D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

25Likes
27Kommentarer
5765Visninger
AA

11. Exorcisternes hjem - Del 2 ~ Kapitel 8.

 

Værelset Kirasha nu sover i er indrettet efter hendes egne ønsker, ligesom de andre Exorcisters. Væggene er lysegrå og et ret stort, halvcirkelformet vindue giver lys ind i det lille rum. Det er ikke særlig rummeligt, nej, men tilpas.

Skabet der står ved siden af sengen er chokoladebrunt og ufattelig glat. Men Kirasha kan faktisk ikke afgøre hvilken slags træ det er lavet af, selvom det ikke skulle være nogen sag.

 Det allerførste der fangede hendes opmærksomhed i hele rummet, var det store billede på den lange side af rummet. Det var mørkt og gråt, med bjerge og et dødt land. Men her og der, havde mørkerøde roser svunget sig om de slidte vejstakitter, der stod omkring stierne. Enkle, orange olielamper lyste op, bundet på pæle et par steder. Regnen der skyllede ned, var tydelig, selv om det bare var et maleri.

Kirasha ved ikke helt hvor hun har set dette landskab før. Men hun ved, at hun har set det, selvom det kan være mange år siden. Hun føler sig knyttet til det. Som om det er en tabt del af hende, som hun er nødt til at finde.

På den sorte kommode, til den anden side af sengen, står en gnistrende, orange kugle, med et snoet stativ af forgyldt sølv. Denne ting, tilhører egentlig ikke Kirasha, men stod i rummet, ligesom de fleste af møblerne, og maleriet. Hun har enkle gange forsøgt at røre ved den, hvilket har fået den til at udseende energistråler i nærheden af hendes berøring. Ikke fordi det har givet hende stød eller noget, men hun finder det alligevel fascinerende. Det er strøm på en anderledes måde. Men selvom kuglen bare er beregnet som sengelampe, gør den hendes rum til noget specielt.

Hun har fået af vide, at dette værelse er mere dunkelt end de andre. Men det har hun ikke noget imod, overhovedet! Jo mørkere, jo bedre, hvis det står til hende.

Fordybet i sine tanker om det lille værelse, bliver Kirasha vækket til dåd af en klar ringen af klokker. Spisetid. Både Findere og Exorcister mødes nede i caféen, hvor de spiser alle deres måltider. Om man vil springe det over, er ens eget valg. Men Exorcisten med den lange fletning og de blå øjne, har en mave der skriger efter mad. Så selvfølgelig slentrer hun roligt ud af sit rum, og lukker døren efter sig, hvorefter hun træder ud på den runde platform.

Den Mørke Orden, er selv indefra et tårn i utroligt mange etager, der går helt ned i bjerget og langt op. Når Kirasha står udenfor sit værelse, er der et marmorstakit i en gigantisk rund ring, og så et kæmpe hul ned. Dette hul fører så langt ned, at man ikke ville overleve et fald.

Kirasha skal længere ned, for at finde caféen, og det kan hun komme ved hjælp af trapperne ude i siden. Selvom det tager ufattelige mængder af tid bare at gå nedad, så tør hun ikke tage chancen ved at springe udover kanten. Det ville være selvmord.

’’Trappen bliver bare lidt kedelig efterhånden, ikke?’’

Stemmen tilhører den rødhårede fyr, med klappen foran det ene øje. Lavi, som han hedder. Hans hænder er placeret i hans mørke lommer, og et lettere, drillende smil sidder på hans læber.

’’Er du på vej ned for at spise?’’

’’Det er jeg nok altid. Men Allen slår altså alle rekorder, når det gælder mad, ’’

’’Det har jeg set, ’’ opgivende ryster hun på hovedet, ved tanken om den hvidblonde Exorcists store appetit.

’’Ah, ja. Komui har forresten også din første mission klar. Han siger, at du skal komme op på kontoret når vi har spist.’’ Lavis smil bliver bredere, ’’Og jeg skal forresten med.’’

Sammen, går de to Exorcister ind ad døren, der fører ind til caféen. Der er allerede propfyldt, de fleste er Findere, men også enkle Exorcister er til stede. Deriblandt Allen, og en lille, gammel mand, som Kirasha igennem Lavi kender som Bookman.

’’Heldigvis skal Pandaen ikke med os, ’’ Lavi står lidt og tripper for sig selv, imens han venter på sin bakke med mad. Kirasha kan sjovt nok godt lide den måde han snakker om Bookman, som også er hans læremester. Det lyder godt nok ikke respektfuldt, men viser tydeligt at de har et tæt bånd.

’’Er det tilfældigvis mig du snakker om, din møgunge? ’’

Bookmans mørke stemme dukker op lige bag Lavi, der pludselig ser lidt nervøs ud. Den lave, næsten skaldede mand med en enkelt hårtot midt på issen ser køligt på sin elev, der endelig vender sig om, imens han smiler lidt ondskabsfuldt.

’’Hvem skulle jeg ellers snakke om, gamle mand? Hvem ligner ellers en panda i det her ru-’’ Lavi når ikke at færdiggøre sætningen, før Bookman har sat et velplaceret spark imellem ribbenene på ham, så han nærmest flyver igennem luften. Ja, den gamle ligner ganske vidst en panda en smule, på grund af de sorte tegninger han har omkring øjnene… Men trods sin lille størrelse, så er han ret stærk. Den lave mand vender sig imod Kirasha, med hænderne placeret imod hinanden.

’’Jeg gætter på, at du må være Kirasha Stormcatcher…?’’

Hun nikker en lille smule nervøst, men holder dog stadig ordentligt fast på sin bakke med tomatsuppe og brød. Lavis bakke derimod sidder nærmest i ansigtet på Kanda – der som altid sidder ved sig selv – imens den rødhårede knægt selv ligger i en mærkelig stilling ved siden af. Bandende rejser han sig op og skal til at råbe noget fornærmende imod Bookman, men holder dog inde da han ser Kandas rasende blik.

’’Eh, hej Yuu.’’ siger han, og lister forsigtigt over imod ham, som var han en bombe der kunne springe ethvert sekund. Med pegefingeren lister han langsomt lidt kødsovs og spaghettistrimler af den sorthårede Exorcists uniform og smiler undskyldende.

’’Kald mig det igen, og jeg smadrer ansigtet ind på dig, retarderede idiot!’’ knurrer Kanda, imens han bare stirrer iskoldt på Lavi, hvis smil blegner en smule.

’’Hvorfor kalder han ham Yuu?’’ spørg Kirasha undrende Bookman, der ser ligegyldigt over på de to unge drenge.

’’Det er hans rigtige navn og kun Lavi der kalder ham det… Hvilket han som du kan se, ikke er så begejstret for. Kanda er bare hans efternavn, og hvad de fleste så tror han hedder… Men du gør nok klogt i kun at kalde ham det, ‘’

Kirasha nikker bare, med antydningen af et svagt smil. Sceneriet er midlertidigt forbi, og Lavi kommer luntende tilbage, med et lidt nervøst smil… Og en stor bule i panden, som Kanda med sikkerhed er gerningsmanden bag.

’’Yuu er vidst ikke så glad for spaghetti, ’’ siger han og griner let, imens han gnider den ene hånd mod den røde ophobning i panden, ’’Og hvad angår dig Panda… ’’

Han ser truende ned på den meget lavere, ældre mand.

’’Æd din mad, dumme unge.’’ siger Bookman bare, for derefter at vende ryggen til og gå.

Lavi ser irriteret efter den gamle, men vender sig så imod Kirasha igen, med et smil.

’’Gamle mænd, du ved, ’’ han trækker på skuldrene, og bestiller derefter en ny omgang mad.

Imens de venter på Lavis måltid, er en hvis Exorcist, med en lang, sort hestehale og kødsovs på uniformen på vej forbi dem. Kandas blik er sat på alt andet end dem omkring ham, og han viser ikke nogen interesse for noget som helst. Med et opgivende suk over den kølige Exorcist, vender Kirasha sig imod folkemængden og spejder ud efter ledige pladser til hende og Lavi.

Helt nederst er der et ledigt bord, som hun med det samme får øje på. Imens er hendes opmærksomhed vendt væk fra alt andet, og hun opdager ikke Kandas pludselige blik på hende. Han er stoppet op, og ser egentlig ret ligeglad ud. Men så rynker han kort brynene, kommer med en irriteret lyd, for derefter at forsvinde ud af caféen.

Imens har Lavi og Kirasha sat sig ned på det bagerste bord overfor hinanden.

’’Blev han sur? Kanda altså?’’ spørger Kirasha så, med et skævt smil. Hendes fingre har lukket sig let om skeen, som hun kører langsomt rundt i cirkler, i den stadigvæk varme suppe.

’’Om han blev sur? Havde han haft Mugen med sig, så ville jeg ikke have noget hoved længere!’’ Lavi ler kort, og kører en hånd igennem sit pjuskede hår, der har samme farve som den mørkerøde kødsovs på hans tallerken.

’’Fortæl mig noget mere om vores mission, ’’ siger Exorcisten med den lange fletning, imens hun sætter sig interesseret op, ’’Er vi de eneste der skal af sted?’’

Lavi læner sig tænkende tilbage, og lader kort en finger hvile på den sorte lap over hans ene øje. Hvad gemmer der sig egentlig inde bag? Kirasha har ikke lyst til at spørge. Det kan være personligt.

’’Jeg nåede ikke at få hele samtalen med, ’’ siger han undskyldende, ’’Men der skal vidst én mere med. ’’

Kirasha nikker, og hæver endnu engang skeen op til sine læber, dog uden suppe på.

’’Så lad os finde ud af det, ’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...