D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
6001Visninger
AA

7. Genfærdenes herre ~ Kapitel 4.

 

Huset som faktisk var hvad Kirasha søgte i starten, er stort set det eneste ubeskadiget efter kampen den forrige aften. Hendes blik glider kort hen over det, idet hun lader den højre hånd hvile på den venstre hofte. Om både mave og hænder, er der omkringrullet bandager med næsten utydelige blodspor på.

’’Hvad var det du ville se, Stormcatcher? ’’

Lyon dukker op bag hende, og sammen er de, de eneste i området.

’’Jeg tror ikke, at det var dæmonen der slog beboerne i huset ihjel.’’

Ruinerne omkring dem ser så ensomme ud i det grå morgenvejr. Duggen ligger stadig som et halvgennemsigtigt, hvidt brudeslør over området og himlen er dækket af mørke skyer.

’’Det trækker op til regn… Igen. ’’ mumler Kirasha så, og rækker den ene indbundne hånd ud, for at mærke efter de snart faldende vanddråber. Indtil videre er der dog stadig tørvejr.

’’Skal vi så gå tilbage?’’

’’Nej.’’

Hendes blik søger hen imod huset igen. Det er en gammel træhytte med mos på det slidte stråtag og smadrede vinduer. Det kunne skvatte sammen hvert et sekund det skulle være. Et alt for farligt sted at leve for mennesker…

 Kirashas ene hånd søger om imod ryggen, hen over skulderen og lukkes derefter om det ene kortsværd skæft, idet hun begynder at nærme sig den tilgroede have og skæve dør, der fører ind i hytten.

’’Du kan ikke kæmpe i den stand.’’

I et øjeblik stopper hun op ved lyden af Lyons stemme. Men så vender hun sig om med et bredt smil.

’’Måske ikke. Hvorfor tror du, at jeg ville have dig med?’’

Lyon ved med det samme, at han ikke har noget valg. Opgivende ryster han på hovedet så det skulderlange, tilbagesatte hår bliver fanget af vinden. Han er fascineret – måske også lidt irriteret – over Kirashas tankegang. Den er farlig og særdeles dumdristig… Men også anderledes.

 Imens glider hans hånd ned til bæltet, hvor en gammeldagslignende pistol sidder fastklemt. Det er denne Exorcists Innocence, og det våben der reddede Kirasha, lige inden hun afsluttede dæmonens eksistens.

Sammen bevæger de sig rolige hen imod den ruinerede hytte. Den flækkede dør er også af træ. Malingen skaller af her og der, og flere ridser pryder de hærgede plader, der udgør døren i sig selv. Inden Kirasha presser den indad, tager hun en dyb indånding. Med et enkelt skub går den helt op og truer i et par sekunder med at falde af hængslerne.

Det er kun ét rum i hele hytten, der pludselig virker meget større indefra. Og idet de begge er trådt ind, smækker døren hårdt bag dem. Lyon vender sig bekymret, men Kirasha ryster advarende på hovedet.

’’Hold dig i baggrunden.’’ siger hun, ’’Der er noget genkendeligt ved det her… ’’

Mørket lægger sig som en kvælende gas, og Kirasha er den eneste der føler sig hjemme i det. Med Lyon er det noget andet. Han skal lige til at se blindt efter et stearinlys eller en olielampe han kan tænde, men igen stopper den anden Exorcist ham.

’’Hold mund og lad være med at tænde lys.’’

I starten er der bare stille, efter at Lyon puster småfornærmet ud. En lav trommen på taget fortæller dem begge, at det endelig er begyndt at regne.

Så høres en lavmælt hvisken pludselig. Først er det meget lavt, men så langsomt hæves lyden. Der er flere stemmer. Messende og hæse. De er overalt. Rundt om dem, over og under. Med et lydløst suk lukker den kvindelige Exorcist sine øjne i.

’’Åbenbar jer.’’

En bleg, kold skikkelse dukker op lige foran Kirasha med et sæt. Skikkelsen er et menneske, men den gennemsigtige figur viser, at det ikke længere kan være menneskeligt. Det der engang var hud er rådnet væk, og knogler er kommet til syne på den hvidlige persons krop.

Lyon har med det samme set den, og hans hånd er allerede ved aftrækkeren på pistolen.

’’Pak den væk, din idiot!’’ hvæser Kirasha vredt, som om hun havde set hans træk og dog ikke havde fået øje på skikkelsen lige for næsen af hende… Den kvalme stank af råddent kød, fortæller hende dog alt hvad hun har brug for at vide.

Der dukker flere af de gennemsigtige skikkelser op. Som den foran Kirasha er deres flænsede lemmer tydeligt indsmurt i mørkt blod, der bare ser mørkegråt ud.

’’Frygter du mørket, Exorcist?’’

Stemmen er metallisk og runger dybt inde i Kirashas hoved, idet genfærdet foran hende bevæger sine kæber.

’’Jeg har altid færdes i mørket, Genfærd. ’’ svarer hun, stadig med lukkede øjne.

Lyon står forvirret og lidt rystet på sidelinjen. Han kan i modsætning til Kirasha kun se genfærdene der omringer hende, men kan desværre ikke høre dem.

Idet, åbner Kirasha øjnene op, hvis lysende, blå iris nu er omringet af sort igen og pupillerne fortrukket katteagtigt.

’’Så må du være en af Guds retmæssige engle, ikke sandt?’’

Genfærdet ler en død latter, der på ingen måde udtrykker glæde.

’’Der er ingen Gud i denne verden, min ven.’’ siger hun, og et lille smil spiller igen om hendes mund, der udtrykker klar medfølelse for væsnet foran hende.

’’Vil du befri os, inden flere lider samme skæbne som os beboere, Dødsridder? ’’

En selvlysende skelethånd, bliver lagt på hendes ene kind. Noget der ligner en tåre, glider ned af genfærdets ujævne, rådne hud, som var Kirashas tilstedeværelse noget det havde ventet på i evigheder.

Hun smiler trist, og lægger sin egen menneskehånd oven på genfærdets.

’’Jeg bliver nødt til at dræbe ham først, ikke? Ellers tager han bare kontrollen over jer igen… Og dræber mig.’’

’’Han kan være her hvert et sekund, Dødsridder. Kan du… Virkelig udrydde en af din egen slags? En med dit eget blod?’’

I starten svarer hun ikke, men retter sig bare op, uden at ændre udtrykket i sit ansigt.

’’Han vil alligevel være død. Det er kun det onde i deres ensomme sjæle, der vandrer rundt.’’

Genfærdet nikker stift, og et enkelt knæk lyder, som et tegn på at den knoglede rygrad ikke har godt af det.

’’Millennium Earl bruger din families døde. De vil være lige så stærke, som da de levede. De er ikke længere Beskyttere, men Ødelæggere… Du må være den sidste nulevende, Kirasha Stormcatcher!’’ antydningen af noget der må være et lykkeligt smil viser sig på genfærdets kranium, ’’Det sagdes, at en enkelt af Dødsridderne havde en anden farve vinger, end de andre. Hun ville have et sort fang, ikke et hvidt… Og skulle være den sidste af deres slags. ’’ 

Kirashas smil forsvinder med et sæt, og hun vender hovedet væk, imens begge hendes hænder knyttes. Igen ser hun en flig af sin fortid. Den fortid som hendes hukommelse for længst har gemt væk. Ligegyldigt hvor meget hun end ønsker det, vil hun aldrig kunne huske. Det eneste hun dog stadig har et billede på nethinden af, er hende selv som femårig… Ved siden af sin daværende, fjortenårige storebror. Broderen med det pjuskede, blonde hår og store mørkebrune øjne. Broderen som hun derefter i et nyt billede ser blive gennemboret og dræbt af en blålig energi, for derefter at eksplodere i en kaskade af hvide fjer og rødt støv.

’’Jeg dræbte ham.’’ hvisker hun næsten lydløst og mærker en voksende fornemmelse af afsky til sig selv. Efter et hukommelsestab så er det det eneste hun husker… Og som plager hende gevaldigt.

’’Kirasha?’’ Lyons bekymrede stemme bringer hende tilbage til virkeligheden.

Han ser chokeret ud. Og hun forstår det godt, da det kun er hende der kan høre genfærdenes stemmer. Lyon kan kun se dem.

’’Han er her!’’

Hæse, gennemskærende skrig der stammer fra de levende døde skærer pludselig igennem luften, og denne gang er Lyon i stand til at høre det. Med et overrasket udbrud, sætter han hænderne for ørerne, for at holde den skrækindjagende lyd ude.

Og idet samles en kaskade af mørklilla energi omkring en kappeklædt skikkelse, der ikke er Kirasha. Øjnene flammer isblåt inde under den mørke hætte, og personen holder om et stort sværd, der er overdækket med lysende runer og et kranium ved håndtaget.

Genfærdene trækker sig tilbage imod væggene endnu skrigende. Kirasha er den eneste der hverken holder sig for ørene eller viger tilbage. Hendes hænder glider bare op over skuldrene og lukker sig om kortsværdene, som hun i en hurtig bevægelse trækker frem.

Og denne gang aktiverer hun dem ikke som sin Innocence.

’’Hvor vover du at besudle vanære over din egen slægt?!’’ Dødsridderens mørke stemme runger i hele hytten. Idet udløses endnu en stærk energiladning fra ham og det lilla breder sig ud som en steppebrand. Lyon bliver slået omkuld af stødet, og knalder derefter hovedet ind i væggen for så at miste bevidstheden.

Kirasha står stadig hvor hun er, rank og upåvirket. Hendes fletning svæver nærmest i luften på grund af trykket fra magien.

’’Du burde selv skamme dig gevaldigt, ’’ siger hun roligt, ’’Var det ikke engang vores pligt at redde mennesket fra Millennium Earlen? Vi blev sågar kaldt for Beskyttere… Og så har du i døden valgt at støtte ham. Intet er mere forræderisk og skamfuldt end dét!’’

Dødsridderen åbner i et øjeblik munden, men lukker den så igen, da han opdager sværdklingen der pludselig sidder i hans bryst. Hans kølige, blå blik glider derefter chokeret opad og ser så ind i et par lige så blå øjne. Kirasha smiler mildt til ham.

’’Vores æra er forbi, min ven, ’’ hvisker hun så, ’’Hvil i fred.’’

Dødsridderens ryg nærmest eksploderer og et par gigantiske, hvide vinger bryder ud fra overfladen af. De borer sig igennem taget, der straks bukker under og lader det hvide brage igennem. Men så forsvinder det blå lys i den mørke ridders øjne, og hele kroppen opløses i en kaskade af snehvide fjer.

Hvis man ser ordentligt efter, kan man se også se omridset af et par mørke vinger ud fra Kirashas ryg. Disse vinger er endnu blot en illusion. Ikke en virkelighed der er klar til at afsløre sig selv i lyset.

Kirashas anden halvdel er ikke parat… Ikke endnu.

En enkelt af Dødsridderens fjer lander i den unge kvindes åbne hånd, efter hun igen han placeret sine sværd på ryggen. Hun lukker langsomt fingrene om den bløde, uskyldige genstand imens hendes egne øjne bliver normale igen, men slipper den så, for at vende sig om.

Genfærdene er stoppet med at skrige, og langsomt – én for én – er de begyndt at forsvinde. En følelse af indre lettelse breder sig i Kirashas krop, idet hun ser den sidste sjæl blive opløst. Men da hendes blik så falder på den bevidstløse Lyon, smiler hun opgivende og ryster på hovedet.

’’Måske skulle jeg bare have ladet ham blive udenfor…?’’

Med et bredt grin trods den mærkværdige hændelse fra før, tager hun fat i hans ene arm og svinger den over sin skulder, for at slæbe ham med udenfor. Døren sparker hun mildt sagt op, og denne gang ryger den af sine hængsler med et ordentligt knald. Da de endelig er nået ud, høres et højt brag bagfra, og vidner til at huset er ved at falde sammen. Inden hun i det hele taget når at vende sig om, ligger det hele i én stor pindebunke.

’’Det var vidst på tide at få det afsluttet… ’’ hun ryster på hovedet og begynder så at slentre ned af de mudrede og drivvåde gader, med Lyon slæbt over skulderen.

*****

’’Så Millennium Earlen gør brug af Dødsriddernes sjæle?’’

Lyon nikker roligt til sin mester – den rødblonde mand – hvis navn egentlig er Odin. Hans rapport var blevet længere end forventet, især med den specielle viden at det var en Dødsridder der havde slået beboerne i den hjemsøgte hytte ihjel, og derefter havde brugt deres sjæle til at dræbe flere. Staklerne havde hver især – før deres død – oplevet skræmmende ting i huset og havde skrevet det ned i logbogen Jasper havde liggende fra sin ven af… Han var blevet myrdet af et af genfærdene, da han var kommet hjem.

’’De vil stadig være døde, men vi har én person der er i stand til at befri dem fra Earlens kløer, ’’ Lyons smil bliver bredere, idet han lader hånden glide over sit baghoved, hvor en bule har placeret sig efter hans sammenstød med væggen i hytten, ’’Den sidste Dødsridder – Kirasha Stormcatcher – lever endnu.’’

Odin rynker brynene og folder hænderne foran sit ansigt, imens han endnu lader sine albuer hvile på det lille træbord.

’’Vidste hun, hvad hun var fra starten af?’’

’’Ja. Men hun aner til gengæld intet om de ting hun vil være i stand til at gøre.’’

Han nikker, eftertænksomt.

’’Vor Gud må have en hel speciel plan med hende, siden hun også er en Exorcist.’’

Lyon vender sig væk fra sit rødhårede overhovedet, for derefter at kigge smilende ud ad vinduet, hvor solen for en gang skyld skinner på en skyfri himmel.

’’Det er virkelig et es for os, at hun ikke blev dræbt for elleve år siden, ’’ mumler han og nikker for sig selv, ’’Men nu er hun jo også på vej til Ordenen. Jeg tror vi har en god mulighed for at vinde den her krig! ’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...