D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5863Visninger
AA

10. Exorcisternes hjem - Del 1 ~ Kapitel 7.

 

’’Ja, jeg beklager den lille smutter vi lige begik… Mit navn er Komui Lee og jeg er Den Mørke Ordens overhoved.’’

Den bebrillede mand rækker sin ene hånd undskyldende imod Kirasha, og hun trykker den forvirret. Portene til Ordenen er trukket op og efterlader to store indgange. Stenansigtet på den store stolpe imellem de nu åbne porte har trukket sig tilbage, og ligner nu atter den samme indhugning som før.

’’Kirasha Stormcatcher, ’’ ånder hun let.

’’Ja, det ved jeg at du hedder. Det er ikke første gang Lyon melder sent tilbage, så det vil jeg gerne undskylde… Også Kandas opførsel. Han blev bare overrasket.’’ Komui nikker henkastet imod den mørkhårede fyr med hestehalen, og får som svar et vredt fnys, der straks fortæller, at det er en stor, fed løgn.

’’Han virker ikke som én der kommer særligt godt ud af det med de nye, ’’ siger hun så med et skævt smil.

’’Det er nok… Meget rigtigt… ’’ indrømmer Komui tænkende, ’’Men du er ikke den første han har givet sådan en velkomst.’’

Idet, træder en hvidblond dreng frem omtrent på Kirashas alder. Over hans ene øje går der et mørkerødt ar, der danner en femkantet pentagramstjerne i siden af panden.

’’Kanda er bare fantastisk til det der med at byde folk velkommen, ’’ siger han sarkastisk, ’’Og endnu bedre til at slå dem ihjel.’’

’’Allen!’’ udbryder en pige, med langt, nattesort hår sat op i to høje rottehaler. Hun ryster opgivende på hovedet.

’’Årh, Lenalee! Jeg siger bare sandheden, ’’

Et drama som Kirasha i starten ikke forstår, er ved at sno sig om Ordenens medlemmer. Den hvidhårede dreng – Allen Walker – som hun får at vide han hedder og Kanda er allerede ved at flå hovederne af hinanden, imens pigen med rottehalerne – Lenalee Lee – Komui Lees lillesøster forsøger at stoppe dem.

Imens står en rødhåret fyr tilbage, sammen med en både hvid- og sorthåret gut og en ung kvinde med lette, brune krøller.

’’Jeg hedder Lavi, til tjeneste frøken!’’ griner den rødhårede, tager hendes hånd og bukker let i et sarkastisk forsøg på at være formel. Men her forstår Kirasha med det samme, at han provokerer hende. Så hun nejer yndigt med en lige så gennemtrængende ironi og siger høfligt:

’’Mig en ære, Hr. Lavi.’’

Et skævt, lidt drillende smil finder vej på hendes læber, imens et bredt grin, smøres ud over den rødhåredes ansigt. De har samme form for humor, det er tydeligt.

’’Endelig én der forstår mig.’’ ler han og klapper hende let på skulderen.

Idet han kommer tæt nok på, ser hun den sorte klap der dækker det ene af hans grønne øjne. Et bredt bånd holder halvdelen af hans røde lokker oppe, sandsynligvis for at holde det væk fra ansigtet. Og så er han heller ikke meget ældre end hende selv.

Fyren med det sorte hår og den lange snehvide hårtot der hænger ned i ansigtet på ham træder frem. En lang, flosset kappe hænger fra hans skuldre, og idet han smiler forsigtigt, kan Kirasha skimte de lange, spidse tænder han har. Det kan kun være hans Innocence, tænker hun fascineret. Og det er lige akkurat tænderne der gør, at han ligner en blanding imellem Grev Dracula og et temmelig højt menneske.

’’Aleister Crowley den tredje, ’’ nikker han let. Det er ægte høflighed og respekt der vises fra denne Exorcist, og Kirasha kan med det samme godt lide ham, ’’Men du kan selvfølgelig bare kalde mig Crowley, eller bare Crow som de andre gør. ’’

Fyren der i allerhøjeste grad ligner en vampyr er ikke lige så ung som de andre på stedet. Han må være i midten af tyverne, måske ikke så langt fra trediverne. Men hans ansigt er stadig smalt og glat, så han er ikke gammel.

Den sidste person der hilser på Kirasha er den mørkhårede kvinde. Hun er nok på samme alder som vampyr-fyren – Crowley – og virker også lidt genert som ham. Men idet hun træder frem for at give hende hånden, snubler hun lige ind i Exorcisten med den lange fletning og de falder begge to så lange de er.

’’Åh min gud, det må du virkelig undskylde!’’ gisper kvinden forskrækket og fjerner sig straks fra Kirasha, der ligger udstrakt og omkuldslået på de lyse fliser. Hun rækker hende sin ene hånd, men snubler endnu engang og lander så lang som hun er, ved siden af Kirasha.

’’Miranda er lidt… Ja, klodset du ved.’’ siger Lavi – den rødhårede med klappen for øjet – med et grin.

Kvinden, nu bedre kendt som Miranda Lotto, rejser sig igen og lader denne gang Kirasha komme op selv.

’’Det er okay, ’’ siger hun med et bredt smil. Og hun mener det. Selvom hun kun lige er blevet lukket ind, har hun en god fornemmelse af Den Mørke Orden.

Det her sted, tænker hun lykkeligt, Kan bare ikke blive bedre!

*****

En uges tid senere…

 

’’Allen, Kanda! Prøv lige at… For Guds skyld altså!’’

Komui lyder temmelig febrilsk og ser hjælpeløst over på sin en del yngre lillesøster, som nok også er de omkring seksten, sytten år. Lenalee sukker opgivende idet den hvidblonde fyr Allen og den ligeglade Kanda, igen forsøger at smadre hinanden.

’’Indrøm det, du havde et godt øje til hende, lige så snart du så hende på skærmen!’’ et drillende fnis undslipper Allens læber og gør kun den rasende Kanda endnu mere vred.

’’Lamme idiot! Jeg burde skære hovedet af dig og hænge det op som trofæ foran porten, Bønnespire!’’

’’Bønnespire? Er det hvad du kalder ham?’’

En klar, uforstående stemme fortæller straks de to unge drenge, at Kirasha er trådt ind i rummet. Det er desuden også en stemme der endnu engang får Kandas blod i kog. Han kan ikke udstå hende, som han ikke kan udstå Allen.

’’Hvad vil du, Mini?’’ svarer han koldt.

’’Mini?’’ endnu engang lægger Kirasha hovedet let på skrå, fordi hun er forvirret. Men da Kanda så stiller sig irriteret ved siden af hende – dog med et godt stykke mellemrum – forstår hun. Han er nemlig næsten et helt hoved højere end hende. For at være ærlig, så er hun faktisk en af de laveste i hele Ordenen… Det er det i hvert fald gået op for hende i løbet af denne uge.

’’Jeg er altså ikke lav, ’’ svarer hun, og mærker en lettere irritation i sit indre, ’’Det er bare dig der er høj, Køter. ’’

Øgenavnet Køter er som et slag i ansigtet for Kanda. Vredt ser han igen ned på den jævnaldrende pige, der bare stirrer irriteret tilbage.

Allen formoder at liste lidt væk, da han mærker en voksende trang til at gå på hinanden imellem de to andre Exorcister. Det er nærmest som om en mur af ild rejser sig imellem dem, og gnister fyger imellem deres hadefulde blikke.

’’Snak med nogen på din egen størrelse, Mini, ’’ knurrer Kanda så endelig, og hentyder stærkt til Allen. Men det lader Kirasha til at ignorere fuldstændig, idet hun hiver en skammel frem under et bord og stiller sig op på den.

’’Sig frem, Mister. Jeg-er-bedre-end-alle-andre.’’ siger hun og smiler lidt hånligt.

Kanda er pludselig på randen af at eksplodere igen, da han ser på den nu en smule højere pige. Hans blik nærmest brænder af raseriet der flår i hans krop, og den allersidste kommentar fra Kirasha, tænder ham af;

’’Jeg troede faktisk du var en pige, da du angreb mig i sidste uge. Det var pænt elegant, og så med den der flagrende hestehale, ’’

Inden hun når at opdage det, ligger hun på ryggen imellem flere tusind stakke af usorterede papirer. Ikke engang et overrasket udbrud nåede at undslippe hendes læber, inden Kanda med et hurtigt skub havde sendt hende i gulvet.

Papirstumper flyver rundt i luften, men Kirasha ved udmærket hvordan hun skal takle sådan en situation.

Den næste der bliver overrasket er Kanda, da Kirasha få sekunder efter er på benene og vælter ham omkuld, ved at vælte hele sin vægt ind i hans mellemgulv. I et stykke tid ruller de hvæsende og spruttende rundt på gulvet, der er dækket af papirer og bøger, i en intens kamp for at få den anden til at ligge forsvarsløs under sig.

Det er her at Lenalee og Lavi dukker op med Allen bag sig. Han smågriner for sig selv, ved mindet om de to mundhuggende Exorcister som det lykkedes ham at liste væk fra. Det er godt nok først da han ser dem vælte rundt på gulvet med arkene af papir flyvende omkring sig, at han for alvor knækker sammen af grin.

Lavi ser i et øjeblik misbilligende på dem, men kan alligevel ikke kvæle sit grin. Lenalee smiler også og ryster let på sit yndige hoved. Som de står der i dørkarmen, har de ikke tænkt sig at stoppe de to kæmpende. Hvis de skal være helt ærlige, så synes de nok at det er lidt morsomt at se på.

Det er i sidste ende lykkedes Kirasha at vælte Kanda ned på ryggen, for derefter at sætte sig på hans overkrop med et selvtilfreds grin. Både hende og Kandas hår har løsnet sig fra deres normale frisurer, og spreder sig sjusket ud til alle sider.

’’Fik dig, din skiderik!’’ Kirashas skæve smil sidder stadig hvor det sidder, imens Kanda ser iskoldt op på hende.

Idet hun skal til at sige noget mere nedladende, griber han fat om hendes ene håndled og svinger hende af, imens han selv sætter sig over hende. Et forskrækket hyl slipper fra hende, idet hun rammer det hårde gulv med ryggen først.

’’Så var man ikke så kæphøj længere, Mini? Du er jo lige så svag som du er lille.’’ siger han, men uden nogen som helst antydning af et smil.

’’Kanda, så er det nok! Du behøver ikke voldtage hende, ’’ Komuis drillende stemme skærer let igennem luften, idet han dukker op bag Allen og de andre, der bare er flade af grin over den måde de to Exorcister slås. 

Og denne kommentar stopper øjeblikkeligt Kanda, der trods sin vrede ser ud til at blive mere eller mindre flov over hentydningen. Som om han nogensinde ville komme til at kunne lide den højrøvede møgtøs!

Kirasha ligger stadig overrasket på gulvet, men griber derefter chancen, da Kanda ikke er opmærksom. Med det ene ben, vælter hun ham endnu en gang rundt, men rejser sig derefter selv op, da hun godt kan se at de ikke kommer videre. Smilet fra hendes læber forsvinder langsomt, og allerede nu kan hun konstatere, at dette nok ikke er starten på et fantastisk venskab.

Allen kommer til at kede sig, tænker hun opgivende, For det er nok ikke længere ham der kommer op at toppes med Kanda, hvis jeg skal være helt ærlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...