D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5945Visninger
AA

8. Den Mørke Orden - Del 1. ~ Kapitel 5.

 

Det sorte lokomotiv tuder en enkelt gang til, før vognene giver et blidt ryk fra sig og sætter i gang. Det er ikke første gang Kirasha kører med tog. De fleste af hendes rejser over Europa, var på skinner.

Hun trækker kort på smilebåndet, inden hun læner sig imod vinduesruden, for at se de gule og grønne marker forsvinde bagud. I et par minutter sidder hun bare sådan og nyder udsigten, men kommer så i tanker om hvor hun er på vej hen.

’’Den Mørke Orden, ’’ et bredt smil finder vej på hendes læber, da hun triumferende finder noget der ligner et kort frem fra sin inderlomme, ’’Endelig har jeg fundet dig! ’’

 

Til Kirashas lettelse, skal hun ikke køre specielt langt i toget, og da der er gået få timer, står hun af på en lille, øde station. Skiltet der skulle vise stationens navn er væltet og skriften udtværet. Området ser mildt sagt ret så forladt ud.

Da hun løfter blikket imod bjergene forrude, bliver hun chokeret. På en af disse utroligt høje pladser – en af de bjergtoppe over skyerne – ligger Den Mørke Ordens tilholdssted i Europa. Annihilation Incident, er stedet også kaldt.

’’Skal jeg virkelig… Klatre derop?’’ Hendes ansigtsudtryk fortæller straks hvor utryg hun bliver ved tanken. Men så stiller hun op med et stort smil, og slår ud i luften med den ene hånd, som et tegn på at hun har tænkt sig at gøre det.

Da hun sætter i løb hen af den grusede vej, opdager hun noget for foden af bjergene. En by hvis ikke hendes blik svigter helt. En stor by. Måske stedet hvor hun kan få lidt hjælp til hvilket bjerg Ordenen ligger på. Men så kommer hun i tanker om, at almindelige mennesker ikke har den fjerneste anelse om at Ordenens tilholdssted er til. De kender måske til Exorcisternes eksistens, men pladsen hvor de får deres missioner? Næppe.

 

Byen er som Kirasha regnede med utrolig stor. Faktisk så stor at det lykkes hende at fare vild seks, syv gange… Og efterhånden er hun blevet lidt nervøs. Gad vide om Exorcisterne i Den Mørke Orden overhovedet vil acceptere hende som et medlem? Hvis de nu er flere gange stærkere end hende?

Så kommer hun i tanker om Lyon og dropper sine bekymrende tanker. Han var i hvert fald ikke et dumt røvhul, der ikke kunne acceptere hende.

 

’’Hvor vil du gå hen nu, Signy?’’ spørger hun og ser undrende på den lille, hvidblonde pige.

’’Naga og Jasper ville gerne have, at jeg bliver hos dem, ’’ Signy sender det gamle par bag dem et stort smil, der lykkeligt bliver gengældt.

Kirasha nikker eftertænksomt.

’’Hvor vil du så tage hen? Du må godt blive her.’’ Signy lægger nysgerrigt hovedet på skrå.

’’Jeg har ledt efter Den Mørke Orden i lang tid. Lyon har indtegnet det på et kort. Det er dér jeg hører til.’’ svarer Exorcisten med et smil. Nu har hun langt om længe muligheden for at blive en rigtig Exorcist. At gøre hvad hun er født til at gøre. At gøre som hun engang er blevet fortalt.

 

Hun ryster opgivende på hovedet ved tanken om hvad der skete for et par dage siden, og det giver et smertefuldt hug i siden på hende, da hun mindes sine endnu ikke helede sår. Men hun havde insisteret på at tage af sted med det samme. Nu gælder det bare om at bide smerten i sig og gå fremad.

En tanke slår pludselig ned i hende, og hun stopper op med et ryk. Flere af dem der går bag hende, kommer med utilfredse grynt og klager, da de forskrækket må gå udenom.

’’Lyon gav mig jo et kort… ’’ tænker hun, og klasker en hånd imod sin pande for at bevidne hvor dum hun lige har været, ’’Og jeg har ikke engang værdiget det ét blik. ’’

Med den højre hånd hiver hun en tynd rulle pergament op af inderlommen, som må være kortet. Og ganske rigtigt er der tegnet en sti med mørkt blæk, der viser vejen igennem byen og hen til bjergene i den anden ende.

’’Det ville nok være en god ide at nå frem, inden det bliver mørkt.’’ mumler hun for sig selv og sætter så i løb.

Butikkerne, boderne og caféerne hun løber forbi er malet farverigt, og spækket med forskellige varer i høj kvalitet. Men intet af det lægger hun mærke til, da hendes blik er naglet til det nu krøllede kort. Hun ser heller ikke fyren foran hende, som hun støder ind i med et forskrækket gisp.

’’Ah, undskyld!’’ Og efter at have sagt dette fortsætter hun fremad, uden at se sig én eneste gang tilbage.

Havde Kirasha Stormcatcher valgt at se lidt bedre efter, havde hun måske opdaget, at hun var løbet ind i en Exorcist, der nu ser ligegyldigt efter hende. Hans lange, sorte hår sat op i en hestehale bliver en gang imellem fanget af et vindstød og skudt ud til siden. De kølige mørke øjne, udviser ingen interesse for denne pige… Eller næsten da.

Ved hjælp af kortet har det taget Kirasha meget lidt tid at nå ud af byen og om på bjergsiden. Hun befinder sig nu omringet af høje, skyggefulde bjerge. Nu gælder det bare om at finde det som Ordenen ligger på.

’’Det skulle jo ligge over skyerne, ’’ mumler hun for sig selv og kigger opad. Der er mange høje bjerge, ja, men kun ét der går så langt op over himmelbuerne som det hun nu ser på… Men hvordan skal hun komme derop?

’’Jeg tror vidst ikke at der er andet for, end at begynde at klatre opad… ’’ hendes ansigtsudtryk beskriver meget præcist hvor ubegejstret hun er for denne enkle information.

Med et lidt panisk glimt i øjnene, vender og drejer hun kortet i sine hænder. Men der står intet om hvordan hun kommer derop.

’’Det er vel den første prøve jeg får som Exorcist.’’ hun ryster på hovedet, men svinger så sin rygsæk over skuldrene og begynder sin lange klatretur…

*****

Rubinrød i ansigtet og med sveden løbende ned af sine beskidte kinder, kæmper Kirasha sig de sidste meter opad. Hun kan ikke huske hvor langt tid hun har hængt på klippevæggene, men hun er også ligeglad, for nu kan hun se toppen af en høj bygning. Et kæmpemæssigt, sort tårn hvis hun skal være ærlig. Ved siden af står der et lidt mindre.

De to tårne er omringet af skov og grønt. Med et lettet smil smider Kirasha sig op på kanten og haler sin udmattede krop op på den faste grund. Der er ikke længere tåget omkring hende, da skyerne nu er langt under bjerget.

Tusmørket fortæller hende, at hun er kommet frem til sit mål før natten, som hun havde satset på og inden hun selv når at opdage det, står hun foran to gigantiske porte. I midten af dem er en mørkegrå søjle sat op, med et stort stenansigt. Undrende rækker hun hånden frem og skal til at røre ved det, da det bevæger sig, som var det menneskeligt.

’’Huh? ’’

Overrasket trækker hun hånden tilbage. Idet, slår stenansigtet sine mørke øjne op og ser vurderende på hende.

’’Hvad er du?’’ spørger det med en dyb røst.

’’Eh…?’’ et øjeblik ser hun undrende ud, men ryster så hurtigt på hovedet, ’’Mit navn er Kirasha Stormcatcher. ’’

Stenansigtet rynker tænkende brynene.

’’Og du er ikke en dæmon…?’’

’’Nej, selvfølgelig er jeg ikke det, ’’ svarer hun opgivende og tørrer sveden efter sin tur opad af sin pande med bluseærmet.

’’Vi får se, ’’

Pludselig åbner ansigtet de mørkegrå øjne helt op og et skarpt, hvidt lys skyder ud over hende. En scanner. Den skal undersøge, om hun virkelig er menneskelig, og ikke bare er en dæmon iført sin menneskeskikkelse.

Inde bag Ordenens mørke mure, står et lille team klædt i hvide kitler og ser hen på en svævende terning af glas. Igennem den ser de ned på Kirasha og stenansigtet. I midten af dem, står en mand i midten af tyverne. Hans hår er skulderlangt og mørkt og de skæve briller upudsede. I den ene hånd har han en kop kaffe med en lyserød kanin påmalet på porcelænet. Denne fyr er Europa-ordenens leder, skønt han ikke er en Exorcist.

’’Komui…? ’’ en af de kittelklædte henvender sig alvorligt til ham, ’’Har du hørt om nogen nykommende?’’

Hans hår er karamelbrunt og stritter ud til alle sidder. Som en af de få i Ordenen er han ubarberet.

’’Næh.’’ fyren med brillerne – Komui – tager uinteresseret endnu en tår af sin kaffe og nikker imod den flyvende terning.

’’Bare lad hende gå igennem kontrollen, så ser vi hvad der sker.’’

 

Stenansigtet fortsætter sin skanning af Kirasha, og hun står fuldkommen ubevægelige med hjertet hamrende i brystet. Lyset fra ansigtet blænder hende, og til sidst må hun tage armene op over hovedet, for at beskytte sine egne øjne. Og så pludselig gjalder en højlydt alarm ud over hele stedet:

’’UMENNESKELIGT VÆSEN VED ORDENEN, UMENNESKELIGT VÆSEN VED ORDENEN! KALDER ALLE EXORCISTER, EN DÆMON ER VED AT TRÆNGE IND!’’

Blinkende, røde alarmer brager ud over hele stedet og af rent chok bakker hun tilbage.

’’H-Hey!’’ gispende rækker hun hænderne frem imod stenansigtet, der fortsat skriger videre:

’’UMENNESKELIGT VÆSEN VED DEN MØRKE ORDEN, KALDER EXORCISTER!’’

Tror de virkelig at hun er en dæmon? Hun forstår det ikke. Af hvad hun selv ved, så er hun da fuldstændig menneskelig, godt nok udstyret med nogle voldsomme kræfter… Men stadig menneskelig.

 

Inde bag murene lyder der tumult og flere medarbejdere vælter rundt, for at udbringe nyheden om dæmonen udenfor. Men Ordenens leder – Komui – forholder sig helt roligt og er endnu i gang med sin kaffe.

’’Chef?’’ spørger fyren med strithåret.

’’Det er okay. Kanda er allerede derude, ’’

Han nikker langsomt imod sin overordnede og synker en klump.

’’Jeg har lidt ondt af den dæmon… Den kommer virkelig til at lide en frygtelig død, når det er Kanda der skal gøre en ende på dens eksistens.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...