D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5866Visninger
AA

34. Den uforudsigelige sti (Kapitel 30)

 

                      Snestormen forsvandt, efter at Innocencen blev fjernet fra marionettens bryst. Det sner ganske vidst stadig, men denne gang er det noget anderledes. Dette er langt mere roligt vejr.

’’Ah ja for resten, jeg glemte at præsentere mig! Jeg hedder Daisya.’’ Imens de går, rækker fyren med hætten og bjælden hånden frem, for at hilse på Kirasha. Hun tager den smilende.

’’Kirasha… Men det ved du jo nok i forvejen.’’ Da hun siger det, ser hun drillende på Kanda, der dog bare vælger at ignorere det.

’’Han er altså ikke helt til at blive klog på, ’’ hvisker Daisya så til hende og hentyder selvfølgelig til Kanda, ’’Nogle gange virker det som om, at han kunne rive knoppen af én… Men han bar dig altså hele vejen ind i hytten dér og bandt sine sår ind. Du betyder sgu nok et eller andet for ham.’’

Kirasha fnyser bare og ryster på hovedet.

’’Det tror jeg vidst ikke, at du skal regne med. Vi er ikke specielt gode venner.’’

Nej, hun er ikke andet end en klods om benet for Kanda. Og desværre kan han ikke bare efterlade hende, hvis nu hendes Innocence skulle være Hjertet. Det har han nok efterhånden indset.

’’Ah ja, for resten! Din kamp var ret vild. Vinger og det hele. Er det en del af din Innocence?’’

Lige det emne gider hun faktisk ikke tale om, men det gør vel ikke noget at åbne sig lidt op for denne Daisya. Han minder hende trods alt lidt om Lavi, hvilket har lettet hendes følelser om denne tur en del.

’’Min Innocence er den her, ‘’ siger hun så og vifter lidt med den lyseblå krystal, som hun har i en snor om halsen, ’’Men af en eller anden grund har den en tendens til… At lade sin energi glide over andre steder… Så mit anti-dæmonvåben er i virkeligheden mine sværd.’’

’’Og hvad så med vingerne?’’ han vil simpelthen have svar på det spørgsmål.

’’Hvis du ikke opdagede det, så har jeg pænt meget tilfælles med en Dødsridder.’’

Han stopper chokeret op.

’’No waaaaaay…? Vil det sige, at du er den sidste? Hende alle Exorcister plaprer om?’’

Kirasha vidste godt nok ikke, at de andre snakkede om hende, men der er trods alt også et hovedkvarter for Den Mørke Orden i både Asien, Mellemøsten, Oceanien og Nordamerika… Hun ender dog bare med at nikke medgørligt til Daisya, der lyser op i et kæmpe smil.

’’Min Innocence er den her.’’ Han griber fat i enden på sin lange hætte og fremviser den store bjælde. Havde den kvindelige Exorcist ved siden af ham ikke vidst bedre, så havde hun hævet øjenbrynene undrende. Hvad i alverden skulle sådan én kunnet blive brugt til?

Men Kirasha ved af erfaring, at man ikke skal dømme et våben på størrelsen.

’’Mange undervurderer, at den er så lille, ’’ Daisya smiler skævt, imens han holder den forholdsvis store bjælde i hånden. Han sammenligner det nok med andre Exorcisters våben, ’’Men det er fint nok… Faktisk var det General Tiedolls skyld, at jeg blev en Exorcist. Efterhånden er det mange år siden – dengang var jeg overbevist om, at jeg skulle være fodboldspiller.’’

Selvfølgelig fortæller han hende hele sin livshistorie, sikkert bare for at få deres rejsetid til at gå. Der sker nemlig ikke så meget, som de bare vandrer endeløst af sted igennem sneen.

Det begynder pludselig at blæse op igen, og Kirasha trækker Lavis halstørklæde opover næsen. Der skete heldigvis ikke noget med det, under hendes kamp imod Dødsridderen. Det må have været gledet af hende imens.

’’Det bliver koldere… ’’ lyder det så endelig fra den evigt tavse Kanda, men han lyder ikke som om, at det er noget der bekymrer ham. Hvad skulle ærlig talt også bekymre den mand?

’’Det er fint, ’’ lyder det anerkendende fra Daisya, der griner djævelsk og lægger armene bag nakken, som om at det kun ville være et paradis for ham, ’’Som om at det ville ændre noget for mit vedkommende.’’

Kirasha ryster dog bare på hovedet, og ender med at trække sin hætte opover hovedet, for at beskytte sig selv for den efterhånden fygende sne. Var det ikke Innocencen fra før, der skabte disse vindstød? Eller er det bare normalt her?

Det begynder igen at sne. Det er en pulveriseret sne, men den er ikke desto mindre iskold. Dog får det ikke Kirasha til at fryse rigtigt, som hun gjorde for nogle timer siden. Det er ikke lige så slemt.

Prøvende rækker hun den ene hånd ud, kun for at mærke de små, hvide krystaller ramme hendes hud, der derefter smelter til ingenting.

’’Det er begyndt at blive mørkt.’’ Hører hun sig selv mumle.

’’Og?’’ lyder det uinteresseret fra Exorcisten med den sorte hestehale, der ikke engang værdiger hende ét blik.

’’Jeg undskylder, at jeg lagde mærke til det, Køter!’’ Snerrer hun irriteret som svar, efterfulgt af et lavmælt ’’Jeg hader dig.’’

Om han hører det, er hun bedøvende ligeglad med. Han ved det i forvejen.

Daisya fniser bare drillende af deres lille skænderi. Kirasha lægger i mellemtiden mærke til, at han har samlet noget imellem sine hænder. Noget hvidt. Sne. Sekundet efter flyver den velformede bold af sted, og rammer Kanda lige i nakken med et klask.

Kirasha kunne have brækket sig af grin, da hun ser hans edderspændte ansigtsudtryk. Den måde han vender sig om på er skræmmende mekanisk, som var han en dræbermaskine, der lige var blevet tændt for.

’’Du er så død, Mini…!’’ kan hun høre ham hvæse. I dette øjeblik kvæler Daisya sit grin, mest fordi at han ved, at hun i denne situation er uskyldig. Men han afslører ikke, at det var ham der kastede snebolden.

’’Eh?’’ når hun lige at udbryde, inden Kandas hånd griber fat i hendes krave og sender hende på ryggen i den dybe sne. Øjeblikket før hun falder, griber hun fat i hans uniform, hvilket resulterer, at hun trækker ham med.

I baggrunden lyder Daisya som én, der er ved at slå sig selv ihjel af grin.

Den sorthårede Exorcist hælder øjeblikket efter en ordentlig bunke sne ned af ryggen på hende, hvilket får hende til at komme med et forskrækket skrig. Reaktionen på dette, bliver at hun helt automatisk smadrer sin hånd i ansigtet på ham, der selvfølgelig også er fyldt op med de hvide krystaller.

Sådan fortsætter de i et par minutter, lige indtil Kanda af ren irritation ender med at skifte taktik. Uden problemer smider han den sprælske Kirasha over skulderen, for at lede efter et sted, hvor sneen er tilstrækkelig høj. Det punkt finder han hurtigt.

’’For fanden din idiot, jeg kan jo ikke komme op igen, hvis du gør dét!’’ skriger hun og banker ham febrilsk på ryggen, men som altid er han ligeglad.

Og så smider han ellers bare den kvindelige Exorcist i det hvide med benene først.

Sneen går hende til et pænt stykke over hofterne, hvilket betyder, at hun ikke har mulighed for at bevæge andet end overkroppen, hovedet og armene. I et par minutter forsøger hun selvfølgelig at komme fri, men uden held.

Da Kanda endelig har konstateret, at han har vundet denne diskussion, smiler han noget der må minde om et ondskabsfuldt smil.

Det er i det hele taget mærkeligt, at han i det hele taget smiler… Måden han gør det på afspejler dog uden tvivl stadig hans hånlige og lidt ligegyldige person. Ikke direkte glæde.

’’Vi ses forhåbentlig aldrig, ’’ Siger han så, banker hende på hovedet med den ende af Mugen der endnu ikke er trukket, og fortsætter så med at gå i den retning de egentlig skulle.

Inden længe indser Kirasha, at han ikke har tænkt sig at hjælpe hende fri igen. Og efterhånden begynder det at blive ret koldt.

’’DIT RØVHUL YUU KANDAAAAA!’’

 

*******

’’Tak igen, Daisya… ’’ sukker Kirasha opgivende, imens hun fastholder sit greb om Daisya, der endte med at blive den person, der blev nødt til at trække hende op fra sneen. Efter det føltes hendes ben fuldstændig følelsesløse, så han tilbød at bære hende på ryggen, indtil hun kunne gå ordentligt igen.

’’Og undskyld… ’’ griner den muntre Exorcist, imens han ser henover skulderen på hende, ’’Jeg burde have vidst, at det ville gå udover dig. Det med snebolden.’’

Hun fniser bare, for derefter at afsløre, at hun faktisk havde overvejet selv at gøre det. Men der kendte hun godt konsekvenserne, og hun var ikke helt sikkert på, om hun ville tage dem.

’’Han er også ligeglad.’’ Hvisker hun så, ’’Hvis han kan få det til at gå udover mig, så er det bare perfekt. Vi har aldrig rigtig kunnet lide hinanden.’’

Kanda går længere fremme, sikkert fordi at han ikke gider have noget at gøre med de to andre. Efterhånden har de to andre Exorcister indset, at det er umuligt at komme helt ind på livet af ham.

I de timer de går fremad, har Kirasha taget sig tiden til at tænke. Ikke over Millennium Earlen, dæmonerne, Noah’erne og sågar heller ikke Dødsridderne – men Kanda. Gad vide hvad der gjorde, at han blev så indelukket?

Et eller andet sted må der jo være en grund. Et normalt menneske ville ikke lukke af for omverdenen, hvis ikke der var sket noget tidligere i deres liv.

Hun kender de fleste i Ordenens fortid. Lavi og Bookman, der både er Exorcister og Bogmænd, der arbejder for at skrive verdens historie ned. Allen, og om hvordan hans plejefar døde og derefter blev forvandlet til en dæmon. Lenalee der blev en Exorcist, og Komui der blev Europa Ordenens overhoved, kun for at kunne passe på hende. Miranda, der før i tiden var verdens uheldigste kvinde. Crowley, der engang troede, at han var en vampyr…

Men Kanda aner hun ingenting om. Hans navn er ganske vidst japansk, men han kan ikke stamme fra Japan af. Millennium Earlen har nemlig lige præcis dét land under kontrol, og så ville den skarpsindige Exorcist være blevet dræbt for længst.

… Hvem er den mand i det hele taget?

Imens Kirasha stirrer tænkende på Kandas ryg, vender Daisya pludselig sit ansigt imod hende.

’’Hvad tænker du på?’’

Langt om længe fjerner hun sit ukoncentrerede blik og ser ned på den venlige Exorcist.

’’Ham. Det gik lige op for mig, at jeg faktisk ikke aner hvem han er… Overhovedet.’’

’’Mystisk, ’’ han griner kort, ’’Du har kendt ham i… Hvor lang tid har du været i Ordenen?’’

’’Æh… Et par måneder, vil jeg tro… Måske et halvt år.’’

’’Okay, så gætter jeg på, at du har kendt ham i lige så lang tid… Men du aner ingenting om ham?’’ han hæver spørgende øjenbrynene, imens hun nikker.

Endnu engang ser hun hen på Kanda, der åbenbart ikke har lagt mærke til, at de taler om ham.

’’Ved du noget om ham?’’ spørg hun så Daisya, der besvarer med en hovedrysten.

’’For at være ærlig, ’’ indrømmer han, ’’Så tror jeg ikke, at det er særlig mange, der kender til Yuu Kandas fortid.’’

Han har nok ret. Hun har aldrig hørt nogen nævne det, og i særdeleshed heller ikke fra ham selv. Kan det være, at han oplevede noget slemt som yngre?

Pludselig kan hun ikke lade være med at smile skævt. Af en eller anden grund, så har hun allerede nu besluttet sig for, at hun nok skal få sandheden ud af ham. Om det vil tage år er hun ligeglad med, men det skal nok komme. Det ved hun inderst inde. Han kan ikke blive ved med at være usynlig.

’’Nåh, ’’ langt om længe beder hun Daisya om at slippe hende, hvorefter hun lander energisk på jorden. Selvom det her nok bliver en lang rejse fremad, både for at finde denne Noise Marie og General Froi Tiedoll, så er hun klar.

Det er på tide, at hun også selv begynder at se fremad.

Efter lidt sætter hun endelig i løb imod Kanda, giver ham et rask skub på skulderen, og sender ham et af sine eftertragtede, drillende smil.

’’Du slipper ikke!’’

Selvom han ikke har den fjerneste anelse om hvad hun snakker om, så fnyser han bare og vender hovedet væk. Det er sikkert for at ignorere hende igen.

Og sådan fortsætter de tre Exorcister fremad imod horisonten. Foran dem ligger der en uundgåelig sti, som de alle må krydse. De er forpligtet til at tjene Ordenen, så længe der stadig er en gnist af liv i deres kroppe… Også selvom det kunne blive sværere end forventet.

Trods alt er de jo Exorcister. Det er det, der driver dem imod fremtiden.

For selvom de både har Djævelen og hans kumpaner i hælene, så er de Guds disciple. Og som Guds egne disciple, er de også skænket hans uskyldighed.

Deres skæbner er uforudsigelige. Men intet er umuligt, for den der vælger sin egen fremtid. Og dog…

Stier og veje har nemlig altid sine tendenser til at ændre sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...