D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5914Visninger
AA

33. Dukkeførerens time – Del 2. (Kapitel 29)

 

En brændende fornemmelse breder sig i hendes bryst. Hun ved ikke engang, om hun er i stand til at fremtvinge sit vingefang. I så fald vil det kun være en illusion. Det er hun ikke i stand til at flyve på.

Men kan hun fremmane Dødsridderen i sit indre, så er hun også i stand til at løslade døden selv. Og hendes modstander må vende tilbage til graven.

’’De døde hører ikke til iblandt de levende. Det ved du jo nok i forvejen. Det gælder dæmoner så vel som Dødsriddere.’’ Hun smiler trist, ’’Engang var det meningen, at vi skulle bevogte de døde i deres grave. Nu bruger du dem som marionetter. Det er modbydeligt.’’

’’Vis mig dine vinger, Stormcatcher.’’ Det hånlige smil har ikke ændret sig.

Langsomt famler Kirashas fingre sig vej til krystallen om hendes hals. Hun giver den et klem, for derefter at lade armene glide ned langs siden.

Dødsridderen er i mellemtiden begyndt at grine. Det er en rungende, sindssyg latter.

’’Velkommen til Dukkeførerens time!’’ hans øjne sprutter af blåt, så meget at det næsten er skræmmende.

I det næste øjeblik spurter han af sted imod hende, men bliver kun mødt af den tomme luft. Kirasha Stormcatcher hænger nemlig langt oppe i luften over ham, som var hun en svævende sky. Der er intet der holder hende oppe, udover hendes egne kræfter.

’’Fatalem alae… ’’

Øjeblikket efter springer noget gigantisk ud af ryggen på hende. For kort tid siden var det et uægte drømmebillede…

Men dette gigantiske, blæksorte vingefang er ikke nogen illusion.

I et øjeblik hænger hun bare som en falden fugl i luften, men så slår de gigantiske vinger et hårdt slag og sender hende længere opad. I mellemtiden er hendes øjne begyndt at lyse mindst lige så meget som den anden Dødsridders, og hun ser mere eller mindre køligt ned på ham. Den rigtige Kirasha er ved at glide væk igen.

Snestormen snor sig som hundredvis af slanger omkring hende, men hun virker ikke berørt. I stedet virker der som om, at hun forsvinder i en trance, og lader sig flyde med vinden. Og kun et øjeblik senere giver hun slip, og lader sig falde med benene først. Skærer næsten igennem luften som en skarp kniv.

Og hun rammer sit mål. Begge fødder borer sig ned i mellemgulvet på den anden Dødsridder, der giver et gennemskærende skrig fra sig. Hans vinger spreder sig kort ud i protest, men får så slynget sig selv ud til siderne, rammer Kirasha, og sender hende flere meter hen ad sneen.

Hun siger ikke en lyd. Stirrer bare tomt ud foran sig, da hun en enkelt gang ruller rundt, men derefter genetablerer sin balance og får stoppet sig selv.

’’ Saltatio mortis… ’’

Vil hun bruge Dødedansen igen? Imod Tyki var den ikke til megen nytte, men er en Dødsridder noget andet?

Det gnistrende, blå lys omringer hendes som en tornado af lyn. Det spreder sig udover den sneede jord i form af skinnende sprækker. I et øjeblik virker det fredeligt nok, men så eksploderer det og kaster sig over Dødsridderen i den anden ende. Han undviger dog strålerne af lys, lige indtil han når Kirasha.

Hans håndflader lyser med et skær af mørklilla og trækker skygger af sort efter sig, imens han med umenneskelig styrke slår ud efter hende. Hun dukker sig dog bare, og ender med at vælte benene væk under ham.

Det er lykkedes dem, at bevæge sig over foran teatret igen. De levende marionetter har trukket sig helt derind, sikkert for at holde sig skjult. De frygter af hjertet de to djævle udenfor.

’’Vend tilbage til mørket.’’ Det er Kirashas uhyggeligt fjerne stemme der borer sig ind i øregangene på Dødsridderen. Hun har fået lagt ham ned, og holder nu hans våben fra før: Et bredklinget sværd, ’’Som jeg sagde før; De døde hører ikke til iblandt de levende.’’

Og så slipper hun sværdet lige over hans brystkasse, hvor det borer sig ind og dræber ham for anden gang. I et øjeblik lyser hans øjne stærkere end nogensinde, men så fader det ud og efterlader en død skal. En skal der pludselig opløses af hvidt og eksploderer i fjer.

I mellemtiden begynder Kirashas øjne også at brænde ud, men ender dog med at blive normale. Også hendes vinger folder sig sammen og forsvinder ind i ryggen på hende igen, efter at have efterladt store huller bagpå hendes uniform… Og blodige mærker.

Hendes krop var ikke klar til dette stadie.

Automatisk falder hun ned på knæ og kommer med et blodigt host, der farver sneen foran hende rød. Hun kan ikke komme udenom, at hun føler sig frygtelig, når hun er i sit Dødsridder stadie.

’’Hold da helt kæft... Det var fandeme sindssygt!’’ Det er en fremmed stemme hun hører, men den næste er genkendelig.

’’Jeg sagde jo, at du ikke skulle rode dig ud i noget lort!’’

Af en eller anden grund får det hende til at smile bittert og lidt sarkastisk.

’’Hold dog mund… Kanda.’’

Og så snurrer alting pludselig, hvorefter hun besvimer…

 

*******

 

Det er et stearinlys flakken, der vækker den søvndrukne Exorcist. Hendes blik kører træt hen af omgivelserne, og hun konstaterer, at hun befinder sig inde i det gamle teater fra før.

I et øjeblik tror hun næsten, at det hele har været en drøm. Marionetterne, Dødsridderen og Kanda der dukkede op… Men så skyder en gevaldig smerte igennem ryggen på hende, der desværre afslører, at det ikke er sandt.

Af en eller anden grund ligger hendes hullede uniform og trøje ved siden af hende. Først dér skyder den frygtelige tanke igennem hende, at hun må være topløs. Og hvem har klædt hende af?

Traumatisk gnider hun sine arme, men opdager så, at det meste af hendes overkrop er bundet ind i hvide bandager. Der er altså nogen, der har givet sig tid til at se efter hendes sår…

Så kommer hun i tanker om, at dæmonerne i horisonten må være nået frem nu. I panik skal hun til at lede efter sine tvillingesværd, men til sin egen overraskelse, ligger de lige ved siden af hende.

’’Eh?’’

Hun ryster opgivende på hovedet, men ender så med at trække sin lidt ødelagte bluse over hovedet, for derefter at iføre sig sin uniform. Hun gider dog ikke tage sig tid til at knappe den. Idet hun skal til at gribe ud efter sværdene, opdager hun, at der er bundet noget om det ene af dem. Orange stof. Lavis halstørklæde.

’’Hvor heldigt… ’’ mumler hun og skubber lokker af hår væk fra ansigtet. Hvornår løsgjorde det sig?

Langsomt går hun hen imod den endnu halvødelagte dør, der fører ud til den forladte, landsby belagt med sne. Hver en bevægelse gør ondt, men hun stopper ikke med at gå.

Det kræver ikke meget energi at skubbe døren op. For at være ærlig, falder den af hængslerne i det øjeblik hun rører den. Og udenfor venter der hende en overraskelse:

Alle de dæmoner hende og Kanda så, der var på vej hertil, ligger i ruiner ude i landsbyen. De er blevet destrueret for flere timer siden. Sneen har allerede lagt sig på de sørgelige rester.

’’Åh… ’’ mumler hun kort, men kommer så pludselig i tanker om, at hun hørte Kanda, inden hun mistede bevidstheden. Gad vide hvor han blev af? Det skulle ikke undre hende, hvis han var skredet igen. Og hvem var det, han havde med sig? Kunne det have været denne Daisya?

Kirasha ender med at vende ryggen til døren og slæbe sig op til scenen. Gardinet er trukket for igen, og da hun forsigtigt kigger ind under, havde hun forventet at finde marionetterne fra før i ødelagt form… Men nu stirrer et par frygtsomme dukkeøjne ud på hende. Et par levende dukkeøjne.

’’Vi ville ikke have ham til at tage den… ’’ hvisker den første marionet, ’’Exorcisten med det sorte hår og de kolde øjne. Vi sagde, at der var en anden der skulle gøre det. Hende med de sorte vinger, der dræbte ham med de hvide. Dig vidst nok.’’

Hun kæmper sig op på scenen, op ved siden af dukkerne.

’’Accepterede Kanda virkelig det?’’ spørg hun så forsigtigt, imens dukken langsomt nikker, ’’Vent, hvor er han for resten?’’

’’Udenfor et sted, sammen med en anden… Men… ’’ dukken griber rystende fat i hendes håndled, med sin egen hånd af træ.

’’Gør det ondt?’’

Kirasha kan ikke skjule sin overraskelse, da hun ser noget glide ned af marionettens kinder. Tårer. Krystalklare mennesketårer.

’’Gør hvad ondt?’’

’’At dø? Hvis du fjerner den, så dør vi. Bliver vi til spøgelser?’’

Så smiler hun pludselig varmt, og begynder at ae dukkens hårde hoved med sin frie hånd.

’’Hvordan vil du gerne dø?’’

’’Jeg vil i Himlen… ’’ svarer dukken drømmende, imens tårerne for alvor får frit løb, ’’Og se englene. Jeg vil være fri… Fuldstændig fri… ’’

Hun smiler stadigvæk.

’’Hvad hvis jeg siger, at jeg kan gøre dig fri? Det vil være lige så let som at lukke øjnene og falde i søvn.’’

’’Så… ’’ marionetten slipper langsomt hendes hånd, for derefter at frigøre tøjet fra sit bryst af træ. Der sidder en lille låge. Er det derinde Innocencen er? ’’Så giver jeg dig den. Lover du så, at du sender os til den anden side? Til Himlen?’’

Hun nikker langsomt.

’’I har mit ord.’’

Forsigtigt åbner dukken den lille låge, og inde bag ved ligger der en grøn firkant med gyldne ringe omkring. Innocence.

Så lægger Kirasha hånden om den varme genstand i marionettens bryst, sender de andre det største smil hun kan finde og hiver den fri. Sekundet efter falder dukkerne til jorden som pindebrænde, og en sølvfarvet, flydende substans flyder ud fra dem. Sjælene.

’’Vi ses engang på den anden side. Forhåbentlig om lang tid.’’ Lyder det hult fra de lykkelige menneskesjæle, der langsomt én for én begynder at stige til vejrs og forsvinde.

Da den allersidste er væk, føler Kirasha en mærkelig form for tomhed. Selvom hun står med en vellykket, vundet Innocence i hænderne, så føler hun, at et eller andet er gået tabt i hende. Et lille stykke af hende er forsvundet.

Er det fordi, at hun udløste sit Dødsridderstadie? I så fald forstår hun det ikke, for det ER jo en del af hende, ikke?

’’Så de gav dig den altså?’’ det er Kandas stemme hun derefter hører bag sig, imens et skævt smil finder sted på hendes ansigt.

’’Nogle af os har en bedre overtalelsesevne end andre.’’ Svarer hun drillende, men kaster så den gyldne Innocence, som han griber med venstre hånd, ’’Skal vi så se at komme videre?’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...