D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5858Visninger
AA

28. Den grå mand - Del 2. (Kapitel 24)

 

’’Tror du virkelig, at du har en chance, Kitty?’’ Tykis smil bliver kun bredere, da han ser hende lægge hovedet udfordrende på skrå, ’’Nåh, det er også ligegyldigt. Det er det, der er tiltrækkende ved dig.’’

Selv disse ord får hendes nakkehår til at rejse sig, men hun forbliver rolig. Så meget at hun langsomt lukker øjnene i et par sekunder, for derefter at fokusere endnu engang på sin modstander.

’’Jeg sagde det før, og nu siger jeg det igen: Kom og tag mig!’’

Hendes stemme er fast som en klippe. Den hverken ryster eller knækker over, hvilket hun i et øjeblik priser sig lykkelig over. Alt andet ville have været ydmygende.

’’Hellere end gerne, Kitty.’’

Af en eller anden grund går han hen imod hende, på den der helt afslappede måde. I et øjeblik irriterer det hende gevaldigt, men så indser hun, at det er et trick, for at få hende til at angribe med det samme. Godt forsøg, indrømmet, men bare ikke godt nok.

Som han nærmer sig, kan hun ænse en mørklilla energi omkredse hans hænder. Det flimrer mærkeligt, men formen er tydelig. Er det… En sommerfugl?

Tyki lader det mærkværdige, smukke væsen sidde på håndfladen, som han hæver imod læberne. Med et let pust sender han luft ind under vingerne på den dæmoniske sommerfugl, hvorefter den letter og flyver af sted imod Kirasha.

Den virker så uskyldig, som den bare svæver imod hende… Men inderst inde ved hun, at Tyki kun har én opgave: At sprede død. Alt der stammer fra ham af betyder ulykke.

Derfor hæver hun det ene kortsværd over hovedet og skærer let igennem sommerfuglen, idet den er inden for rækkevidde… Hvilket viser sig at være endnu en af hendes fatale fejltagelser.

Sommerfuglen deles i to og skal lige til at dale imod jorden under dem, da noget pludselig begynder at strømme ud fra den. Flere mørklilla sommerfugle. De trækker et mørkt slør efter sig, og pludselig får hun besvær med at trække vejret.

Der er noget galt.

De yndige og alligevel dødelige sommerfugle danner en sværm. En sværm der pludselig styrer lynhurtigt imod hende, som ville de drukne hende.

Hun hugger ud med sine våben, men det er ikke nok. Hun kan ikke ødelægge dem alle på en gang. Og da den første af dem rører hende, føles hendes krop lam. Hun kan ikke bevæge armene eller benene. Kan kun lige se Tykis uhyggelige grin igennem sværmen.

Sværdene glider ud af hendes greb. Det er næsten som i slowmotion. Selvom hun kæmper for at få overtaget igen, så kan hun mærke det hele kollapse imellem hendes hænder. Der lyder et kort bump, efterfulgt af en klirren, da hendes våben for anden gang rammer jorden.

Hvordan kan hun overhovedet kæmpe imod denne mand?

I et minisekund overvejer hun at give efter. Hele hendes krop er fastfrosset, og det ville være lettest bare at give op. Hun kan ingenting gøre. Hele hendes system føles iturevet. Måske kan denne såkaldte Noah gøre det hurtigt ovre? Måske vil han slutte det smertefrit…?

Nej.

Så slår hun øjnene op med et sæt, og begynder på ny sin indre kamp. Ubevægeligheden svinder ind, langsomt, alt for langsomt. Men nu kan hun i det mindste bevæge fingrene lidt. Og så hånden. Til sidst den ene arm.

Hun klemmer den ud imellem sværmen af lilla og sort. Luften føles iskold omkring hendes hud, men hun fortsætter.

Nu kan hun bevæge hovedet. Og den anden arm. Så stikker hun den ud med den anden.

Tyki virker uberørt. Han har fundet en cigaret frem fra inderlommen, ser nu forventningsfyldt på sværmen af sommerfugle og den tildækkede Kirasha. Han kan se hendes arme, og han overvejer, om hun overhovedet vil være i stand til at redde sig selv.

’’Interessant.’’ Han smiler fortsat og placerer cigaretten i mundvigen, for derefter at sætte ild til den med en medbragt lighter. Låget skinner kort i flammerne fra arenaen af, men så lukker Tyki det ned og puster en sky røg ud.

Det næste han ser, overrasker ham. Han kan skimte noget inde imellem sommerfuglene. To blå lys. Det bliver stærkere og stærkere, for derefter at blive efterfulgt af noget andet. Et gigantisk mørkt omrids fra bagsiden af.

Vinger. Store, sorte ravnevinger. De er endnu halvgennemsigtige og ureale, men det føles alligevel skræmmende virkelige.

Så ser han Kirashas hænder knyttes og med en faretruende fart skydes de ud til siden. Det næste der sker, er at sommerfuglesværmen eksploderer i blåt. Lyset blænder ham, så han dækker øjnene med den ene hånd og holder fast på cigaretten med den anden.

’’Så det er altså virkelig den sidste Dødsridder, som jeg står foran?’’ han smiler nedlandende.

Det virker som om, at en gigantisk hvirvelvind omringer den unge Exorcist. Det kolde, blå lys spreder sig og erstatter det røde. Pludselig skinner arenaen i en helt anden farve. Næsten som om at den var blevet tilfrosset.

En hæs, umenneskelig hvisken breder sig i luften. Det er et sprog ingen anden end Dødsridderen der udtaler dem forstår.

Og så kommer hun til syne.

Kirasha Stormcatcher. Den sidste nulevende Dødsridder.

Grusset flyver som skinnende støv omkring hendes ben. De dæmoniske øjne lyser stærkere end nogensinde, og mørke tegn er begyndt at danse på hendes hud… Alligevel er det de halvgennemsigtige vinger man lægger mærke til.

Hendes læber bevæger sig i takt med den uhyggelige hvisken. Det er ikke hendes stemme man kan høre. Det virker som om, at den opsigtsvækkende Kirasha fra før er forsvundet. Tilbage står en koldblodig dræbermaskine.

’’ Saltatio mortis… ’’

I det øjeblik ordene er udtalt, forstår Tyki dem pludselig. Saltatio mortis… Også bedre kendt som Dødedansen.

I det øjeblik vælger han at flytte sig fra sit nuværende punkt, hvilket viser sig at være heldigt for ham. Stedet hvor han stod før, er nemlig lige blevet jævnet med jorden.

Sprækker strækker sig ud som grene omkring det sted, hvor Kirasha står. Det sorte og pupillen i hendes øjne er helt forsvundet, og tilbage er der kun store, lysende huller af blåt. Red er ikke helt sikker på, hvordan han vil beskrive det.

Men han ved, at hun vil være i stand til at udslette hele byen, hvis ikke han stopper hende. I så fald priser han sig lykkelig, at hun ikke er nået sin fuldendte form. Så havde de alle været dødsdømt.

Endnu engang må Tyki fjerne sig, for ikke at blive pulveriseret af Kirashas kræfter. Han ler en ubehagelig, kold latter. Hvorfor han morer sig over denne kraftudladning, er der ingen der ved.

Lige indtil da har han kun undveget, men nu har han åbenbart skiftet mening. For anden gang dukker vingerne fra en lilla sommerfugl op i hans håndflader. Denne gang er de bare meget større, og sikkert også en del mere farlige.

’’Imponerende Kitty, imponerende!’’

 Han sætter af fra jorden af, og dukker op over den uopmærksomme Dødsridder. Hun løfter uinteresseret hovedet, som var han bare et irriterende insekt.

Hun bliver dog ikke ramt af Tykis angreb. Et velkendt, japansk sværd afholder hans energi fra at kløve hende i to. Og sværdets bærer ser bittert på manden med den grå hud.

Kanda.

Det næste der sker, er at en gigantisk, sort hammer flyver igennem luften, for at ramme den grinende Noah. Lavis Innocence.

’’Kira-ra!’’ udbryder han, da han ser hende, men stopper så chokeret op. Det er ikke Kirasha der står foran ham.

Det er en djævel. En djævel med Kirashas ansigt og brændende, blå øjne.

Pludselig løfter hendes tvillingesværd sig fra jorden af. De svæver lidt i luften, som aner de ikke hvad de skal gøre. Så med et ryk flyver de af sted og placerer sig i hænderne på den iskolde Kirasha.

Djævlens beskytter.

I det øjeblik forsvinder de næsten færdigudviklede vinger og de dæmoniske øjne. Sekundet efter har Exorcisten Kirasha overtaget kontrollen over sin Dødsridder, og det er det rigtige menneske der nu er vendt tilbage.

Hun har dog ikke tænkt sig at vente. I det øjeblik hun føler den kraftige energi forsvinde, strammer hun taget om sine genvundne sværd og springer opad. Kanda kæmper stadig med at holde Tyki på afstand, men han behøves ikke gøre sig besværet længere, da den velkendte Exorcist med fletningen giver sig til at hjælpe ham.

’’Hvad laver I her?’’ når hun lige at spørge, inden hun hakker hensynsløst udefter Tyki, der bare smiler hånligt.

’’Hvad ligner det?’’ snerrer Kanda som svar, for derefter at parere et enkelt af Noah’ens udfald, ’’Redder din røv.’’

Et smil dukker op på hendes læber, ved lyden af disse ord. Så de endte altså med at blive bekymrede alligevel? Det skal hun nok ikke lige nævne for dem, for det vil de med garanti benægte begge to. Men ikke desto mindre må det være sandheden.

Med et højt brag banker hun pludselig begge sværdklinger ned i jorden, der nærmest eksploderer omkring dem. Det blå lys i arenaen er endnu ikke forsvundet, selvom Kirasha er gået tilbage til sit normale stadie igen. Kunne Kanda og Lavi have set det, og var så taget af sted for at undersøge det?

Da støvet lægger sig ned, er Tyki væk. Kirasha ser sig lynhurtigt omkring, for ikke at blive overrasket af den kløgtige Noah. Og så får hun øje på ham. På de øverste siddepladser i arenaen står han og ser ventende ned på dem.

’’Det var hyggeligt at møde jer, Exorcister, men jeg må videre!’’ luften omkring ham flimrer, og pludselig dukker der et mærkeligt, sort- og rødternet skab op ud af ingenting. På toppen er der en guldkrone, imens håndtagene også er forgyldte.

Han klapper kort på skabslågen, for derefter at slå den op. Indeni er der en mærkelig form for lilla og sort flimmer. Er det en portal? Han skal lige til at gå derind, da han ser skævt smilende ned på Kirasha.

’’Vi ses forhåbentlig igen, Kitty.’’

Så træder han ind, lukker døren og den forsvinder ud i det blå, lige så pludselig som den og han kom.

’’Kitty?’’ Lavi ser undrende på hende.

Hun sukker og sætter endelig sine våben på plads på ryggen. Den her kamp sluttede alt for… Mærkeligt.

’’Jeg kender ham ikke… Ikke sådan rigtigt. Men han er med Millennium Earlen… Og er et menneske.’’ Hun stirrer gennemtrængende på området hvor døren før var, som forventede hun at den ville komme tilbage.

’’Han hedder Tyki Mikk.’’ Red træder frem, med en pludselig tilbagevenden Alexei, der skriger rasende og snurrer ustyrligt rundt om sin herre, ’’Han er en Noah. En familie der giver sig ud fra at være de rigtige mennesker. De ser vores menneskehed som falsk. Derfor er deres mål at udrydde os… Ligesom Millennium Earlen vil.’’

’’Det er jo sygt.’’ Mumler Lavi.

Kirasha puster opgivende ud en gang til. Hun er ikke kommet synderligt til skade, har måske et par knubs eller skrammer her og der, men ellers er det ikke noget.

Hvad der går hende på, er at Noah’en ikke gjorde mine til at gøre hende fortræd. Ikke sådan rigtigt. Han legede kun med hende, som en kat leger med en mus før den æder den.

Alexei giver sig pludselig til at svæve rundt om Kirasha i stedet for Red. Han skriger ikke så meget længere, men alligevel kan hun ikke lade være med at smile. Denne Innocence virker så levende, at det er helt utroligt… På den måde ville Red heller aldrig føle sig ensom, hvis han rejste ud for at finde andre slags Innocence.

’’Halløj, Alexei.’’ Ånder hun og rækker hånden ud, imens ildskabningen gør det samme. Den kopierer hendes handlinger, smiler når hun gør det, lægger hovedet på skrå.

Pludselig føles det som om, at noget skyder direkte igennem hovedet på hende. Chokket efterfølges af en bidende smerte, der får hende til at synke i knæ. Det føles som en gennemskærende kulde, men alligevel brænder det som ildens hedeste flammer.

’’Kirasha?’’ Lavis bekymrede stemme når hende kun lige, hvorefter smerten forsvinder med et hårdt ryk.

Forvirret tager hun sig til hovedet og kommer op at stå igen.

Hun husker pludselig alting. Mødet med Red, hans missioner, grunden til at han blev forseglet med Alexei. Alt… Undtagen hvad der skete med hendes familie og bror.

’’Hvor stærk er ham Noah-fyren?’’

Red kløer sig i nakken, da hun stiller spørgsmålet.

’’Kig på mig. Jeg er ikke helt sikker på, at han er helt ufarlig… Og der er flere af hans slags… Det var ham jeg kæmpede imod, da jeg bad Alexei sende dig væk. Det her er så hvad der er tilbage derefter.’’ Han ler kort, for derefter at rette på sine skæve briller. Det ene af glassene mangler, så han kan sikkert ikke se specielt meget.

’’Eh… ’’ Kirasha skutter sig ved tanken om flere af Tykis slags. Hun husker også, hvad det var han sagde til hende under kampen, inden Lavi og Kanda dukkede op; ’’Nåh, det er også ligegyldigt. Det er det, der er tiltrækkende ved dig.’’ og ’’Vi ses forhåbentlig igen, Kitty.’’ Puha, det håber hun da virkelig ikke.

’’Bvadr… Flere sadistiske sataner… ’’ som et tegn på sin afsky stikker hun tungen ud af munden og ryster på hovedet.

’’Tja… Vi har da noget at fortælle Ordenen om.’’

’’… Det er ikke ligefrem fordi, at det er positivt… ’’ hun beundrer lidt Reds evne til at være glad hele tiden, men til tider bliver det også lidt… Underligt. Især fordi at det ikke helt passer ind.

’’Nåh, men skal vi så se at komme hjemad?’’ Lavis gigantiske hammer er på magisk vis blevet bragt tilbage til en lillebitte én, som han kun lige kan have i hånden, ’’For jeg er sulten.’’ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...