D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

25Likes
27Kommentarer
5767Visninger
AA

23. Exorcisten i sort og guld – Del 1. (Kapitel 19)

 Med blikket vendt imod loftet, mindes hun den fantastiske aften. Et smil pryder endnu hendes læber, og får hende til at blinke adskillige gange.

’’Jeg ved ikke om du har fået det af vide før, men der er faktisk nogen der kalder Ordenen for ’Hjemmet’.’’

Hjemmet, tænker Kirasha, Jeg er faktisk begyndt at se det her sted som et hjem.

Hvor skulle hendes hjem ellers være? I de år hun bare har rejst rundt for at finde Ordenen, var der ikke noget hun kunne kalde for sit hjem.

Denne tanke får hende automatisk til at tænke på hendes træning tidligere i dag, og fyren med den sorte og guldfarvede uniform der dukkede op i hendes minder. Det var Ordenens uniform han bar… Men hvorfor var den så også guldfarvet? Af hvad hun ved, er alle Exorcisternes uniformer kun i farverne sølv, sort og hvid.

Det er ikke et spørgsmål som hun kan vente med at få besvaret. Lynhurtigt og uden at flå sine sår op, kommer hun op at stå, og åbner lydløst døren ud til platformen midt i Den Mørke Orden.

Kirashas plan er at finde biblioteket. Hun har kun været derinde den ene gang hvor Allen og Lenalee viste hende rundt, for bøger er ikke ligefrem noget der interesserer hende.

Langtfra.

Ordenen kunne i virkeligheden godt bruge nogle skilte. Bare så man ved hvilken vej man skal gå, for at komme hen til et specielt sted. Af en eller anden grund virker det lidt som om, at Komui morer sig over dem der farer vild… Sådan nogle som hende selv… Eller Miranda.

Der er koldt herude. Så koldt at Kirashas ånde står ud som små skyer af hvidt, og at hun krymper sig hver gang hun sætter fødderne på stengulvet. I den tid hun har været her, har hun været van til, at der altid var en nogenlunde temperatur hvor end man befandt sig i Ordenen… Men tydeligvis ikke i nat. Gad vide om noget er gået i stykker i den maskine der opvarmer stedet?

Dette får hun ikke tid til at tænke yderligere over, for pludselig står hun over for glasdøren ind til biblioteket. I et øjeblik frygter hun at den er låst, men håndtaget glider med lethed ned, da hun tager fat i det, hvorefter døren går op med en svag knirken.

Der er selvfølgelig helt mørkt derinde, men dette er ikke noget problem for Kirasha. Uden selv at gøre noget, aktiveres hendes øjne, imens gulvet genspejler det fantastiske blå lys. At se igennem laget af sort er ikke længere et problem for hende.

Rækkerne af bøger åbner sig op foran hende. Lyden af hendes skridt er næsten ikke til at høre, fordi hendes nøgne fødder forhindrer den stilfærdige larm at slippe ud.

’’Leder du efter noget, Kira-ra?’’ 

I et kort øjeblik fryser alle Kirashas lemmer af chok, men heldigvis er stemmen genkendelig… Og kælenavnet.

’’Lavi, ’’ ånder hun lettet, og vender sig om, ’’Hvad laver du her?’’

’’Jeg kunne spørge dig om- … Eh… ’’ den rødhårede Exorcist stopper sig selv, hvorefter han prøver at finde ord, men bare bliver ved med at vrøvle.

’’Årh, så hold dog op!’’ sukker Kirasha så og lader sine dæmoniske øjne svinde tilbage til det gamle, ’’Kan du ikke koncentrere dig, selvom jeg har dem aktiveret?’’

Han klør sig forlegent i håret.

’’Nah… De er altså lidt uhyggelige, du ved… ’’

Et småfornærmet prust forlader den kvindelige Exorcists læber, hvorefter hun sætter hænderne i siderne og så nikker imod olielampen i Lavis ene hånd.

’’Hvis du ikke har andet at tage dig til, end at glane over mine øjne, gider du så hjælpe mig med at finde det jeg leder efter?’’

’’Oki doke!’’

Lallende følger han med hende ind i det store bibliotek, med olielampen ført frem foran sig.

’’Hvad leder du da efter?’’

’’Det lyder nok lidt mærkeligt… ’’ indrømmer hun, ’’Men det har noget at gøre med at genkalde min tabte hukommelse.’’

’’Huskede du da noget vigtigt?’’

Lige umiddelbart ved Kirasha ikke hvad hun skal sige til dette. Var denne mand fra hendes fortid en del af et vigtigt kapitel?

’’Måske.’’

De bevæger sig længere ind og drejer om hjørnet, til de når en række med bogstavet E sat på siden. De fleste af bøgerne der står på disse hylder har urealistiske titler, lige indtil én anden, tyk bog dukker op. Omslaget er sort med hvide kanter og Den Mørke Ordens roset på midten. Titlen er; ’’Exorcist’’

’’Har din fortid noget at gøre med Ordenen?’’

’’Det er det jeg prøver at finde ud af, dumme!’’

Langsomt løfter hun bogen ned fra træhylden, og bliver med det samme overvældet af dens lethed. Det er utroligt at sådan en tyk bog kan veje så lidt.

’’Du kunne jo eventuelt også bare spørge mig til råds, ikke?’’ skævt smilende hopper Lavi op i den nærmeste vindueskarm, hvor han sætter sig til rette. Nedenunder er der et bord, som Kirasha smider bogen fra sig, og begynder at bladre igennem de mange sider. .

’’Lad være med at være lige så uvenlig som Yuu!’’ af en eller anden grund kan han ikke holde munden lukket. Hans underlæbe skubber sig fornærmet frem, da Kirasha bare ignorerer ham.

Denne kommentar får hende til at se op på ham med et morderisk blik.

’’Sammenlign. Mig. Aldrig. Med. Ham.’’

’’O- Okay så!’’ Med hænderne holdt beroligende op foran sig, nærmest for at forhindre hende i at springe på ham, ser han nervøst ned.

’’Er der nogen i Den Mørke Orden der bærer uniformer med guld i stedet for hvidt og sølv?’’

Nu smiler Lavi bredt.

’’Jeg sagde jo, at du bare skulle spørge mig! Det er selvfølgelig Generalerne der gør det!’’

’’Generalerne?’’

’’Det er de allerstærkeste Exorcister.’’

De allerstærkeste Exorcister. Hun rynker brynene. Skulle hun have tilbragt sin tid med en General engang? Hun aner det ikke, men noget tyder på det.

Én ting er hun dog overbevist om: Det må være ham der fortalte hende om Den Mørke Orden og Exorcisterne. Det må være ham der fandt ud af, at hun er hvad hun er.

’’Hvilke Generaler findes der?’’

’’Eh… Der er fem i alt… På et tidspunkt var der vidst også en sjette, men jeg tror vidst at han døde.’’

Lavi stirrer tænkende ud i luften, men så trækker han på skuldrene.

’’Hvad døde han af?’’

’’Eh, det ved jeg ikke rigtig… I hvert fald ikke alderdom, for han var ret ung. På alder med Crowley. Nogen siger, at han havde en lærling med sig, da han blev dræbt… Altså helt ærligt, man ved jo ikke engang om han overhovedet blev dræbt! Han forsvandt bare, forventet død og-… ’’

Pludselig stopper han chokeret sig selv, hvorefter han kort blinker. Det ser ud som om, at han prøver at samle sine tanker, men det lykkes vidst ikke helt. Så peger han med rynkede bryn på Kirasha, som om at det han tænker umuligt kan være rigtigt.

’’No way… ’’ mumler han og genvinder endelig sin evne til at tale, ’’Det kunne ikke have været dig, vel? Lærlingen?’’

Hun svarer ikke. Har bare presset øjenlågene hårdt sammen, som ville hun genkalde mindet igen.

Og billedet viser sig; En høj, mørkhåret mand som før. Hans våben, kæderne, brillerne. Det venlige smil, og så en sætning der kunne have fået hende til at skrige:

’’Rejs dig op. Bliv ved. Så skal du nok blive en fremragende Exorcist.’’

Inden hun når at opdage det, er hun begyndt at huske mere. Sætninger, brudstykker, detaljer. Det er langsomt ved at vende tilbage…

 

*******

 

’’Hvorfor sidder du her alene, lille ven?’’

Hun løfter sit beskidte hoved, uden at gøre mine til at tørre tårerne væk fra øjenkrogene. Hendes tøj er ødelagt og kroppen udsultet. Denne fem, seksårige pige har været alene længe. 

’’Raenef er væk.’’ Hvisker hun hæst til manden i den sorte og gyldne uniform foran sig, ’’Ligesom de andre. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre… ’’

Manden foran hende kommer fra et sted, som hun ikke kender til. Hun har aldrig mødt ham før, men alligevel er der et eller andet ved ham, som får hende til at føle sig… tryg. Han har en faderlig fremtoning, trods han sikkert ingen børn har.

Der lyder et brag et stykke derfra. Et brag som manden i den gyldne uniform åbenbart kender årsagen til, for han løfter opmærksomt hovedet. I et øjeblik ser det ud som om at han tænker, men så rækker han kort armene ned imod den stakkels pige foran ham.

’’Vent her. Jeg er tilbage om et øjeblik.’’

Og så sætter han i løb imod det sted hvor braget lød.

Pigen fra før har rejst sig op, og ser nu følelseskoldt efter ham. Hendes himmelblå øjne er udbrændte, men alligevel er der et strejf af viljestyrke tilbage i dem. Som om at hun ikke helt har givet sig selv op.

Langsomt bevæger hun sig i samme retning som manden fra før. Der er noget ved ham, som hun ikke forstår. Så hun trodser hans ordre og følger ham. Hun må have svar på sine ustillede spørgsmål.

Måden hun bevæger sig på er usikker og vaklende. Som om at hendes ben knap kan bære hendes i forvejen ringe vægt længere. Men alligevel kæmper hun sig af sted.

En sort horisont kommer til syne. Lige så mørkt vand befinder sig under den, og det går op for pigen, at hun må være kommet ud til havnen.

Pludselig genspejles et lilla lys i vandoverfladen og derefter et flammende orange. Derefter lyder der et brag og en række skrig.

Hun fortsætter fremad, leder forvirret efter manden fra før. Og pludselig dukker han op. Mørkt blod der tydeligvis ikke er hans eget, præger hans ansigt og dækker brillerne, som han irriteret renser i sin krave. I den anden hånd holder han et gigantisk våben, en le i kæmpestørrelse. Omkring håndtaget er der snoet sølvskinnende kæder, der fortsætter ned til hans bælte, som ville han holde våbnet fast.

I virkeligheden er det noget andet han holder fast. Kæden går nemlig ud to steder, og holder også fast på et umenneskeligt væsen. Det ligner en klovn uden klovnenæse og latterligt tøj. Kroppen brænder ustandseligt og ansigtet er malet i et hånligt grin. Det eneste den er påklædt er et par stribede bukser.

’’Det her er Fjolset Alexei, ’’ siger manden fra før kort. Han har åbenbart opdaget pigen, ’’Han er mindst lige så farlig som en dæmon, hvis ikke jeg havde ham i lænker.’’

Han rasler med kæderne, der binder det brændende væsen på hænder, fødder og hals. Et svagt smil pryder hans læber, imens han placerer de nu rene briller på sin næse.

’’Årh, der er flere af de sataner… ’’

Der lyder igen et hæsblæsende brag, og derefter får den vaklende femårige endelig at se hvad der forsager det. En gigantisk, metalkugle med et skrækslagent menneskeansigt polstret på.

’’Dæmon… ’’ hvisker hun skingert og træder lidt tilbage, af frygt for at den skulle angribe hende.

’’Det er min opgave at udslette dem, ’’ Manden der holder på de flammende væsen hæver kort sit våben, ’’Det er grunden til at vi Exorcister lever, min ven.’’

’’Exorcister?’’

Hun kender ikke dette ord. Det lyder ualmindelig fremmed.

’’Det var dem, ’’ hvisker hun så og peger rystet på dæmonerne længere væk, ’’Det var dem der slog mor og far og de andre ihjel… De gjorde det sammen med de grå mennesker og den tykke mand.’’

I et øjeblik spærrer Exorcisten foran hende øjnene overrasket op. Så rynker han brynene og sender dæmonerne et tålmodigt blik.

’’Hvad hedder du, min ven?’’

’’Kirasha… Kirasha Stormcatcher.’’

Et trist smil breder sig udover hans læber, hvorefter han sukker tungt.

’’Så der var én af Dødsridderne der overlevede? Millennium Earl har sandelig følt sig truet... ’’

Der er noget der plager ham. Exorcisten. Han undrer sig over, hvad disse grå mennesker kan have været. Er det noget nyt Earlen venter på at sætte i værk?

Hvad der ikke undrer ham, er at Earlen selv var til stede, imens han slagtede Stormcatcher-familien. Det må have været en stor sejr for ham…

’’Kirasha, kender du Millennium Earl?’’ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...