D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5858Visninger
AA

30. Djævlens beskytter. (Kapitel 26)

 

De begynder at gå, imens Komui gnubber sig undskyldende i nakken. Elevatoren dukker op i det øjeblik de kommer ud fra kontoret og ud på platformen. Alene synet af den, får Kirasha til at gnubbe sin arm nervøst. Derefter stiller de sig derud, hvorefter den begynder at køre nedad i mørket.

’’Jo, æh… Ser du, jeg tænkte nok, at du ikke ville blive så frygtelig glad for at blive sat i gruppe med Kanda… Men efter at Noah-klanen dukkede op, frygtede jeg, at de ville begynde at lede efter dig… Du er jo trods alt den sidste Dødsridder.’’

’’Hvad har det med Kanda at gøre?’’ undrende hæver hun det ene øjenbryn og lægger armene over kors.

’’Så tænkte jeg, at det ville være en god idé – lad være med at blive sur, okay? – hvis der var én med som kunne… Sådan forhindre dig i at rode dig ud i noget dumt.’’ Han forventer sikkert et vredesudbrud, men Kirasha ser bare bittert på ham og fnyser.

Få sekunder efter når de bunden af Ordenen, hvor Hevlaska venter.

’’Du fortalte mig aldrig, hvad det var, som vi skulle hernede.’’ Kirasha lægger armene ned langs siderne, og lader sit ansigtsudtryk formildne sig lidt.

’’Æh… Det bliver du nok heller ikke glad for at høre… Men Hevlaska ville gerne se din Innocence igen. Hun ville ikke fortælle hvorfor.’’

Hun knytter hænderne og skal lige til at kaste sig ud efter ham, men han sætter forsvarligt sin mappe op foran, for at beskytte sig selv.

’’Må jeg ikke godt slå dig?’’ spørger hun arrigt, ’’Bare én gang?’’

’’Det kan jeg desværre ikke tillade… ’’ han griner nervøst.

Hevlaska dukker i mellemtiden op foran elevatoren. Hun er lige så skræmmende som Kirasha husker hende.

I et øjeblik føler hun sig barnlig. Barnlig som en møgunge der ikke vil tage sin medicin eller gå i bad. Da hun sagde ja til at blive en Exorcist, så sagde hun også ja til det her.

Så derfor vender hun sin opmærksomhed imod den hvide slangekvinde og retter sig op.

Ordenen har ikke brug for et pattebarn.

’’Jeg er klar.’’ Hun tager sig selv i at smile lidt, selvom hun mest af alt har lyst til at løbe… Løbe langt væk.

Hevlaska nikker kort med sit store hoved, hvorefter hendes halvgennemsigtige tentakler glider ud efter den mørkhårede Exorcist. Hun ender med at klemme øjnene hårdt sammen, sikkert for at glemme hvor ubehageligt det føles at blive løftet sådan op.

’’Jeg havde ret: Din Innocence er virkelig en del af dit hjerte… ’’ hendes summende, unaturlige stemme summer i undergrunden, imens hun ser med sine ueksisterende øjne over på Komui, hvorefter hun begynder at tale til ham i stedet, ’’Det vil medføre, at hun lettere kan synkronisere med sit våben… Men det betyder også, at denne Noah-klan endelig ikke må få fat i hende. Udslettes hende Innocence, vil hun dø.’’

’’Noah-klanen ved ikke, at hendes Innocence er en del af hendes hjerte.’’ Komui smiler beroligende, ’’Og derfor vil de sandsynligvis bare destruere hendes våben… Og der finder de ikke hvad de leder efter.’’

De taler som om at hun ikke var til stede, hvilket mere eller mindre irriterer Kirasha. Hun vil ikke tales over hovedet.

’’Finder de ikke Innocencen i hendes våben, vil de gå videre til kropsdele… Eller krystallen.’’ En tentakel snurrer sig forsigtigt om hendes halssmykke.

’’Hvad hedder hendes Innocence?’’ Komui ser gennemtrængende på de to.

’’Hedder?’’ Kirasha rynker brynene, imens hun vender sit blik ned imod Ordenens overhoved, ’’Har de navne?’’

Komui ler kort, imens han nikker.

’’Lenalees for eksempel hedder De Mørke Støvler. Det giver lidt sig selv, ikke?’’ han kører en hånd igennem det halvfedtede hår, efter at have taget sin hat af, ’’Og så er der Kandas Mugen og Allens Kronede Klovn. Eller Lavis Jernhammer… Han kunne bare ikke lide navnet, så han kalder den altid noget andet… Store hammer, lille hammer, noget i den stil.’’

Hevlaska er allerede gået i gang med sine undersøgelser. Hun er så tæt på Kirasha, at det næsten er kvalmende. Den geléagtige substans klæber til hende, og trangen til at flygte er på yderste plan… Men hun bider det i sig.

’’Djævlens Beskytter… Det er Djævlens Beskytter.’’ Hun virker mere eller mindre chokeret, da hun kommer frem til et resultat, ’’Den eneste Innocence Gud skabte i en pagt med Djævlen.’’

Sikke noget vrøvl, skal Kirasha lige til at udbryde, men kommer så i tanker om, at hun er den eneste her på stedet, der ikke tror på nogen gud. Det er egentlig absurd. Hun er en bærer for Innocence, der skulle være blevet skabt af Gud… Men hun tror ikke på, at han findes. En Exorcist der ikke tror på det er… Utroligt…

Pludselig sætter Hevlaska hende ned, og et lettet suk slipper ud imellem hendes tørre læber. For hende er det ufattelig ubehageligt, at skulle være så tæt på dette mærkelige væsen… Det forsager, at hun nærmest kan føle styrken fra sin Innocence flyde igennem årene… Måske har ubehagelighederne i virkeligheden noget at gøre med Dødsridderen, der endnu ligger begravet dybt inde i hende? I så fald priser hun sig lykkelig, at hun ikke fik et anfald, som hun gjorde sidst de var hernede.

Hendes håndflader føles fugtige. Og da hun kigger på dem nærmest drypper de af sved. Det er vidst ikke kun hendes hjerne, der ikke bryder sig om at være hernede.

Der er noget der nager hende… Og det er fordi, at hun ved, at der er en grund til at Komui tog hende med herned… Det var ikke kun for, at hun kunne lære navnet på sin Innocence.

’’Hvad er det, som I ikke fortæller mig?’’ Hun siger det ligeud, ’’Luften er tyk af nervøsitet. Jeg kan mærke det. Hvad har det her med mig at gøre?’’

’’Kirasha… ’’ Komui ved tydeligvis ikke, hvad det er han skal svare. I et øjeblik ser han hjælpeløst op på Hevlaska, der endelig bliver den der siger noget:

’’Fortæl hende det.’’

Endelig tager Den Mørke Ordens overhoved sig sammen, retter sig op og ser direkte på Kirasha. Hans briller glimter i et øjeblik i elevatorens summende, hvide lys.

’’Kirasha, der er en chance for at din Innocence kan være Hjertet.’’

 

*******

’’Sig mig, hører du overhovedet efter Mini?!’’ Kandas stærkt irriterede blik lander på hende, som de sidder der i halvmørket. Kun et par stearinlys oplyser det lille rum, hvor de er i gang med at planlægge deres færd ud for at finde General Froi Tiedoll. De to andre Exorcister der skulle med er endnu ikke vendt hjem, så de må klare planlægningerne alene.

’’Hm?’’ hun vender uinteresseret ansigtet imod ham. I øjeblikket er hendes tanker på alt andet end deres klargørelser. Det er som om, at hun stadig befinder sig nede i Ordenes dyb med Komui og Hevlaska.

 

’’A hva?’’ det lyder dumt da hun siger det, ’’Sig mig, hvordan skulle det lige kunne lade sig gøre?’’

Komui retter seriøst på sine briller for syttentusinde gang, men ender så med at tage dem af, for at kunne pudse dem i sin hvide uniform.

’’Det giver lidt sig selv, ’’ indrømmer han, ’’Din Innocence er en del af dit hjerte, og Hjertet er hovedmaskinen i alle eksisterende Innocences. Udslettes Hjertet dør Ordenens eneste våben. Og udslettes din Innocence, dør du.’’

Han puster opgivende ud, som fortryder han en smule, at han valgte at tage ansvaret for alt det her. Af en eller anden grund forstår Kirasha ham godt. Det må være hårdt. Hårdt at sende en flok mennesker ud, for aldrig at vide om de vil vende tilbage i live. Først når de træder ind af Ordenens port, kan han vide, at de er sikre for et stykke tid.

’’Der er selvfølgelig også en chance for, at det bare er tilfældigt. Men vi kan ikke tage nogen chancer. Det er også derfor, at du er i gruppe med Kanda.’’

Ved lyden af hans navn skærer hun tænder, for derefter at tage sig forvirret til hovedet. Alt det her kom lidt for pludseligt. Hun har for mange ting at tænke på;

Genvinde sin hukommelse, undgå at Millennium Earlen finder frem til hende og dræber hende, fordi at hun er en Dødsridder. Lade være med at blive dræbt af dæmoner, fordi at hun er en Exorcist. Og nu er hun om muligt bæreren af dette Hjerte.

’’Ved han det?’’ spørger hun så, ’’Hvorfor at vi altid smides ud på de samme opgaver?’’

Komui ryster på hovedet.

’’Vi har ikke fortalt det… Men efterhånden har han nok regnet det ud.’’

 

’’MINI!’’

’’Hva?’’ hun ser træt på Kandas arrige ansigt, ’’Jeg hører altså efter… ’’

Det ser ud som om, at han virkelig må tage sig sammen for ikke at gå på hende.

’’Hvad sagde jeg så lige?’’

’’Noget med et eller andet sted med meget sne… Eller sådan noget.’’ Hun gnider sine øjne, sikkert for at holde sig vågen. Al denne information har gjort hende ufattelig udmattet, ’’Der hvor Tiedoll sikkert befinder sig.’’

Der kunne lige så godt have været sat ild til hele Kandas ansigt, for hans mørke øjne ligner noget der kunne være ved at springe ud af hovedet på ham i raseri… Eller sådan ser Kirasha i hvert fald på det.

’’Det var for flere timer siden, at jeg sagde det!’’

Han rejser sig op fra bordet de sidder ved, sikkert for at strække sin stive krop. De har siddet ned i timer, for at få alting på plads.

Døren til rummet går pludselig op. Det ved Kirasha, da stearinlysene omkring dem flakker uroligt og hun kan mærke et koldt pust i nakken. Det giver hende myrekryb, men hun tænker ikke mere over det, da et par arme lægges rundt om hendes hals bagfra.

’’Halløj, Kira-ra!’’ selvfølgelig er det Lavi.

’’Hvad laver du her, din idiot?’’ Kanda virker mere irriteret end nogensinde.

’’Dav, Lavi.’’ Hun læner hovedet tilbage og kan nu se hans grønne øjne… Eller i hvert fald det ene. For det andet er stadig dækket af en sort klap.

Det er skønt endelig at være sammen med en anden person end Kanda. Han keder hende grænseløst, og i løbet af denne dag har hun ikke villet andet end rive hans kønne hoved af… Eller i det mindste slå ham.

’’Hvornår slipper han dig fri?’’ han prikker hende drillende på næsen, og hun sukker opgivende.

’’Aldrig, tror jeg nok.’’

Kandas ansigtsudtryk bliver mere og mere bittert, netop fordi at de bare ignorerer hans tilstedeværelse i rummet.

’’Så bortfører jeg dig bare!’’ Lavis ansigts blusser op i et stort smil, hvorefter han slipper hende og sætter hænderne i siden, ’’Skal det være på prinsesse- eller pædofilmåden?’’

Hun fniser og ryster på hovedet, dog uden at sende Kanda ét eneste blik. Hun skal trods alt tilbringe en del tid med ham, så længe de skal følges med General Tiedoll. Så han kan nok godt undvære hende her til aften. De har jo gjort deres rapport til rejsen færdig.

’’Så bliver det på prinsessemåden.’’ Da hun ikke svarer den rødhårede Exorcist, kaster han hende nærmest i armene på sig selv. Et forskrækket skrig slipper ud imellem læberne på hende, imens hun hurtigt slynger armene om halsen på ham, af skræk for at han skulle tabe hende.

Så begynder han at gå grinende ud af døren, men vender sig dog om og ser undskyldende på Kanda.

’’Kan du klare, at jeg løber med din elskede?’’

 ’’Behold hende, for Guds skyld.’’ Snerrer den sorthårede Exorcist som svar, for derefter at mase sig ud af døren før dem og forsvinde ud på gangen.

’’Årh, jeg elsker dig Lavi!’’ hun krammer ham befriende, ’’Du har lige reddet mig fra at dø i et Helvede af papir og planlægninger. Jeg står dig i gæld for evigt!’’

Han ser drillende på hende, sikkert fordi at han overvejer den sidste sætning grundigt.

’’Såh? Vil du så med mig, Allen og Lenalee over i caféen? Jeg ved godt, at det er lidt sent, men vi kommer jo ikke til at se hinanden i lang tid.’’ Han griner kort, for derefter at begynde at gå.

’’Æh, Lavi?’’ lyder det så lidt akavet fra Kirasha, da han stadig bærer hende ned af trapperne, ’’Du må altså godt sætte mig ned nu... ’’

Han griner bare igen.

’’Det kommer ikke til at ske, Prinsesse!’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...