D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5867Visninger
AA

27. Den grå mand - Del 1. (Kapitel 23)

 

’’Eh?’’ forskrækket viger hun lidt tilbage, men læner sig så forundret fremad, ’’Hvordan kunne du-…?’’

’’Se at det var dig? Kirasha Stormcatcher, ligegyldigt hvor meget man søger, så finder man aldrig nogen med ligeså blå øjne som dig… Skulle jeg sige, at det er lang tid siden? Hvor mange år har Alexei og jeg befundet mig her?’’ han smiler et stort, varmt smil, som forstod han alt Kirasha tænker.

’’En del år. Mange faktisk. Kig på mig. Som du nok kan se, så er jeg vokset sådan ret meget.’’ Hun slår hun med armene og føler sig langt om længe sikker nok, til at hun tør placere sit kortsværd på ryggen igen.

’’Det er ikke ligefrem fordi, at du er vokset meget i højden… Eller brystkategorien.’’

Disse ord får hende til at føle sig en smule krænket, måske fordi at Kanda kunne finde på at sige det samme. Men hendes bryster, helt ærligt? De er da trods alt blevet større.

’’Ej, det var bare en joke.’’ Han griner kort og rækker en hånd frem imod hende, ’’Jeg har savnet dig, Kira.’’

Han lyver afgjort, han har sikkert ikke engang bemærket sin tilstedeværelse i søjlen. Det er bare en undskyldning for at råde bod på sin skarpe bemærkning fra før. Alligevel er der et eller andet endnu faderligt ved denne sorthårede, bebrillede mand. Noget der får Kirasha til at smile lettet.

Et advarende skrig slipper pludselig ud af struben på Alexei, og han giver sig til at svæve brændende rundt som altid.

’’Ah, han er her sørme også.’’ Red har blikket på nogen eller noget på marmortrapperne langs tribunerne. Det er en anden mand. Selv på denne afstand kan Kirasha se, at han er iført mere eller mindre formelt tøj. I hvert fald et sort jakkesæt og en mørk hat.

Det er dog hans hudfarve, der får hende til at spærre øjnene frygtsomt op.

Grå. Grå som aske. Og hun husker ansigtet, bygningen, håret og det hele. Han var der dengang Red blev forseglet af Alexei… Men hvorfor?

 

’’Og så er der blevet set denne grå mand. Jeg sagde, at han ikke skulle gå derind. Han havde jo et barn med sig. En lille pige med store, blå øjne… ’’

 

I et øjeblik husker Kirasha den gamle kones ord. Og den grå mand. Det var denne mand Generalen ledte efter, da han ankom til Verona med Kirasha.

’’Hvem er han?’’ hun spørg lige ud i luften.

’’Kan du huske, at du snakkede om nogle grå mænd, da vi først mødte hinanden? De havde været med til at myrde din familie, sammen med Millennium Earlen.’’

Tankefuldt gnider Kirasha sin tinding, imens hun smiler lidt undskyldende.

’’Ja, lige dét kan jeg godt huske… Ser du, jeg kan nok ikke komme frem til det andet… Jeg mistede hukommelsen efter at du… Forsvandt.’’

  Af en eller anden grund virker Red ikke overrasket. Han nikker bare, men fjerner ikke sit blik én eneste gang fra manden, der nu befinder sig nede i arenaen ikke så frygtelig langt fra dem.

Kirasha lader sine endnu aktiverede øjne lande på den grå mand. Han virker menneskelig, bortset fra den spøjse farve hud.

’’Jeg kan ikke huske hans ansigt. Men hudfarven… Den er bekendt. Hvilken form for dæmon er han?’’

Red kigger overbærende på hende.

’’Han er et menneske.’’

Undrende rynker hun brynene og ser på sin læremester. Det lyder ikke rigtigt i hendes ører.

’’Er han ikke med Millennium Earlen?’’

’’Jo.’’

’’Men… Så kan han jo ikke være et menneske, vel? Earlen vil jo dræbe alle os mennesker, ikke?’’

Red sukker. Enten fordi at hun stiller så mange spørgsmål, som hun gjorde, da hun var lille, eller fordi at han ikke gider forklare det. I et øjeblik åbner han munden for at sige noget, men så afbryder en ukendt, mørk stemme ham;

’’Jeg er en Noah, kære Dødsridder. Earlen er min families broder. Og det er vores opgave at destruere al den Innocence vi kan komme i nærheden af, samt gøre verden fri for jeres urene slægt af mennesker. Vi er de sande børn af Noah.’’

Den grålige mand er begyndt at tale, imens han i en elegant gestus tager sin hat af og bukker. Han må tale om Noah fra Noahs ark. Skulle der eksistere en familie, der skulle mene at være slægtninge af Noah? Det lyder absurd.

’’Kirasha, dette er manden der skilte vores veje for mange år siden… Og sandsynligvis den person der frarøvede dig din hukommelse.’’ Red laver et træt nik imod manden der giver sig ud fra at være en såkaldt Noah.

Hun kniber øjnene sammen. Jo, hun husker noget. Et bredt, dæmonisk grin og en grå person… Kunne Red have kæmpet imod denne mand, og om muligt ikke være stærk nok til at besejre ham? Var det derfor, at Alexei forseglede dem begge?

 ’’Earlen var ikke klar til at afsløre vores eksistens, dengang vi udryddede din familie… Eller da Generalen her hørte om mig. Så på en eller anden måde, måtte vi få dig til at glemme. Det klarede en af mine artsfæller, og det ser ud som om at det gav pote!’’ han griner et skræmmende grin, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på Kirasha. Han er… Ubehagelig.

’’Men nu er det lige meget.’’ Han stopper med at grine, men tørrer ikke det skæve grin han har om sine læber af, ’’Du kan slutte dig frivilligt til os, Kirasha Stormcatcher, eller dø som din familie.’’

I et øjeblik ser hun chokeret ud. Men så former der sig et bredt smil på hendes læber, og hun begynder at le. Højt og hjerteligt. Så stopper hun – næsten med tårer i øjnene af morskab – for derefter at rette sig op.

’’Så kom og tag mig!’’ i næste sekund har hun trukket begge sine tvillingesværd, og gnister af kampgejst står ud af hendes blå øjne, ’’Men fortæl mig, hvorfor et menneske ville slutte sig til Millennium Earlen! Så er den sidste rest af menneskelighed jo allerede gledet ud af dig og dem der støtter op omkring det.’’

’’Kirasha!’’ Red ser alvorligt på hende, næsten desperat, ’’Hvorfor tror du, at Alexei og jeg har siddet fanget i en arena i år? Du kan ikke slå den mand… Og det kan jeg om muligt heller ikke.’’

’’Åh, kære General! Jeg hedder Tyki Mikk. Så enkelt er det. Og selvfølgelig skal vi have lidt sjov ud af det, inden jeg slår jer ihjel! Så frygt ej, ’’ Fyren klukker ondskabsfuldt, hvorefter han placerer sin hat på hovedet igen, så det sorte, halvkrøllede hår dækker for øjnene, ’’Og så interesserer den unge frøken dér mig virkelig. Ikke så mærkeligt at Millennium vil have fat i hende… ’’

Tyki Mikk. Specielt navn. Det afholder dog ikke Kirasha fra at smile skævt, stramme grebet om håndtagene på kortsværdene, for derefter at sætte hårdt af fra jorden. På få sekunder befinder hun sig lige foran den grå mand, Tyki.

Men idet hun hugger ud efter ham, er han allerede forsvundet i en anden retning. Drillende ser han efter hende, imens de kun på få øjeblikke gør det samme; Kirasha angriber, Tyki undviger.

Han leger med hende, og hun ved det godt. At køre hende træt ville måske være den letteste løsning, men hun kan mærke, at han har andre planer. Vil sikkert udnytte hende indtil sidste blodsdråbe.

Derfor ændrer hun taktik. Lige i det øjeblik hvor han fjerner sig, snurrer hun et par gange rundt om sit selv, imens hun slækker grebet i sværdene. I stedet griber hun fat i de slidte bånd omkring håndtagene, for at udvide den rækkevidde hun har.

Pludselig kan hun mærke vægten fra sine højtelskede våben forsvinde. Tyki reagerer endelig ordentligt… Hvilket viser sig at blive fatalt for Kirasha. For pludselig er båndene til hendes sværd skåret over og hun står forsvarsløs tilbage.

Tvillingesværdene borer sig ned i grusset i hver deres retning, alt for langt væk fra hende. I et øjeblik føler hun et stik af panik, men det afløses af noget meget stærkere, da hun pludselig ser ind i et par dæmonisk, gyldne øjne, der er alt for tæt på.

Tykis øjne.

’’Fuck!’’ når hun lige at mumle for sig selv, hvorefter panikken med et kraftigt slag udskiftes med frygt.

Hun har aldrig været bange. Selvfølgelig forvirret, ubehagelig til mode og sådan, men aldrig rigtig bange. Nu kan hun nærmest føle frygten sno sig som en slange omkring hende. Den lammer alle hendes sanser og slår automatisk hendes nattesyn og øjne fra.

’’Du er nu meget sød. I hvert fald køn… Jeg skal nok lade være med at ødelægge dit din krop for meget, okay? Du burde være taknemmelig, du bliver et smukt lig.’’ Bare måden han siger det på alene, er nok til at Kirasha pludselig føler en sindssyg trang til at flå hele hans krop op. Hun vil ikke løbe, ikke flygte, men bare se denne mand dø foran hende.

Han tager fat om hendes hage og løfter hendes ansigt op.

’’Hvad vil du gøre uden dine våben, Dødsridder? Eller er du i virkeligheden bare en dødsdømt Exorcist?’’ han ler kort, og denne gang reagerer Kirasha som havde hun fået stød.

Hendes knytnæve sendes af sted som en katapult, men en større, grå hånd lægger sig om hendes rystende fingre, inden hun kan nå at slå hårdt nok. Noget der minder om en rasende snerren slipper ud imellem læberne på hende, imens hun rykker sig ansigt tættere på hans og ukontrolleret stirrer ham ind i øjnene.

’’Uha, rolig misser!’’ endnu engang griner han og lader sit ansigt være ikke mere end centimeter fra hendes, ’’Jeg overvejer lidt at gemme dig til en anden gang, Kitty.’’

 ’’Jeg vil gerne se, hvordan du vil klare en situation uden din Innocence.’’

Flammerne af kampgejst ville normalt være forsvundet fra Kirashas øjne nu, men pludselig smiler hun skævt, ved tanken om hendes træning imod Fou. Hendes første kamp uden Innocence.

I det næste øjeblik bøjer hun sig ned, og vælter benene væk under den charmerende Noah. Dette uventede angreb får Tyki til at spærre øjnene overrasket op, imens han begynder at falde imod jorden.

’’Ah, snedigt. Men ikke nok.’’

Han når ikke engang at ramme jorden, inden han er på benene igen, og pludselig befinder sig bag hende. Og hun havde sandsynligvis været død nu, hvis ikke en brændende nar – bedre kendt som Alexei – ikke havde kastet sig ind foran, for derefter at gå løs på Tyki… Dog uden synderlig virkning.

’’Kirasha!’’ i det øjeblik den grå Noah glemmer hende, befinder Red sig foran hende, ’’Se at komme væk herfra! Selv for en General er han lidt af en udfordring.’’

Hun hæver undrende det ene øjenbryn, nok mest fordi at han tidligere sagde, at han måske ikke engang selv havde en chance imod ham.

’’Som om at jeg ville løbe én gang til.’’ Hendes skæve smil bliver bredere, hvorefter hun vender sin læremester ryggen, og løber uden sin Innocence imod Tyki. Så løfter hun begge ben i et spring, og sparker instinktivt imod Noah’en, der selvfølgelig parerer let.

Hun suser lige over ham, men det viste sig at være et koordineret træk. For hun lander på skæftet af et sværd. Det ene af hendes tvillingesværd. Dét med sølvklinge og blå skrifttegn.

Og så springer hun videre derfra uden at røre jorden, hiver sværdet med sig i farten og når dermed det gyldne inden for få sekunder. Dermed er hun endnu engang udrustet til kamp.

’’Sig mig… Har du glemt mig?’’

Hun har genvundet kontrollen over sin krop. Der er tydeligvis en aura af skræk omkring Noah’en, netop for at gøre hans ofre svage.

Men hun har regnet det ud.

Det er allerede lykkedes Tyki at sende Alexei langt væk med et velplaceret spark. Ikke engang den brændende klovn havde en chance imod ham. Nu vender han sig forventningsfuldt imod Kirasha.

Hendes vejrtrækninger er dybe og beroligende. Så længe hun bevarer selvkontrolleren, så har han ikke magten over hende… Nu er det bare hans dæmoniske styrke, som hun skal prøve at hamle op med.

Der er nemlig også én lille ting, som hun har bemærket. Red deltager ikke i kampen. Og grunden har hun også set. Et endnu blødende sår i hans overkrop. Han har godt nok prøvet at skjule det med resterne af sin uniform, men han snød ikke Kirashas øjne.

Hun er godt klar over, at han er ukampdygtig.

Så nu er resten op til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...