D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
6005Visninger
AA

22. En tabt fortid – Del 2. (Kapitel 18)

Kirasha er egentlig ikke helt sikker på hvad hun skal sige, og ser i stedet bare undrende på den rødhårede pige, hvis overhoved er skjult af en mørklilla hue, der egentlig mest minder om en feminin hjelm, med ledninger stikkende ud. Det er først nu, at Exorcisten lægger mærke til de lilla og grønne tegninger, der glider op af pigens krop, og ender ved hendes hænder. De hænder som ikke engang er rigtige hænder, men mest minder om sandfarvede luffer i kæmpestørrelse.

’’Jeg er ikke et menneske, så du behøver ikke bekymre dig om mig, Stormcatcher.’’ Fou ser undersøgende på hende, stadig med armene over kors, ’’Og der er lige én ting du skal vide, før du får muligheden for at træne med mig: Jeg kæmper ikke imod en der ikke har kampgnisten i øjnene.’’

Ved denne bemærkning, aktiverer Kirasha sine øjne, og får det hvide i dem til at forsvinde, og bliver erstattet af sort, hvorefter den blå iris begynder at lyse overnaturligt.

Nej, Fou er ganske vidst ikke et menneske. Egentlig, er hun et program der er skabt til at beskytte Den Mørke Orden, men omverdenen behandler hende som en af deres. Alligevel nærer hun en stærk tvivl til, at Kirasha i det hele taget ønsker denne træning, som hun skal give hende.

’’Okay, vi starter let ud i dag. ’’ Komui bladrer kort i de papirer han har i sin blog, men taler stadig, ’’Kirasha kæmper imod Fou, uden sine våben.’’

Kirasha anser ikke denne bemærkning som ’let’. Hvordan i alverden skal hun kunne kæmpe uden sine våben?

’’Dødsriddere gør ikke kun brug af deres sværd, ’’ siger Komui, denne gang med mere alvorlighed i stemmen, ’’Jeg vil gerne se hvordan du vil klare en situation uden din Innocence.’’

Tanken om at skulle undvære sine højtelskede kortsværd, er fremmed for Kirasha, men alligevel nikker hun langsomt for at vise, at hun forstår.

’’Jeg kan bare ikke se hvordan det skulle kunne genfinde mine minder, ’’ indrømmer hun, med det ene bryn løftet.

’’Det kommer.’’ Komui smiler svagt, og nikker så til de to piger, ’’Bak og jeg går op i kontrolrummet, og overvåger jer derfra. Imens kan du skifte til noget mere praktisk tøj, Kira.’’

Komui siger hendes kælenavn, med et lille glimt i øjet, hvorefter han trækker den blonde mand, Bak, med sig. Inden de forsvinder ud af den lille port, gør han et nik med hovedet, imod en sammenfoldet bunke med tøj, henne i hjørnet.

’’Der er et rum derovre.’’

Han har ret, for da Exorcisten med den lange fletning går længere frem, er der en smal dør, der fører ind til et lille baderum, hvor hun kan skifte.

I et øjeblik overvejer hun at lægge sit halssmykke fra sig, men en stemme dybt inde i hende siger, at hun skal lade være. Det er vigtigt, at hun har den på sig.

Med et skuldertræk, træder hun ud af rummet og hen til Fou, der har lagt armene utålmodigt over kors.

’’Er I klar dernede?’’ Komuis højlydte stemme kan høres rundt i hele det gigantiske rum, hvorefter et par utændte fakler på væggene pludselig blusser op, med et varmt lys.

Kirasha vil egentlig svare ’nej’, da hun ikke har nogen anelse om hvad hun skal gøre, men det er allerede for sent, for Komui har allerede sagt, ’’Begynd!’’

Fou er den første der reagerer, og det gør hun hurtigt. Hendes hænder, som egentlig minder mest om luffer, har skiftet skikkelse til nogle store klinger, der mest af alt minder om en le. Allerede nu, befinder hun sig foran Kirasha, med et triumferende ansigtsudtryk der viser, at hun ikke ser dette som nogen udfordring.

I sidste øjeblik, dukker Kirasha sig ned, og når i farten at sende et roterende spark imod den lave, rødhårede pige, der bare undviger.

’’Det nytter ikke noget, hvis du ikke vil det du gør.’’ Hun ser gennemtrængende på Kirasha med sine rødbrune øjne, men smiler ikke.

Hvordan skal jeg kunne angribe dig, når jeg ikke har noget at gøre det med? Tænker Exorcisten bare arrigt, hvorefter hun undviger endnu to udfald fra Fous side.

Denne kamp fører egentlig ingen steder hen, udover at Fou kan blive ved med at angribe, og Kirasha er nødt til at undvige. Hvordan fanden skal hun kunne slå sin modstander ud på denne måde?!

Det er i dette øjeblik, at en venlig stemme gør sin entre i hendes hoved:

’’Husk hvad jeg har lært dig Kira. Bliv ved, lige indtil det lykkes dig.’’

Stemmen er genkendelig og alligevel så fjern… Men er også skyld i, at Fou elegant placerer et hårdt spark i ribbenene på hende, da hun lader sig rive væk af den.

’’Rejs dig op, og bliv ved!’’

Med sammenbidte tænder, og foroverbøjet krop for at vejret, dukker hun sig ned endnu engang. Undviger igen… Og igen.

’’Bliv ved!’’

Disse sætninger er minder og bittesmå stykker af hendes fortid, det ved Kirasha allerede, men meningen er at hun skal fortsætte med at kæmpe. Og Fou har ikke tænkt sig at stoppe.

 ’’BLIV VED!’’

Hver enkelt udtalelse i sætningerne, vækkes en indre smerte i hende, og er ikke på grund af de slag hun allerede har fået af den rødhårede pige. Hendes hænder knyttes, tænderne bides hårdere sammen, og Fou angriber endnu engang med nogle hurtige hug.

Denne gang siger Kirasha krop automatisk, hvad hun skal gøre. Hun dukker sig endnu en af sine utallige gange, snurrer rundt, og kommer ind på livet af den rødhårede beskytter, der får et overrasket ansigtsudtryk… Men hun ser den knyttede hånd komme flyvende, og springer ud til siden med et skævt smil, hvilket viser sig at være en fatal fejl. Exorcisten foran hende snurrer endnu engang rundt, sparker ud til siden, lander, og får med det andet ben losset Fou ind i en af de omkringstående stensøjler, med et højt brag.

Hun har næsten taget vejret helt fra sig selv, står bare og gisper efter luft. Denne måde hun lige har kæmpet på er velkendt. Meget velkendt. Og hun har lært det af nogen. Hvem har hun ingen anelse om, og er stadig utydeligt.

’’Få din modstander til at tro, at du vil angribe dem på én måde, og slå dem så ud med en anden.’’

Denne gang dukker der et billede op på Kirasha nethinde, og det forstiller en mand, der må være i nærheden af trediverne. Selvom det er sløret, kan hun tydeligt se den guld- og sortfarvede uniform, og det lange, mørke hår, der ligger i en hestehale langs hans skulder. De gyldenbrune øjne er indrammet af et par briller, der i højeste grad minder om Komuis, selvom de er mere nypudsede og lige. På ryggen har han et gigantisk våben, noget der kunne minde om en le ombundet med kæder…

Og så forsvinder han.

Fou har rejst sig op, med et skævt smil, der dog bliver præget af et par jag af smerte i ryggen. Selvom hun kun er et program, så er følelser en del af hendes data.

’’Der skete noget med dit ansigtsudtryk, da du angreb mig før, ’’ siger hun, og retter sig helt op, ’’Hvis jeg ikke tager meget fejl, så det ud som om at du gennemgik tortur, for derefter at blive overtaget af en anden person… Det var som om, at du i dig selv forsvandt, og blev erstattet af en anden.’’

Denne nyhed chokerer på ingen måde Kirasha, der stadig hiver efter at få luften ned i lungerne. Det kan ikke være andet end Dødsridderens øjne, der fremkaldte den specielle aura, for derefter at give hende styrken til at kæmpe uden sine sværd… Men det er ikke det som Exorcisten tænker på. Hendes tanker kredser om noget andet, noget vigtigere: Hvem var denne mand som hun så, og hvis stemme hun hørte?

’’Jeg tror det er fint nok for nu, Fou.’’ Stemmen tilhører Bak, og runger ud i rummet, igennem den lille golem, højt over dem.

Fou trækker på skuldrene, og hendes våben bliver transfereret tilbage til de store, sandfarvede luffer.

’’Kira, gider du møde mig i caféen efter du har skiftet tøj?’’ Denne gang er det Komuis stemme der lyder.

’’Eh… Okay.’’

Med et stille suk, træder hun ind i det lille omklædningsrum igen, og tager hurtigt sit tøj af, for derefter at træde ind under bruseren, hvis vand heldigvis er dejlig varmt. Dråberne glider lydløst ned af hendes nøgne krop, og får hende til at ånde tungt.

’’Rejs dig op, og bliv ved!’’

Hun husker sætningen, med en hård følelse i brystkassen, og imens lader hun sine fingre glide ned til den lange, gennemblødte fletning, for derefter at løsne den.

I et stykke tid står hun bare der, og kan kun høre vandet der bruser over sin krop, ellers er der bare stilhed. En behagelig stilhed.

Et par minutter efter, er hun klædt på i noget rent tøj, der egentlig bare består af et par mørke bukser, og en rød hættetrøje, samt et andet par Kina-sko. Med skulderen, skubber hun den tunge port op som fører ud, men fortryder, da området hvor hun blev skadet dunker smertefuldt.

Billedet af den ukendte mand, dukker op igen og igen. Hvem er han?  

Kirashas skridt føles tunge, idet hun kæmper sig op af trapperne, imod caféen, men hendes tanker kredser stadig om stemmen og fyren med brillerne. Han kan ikke være i live. Ellers ville han være sammen med hende nu. Ikke? Hun kan ikke bare være blevet forladt en gang til!

Uden at tænke over det, baner tårerne sig op i hendes øjenkroge. En enkel af dem får lov til at glide ned af hendes ene kind, men de andre holder hun arrigt inde. Det er latterligt! Hun kan da ikke græde over en hun ikke kender!

Med den ene arm dækket over øjnene, og med næsten løbende skridt opad, glider de andre salte dråber ud, og lander på trappens stentrin med lavmælte dryp. I dette øjeblik, passerer hun en roligt nedadgående skikkelse. Havde hun kigget ordentligt efter, havde hun måske set at det var Kanda, der af ren refleks vender sig imod hende, imens hun hastigt fortsætter videre.

Han ser dem. Tårerne. Måske fordi at få af dem lander på hans håndryg, og sender en række kuldegysninger op igennem hans krop, selvom de er varme. Han ved godt at hun græder, og har også en svag anelse om hvorfor. Hans mistanke bliver bekræftet, da han ser de mørke drypmærker på trinene. Det er ikke kun fordi, at hun ser nogle ting hun ikke vil genopleve, tænker han og presser sine øjne sammen, Men fordi at hun gennemgår det alene. Hun kan ikke dele dem med nogen.

Denne ensomhed kender Kanda nok godt til, selvom han ikke vil indrømme det ligeud. Et irriteret ’Tch!’ slipper ud imellem hans læber, hvorefter han vender om, og løber opad trappen, i stedet for nedad.

’’Mini!’’

Kirasha har egentlig ikke lyst til at stoppe op, da hun med det samme genkender Kandas stemme, men hun gør det alligevel. Hurtigt, selvom det næsten er umuligt, forsøger hun at tørre de sidste tårer væk, men det allerede gennemblødte ærme forhindrer hende i det. Desuden ville hendes røde øjne og næse afsløre hende med det samme.

Kanda går roligere nu, og det er egentlig utroligt at han kunne indhente den løbende Exorcist. Hans skridt giver lave genlyde på de ru stentrapper, og inden længe befinder han sig foran Kirasha, der bare ser tomt ud i luften.

’’Så hold dog op med at vræle, og kom op i caféen i en fart!’’ knurrer han, ser væk, og stikker derefter irriteret et lommetørklæde op foran næsen på hende, som hun tøvende tager imod.

’’Hvorfra vidste du at jeg er på vej derop?’’ hun ser forsigtigt på ham, udover det hvide klæde, da hun ikke magter en større diskussion.

’’Det kan være lige meget.’’

Han ser væk igen, og vifter med sin hånd opad trappen. Af en eller anden grund får det Kirasha til at smile imellem tårerne, som hun nu tørrer hurtigt væk med det lommetørklæde han har givet hende.

’’Du er ikke så slem som de andre hentyder til, er du vel?’’

’’Smut nu bare, inden jeg slæber dig derop.’’

Ved den sidste sætning, lægger han armene over kors, og ser afventede på hende. Med et skuldertræk, vender hun sig om, og skal til at sætte i løb opad, men hun stopper op, og ser tænkende på lommetørklædet i sin hånd. Så løber hun ned til Kanda igen, og placerer det skødeløst i hans brystlomme, som hun derefter klapper blidt på. Et skævt smil spiller om hendes læber, imens hun ser op på ham.

’’Du er lidt speciel, Yuu.’’

Ved lyden af at hun siger han rigtige navn, puster han sig vredt op, hvilket får hende til at vende sig om og løbe op ad trappen, med et stort grin plastret på sit ansigt.

’’Okay, okay! Jeg går derop nu.’’

Idet hun forsvinder op af de lange stentrin, ryster Kanda opgivende på hovedet, og læner sig op af rækværket der sørger for, at man ikke falder ud over kanten, og ned i dybet.

’’I sidste ende, ’’ mumler han, ’’Så er det nok dig der er den specielle.’’

Disse ord hører Kirasha dog ikke, da hun allerede er ved døren til caféen, hvor Lenalee er dukket op, ledsaget af Allen. Det er ikke lang tid siden de kom hjem fra deres mission, det kan man se på plastrene og indbindingerne på de to Exorcisters kroppe.

’’Ah, Kira!’’ siger Lenalee en anelse for friskt, som sætter en advarselsklokke til at ringe i Kirashas hoved.

’’Vent lige med at smutte ind i caféen, ikke?’’ Allen ser nervøst hen på Lenalee, der bare nikker så hurtigt, at hendes lange rottehaler basker ud til alle sider.

Undrende lægger den mørkhårede Exorcist med fletningen sit hovedet på skrå, og ser mistænksomt på de to andre.

’’Hvad forgår der?’’ spørg hun uden videre.

’’Eh… ’’ Allen ser lidt paf ud, som om at han ikke lige havde set det spørgsmål komme.

Han bliver dog reddet i sidste øjeblik, af Lavi der kommer listende ud af caféens dør, og derefter roder sig tænkende i sit røde hår.

’’Vi er klar nu.’’ Han smiler bredt, og gør en indbydende, lidt overdrevet gestus imod caféens dør, som han derefter åbner op, så hun kan træde ind, ’’Damerne først!’’

Da Kirasha træder ind i caféen, bliver hun mødt af et væld af farver. Papirstrimler bliver skudt ud over hende, og hele Ordenen er åbenbart til stede. Komui står forrest i flokken af jublende mennesker, og går smilende hen imod hende. I hans ene hånd har han et vinglas, og Kirasha kan se, at han ikke er den eneste. Men hun forstår ikke hvorfor der er pyntet sådan op. Vil de holde en fest, eller hvad?

Lenalee er løbet i en bue rundt om dem, og står nu ved siden af sin storebror, som retter undskyldende på sine briller. Han ser spørgende på hende, og hun nikker ivrigt, hvorefter hun rækker et sort krus hen imod Kirasha.

’’Alle her på stedet har deres egen, personlige kop.’’ Siger hun smilende.

Overrasket, rækker Kirashas sin ene hånd frem, og lukker den forsigtigt om den sorte hank. Nede i bunden, er der med en næsten lysende, blå skrift indgraveret bogstaverne ’KS’. Og det er i dette øjeblik at hun indser, at det er hendes initialer. Koppen er desuden prydet af nodelignende tegn, i en ligeså blå farve som de to bogstaver.

Derefter, hæver alle menneskerne i lokalet deres glas i luften, og ser afventende på hende, med store smil. Denne fest er til ære for hende. Og det er her, at Komuis stemme drukner med de andres, for at de kan sige én fælles sætning:

’’Velkommen hjem, Kira.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...