D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5963Visninger
AA

16. Blodsudgydelser – Del 2. Kapitel 12.

 

Stilheden derefter er skræmmende, især fordi der ikke sker mere. Både Dødsridderne og dæmonen er forsvundet. Max er faktisk den eneste der kan tænke klart, og han skubber forsigtigt den stærkt blødende Exorcist ned at ligge, for derefter at lægge sit øre imod hendes brystkasse. Hun lever endnu.

Der dukker endnu to skikkelser op i døråbningen, og i et øjeblik frygter Max af hele sit hjerte, at det er de to Dødsriddere, der er kommet tilbage, men da han ser den sorte hestehale på den ene skikkelse, og det snehvide hår på den anden, får det ham til at ånde lettet ud… Lige indtil han ser, at de læner sig rystende op ad dørkarmen, og ser trætte på ham.

’’Det kan du ikke mene?! ’’ Kanda ser vredt på den liggende Kirasha, og traver derefter hen ved siden af hende, ’’Du kan sgu ikke lægge dig ned og dø nu!’’

Stemmen der derefter baner sig hæst frem, imellem de blodstænkte læber på den sårede Kirasha, kommer faktisk helt bag på den normalt ligeglade Kanda:

’’Det var… Heller ikke planen… ’’

Allen er den første der sukker opgivende, og træder frem. Han har en masse knubs og skrammer, men heldigvis ikke noget alvorligt, i modsætning til Kanda der har et stort sår i panden, hvilket har fået blodet til at løbe ned af hans ansigt. Selv denne side af Kanda er skræmmende.

’’Dæmonen er gået i level 2… Og vi har også to Dødsriddere løbende. Det skal godt nok gå hurtigt, hvis vi skal nå at få fat i den Innocence der er her, inden de tager den. ’’ Allen er gået i gang med at hjælpe Finderen op at stå, imens Kirasha langsomt har sat sig op, og nu er begyndt at binde sine sår ind.

’’Hvor i alverden har du fået det sår fra?’’ han ser frygtsomt på blodet der er smittet af, ved hendes mellemgulv, ’’Jeg kan gætte at det ikke er fra nu. Ellers ville uniformen have været ødelagt. ’’

’’Det er ikke vigtigt!’’ knurrer Exorcisten med fletningen, der allerede har skaffet sig problemer med at stoppe blødningerne ved sine skuldre, da hun nærmest ikke kan løfte armene, uden at smerten bliver for stor. Blodet løber for hurtigt fra hende, og hendes hænder er allerede farvet helt røde. Krampagtigt, lukker hun dem i, og prøver at tage en dyb indånding.

’’Så sid dog stille, ellers kan jeg jo for pokker ikke stramme det ordentligt!’’ Kandas irriterede stemme ved siden af Kirashas ene øre, giver hende et ordentligt chok. Bare det at han i det hele taget forsøger at hjælpe hende, kommer helt bag på dem alle sammen. Selv Kanda. Den mørkhårede fyr har næsten bundet den ene skulder helt ind, og siger så:

’’Bønnespire, prøv at finde det punkt dæmonen befinder sig på. Den er sikkert det sted hvor den Innocence vi leder efter, er. ’’ hans stemme er fastholdt, og det tager ikke Allen mange sekunder at komme af sted.

’’Hvad med dig? ’’ Kirasha vender forsigtigt hovedet, for at se over på ham.

’’Jeg tager mig af de pestilenser imens, ’’ han strammer den sidste forbinding, og samler sit Katana op, som han placerer i sit bælte. Han skal lige til at gå ud af døråbningen, da en skarp stemme lyder fra Kirasha af:

’’Og hvad så med mig? ’’

’’Du er ikke stærk nok til at kæmpe, ’’

Alene disse ord gør ondt, men får så den kvindelige Exorcist til at rejse sig arrigt op.

’’Du kan ikke klare to Dødsriddere på én gang. Og heller ikke en level 2! ’’

 ’’Og det tror du så, at DU kan? ’’

Han stirrer nedladende på hende, og knurrer irriteret.

’’Indse det Mini. Du egner dig ikke til at være en Exorcist. ’’

Lige efter at han har sagt det, forsvinder han i samme retning som Allen, og efterlader en rasende Kirasha, og en undrende Max.

’’Årh, det egoistiske svin! ’’ hvæser hun vredt, og dunker vredt den ene knyttede næve ind i væggen på hendes højre side. Et højt knæk, og et smertefuldt gisp fra den rasende Exorcist af, fortæller at hun er godt i gang med at smadre sin egen krop.

’’Miss. Exorcist! ’’ Max bevæger sig uroligt frem imod hende.

’’De skal fandeme ikke tro at jeg gider sidde her tilbage, imens de bliver slået ihjel! ’’ raser hun, ’’Max, kan du stadig løbe? ’’

*******

Allens blik bliver fanget af dæmonen, der ikke er meget længere fra ham, end et par meter. Den har skiftet skikkelse, fra at være en gigantisk, flyvende metalkugle, med et skrigende ansigt, til at være en levende skygge, med et menneskeomrids i forstørret udgave.

Indtil videre, har den ikke set ham. Heldigvis. Han tror nemlig ikke helt på, at han kan slå den ihjel. Ikke alene.

Han har gemt sig bag et par ruiner, og ser nu flygtigt igennem de smadrede murbrokker, imod den omkringvandrende dæmon, hvis øjne lyser rødligt. Den er tæt på. Rigtig tæt på. Han har slukket for sin golem, af fare for at nogle af de andre skulle sige noget, og dermed afsløre ham, lige bag dæmonen.

Da der pludselig dukker to kappeklædte skikkelser op, lige ved siden af den, dukker han sig yderligere ned. Det er farligt det her. Hvis de opdager ham, er han dødsdømt.

’’Millennium Earl kalder os Dødsriddere hjem, han ønsker at samle os alle sammen. Find den forbandede Innocence, og lav ikke ravage i den, bare fordi vi er væk! ’’ den ene Dødsridders metalliske stemme, runger over hele pladsen og de kølige, blå øjne ser følelsesløst på dæmonen. Og sekundet efter, forsvinder de i skyggerne.

Han burde være lettet, for nu er der kun den forbistrede level 2’er tilbage. Men den er stadigvæk stærk. Det lykkedes hverken Kanda eller ham selv, at give den en eneste skade.

Idet han tænker på den sorthårede Exorcist med hestehalen, dukker han op for oven, og skal med et rasende brøl til at gennembore det mørke uhyre under ham. Som var den lavet af ingenting, fjerner den sig til siden og lader sin ene hånd, besat med lange kløer, svinge lynhurtigt ud i luften. Kløerne rammer Kandas hals med en modbydelig lyd, og et chokeret udtryk sættes ind i de normalt kolde øjne. Halsen rammes dog ikke med et direkte slag, hvilket redder den mørkhårede Exorcists liv. Det purpurrøde blod løber dog allerede ned ad hans nakke, og farver de hvide områder på hans uniform.

’’Kanda! ’’ Allen springer frem fra sit skjul, og hans Innocence aktiveres. Den gigantiske metalarm dukker op, og sætter som et lyn frem, for at gribe om dæmonen. Og det lykkes.

’’Fik dig, ’’ et tilfreds smil spiller om Allen Walkers læber, idet han forsager at knuse den imellem sine metalbesatte kløer.

Uhyret opløser sig selv, for derefter at dukke op i skyggerne bag Allen. Det er kun på grund af de lysende, røde øjne, at han opdager, at den slap fra ham. I virkeligheden forstår han det slet ikke. Holdt han ikke stramt nok?

Kandas ene hånd er malet helt rød af det friske blod der kommer fra hans hals af. Han kan godt mærke, at det er slemt. Vredt, presser han sine fingre tættere imod såret, i håbet om at stoppe den kraftige blødning. Indtil videre virker det nytteløst.

Allen ligger pludselig ubevægelig i støvet ikke så langt derfra. Hans arm er langsomt ved at vende tilbage til sin normale form. De dybe sår på hans krop ses tydeligt. Er han stadig i live?

En hæs, modbydelig latter bevæger sig op af dæmonens strube, idet dens arme skifter skikkelse til noget der ligner klingen på en le.

’’Bered dig på at dø, Exorcist! ’’

Og så hæver den armene langt over hovedet, og skal til at komme med det afsluttende hug. Begge klinger suser igennem luften, og kommer derefter med en skinger klirren… Og det er ikke fordi at de har ramt Allens ubevægelige krop, men fordi to krydsede sværd stopper dem.

’’Det der kan du godt glemme, ’’ et skævt smil, viser sig på Kirashas blodplettede læber, idet hun med et hårdt skub, sender dæmonen bagud. Det var egentlig ret heldigt, at hende og Max nåede frem i sidste øjeblik. Ellers ville den hvidblonde Exorcist være død nu.

’’Hr. Exorcist!’’ Max knæler ved siden af Allen, imens han forsøger at vende ham om. Selvom hans krop er hårdt medtaget, så lever han endnu. Mirakler på mirakler, tænker Finderen lykkeligt, og forsøger sig så med at vække den besvimede Exorcist, imens hans blik rettes imod Kirasha, der kæmper en næsten unfair kamp imod den hurtige dæmon.

Hun er hurtig, men ikke hurtig nok, er det gået op for hende. De udfald hun kommer med fra siderne er koordinerede, men kan ikke slå sig ind i den evigt undvigende dæmon. Idet, hører hun Kandas stemme, ikke så frygtelig langt fra hende:

’’Første illusion: Underverdenens bæster!’’

Et hvidt lysglimt blænder alt omkring dem, idet flere hundrede, sølvskinnende væsner med røde øjne, dukker op. Disse skabninger minder mest af alt om sølvfarvede ål, med lange, skarpe tænder. Alligevel fascinerer de Kirasha, der har afskærmet sine øjne, med den ene arm.

Væsnerne hugger og hvæsser frem for sig, men er ikke engang tæt på at nå den hurtigt undvigende dæmon. Det er ikke godt. Overhovedet ikke. Da dæmonen endnu en gang forsvinder i skyggerne af et hus, er det nærmest umuligt at finde den igen. Og det er i dette øjeblik, at den kvindelige Exorcist lukker af for alt omkring hende, og lader sin krop føle efter i hver eneste, lille, mørk afkrog. Da hun slår øjnene op igen, flammer de blåt og giver hende nu muligheden for at se efter hvor dæmonen kan befinde sig.

Et overrasket gisp finder vej igennem hendes læber, da hun ser hvad hun ser. Dæmonen er over alt. Omkring dem, over og under. Den er mørket i sig selv, og det betyder, at den også er Kirasha.

Der lyder pludselig et smertefuldt host, fra en eller anden. Og det går pludselig op for Kirasha, at det er Kanda. Dæmonen er dukket op lige foran ham, og man kan lige ane et hånligt grin, på det næsten udviskede ansigt. De lange, sylespidse kløer sidder velplaceret i hans overkrop og hans opspilede, mørkegrå øjne laver ikke andet end at stirre chokeret ned på de dybe sår.

’’Kanda!’’

Det var ikke meningen at hun skulle skrige hans navn, men hun kan ikke kontrollere det. Det er som om at alting går i slowmotion, da hun forsøger at løbe frem imod dem. Dæmonen hiver sin hånd fri, og skal til at komme med det afgørende slag. Hun kan ikke nå det. Hun er for langt væk. Åh, gud nej! Når hun lige at tænke, før hun ser en anden skikkelse der løber ind foran det dræbende hug. Max.

I dette øjeblik vågner også Allen til dåd, lige tids nok til at se Finderen Max blive gennemboret af et par virusfyldte kløer. Forskrækkelsen over at se dette, får ham til at springe op, og angribe dæmonen, imens Kirasha knæler rystende ved siden af de to dødeligt sårede personer.

’’Jeg klarer mig, Mini, ’’ knurrer den sorthårede Exorcist bare, da hun vil hjælpe ham op. Smerten er tydelig i hans ansigt, men han forsøger alligevel hårdnakket at rejse sig op. Dog uden held.

Allen kan godt mærke, at han med sin smadrede krop ikke har en jordisk chance. Allerede inden hans arm er fuldt aktiveret igen, kollapser den, og går tilbage til normalt stadie.

’’Årh, fuck! ’’

Sammenbidt træder han lidt tilbage for at få pusten, for derefter at se Kirasha løbe frem bag ham, med hævede sværd.

’’Se efter Max!’’ råber hun, og drejer rundt i en bue, for at kunne svinge de korte sværd ordentligt.

Hun ved, at hun burde have regnet det ud for længst. Mørket. Hende og dæmonen. De bevæger sig af samme sti. Den er en del af hende, og hun en del af den. Om det er noget Millennium Earlen har sørget for, ved hun ikke. Indtil videre ved hun bare, at hun må så tæt på den som muligt, inden hun sætter sit es i spil… Ellers kan det være, at hun dør før.

’’Svage, og fyldt op af frygt… Det er hvad I Exorcister er. ’’ dæmonens hæse stemme, irriterer den trætte Kirasha, der endelig er kommet så tæt på sit mål som muligt, ’’I vil ikke være i stand til at bekæmpe mørket, I er… ’’

Uhyret når ikke at udslynge flere fornærmelser eller kommentarer, inden den opdager kortsværdet i sin overkrop, lige under brystet. Det andet sværd sidder præcis det samme sted, men i stedet i Kirashas krop.

’’Hold din mund lukket… ’’ hvisker hun, og et svagt smil viser sig på hendes læber, trods anstrengelserne det koster hende at holde sig oppe at stå, ’’De døde er stumme.’’

Dæmonen ser en anelse chokeret ud i starten, men derefter viser der sig et stort, sindssygt smil, der afslører en række af lange tænder.

Morer den sig over, at hun blev nødt til at forbinde mørket imellem dem? At hun blev nødt til at skade sig selv lige så dødeligt, i et forsøg på at destruere den?

’’Godt forsøg, Exorcist… Bare ikke godt nok.’’

Den lægger let en af sine uhyggelige, slanke hænder på skæftet, for at trække våbnet ud. Exorcisten foran den, kommer med et vredt tch, og læner sig derefter frem, for at skubbe det indad med sine sidste kræfter. Jo længere hun får skubbet klingen ind, selvom det ikke er meget, desto mere bevæger sværdet i hendes egen krop sig også indad. Det går bare hurtigt op for hende, at hun ikke har nogen styrke tilbage i kroppen, og derfor ikke kan få skubbet det langt nok op, til at det dræber skabningen.

’’Du er så fandens ynkelig, ’’ stemmen ved hendes ene øre lyder vred, og da en blodstænkt hånd lægger sig oven på hendes, ved skæftet tæt på dæmonens bryst, ved hun, at det er Kanda. Automatisk, med hjælp fra den stærkt blødende Exorcist med hestehalen, glider klingen pludselig længere ind i dæmonen, der stirrer rædselsslagen på dem.

’’N… Nej!’’ det skulle næsten lyde som om, at den var på randen af gråd, ’’Stop det!’’

En derefter høj eksplosion foran dem, vidner til, at dæmonen er død. Sjælen der var blevet fanget i et hylster, er fri. Det samme kan man dog ikke sige om Kirashas krop, da sværdet stadig sidder boret langt ind. Og til hendes egen overraskelse, er det Kanda der fjerner det, hurtigt og næsten smertefrit. Med resterne af sin ødelagte uniform, presser han stoffet ind imod såret, for at stoppe den kraftige blødning. Selv ser han ikke for godt ud. Håret er næsten gået op fra sin traditionelle hestehale, og det meste af hans krop er indhyllet i klæbrigt blod.

Allen bærer på en næsten livløs krop, der må være Max. Virussen har allerede bredt sig tilstrækkeligt i hele hans krop, og fortæller tydeligt at han ikke har meget tid tilbage. Det er ikke muligt at redde ham. Men hun vil alligevel så gerne forsøge. Selvom det næsten er umuligt, sætter hun sig krampagtigt op, for derefter at mærke en iskold hånd imod sin kind.

’’Hold ud Max, for fanden!’’ hvisker hun næsten utydeligt.

Den kolde, næsten livløse Finder, ser smilende på hende. De sorte, femkantede stjerner danser tydeligt på hele hans krop som Allen rystende holder på.

’’Exorcist… Kira… ’’ hans stemme er blevet en smule skinger, ’’Det var… En ære at kende dig. ’’

Hans hånd glider langsomt ned, og får fat i Kirashas næsten løsnede fletning, der bærer blodstænkt og jord med sig.

’’Tak for at… Du gad bekymre dig om mig… ’’

I det næste sekund eksploderer hans krop i et virvar af gulligt støv og grus. Hjælpeløst forsøger hun at gribe ud efter de sørgelige rester af Max krop, imens tårerne banner sig vej i øjenkrogene.

Hvorfor skulle han dø?

Det første hulk der skal til at bryde igennem hendes læber, bliver standset, da hele hendes krop pludselig giver efter de skader som den har påtaget sig. Hostende glider hun ned på den fugtige jord, imens det blå lys i hendes øjne forsvinder. Hun er dog ikke den eneste, hvis krop pludselig bryder sammen. Kanda ligger allerede ubevægelige ved siden af hende. Det sidste hun i det hele taget når at se er Allens bekymrede ansigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...