D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5774Visninger
AA

12. Første mission ~ Kapitel 9.

 

Gulvet i Komuis kontor er dækket af et næsten halvt meter tykt lag papirer, og giver Kirasha mange uheldige lejligheder for at snuble. Det er dog ikke lykkedes hende at falde på snuden endnu. Man kan ikke sige det helt samme med Lavi, der allerede ligger og bander i en bunke af papirer.

’’Jeg håber ikke at du har noget imod at have andre personer med på din mission, Kirasha?’’ Komui ser lettet på hende bag sit skrivebord, der ligesom gulvet er fyldt op med ark og sedler, da hun ryster smilende på hovedet.

’’Lavi… Hvor forsvandt han nu hen? ’’ Komui rejser sig op, for at se over sit bjerg af arbejde og finder så endelig Lavi der febrilsk kæmper sig op at stå.

’’Jeg må sende dig på en anden mission i stedet, sammen med Lenalee. Allen vil tage med Kirasha i stedet. ’’ han sender Lavi et advarende blik der tydeligt siger; Og hvis du så meget som prøver at røre min søster, på nogle af dine perverse måder, så slår jeg dig ihjel!

Lavi forstår udmærket denne besked, og retter hænderne nervøst op foran sig, for at vise at han nok skal opføre sig ordentligt. Bagefter trækker han undskyldende på skuldrene, imod Kirasha. Hun kan godt se at det ærgrer ham, at han ikke skal med alligevel. Men så smutter han ud af kontoret, og i stedet dukker den hvidblonde Allen op.

’’Lavi sagde at vi skulle tre af sted. Hvem er den tredje? ’’ spørg Kirasha så.

Et drillende smil viser sig på Komuis læber, idet han begynder at gå hen imod dem.

’’Jeg tror ikke du vil bryde dig om at vide det, ’’

’’Hvorfor ikke? ’’ hun rynker forvirret brynene.

’’Fordi det er Kanda.’’

Exorcisten med de blå øjne må virkelig tage sig sammen, for ikke at sukke højlydt. Indrømmet, så bryder hun sig ikke gevaldigt om den kolde, langhårede Exorcist.

’’I vil møde ham nede i byen, for foden af bjergene. Han er der faktisk allerede. Informationerne om missionen står i den bog vi giver jer. Åh ja, godt du huskede det Allen! ’’ Komui ser lettet over på den hvidhårede Exorcist, der bare smiler. Under armen har han en lysebrun pakke, som han rækker Kirasha.

’’Din uniform. ’’ siger han let, som svar på hendes undrende mine.

Selv her, kan hun ikke lade være med at smile. Langt om længe får hun lov til at bære Den Mørke Ordens uniform… Det er et mål hun har hungret efter i ufattelig lang tid.

’’I tager af sted lige så snart Kirasha har skiftet kluns, ’’ Komui smiler bredt, og retter på de skæve briller, der egentlig godt kunne trænge til at blive pudset en anelse, ’’ Ah, og så har Kanda også en Finder med sig. Held og lykke!’’

 *****

Uniformen er ret enkel, i farverne hvid, sort og sølv. Selve jakken er sort, imens skuldrene, enderne på ærmerne og striben hvor de deltaljerede, sølvknapper sidder, er snehvidt. Den høje, store krave er også hvid, med en sort kant i midten. Tæt, dog lidt over brystet, sidder Exorcisternes roset, i rent sølv, og som symboliserer, at hun er en af dem. Egentlig, er det den mørke hætte, med en sølvstribe hen af kanten, som hun sætter mest pris på, samt den lange længde der gør, at hun ikke behøves at være iført en nederdel, som Lenalee normalt er.

Bukserne, og støvlerne er også sorte, og er lavet af lette materialer, så man kan bevæge sig hurtigt. Og så er der selvfølgelig også de mørke, fingerløse handsker, som sørger for at hun ikke slider håndfladerne når hun holder på sine kortsværd.

Det der fascinerede Kirasha mest ved uniformen, er knapperne. De er så smukke og deltaljerede, at det næsten er utroligt… Og så står der ens navn bag på dem, og på hendes, selvfølgelig Kirasha Stormcatcher.

Da hun endnu engang vender og drejer sig kritisk foran spejlet, falder hendes øjne på den himmelblå krystal hun har i en snor om halsen. Hun har altid haft den med sig, og aldrig taget den af. Og selvom den bærer på mange smertefulde minder, om hendes kamp imod Ordenen, så vil hun ikke smide den væk. Den er en del af hende.

’’Exorcisten Kirasha Stormcatcher. ’’ hun smiler svagt ved lyden af det respektfulde navn. Exorcist. Det klinger så godt i hendes ører.

’’Kira, er du klar? ’’ en banken på trædøren bag hende fortæller, at det er nu. Allens stemme lyder lidt utålmodig, men da Kirasha så står i døråbningen, griner han forventningsfuldt. Og det er først der, at hun lægger mærke til hans venstre arm. Neglene er sorte, og selve hånden er dyb mørkerød, næsten i nærheden af brun. På håndryggen sidder der et glimtende, grønt kors.

’’Er du blevet født med din Innocence? ’’ spørg hun overrasket, og tager i et snuptag fat i Allens mærkværdige hånd. Han ser i starten forskrækket på hende. Derefter griner han bare.

’’Lidt mærkeligt, ikke? Det er ikke så sært at du først ser det nu. Jeg dækker den altid med en handske. ’’ den måde han taler om sin venstre hånd og arm på er næsten sørgmodig, ’’Nogle synes den er uhyggelig. ’’

Kirasha løfter overrasket blikket og ser på ham. Men så slår hun øjnene i gulvet og slipper langsomt hans hånd.

’’Sådan er det også med mine øjne. ’’ siger hun med antydningen af et lidt trist smil på sine læber, ’’Også når de bare er sådan her. Jeg har fået af vide, at det er som om de lyser.’’

Allen ser smilende på hende og lægger en hånd på hendes skulder.

’’Mit ene øje er også… Anderledes. Det aktiveres når der er dæmoner i nærheden.’’

Med den anden hånds pegefinger, skiller han øjenlågene ordentligt fra hinanden, men hans øje ændres ikke. Hans iris er endnu grå, ligesom den i det andet øje. Men han gør det også kun for at vise, hvilket et af øjnene det er han taler om.

’’Skal vi så komme af sted?’’

*****

Kanalerne der går langt under jorden, og som skal føre Allen og Kirasha ud af Den Mørke Orden, er fuldkommen mørklagt. Kun en enkelt olielampe, som Komui holder på, giver en smule lys.

’’Bare bed Kandas Finder om at ringe, når i fået fuldført missionen og er på vej hjem igen, ’’ han nikker anerkendende, idet de to Exorcister træder ned i den lille båd, som de begge hjælpes ad med at ro ud. Det mørke vand skvulper blidt imod siden på de træplanker den er bygget af. Man kan slet ikke se igennem de mørke dybder under dem.

Der er egentlig ikke meget mere end sort, det meste af tiden. Allen har tilbudt at ro ud, da han kender vejen, selv igennem mørket. Men Kirasha smiler bare for sig selv, og siger:

’’Jeg kan sagtens se, bare giv mig et øjeblik… ’’ idet hun har sagt det, lukker hun øjnene helt i, og sidder ubevægelig i et par sekunder. Men så slår hun dem op med et sæt, og de blå iriser flammer uhyggeligt i alt det sorte. Og det blå, er sådan set det eneste Allen overhovedet kan se af Kirasha.

’’Okay, jeg synes altså også at det ser lidt uhyggeligt ud.’’ indrømmer han, ’’Der var faktisk noget jeg tænkte på, angående dine øjne. Giver de dig ekstra styrke, eller noget?’’

Kirasha ryster på hovedet, selvom hun godt ved at han ikke kan se det.

’’ Ikke af hvad jeg ved, ’’

De sidder lidt i stilhed, fordi de ikke ved hvad de som sådan skal sige.

’’Hvad med dit øje? Har du nogen ekstra kræfter liggende, som antændes når dit øje aktiveres?’’ spørg Kirasha så, og retter sig lidt op, imens hun tager fat i den ene paddel og stryger den igennem vandet, så båden ikke taber fart.

’’Jeg får kun muligheden for at se dæmonerne komme, inden de angriber, ’’ svarer Allen, og trækker af ren vane på skuldrene.

Igen er der stilhed, men den føles ikke ubehagelig.

’’Jo, der er faktisk noget mine øjne gør… Som du nok har gættet, så kan jeg se igennem mørket. Men de aktiverer også en eller anden kraft der gør, at jeg kan se døde mennesker og føle skyggerne i sig selv. De er en del af mig, ’’ normalt ville hun aldrig have sagt dette til noget levende menneske, men hun har det som om at Allen vil kunne forstå det.

’’Hvis ikke de var blevet udryddet, ville jeg tro at du var en Dødsridder, ’’ siger Allen med et lille smil, som Kirasha udmærket kan se.

’’Men de er alle sammen døde…’’ hvisker hun bare for sig selv, og ser derefter ligegyldigt ud i luften. Hvorfor hun pludselig lyver, ved hun ikke. Men de fleste i Ordenen ved nu, at Dødsriddernes sjæle arbejder for Millennium Earlen. Hvad ville han ikke tro om hende, hvis han fandt ud af hvem hun i virkeligheden var? I virkeligheden, er det faktisk kun Komui, og nogle andre Exorcister, som ved hvilke kræfter hun gemmer på.

’’Ah, udgangen er der! ’’ Allen peger lettet imod en rund åbning, lidt længere henne. Mørkeorange lys skinner ind, og fortæller tydeligt at solen er ved at gå ned.

Idet det varme og bløde lys kommer i kontakt med Kirashas øjne, forsvinder det sorte omkring dem, og de bliver normale.

Deres eneste svaghed er sollys, tænker hun opgivende, så jeg kan ikke bruge mine øjnes evner, når det er dag… Medmindre jeg er på et mørkt sted som dette.

Varmen fra aftensolen er ikke kraftig, som den havde været senere på dagen. De to Exorcister lægger båden til ved en lav klippevæg, som de springer op på. Båden bliver trukket ind i den underjordiske kanal igen, sammen med strømmen.

Rygsækken Kirasha bærer på ryggen, udover sine kortsværd, er ikke specielt tung, selvom den indeholder både førstehjælpsgrej og mad. Alligevel hanker hun lidt op i den, og modtager et kort nik fra Allen, som tegn på at de kan gå ind til byen nu.

Tingene ser anderledes ud i Kirashas øjne, nu hvor hendes øjne ikke er klistret til et kort. Med et let grin, mindes hun episoden hvor hun gik ind i Kanda, en hel aften før de overhovedet skulle mødes.

’’Det var her jeg så Kanda første gang… Eller nærmere; Jeg så ham ikke, og det var nok derfor jeg gik lige ind i ham. ’’ hun ler, kort og ryster på hovedet. Allen smiler skævt, og hvis Kirasha egentlig vidste hvad han havde tænkt, så ville hun med garanti havde slået ham.

Jeg kan egentlig ikke forstå hvorfor Kanda ikke kan lide hende, tænker han for sig selv, men han kan jo heller ikke lide nogen som helst!

Ifølge ham, er Kanda ikke lige et af de mennesker der tager imod andre med åbne arme. Langtfra. I hvert fald ikke dem han kender i forvejen. Med et lidt bistert udtryk i øjnene, husker han hvad den langhårede Exorcist sagde til ham, da han var på sin første mission.

’’Du skal hverken prøve på at beskytte mig, eller hjælpe mig. Hvis jeg bliver nødt til at efterlade dig for at fuldføre min mission, så er det det jeg gør. Tro endelig ikke at jeg har tænkt mig at ofre noget for dig.’’

Han havde kigget lidt såret, og opgivende på den en smule ældre fyr, med den lange hestehale.

’’Sikke en modbydelig ting at sige, ’’

Allen bliver revet tilbage til den normale verden, idet han hører Kirashas stemme ved siden af ham. Hun er stoppet op.

’’Dér er han. ’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...