D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5866Visninger
AA

32. Dukkeførerens time – Del 1. (Kapitel 28)

 

’’Interessant.’’ Mumler hun for sig selv, og trykker dørhåndtaget i bund. Til hendes overraskelse bliver det siddende, og er ikke ved at falde fra hinanden, i modsætningen til alt det andet. Døren går op med en knirken, og en vammel lugt af mug rammer hendes næsebor.

Teatret ligner ethvert andet teater. Der er rækker af siddepladser og en scene, der bliver dækket væk af et par store, røde gardiner. Gulvet er af træ, men det knirker sjovt nok ikke, da Kirasha træder henover det. Hun er fascineret. Det her ville være et paradis for Alexei. Ved tanken om Reds ene Innocence smiler hun svagt.

På væggene hænger der gamle plakater. Plakater af marionetdukker i snore, der bliver ført frem på scenen, samt et grinende publikum. Er det et dukketeater? I så fald må stedet her have været virkelig populært engang.

Hun lader fingrene glide hen langs kanterne på den plakat hun ser på. Den er ved at løsne sig fra den klistrede substans på bagsiden. Selvom hun prøver at sætte den fast igen, så har papiret nærmest opgivet, at vende tilbage til sin retmæssige plads. I stedet hænger det bare trist og ubrugeligt.

 ’’Jeg har ikke tid til det her… ’’ mumler hun opgivende for sig selv, for derefter at gå op imod scenen i stedet.

Pludselig trækker gardinerne sig langsomt til siden. Bevægelsen får Kirasha til at knibe øjnene mistænksomt sammen, imens hun strammer sit greb om det ene sværd. Blev der ikke pludselig meget varmt herinde?

Hun fryser ikke længere, i så fald.

Imens hun holder øje med det nu fratrukne gardin, dukker der en række skikkelser op på scenen. Hver gang de laver én lille bevægelse, lyder der en faretruende knirken, som om at deres kroppe kunne brække sammen hvert et sekund det skulle være.

Og da de endelig træder ud fra mørket, tændes en række stearinlys på væggene. Hun kan nu se hvem det er… Eller hvad.

Marionetdukker. Præcis som på plakaten. Store, fint påklædte og med tomme øjne. Og så sidder snorene endnu fastbundet til deres kroppe… Men de bevæger sig. Det er godt nok klodset og langsomt, men de er som levende. Deres førere har ikke været levende i årevis.

Det må være Innocencens værk. Intet andet ville kunne holde en gruppe dukker levende.

’’Menneske?’’ lyder det rungende fra en af marionetterne. Én med langt, blondt hår og en lyseblå kjole, ’’Er du… Levende?’’

Af en eller anden grund vælger Kirasha at pakke sine våben væk. Disse dukker virker ikke ondsindede… Nærmere ensomme.

’’Ja, jeg er levende.’’ Hun smiler, imens dukken bevæger sig firkantet imod hende. Den er lige akkurat på samme højde.

’’Kommer du for… At hente den?’’

’’Hvis du mener Innocencen, så ja. Den er jeg kommet for at finde.’’ At indrømme det ligeud vil få tingene afgjort hurtigere.

Dukken trækker sig dog skrækslagent tilbage, som havde hun sagt noget forfærdeligt.

’’Nej… ’’ hvisker den hult, som var den ved at græde, ’’Vi vil ikke dø. Du må ikke tage den!’’

Hun kan se de andre dukker i baggrunden hæve hænderne, som de åbenbart har haft på ryggen hele tiden. De holder på noget. Er det… Knive?

Sekundet efter flyver en af de skarpe genstande igennem luften. Den har direkte kurs imod hendes hoved, som var det en professionel kaster, der havde sendt den af sted.

Det første Kirasha gør, er at gribe fat i ryglænet på det nærmeste sæde, for derefter at kaste hele sin krop baglæns igennem luften. Hun undgår kniven, men snart bliver der sendt flere af sted. Hun kan se bladene suse igennem rummet, når stearinlysenes skær genspejles.

’’Dør I, hvis jeg tager den?’’ hun ser gennemtrængende på dukken, der skal forstille en lille pige.

Dukken kaster rasende endnu en kniv efter hende.

’’Vi blev forbandet! Det her er vores eneste chance for at leve videre!’’ den skriger nærmest, for derefter at sætte i løb efter Kirasha, der springer rundt imellem siddepladserne. Hendes træk er blevet langt mere flydende. Hun kan bevæge sig i luften på forskellige måder, præcis ligesom Lenalee gør med sin Innocence. Den tillader hende at bevæge sig som en sky i himlen.

’’Hvem forbandede jer?’’ hun undviger alle marionetternes yderst farlige træk, uden at være på randen af træthed.

’’Manden med de lysende blå øjne! Han trak vores sjæle tilbage i dukker, for at han kunne bruge os præcis som han ville. Han truede os med døden!’’

Af en eller anden grund er Kirasha ikke overrasket. En Dødsridder der leger med de døde. Sikkert Millennium Earlens idé, inden han besluttede sig for at ødelægge alle de Innocences han kunne finde. Og nu kommer turen til denne.

’’Hvad hvis jeg dræber ham?’’ pludselig stopper Exorcisten med fletningen op, og griber fat i den af dukkens hænder, der pludselig skydes imod hende. Hun holder stramt. Og lader i det næste sine øjne aktiveres lige foran den pludselig rystende marionet.

’’Det er du ikke i stand til!’’ skriger den, ’’Og du har hans øjne! Hans øjne! HVEM ER DU!?’’

De andre begynder også at skrige. Kirasha ignorerer det dog. Disse dukkers sjæle har tilhørt levende mennesker. De mennesker der boede i byen. Og de ønskede ikke at dø.

Pludselig føles det som om, at en indre nedtælling er begyndt i hende. Hendes hjerte slår ekstra hårdt, for hver gang et nummer fjernes. Og pludselig ved hun, at han er på vej. Den Dødsridder, der anbragte marionetterne her i deres frygtelige situation.

’’Hvad er det du gør!?’’ dukken skriger rædselsslagen af hende, ’’Han kommer! Hvem er du dog?!

’’Åh ja, det gør han.’’ Et djævelsk smil spreder sig på Kirashas læber, som havde hun ventet år på dette øjeblik.

Tre.

Hun slipper dukken og gør sig klar. Griber fat om sine våben og har dem afslappet langs siden.

To.

Derefter vender hun sig front imod døren.

Én.

’’Jeg er Kirasha Stormcatcher. Den sidste Dødsridder.’’

Nul.

 

*******

 

’’Det var du lang tid om. Det var Kanda du hed, ikke?’’ et skævt smil breder sig udover manden i hjørnets læber. Daisya Barry, ’’Skulle du ikke have en chick med? Kirasha Storm-et-eller-andet.’’

’’Stormcatcher.’’ Retter Kanda ham, ’’Hun kommer snart.’’

Han sætter sig ned på den anden side af det lille cafébord, hvor Daisya havde bedt dem om at møde ham. Selve rummet er ret mørkt, og det ikke de mest almindelige typer der kommer her. De fleste virker ret skumle… Men det er måske derfor, at Daisya har valgt dette sted.

Han lægger armene over kors og lukker øjnene i et par sekunder. Han har det egentlig ikke så fantastisk, med at han lod Kirasha blive ude i den forladte landsby. Der er et eller andet, der nager ham.

’’Er hun køn?’’ Daisya læner sig drillende henover bordet. Han har en hætte over hovedet, men man kan godt se hans ansigt. For enden af hætten hænger der en stor bjældelignende kugle, som Kanda går ud fra er hans Innocence. Hvordan han bruger den, ved han dog ikke, ’’Stormcatcher?’’

Han åbner langsomt øjnene og ser ligegyldigt på Exorcisten foran sig, der åbenbart er ret interesseret i Kirasha, selvom han endnu ikke har mødt hende.

’’Hæslig.’’ Mumler han irriteret.

Daisya hæver undrende det ene øjenbryn, men spørger så om noget andet i stedet;

’’Hvordan er hun så?’’ han har åbenbart ikke tænkt sig at lave ingenting.

’’Dum, naiv, stædig. Hvor var det, at vi skulle møde Marie?’’ han gider tydeligvis ikke snakke om den kvindelige Exorcist, og leder dermed emnet over på den sidste de skal møde.

’’Ah, ja. Du kender Marie i forvejen, gør du ikke?’’ Daisya griner kort, ’’Spøjst, hva? Jeg blev overrasket, da jeg fik at vide, at det var en mand. Du ved, Marie er et pigenavn.’’

Kanda kunne have sukket dybt, for denne mand er næsten lige så ulidelig som Kirasha. Han ser næsten frem til, at de skal mødes med Noise Marie, der er den sidste Exorcist i deres gruppe. Han er i det mindste et menneske, som man kan holde ud at være i nærheden af.

En enkelt gang lader han blikket glide ud af vinduet, hvor intet andet end sne og et kommende mørke fanger hans opmærksomhed. Han burde kunne se Kirasha herfra, når hun kommer.

Men den blåøjede Exorcist er ikke til at få øje på.

Han ved ikke om han burde bekymre sig, men vælger så at lade være. Hun er trods alt ikke svag.

Det er tanken om Noah’en Tyki Mikk, der får ham til at knytte hænderne. Hvis den mand skulle dukke op igen… Så er det ikke til at sige, hvad der ville ske.

Imens han tænker dette, lader ham Daisya Barry knevre så meget han vil.

Se at blive færdig, Mini, han kniber øjnene sammen, Det tager for lang tid!

 

*******

 

Døren eksploderer i et blåt skær, hvorefter en velkendt skikkelse kommer til syne. En velkendt skikkelse for Kirasha. Det er en person med et gigantisk, hvidt vingefang og blå øjne der skinner lige så kraftigt som hendes. Vedkommende er iført den traditionelle, sorte kappe med hætte. En Dødsridder.

’’Hvem våger at træde ind i mit kammer alene…?’’ stemmen er rungende og skræmmende, men får ikke den kvindelige Exorcist til at vige det mindste. Hun er parat.

’’Du kender mig vidst godt, kære ven.’’

Sekundet efter klinger hendes våben imod hans, lyden af stål imod stål er uundgåelige.

’’Stormcatcher.’’ Lyder det koldt, imens hans døde, grålige læber bevæger sig stift, ’’Millennium Earlen søger dig… Jeg er fristet til at modsige hans ordrer: At dræbe dig, ville passe bedre til min standart.’’

’’Måske.’’ Kirasha skyder ind med endnu et angreb, men endnu engang pareres det af Dødsridderens våben, ’’Men det kan jeg desværre ikke tillade.’’

Pludselig rammer et uforudsigeligt vindstød hende, og skubber automatisk hendes våben ud af hænderne på hende. Efterhånden sker dette lidt for tit, hvilket selvfølgelig ikke er nogen fordel for hende. Hun burde holde bedre fast.

Men hun ved også godt, at dette vindstød var mere end bare et naturligt pust. Det var kræfterne fra en rigtig Dødsridder.

’’Hvad vil du gøre nu?’’ et ubehageligt, ondskabsfuldt smil finder sted på Dødsridderens ansigt.

  Kirasha gør dog ikke engang mine til at skulle hente sine våben igen. Hun har fået en idé. En idé der om muligt kan sætte hende ud af spillet, men samtidig også hendes modstander.

En sværdkamp imod en Dødsridder er nytteløs. Det ville aldrig ende.

’’Hvad siger du, til at vise mig, hvad en Dødsridder er skabt til at gøre?’’

Han løfter undrende ansigtet, men lader så sit tomme smil finde plads på det iskolde ansigt. Så retter han den ene arm ud og giver instinktivt slip på sit våben, der rammer den vinterfrosne jord med et sæt.

’’Vil du sendes til den anden side, Kirasha Stormcatcher?’’ vingerne der har samme farve som iskrystallerne under dem, spreder sig helt ud til siderne, ’’Så vis mig dit vingefang. Dit legendariske, sorte vingefang.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...