D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5864Visninger
AA

19. Hjerteløs (Kapitel 15.)

 

Kirasha har lagt sine hænder let omkring den døde fugl, der tydeligvis ikke kunne klare anstrengelserne fra sin brækkede vinge. Med en kortvarig stikken i brystet, lukker hun sine øjne, og mærker energien i sit indre, vågne til dåd. Denne scene, minder hende automatisk om den første gang hun så et dødt menneskes genfærd. Dette er ikke mere end halvandet år siden, men alligevel har hun på fornemmelsen, at det er sket længere tid før. Hendes hukommelse er bare blevet slækket, hvordan ved hun ikke, men nok til at hun ikke kan huske hvad hun oplevede som elleveårig, og nedefter. Alligevel, kommer tingene flyvende ind i hendes hoved som små bider, af og til. En skræmmende følelse, når man næsten ikke husker at det er sket.

Fuglen imellem hendes kolde hænder, forsvinder pludselig i et virvar af gyldne fjer, som derefter opløses og bliver til luft. Og da Exorcisten slår øjnene op igen, svæver en svagt lysende skikkelse rundt om hende. Blåmejsen… Eller rettere: Dens genfærd.

Med et trist smil, lader hun pegefingeren hvile lige foran det hvidlysende næb, da hun ikke kan røre den, uden at gå igennem den. Dette skulle være smertefuldt for begge parter, så det gør hun selvfølgelig ikke.

’’Jeg er ked af, at jeg ikke kunne redde dig, ’’ siger hun stille, og lægger hovedet på skrå.

Blåmejsen kommer dog bare med et lydløst pip, og flyver ubekymret rundt om hendes krop, hvilket får hendes smil til at blive lidt større.

’’Hold din mund lukket… De døde er stumme.’’

Hun mindes øjeblikket, hvor hun sagde dette til level 2’eren, som de kæmpede imod, ikke meget mere end for to døgn siden. Det var ikke bare noget hun sagde i panik, eller for at virke cool, overhovedet. De døde er stumme i virkeligheden. Deres stemmer er langt væk og hører ikke til resterne af dem.

Igen vendes Kirashas opmærksomhed imod den halvgennemsigtige fugl, der stadig flyver yndefuldt rundt omkring i rummet, som var der intet sket med den. Ingen lyd slipper ud fra det snehvide næb, selvom den bevæger det jævnligt.

’’Jeg sender dig tilbage, ’’ siger Exorcisten med de blå øjne så, og vender sin håndflade direkte imod fuglens hoved og krop, hvorefter den begynder at forsvinde, i noget der ligner en snurrende portal af mørke, og lilla flammer, ’’ Returner til den anden side. ’’

Derefter er fuglen helt væk, intet er tilbage af den. Med et lettet suk, sætter Kirasha sig ned på sengen, der knirker sagte. Stilheden gnaver som negle i et sår, men alligevel vil hun fortrække den ondskab, i stedet for den der kommer derefter.

Hendes hoved føles pludselig som om det skulle sprænges, smerten er ulidelig. Med et chokeret ansigtsudtryk, opspærrede øjne, og hænderne for ørerne, glider hun ned på gulvet. Egentlig vil hun skrige, men ikke en lyd slipper ud imellem hendes læber. Ikke engang et gisp, kan finde vej igennem hendes hals. 

Det er en stemme. En stemme der fremtvinger rædselsfulde billeder på hendes nethinde, og som får tårer til at samle sig i øjenkrogene. Det gør ondt, frygtelig ondt.

’’Der mangler én. Hvor er du min kære Dødsridder? Millennium Earl søger dig. Vend tilbage… Ellers ved du, at jeg finder dig!’’

Herren tilkalder hende. Millennium Earlen, hans stemme runger som smertefulde dunk i hendes hoved. Hun må derover, han venter hende!

Det er i dette øjeblik at Kirasha indser, at han har magten over hende. Selvom hun ikke er død som resten af sin slags, så kan han manipulere hendes hjerne. Åh gud…

Hendes tunge slår et enkelt smæld, og derefter vender hun tilbage til sit rigtige jeg, og er ikke i det sindssyge stadie, hvor hun ser Earlen som sin overordnede. Det er også her, at lyden igen slipper ud af hendes mund, og et smertefuldt skrig skærer igen luften. Tårerne har samlet sig som perler i hendes øjne, og strømmer derefter ud i malstrømme. Smerterne er der stadig, men stemmen er væk.

Kirashas fingre og negle, borer sig hårdt ind i huden, omkring hendes tindinger og ører, imens hendes hjerte galoperer af sted, som ville de springe ud af brystet på hende. Med knæene presset imod gulvet, og med kroppen foroverbøjet, lader hun endnu et skrig slippe ud, uden at bekymre sig om hvem der hører hende.

Døren bliver slået hårdt op, og Kanda dukker op, med sit Mugen hævet. I starten er hans blik kritisk, men da han ser den hårdt påvirkede Kirasha, lægger hans det hurtigt fra sig, og knæler foran hende. Det er selvfølgelig gået op for ham, at det ikke er på grund af fuglens død. Selvom han ikke kender hende helt igennem, så ved han, at der skal meget mere til at slå hende ud… Meget mere.

’’Hey?’’ selvom det er et ret sølle og halvhjertet forsøg på at få fat i hendes opmærksomhed, så lykkes det.

Hendes blik er stadig opskræmt, men alligevel er det som om at hun kommer sig lidt. Hele hendes krop er begyndt at dirre, af hvad har Kanda stadig ingen anelse om. Ganske forsigtigt, tager han fat i begge hendes håndled, og løfter dem væk fra hendes ansigt, for derefter at placere dem ned langs hendes side. Hun stirrer bare på ham, ude af stand til at gøre noget.

Kandas hænder fjerner sig fra hendes dirrende hænder, og lægger sig derefter på hver en side af hendes hoved, og for at han kan læne sin pande imod hendes.

I et minut sidder de sådan, Kanda helt roligt, med en stadig lavt hikstende Kirasha foran sig. De siger ikke noget, og stilheden bliver først brudt, da der høres tumult på etagen nedenunder. Kirashas skrig, har tydeligvis vakt et par sovende til dåd.

Det er her, at hun bryder helt sammen. Uden at tænke over at hun virkelig hader personen foran sig, kaster hun sig grædefærdigt ind til ham. Kanda ser overrasket ud i starten, og vælter lidt tilbage, imens han blinker lidt med begge øjne, for tjekke om han virkelig ser det han ser. I starten, ved han ikke rigtig hvad han skal gøre og ser bare indtrængende på hende. Hans skjorte er ved at blive gennemblødt af salte tårer, og han er ude af stand til at flytte sig, på grund af den rystende Exorcist, der nu trygger sig ind til ham.

Kroejeren ved ikke helt hvor det skingre skrig kom fra, men alligevel er han sikker på, at det kommer fra hans egen bygning. Med et par andre gæster i ryggen, og et tændt stearinlys hænderne, lister han op på overetagen, for at se hvad der sker. Han bliver mødt af et syn der i starten overrasker ham, men derefter giver et varmt gib i hans krop. I rummet, sidder den mandlige Exorcist, med armene lukket om den stadig rystende pige.

Da Kanda ser det lille publikum de har fået, vender han blikket irriteret imod dem, og knurrer:

’’Et eller andet blev jeg jo for fanden nødt til at gøre! Tro ikke at det morer mig!’’

Derefter forsvinder forsamlingen, med bøjede hoveder og lukker døren efter sig. Der er bare et eller andet i Kandas ellers så mørke og kolde øjne, der fortæller noget andet end det han lige har sagt. Med et opgivende suk, rykker han Kirasha tættere ind til sig, og ser ligegyldigt ud i luften, som om dette slet ikke var noget han gjorde med sin egen gode vilje.

Hvis der var nogen i Ordenen der så det her, tænker han, Så ville de grine.

Han ved egentlig ikke hvorfra han kender denne metode, til at berolige folk, og det ligner desuden heller ikke ham at gøre sådan noget. Ja, han kan måske være… Afvisende, for nogle mennesker, men helt hjerteløs er han da heller ikke!

’’ Det er kun fordi at Allen er til stede, at jeg ikke har flået dig levende, dit egoistiske røvhul! ’’

’’Men alligevel… Er Ordenens medlemmer ikke villige til at beskytte hinanden? Er der ikke knyttet stærke bånd? ’’

’’Men hvis du havde følt, at du selv var i denne fugls sted, ville du så bare have ladet den blive liggende? ’’

’’Du er så hjerteløs, ’’

Alle disse sætninger som han tydeligt husker, er kommet ud af Kirashas mund, imens han har været til stede… Og har alle været sagt til ham. Er han virkelig hjerteløs? Skal han være ærlig, så er han temmelig ligeglad med svaret. Han kan ikke åbne sig op for andre mennesker, uden at det får konsekvenser.

’’Det her glemmer jeg ikke, ’’ sukker han, og ryster på hovedet, så det mørke hår glider tilbage, ’’Du har ruineret min søvn, Mini.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...