lidt fremad. Selvom hun havde en svag mistanke om at hendes ben nok ikke ville fungere så godt, så tager hun skridtene med en overraskende lethed.

Det kunne have været værre, tænker hun, og afslører sig selv i at smile lidt, Men det er alligevel lidt skræmmende, at en level 2 har så stærke kræfter.

Da Allen endelig lægger røret tilbage på kassens pind, ser de to andre Exorcister ventende på ham.

’’Komui ville gerne sende mig videre til Lavi og Lenalee. I tager hjem, og afleverer den Innocence vi fik fat i… Og i bliver ikke smidt ud på en mission igen før jeres sår er helet, Kanda. ’’ Allens tryk på Kandas navn, får den mørkhårede Exorcist til at fnyse irriteret og fortæller tydeligt, at han åbenbart har ignoreret denne besked et par gange, og er gået videre til en ny opgave, selvom hans sår var slemme.

Den lille grønlysende terning, med de to hakkede ringe omkring, bliver kastet i hænderne på Kirasha, der griber den forundret.

’’Ah, og så rådede han jer til at blive en dags tid i en af byerne. Bare så i fik slappet lidt af, Kanda. ’’ Allen lægger skævt smilende, sine arme over kors.

’’Årh, så hold dog mund Bønnespire! ’’

*******

Det er en af disse byer som Kirasha bryder sig mindst om, da der er mennesker overalt, og ringe muligheder for at skjule sig. Kanda derimod, der nærmere ud som om at det behager ham, at kunne forsvinde i mængden… Måske for at slippe af med Kirasha, hvilket hun allerede har luret ham i at gøre to gange.

Den Innocence hun har i lommen, føles behageligt varm imod kroppen, selvom der er et tykt lag af stof imellem. Hun har overvejet hvilken rolle den har i denne verden, og imod Millennium Earlen, men indtil videre, har hun ikke fået det endelige svar… Nok mest fordi hun aldrig har spurgt. Lige denne ting, gider hun faktisk ikke spørge Kanda om, da det føles bedst med stilhed imellem dem. Hun magter ikke at starte et eller andet drama.

Solen har lagt sig roligt bag et par hvide skyer, men dukker lidt efter tilbage igen, på sin retmæssige plads på den blå himmel. Luften her er ikke lige så frisk som før, men stadig dejlig at indhalere. Folk maser sig forbi til alle sider, og der lyder sniksnakken rundt omkring.

Selvom det stadig kun er morgen, så har folk været hurtige til at sætte deres boder op, og det ser ud som om, at de fleste er gode til at forhandle. Det får Kirasha også en smagsprøve på, da en sælger stopper hende og Kanda op, og siger med sin smiskende stemme:

’’Jamen halløj unge herre! De skulle da tage at købe en af mine bedårende kjoler, til deres henrivende kæreste. ’’ han ser på Kirasha med et stort smil, og et lille nik, der hurtigt forsvinder da Kanda placerer en knytnæve i ansigtet på ham, der sender ham hovedkulds tilbage i hans egen butik.

’’Hun er ikke min kæreste, ’’ knurrer han, for derefter at gå videre. Den anden Exorcist indhenter ham dog hurtigt. Hendes ene øjenbryn er hævet spørgende.

’’Var det ikke at overdrive det lidt? Du ved, sådan at slå ham. ’’ begge hendes bryn er nu løftet.

’’Overhovedet ikke. ’’

’’Bilder du dig ind, at du kan smadre enhver der siger noget forkert? Du er sgu lidt speciel Kanda! ’’ et skævt, drillende smil viser sig på hendes læber.

’’Det var en fornærmelse, ’’ forsvarer han sig.

’’Hvad? ’’

’’At jeg blev kaldt din kæreste. ’’ siger han så bare, følelseskoldt.

’’Hey, så slem er jeg da heller ikke! ’’ mere eller mindre fornærmet, stopper hun op, og skyder surt sin underlæbe frem. Da der ikke kommer noget svar, traver hun bare efter ham.

Det kunne godt se ud som om, at der var ved at blive gjort klar til en festival eller lignende. Gaderne er pyntet op med guirlander i farverigt papir, og flere lamper er ved at blive hængt op. Kirasha har ikke før været med til en festival, så dette betager hende meget, selvom hun sakker bagud.

Det tager de to Exorcister sin tid at komme ud af den store folkemængde, og hen til et sted der er lidt roligere. Det er her at Kanda udvælger en kro - selvfølgelig en af de mørkere og mindre opsigtsvækkende - hvor de går ind.

Lige før trædøren smækker bag dem, ser Kirasha ud af øjenkrogen en lille skikkelse, ikke større end hendes hånd, der ligger sprællende ude i grusset. Kanda lægger selvfølgelig mærke til at hun vender om, og smutter ud af kroen igen, selvom han er i gang med at betale for et par værelser. Han ved, at hun er i stand til at passe på sig selv, så det bekymrer ham ikke yderligere.

Skikkelsen i støvet, viser sig at være en fugl. Dens ene vinge ser maltrakteret ud, brækket hvis hun skal være ærlig. Da hun ser ordentligt efter, viser det sig at være en blåmejse. Dens fjerdragt er dog så beskidt, at det er svært at se.

’’Hey, hvad er der sket med dig lille ven? ’’ med et lille smil, sætter hun sig på hug ved den rædselslagende skabning. Roligt, for ikke at forskrække den mere end den er i forvejen, samler hun den op. Det ligner hende ikke at gøre noget som dette, men alligevel er det som om at hun har oplevet en lignende ting før. At hun selv var den dødsdømte fugl, og at en eller anden kom og samlede hende op, for at pleje hende. Hvorfra ved hun ikke. Det kan også bare være en fornemmelse. Men hun er nødt til at gøre det, det er der et eller andet der siger inden i hende.

Med skulderen, skubber hun forsigtigt døren til kroen op igen, og blive modtaget af et misbilligende blik fra Kanda af.

’’Dens vinge er vidst brækket, ’’ hun trykker forsigtigt det lille, rystende væsen imod sit bryst.

’’Det er et dyr, Mini. Du burde koncentrere dig mere om dine egne sår, ’’

Egentlig, må hun indrømme, at hun havde set det svar komme, men alligevel lægger hun hovedet på skrå og smiler bredt.

’’Det ved jeg godt… Men hvis du havde følt, at du selv var i denne fugls sted, ville du så bare have ladet den blive liggende? ’’

I starten siger han ikke noget, stirrer bare tomt på hende. Da han endelig gør noget, er det en hurtig, svingende bevægelse, et kast. Med en hovedrysten, griber hun nøglen som flyver igennem luften, med sin højre hånd, imens hun holder på blåmejsen med den venstre.

’’Du er så hjerteløs, ’’ mumler hun, og ser på den lille træplade der er fastgjort til nøglen, og som viser hvilket nummer hun skal bo på.

De to værelser de skal befinde sig i, ligger som de eneste øverst i hele bygningen, og giver et godt udsyn til markedspladsen i byen, selvom det er et stykke væk.

Med lidt besvær, får Kirasha bakset nøglen ind i låsen, og drejet den hurtigt. Fuglen er begyndt at spjætte oprørsk imellem hendes ene hånd, og hun frygter stærkt, at hun pludselig kommer til at tabe den. Døren skubber hun op med skulderen, imens hun forsigtigt holder begge hænder imod den skadede blåmejse.

Værelset er rummeligt, med en seng, et skrivebord og en enkel stol. På sengen ligger der to store, uldne tæpper, som hun tager et enkelt af, og forsigtigt placerer det lille væsen på, for at hun derefter kan trække bordet derhen.

I et øjeblik falder hendes blik på den halvt åbne dør, men hun beslutter sig for at lade være med at lukke den. Ingen vil blive generet af at den står åben, for hende og Kanda er de eneste på etagen.

’’Jeg er ikke den bedste til førstehjælp, ’’ mumler hun sagte, men åbner alligevel sin rygsæk for at se efter hvad hun har, ’’Men et eller andet bliver jeg jo nødt til at gøre.’’

Forsigtigt, med pege- og tommelfingeren, strækker hun den støvede, lyseblå vinge ud, da den før sad i en hel forkert vinkel. Fuglen ser ud som om den vil skrige, men kun et halvkvalt pip slipper ud fra næbbet.

Med en gammel blyant, og et par forbindinger, lykkes det hende at få foldet vingen helt ud, og derefter bundet den ind. Lettet, da blåmejsen ikke ser ud til at vride sig i smerte længere, lister hun ned i køkkenet ved siden af receptionen, og får anskaffet sig noget vand og brød, som hun tager med op på værelset igen, for både at afvaske dens beskidte fjerdragt, og give den noget at spise.

Imens fuglen ivrigt kaster brødet i sig, har hun lagt sig hen over bordet. Det er først nu, at hun har opdaget hvor træt hun egentlig er.

Mørket er kommet tidligere end forventet, men egentlig undrer det ikke Kirasha. Sommertiderne er snart forbi, så det forklarer en del.

Hendes øjne er halvt lukkede, selvom hun forsøger at holde sig vågen for at iagttage fuglen, kan hun godt mærke at hun snart vil give efter. Imens, bliver et køligt næb nusset venskabeligt imod hendes ene håndryg. Det bevingede væsen ser kærligt på hende, og Exorcisten anser det som et tegn på, at hun har vundet dens respekt. 

Den blide aftenvind sniger sig ubemærket ind af den åbne vindue, og får de slidte, lysegrå gardiner til nærmest at svæve, som var de spøgelser. Exorcisten med den lange fletningen er for længst gledet ind i søvnen, og fuglen foran hende med.

I døråbningen, står en ligegyldigt udseende skikkelse, som nu skal til at vende om, og gå tilbage til sit værelse der ligger lige ved siden af. Alligevel stopper han sig selv, og træder endnu engang ind imellem døren og dørkarmen.

Kandas blik lander på den sovende Exorcist, og fuglen foran hende. De sover begge to trygt, og uden nogen anelse om, at der om muligt kunne være en dæmon lige ude foran deres vindue.

Værelset er blevet en smule koldt, på grund af det vidtåbne vindue, som han lydløst går hen og lukker. Hvorfor, ved han faktisk ikke. Derefter glider hans øjne hen på tæppet ved siden af Kirasha. Det uldne stof lægger sig blødt om skuldrene på den unge pige, og Kanda trækker sig derefter tilbage, med en underlig følelse i maven, efter at have lagt tæppet om den Exorcist han egentlig ikke bryder sig om. Det er en følelse han ikke rigtig kan beskrive, men som han heller ikke kan lide… Og alligevel er det en følelse, som han ikke vil have skal forsvinde.

Med en hovedrysten, lukker han døren bag sig, for derefter at forsvinde derfra… Og han er ikke på vej tilbage til sit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...